H. P. Holst: Den lille Hornblæser (1849)

Til KONG FREDERIK DEN SYVENDE:
For tronens fod nedlægger jeg i dag
Et simpelt digt i fædrelandske toner,
Der fødtes under braget af kanoner
Og under kamp for fædrelandets sag.

Dets danskhed fandt jo nåde for dit blik.
Lad det da tit for dine tanker kalde
Hin stolte dag, der vidned højt for alle,
At du var kronen voksen, som du fik!

[...]

Og se! med hornet ved sin mund,
Den højre hånd til huen,
En lille purk på tretten år
Marcherer ind i stuen

En såmandstrøje har han på,
De hvide bukser slingrer
Omkring hans ben; nu gør han holdt
Og lader hornet skingre!

Hvor er han varm, hvor er han rød!
Hvor kinderne står spændte!
Men øjet ler så glad, som om
Til ingen sorg det kendte.

[...]

– "Jens Peter, hvad skal hornet til?"
– "Hør, øllet, mor, var syrligt. –
– Hvad, hornet? Til at blæse op
For tyskerne, natyrligt."

[...]
Og græd kun ej, min egen mor!
Det har slet ingen fare;
Ukrudt forgår ej, ved du jo,
Jeg ta’r mig nok i vare!

[...]

Skilt fra sit korps, vor lille ven
Med strømmen fremad drives;
I spidsen for en bataljon
Han med i tumlen rives.

Tamburen falder. I et nu
vi ser ham trommen gribe
Og muntert "Avancér!", han slår
Trods kuglerne, der pibe.

Så tæt som hagel slår de ned
Og lysner i kolonnen –
En kugle gennem trommen går,
En anden gennem hånden.

Han falder, rejser sig igen,
– kolonnen fremad hasted –
Men tumler straks! En hestehov
Har ham til jorden kastet.

[...]

Der var en jubel overalt!
På alles læber hørte
Man kongens ord, og mangt et blik
Med tårer sig tilslørte.

Den tapre oberst taler nu
Med kongen. Ordet flyder
Med varme fra hans læber. Se!
Kongen ham hånden byder.

Nu vinker han. Hvem springer frem?
Det er vor ven, den lille.
På kongen fæster han så glad
To øjne, klare, milde.

Mens kinden brænder, varm og rød,
Og munden ler fornøjet,
Med hånd til huen står han der
Så stiv og stram i tøjet.

På kongens spørgsmål svarer han
På timen nok så sikker;
Det muntre drengelune frem
Igennem svaret stikker.

Og kongen ser hans lille hånd,
Der mærket er af arret –
"Det har gjort ondt?" han spørger med
Et smil, med medynk parret.

– "Å nej, for Avancér jeg slog",
Han svarede behjertet.
"Hvis Retirér jeg havde slået,
Så havde det vist smertet." –

– Og kongen lo. "Du er en brav,
En prægtig dreng!" han smilte.
"Hvad ønsker du af mig?" – Hans hånd
På drengens skulder hvilte.

Den lille tav. Han mærked nok,
Det øjeblik var vigtigt.
"Hvad ønsker du?"– Han svarer rask:
"At lære noget rigtigt."

[...]

Hvor larmer man, hvor jubler man!
Med skrig og hurra skiftes,
Og blomster hagler om dem ned,
Fra vinduerne der viftes!

Ved siden drengens moder står;
Hun har i dag lagt sorgen,
Og øjet stråler varmt og mildt
Som sol en sommermorgen.

Han rækker moderen sin hånd,
Drengen har han på hesten,
Så fremad, march! – Din fantasi
Jeg overlader resten.

Men er der sandhed i de træk,
Som digtet har dig givet,
Så vil du drengens fremtid se
Af dem i perspektivet.

Hvis du har set ham modnes rask
I tidens stærke storme,
Og set, hvor underfuldt at de
Det unge sind kan forme:

Så vil han for din tanke stå
Imellem dem, der siden
Skal hænge krans på Danmarks hus
Og skærme det i tiden!

Fra H. P. Holsts digtfortælling, 1849. Genoptr. DIH Kildebind s. 200. Læs mere af H. P. Holst >