Jens Jessen: Om værnet for stammeejendommeligheden (1898)

Rigtignok indrømmer vi, at der er lyder også på den danske side. Det nytter ikke, at der hos det danske folk er tilstrækkelig begavelse, god smag, mere end almindelig deltagtighed i videnskabens frugter, for disse gode egenskaber svækkes stærkt ved den danske magelighed. Det bliver let noget sløjt med den almindelige virksomhed; der er ikke flugt og fart nok i arbejdet. Til at hævde sig i livet er det ikke tilstrækkeligt at være et godt hoved, at kunne glæde sig over kønne ting, at kunne te sig med lethed og føre ordet uden stor vanskelighed. Alt dette hjælper ikke nær så meget til at bryde sig vej i tilværelsen som fremad stræbende sans og udholdenhed, og det er der næppe nok af i det danske folk.  

Hvad vi må slå vor lid til, er først og fremmest den danske folkeoplysning, den almindelige dyrkning af hele samfundslivet. Åndsdannelsen er bleven hele folkets ejendom.  Intet land har et sidestykke hertil. Den er ikke en gold, flad oplæring og afretning, heller ikke den kundskab, som opblæser, men det er livsoplysningen, sjæleudviklingen, fællesskab om åndslivets bedste goder. Der kan være meget i denne retning at ønske endnu, men ikke lidet er nået. Den åndelige livsstrøm gennemrisler hele det danske folk, og fra denne kilde befrugtes også det lille folkesamfund sønden for Kongeåen.  

Mere og mere forener den danske folkeoplysning sig med duelighed i det sædvanlige liv. En jævn åndsudvikling støtter og fremmer dygtigheden i den daglige gerning. Og så er det en lykke for os, at den udvortes fremgang i Danmark netop fremtræder på det område, der ligger største delen al, vor befolkning nærmest, nemlig i landbruget. Lad prøjserne udsætte præmie for alle unge mennesker fra dansktalende egne, som tyr til tyske landboskoler, de allerfleste går hellere nordpå, også fordi der er mest at lære.  

Og så har vi på vor side en hjælp, som prøjserne selv er meget ivrige efter at byde os. Det er det tyske tryk. Ikke alene således, at det avler nogen utilfredshed, noget mishag, en opblussende uvilje, der hurtigt fortærer sig selv, men der tændes lys over modsætningen mellem tysk og dansk, mellem det fremmede og det hjemlige. Den unge mand, der får den fulde følelse heraf, sporer trang til at værge sin stammeejendommelighed, sin folkelige personlighed, at forsvare sig selv og sit eget. Med andre ord, menneskeværdigheden vågner. Sindet renses under trykket. Det ubetydelige og uvedkommende udskilles, medens det gode sindsmalm smeltes og samles. I denne digel støbes en menneskevilje.  

Er en sådan skærsild gennemgået, så tør et menneske tage det op med mange af tilværelsens genvordigheder. Der kræves og fostres dygtiggørelse på alle livets enemærker. Med en sådan ungdom står en befolkning rustet til at værne den hjemlige arne mod al den ufred, som truer med at bryde ind.

 

Flensborg Avis den 1. januar 1898. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg