Vilhelm la Cour: Fædrelandet (1913)

"Fædreland" er et i udpræget grad levende ord. Det betegner ganske vist et eller andet geografisk område, men er dog noget helt andet end et almindeligt stedsnavn. Det viser ikke alene, at der i øjeblikket findes en slægt, et folk, som kalder det sit, men at dette forhold er nedarvet. Mellem fædreland og folk er der den nøjeste sammenhæng – de kan simpelthen ikke undvære hinanden. Et folk uden fædreland er slet og ret en race, og et fædreland uden folk er en råbende urimelighed. Før folkefølelsen er vakt, kan færelandskær1igheden ikke vågne. På den anden side er det utænkeligt, at kærligheden til fædrelandet kan slumre, når folket virkelig er sig selv bevidst. Når det åndelig og etisk er nået frem til selverkendelse, er fædrelandets grænser også bestemt. Alt, som ikke er med i den fælles bølge, ligger folkeligt og geografisk set uden for lands lov og ret.

Man må huske på dette, når man vil følge fædrelandskærligheden i dens vækst gennem tiderne. Det bliver samtidig folkefølelsens historie, man skriver. Man kunne for vort vedkommende sige, at de begge var led af en højere enhed: vor danskhedsfølelse, som da også måtte rumme sansen for vort modersmål, ærbødigheden for vore statslige symboler og kærligheden til vor folkestammes minder. Søgte man på denne måde en historisk erkendelse af fædrelandskærlighedens væsen, måtte man tage sit udgangspunkt i folkets levende bevidsthed om sin tilværelse som fri og selvstændig nation. [...]

Sidder i vore dage en ung dansk og leder efter et fast holdepunkt for alt det, der ubevidst og uklart driver og synger i ham, så kan han komme til fuld erkendelse af, hvad der gør ham dansk og kun dansk, ved at prøve den ankergrund, som den sønderjyske danskhedsvilje giver ham. Er der i det hele nogetsomhelst andet, der kan tømre en nation sammen end en redebon vilje til at hævde sig som nation – i kamp for sin selvstændighed og sin kultur?

I 1882 holdt Ernest Renan i Sorbonne et foredrag, som han kaldte "Qu’est ce qu’une nation?" Nationen grundedes ikke på racen, sagde han. De barbariske kongedømmer i middelalderens tidlige tid havde intet med etnografien at skaffe og blev dog grundlaget for nationale stater. Der gives overhovedet ikke nogen ren race endsige nogen raceren nation. Selv et så homogent folk som det franske er et blandingsprodukt – keltisk, iberisk, germansk.

Men ikke heller sproget har nødvendigvis noget at gøre med nationen som sådan. De forenede Stater og England har sprogfællesskab uden at udgøre en enkelt nation. I Schweiz taler man tre eller fire sprog og danner alligevel et sjældent støt nationalt hele. Sprogene er historiske formationer, som lidet eller intet fortæller om de talendes oprindelige afstamning, og som mindst af alt kan bruges til at tvinge dem ind i et statsforbund mod deres eget ønske.

På samme måde er religionen nok i stand til at knytte det ene folk til det andet, men kan dog ikke bruges til rettesnor, når de nationale skellinjer skal trækkes op – navnlig ikke i vore dage. Og fællesskab i interesser kan være virksomt, men det er blottet for den psykiske side, der er den væsentligste i nationaliteten. "En Zollverein er ikke et fædreland".

Endelig har i lange tider "de naturlige grænser" spillet en stor rolle ved fordelingen af nationerne. Af politiske og strategiske hensyn har man krævet ret til at søge territoriet afrundet, så det støttede sig til en bjergkæde, en flod eller et lignende naturligt skel mellem de to bebyggelser. Der er ingen teori, som Renan anser for mere vilkårlig eller ulykkesbringende, end netop denne. Ved dens hjælp kan så at sige enhver voldsomhed retfærdiggøres.

Nej, en nation er en sjæl, et åndeligt princip. To omstændigheder, som i virkeligheden kun er een og den samme, udgør dette åndelige princip: den ene er den fælles besiddelse af en rig arv af minder – den anden den nuværende slægts samtykke og trang til at leve i indbyrdes samfund og dens vilje til vedvarende at gøre den arv gældende, som man har modtaget. En nations tilværelse beror på en vedvarende ytring af liv. Folkets egen vilje er til syvende og sidst det eneste retmæssige kriterium, det, til hvilket man altid må vende tilbage. En omfattende forening af mennesker med sunde sjæle og varme hjerter kan skabe en moralsk bevidsthed om at være noget for sig selv, som man kalder en nation. Sålænge som denne bevidsthed ytrer sin styrke gennem de ofre, som kræves af den enkelte til fordel for hele samfundet, har nationen livets ret til at eksistere.

Jeg tror ikke, at nogen er kommet sandheden nærmere. Her er ankergrunden. Det er den daglig gentagne tilkendegivelse af viljen til danskhed, som ene og alene giver os retten til at bære navn af danske. Det er den, der bliver både den sidste og det simpleste og det højeste udtryk for danskhedsfølelsen.

 

Fædrelandet. Grundtræk af Danskhedsfølelsens Vækst, 1915 Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl. Læs mere om Vilhelm la Cour >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg