Jeppe Aakjær: Kæmpehøjen (1926)



Jeg har stået på mindets høje,
følt dets vemodsdybe lyst
med en tåre i mit øje,
med en jubel i mit bryst.
Jeg har kastet dagens tynge,
jeg har kvittet byens støj –
hjælp mig, lærke, nu at synge
om den danske kæmpehøj!
 
Thi fra landets ældste tider
du har kendt den, lærkelil,
flagret om dens brune sider,
viet den dit strubespil.
Bag dens oltidsgroede ranke
mod en sten, forvitret, grå,
lå du lavt med øjne blanke
for at skytte dine små.
 
Høj og lærke hører sammen
i den danske sommerdag:
Oltids-alvor, lærkegammen
tvandt sig i vort hjertes slag,
duggens fald mod aftentide
over højens brune ris,
lærkens triller, fyldigt blide,
gennem nedgangssoles dis!
 
Vi fik intet bjerg i gave,
intet fjeld for svimmelhed,
men vi skuer fra det lave
mellem rugens vipper ned.
Agres fylde, dales grøde
lyser langs vor barndoms jord.
Her på højen for den døde
skelnes varmest livets flor.
 
Lave høj, jeg tør dig sætte
mod al fremmed herlighed,
hvor på verdens vide slette
Jordens sol går op og ned.
Thi på bjergets kolde vidder
langs dets svimle afgrundsvej,
der var intet lærkekvidder,
intet minde mødte mig.
 
Barndomshøj, du var vor glæde
fjernt fra verdens landevej;
måtte ingen se os græde,
skjulte vi vor kind mod dig.
Mangen glut med tunge blikke
hvisked sig sin drøms forlis.
Dine ranker sladrer ikke;
sorgfuldt suser højens ris!
 
Som du var den høje skammel,
hvorfra først jeg verden så,
skal jeg, når jeg snart er gammel,
mindeblid på højen stå.
Hvad jeg svigted, hvad jeg tabte,
hvad der ingen trivsel fik,
hvad af karsken sjæl jeg skabte
står da for mit tåreblik.
 
Søg derop i søndagsfreden,
når de tunge klokker går
med en røst fra Evigheden,
som kun sjælen mat forstår.
Søen ler med barneøjne,
sol-land tindrer milevidt,
hvide tårne, sommerstrøgne,
rankt i luften, fjernt og frit!
 
Aldrig så vi kornmod blamre,
midnatsmildnet, højtidsfuld,
som fra Evighedens kamre
over oltidshøjens puld.
Oldingen fra sengen rokked,
gik til ruden, mørkesky,
så’, mens minderne sig skokked,
blegt i øst det tændte ny.
 
Tak for glade hvilestunder
med min nakke mod din rod!
Gamle hors hun står og blunder
kodekrum ved højens fod.
Ned ad skræntens runde sider
stritter svinglen strid og grå;
skyer hvide glider, glider, -
mine drømme ligeså.
 
Danske bonde, højens frænde,
med din rod i samme grund,-
har du hænder som tør skænde
højens runeviede rund?
Nej, lad stadig rugens kerne
rundes på din fædregård,
mens fra højens midnatsstjerne
signende den sødmen får!
 
Bondehøj på bondeager –
det var Danmark hidindtil;
sådan var os marken fager
under somrens lærkespil.
Om end hagl dens lyngpuld pisker,
slægters sol går op og ned, -
rug og høj dog sammen hvisker
Danmarks navn i evighed!


 
1. marts 1926. Fra Samlede Digte, 3 bind, s. 63-67. Venligst indsendt af Peter Lindskov Andersen. Læs mere om Jeppe Aakjær >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg