N. F. S. Grundtvig: Om den danske sag (1855)

At nu den danske sag, som danskernes egen, er en meget god sag, som vi med rette har inderlig kær, en hjertesag, som vi med rette gør til vor hovedsag, det må vistnok synes lige så overflødigt at bevise for danskere, som det ville være overflødigt at bevise den tyske sags godhed for tyskere, eller den franske sags godhed for franskmænd, eller den engelske sags godhed for engelskmænd, eller selv den russiske sags godhed for moskoviter, da enhver jo i Danmark såvel som i hele den øvrige verden er sig selv nærmest og tror heller end gerne på sin egen sags mageløse godhed; men netop det, at ethvert folk, ligesom enhver enkeltmand under solen, fristes af sin egenkærlighed til at anse sin egen sag for meget bedre end den virkelig er, netop det giver vore selvgjorte hovmestere rig anledning til i Danmark at overdøve fædernelandskærlighedens stemme med et helvedes dydigt skrål om, at al fædernelandskærlighed, følgelig også den danske, skal, som en snæverhjertet egenkærlighed, være fordømmelig, så enhver folkesag (nationalsag) er, som sådan, en slet sag, og, når folket, som det danske, er svagt og lillebitte, da tillige en fortvivlet sag, som alle fornuftige folk må opgive. Og dette helvedes dydige skrål over den naturlige forkærlighed til fædernelandet, et skrål, som i Sverige og Norge og i alle andre lande, både små og større, kun vækker fnysende harme hos folket, det frister virkelig i Danmark folket til at tvivle om sin egen sags godhed, og især til at fortvivle over deres afmagt til at forsvare den mod de ubarmhjertige heglemestere, der snildt benytter dem af den sørgelige sandhed, at selv det bedste stykke kød har en kirtel, og selv den bedste sag af vore egne er der en hage ved, misbruger denne sandhed til dermed at sætte farve på den grove løgn, at fædernelandskærligheden, der udgør een smeltning med forkærligheden til forældre, børn og søskende, som vore allernærmeste (Næsten), den skulle være fordømmelig, fordi den også udgør een smeltning med den menneskelige selvkærlighed, der dog netop først bliver en forstenet egenkærlighed, når den skiller sig fra forkærligheden til vore nærpårørende i hjemmet: i fædernehuset og fædernelandet.

Derfor skal det siges så tit, at det høres, og indskærpes så hvast, at det bider sig fast, at alt, hvad godt der gælder om forkærlighed til fader og moder, børn og søskende, som også har sine lyder og svagheder, det gælder i endnu langt højere grad om forkærligheden til fæderneland, modersmål og folkestammen fra slægt til slægt, så lyderne derved kan aldrig være så store, at jo denne forkærlighed er det bedste hos folket, og udgør den smeltning med al den virkelige menneskekærlighed, der findes, så den forkærlighed kan ikke blive kold, uden at folkehjertet i det hele bliver så iskoldt, at ingen bryder sig om fælles bedste, men hver enkelt rager kun ild til sin egen kage.

Hvad der nu gælder om folkeligheden og fædernelandskærligheden i det hele, det gælder åbenbar om den danske folkelighed og fædernelandskærlighed ganske særdeles, så at ligesom det lyder i den bekendte vise: "ingensteds er tornene så små", således gælder det om "lyderne" ved folkeligheden, at ingensteds er de så små som i Danmark. Lyderne ved et folks fædernelandskærlighed er nemlig den ligegyldighed for menneskeligheden i det hele, og den hadskhed, ubillighed og uretfærdighed mod de fremmede og især mod naboerne, som fædernelandskærligheden kan udarte til, og når man påstår, at især de små og svage folkefærd, for disse lyders skyld, skal opgive deres fædernelandskærlighed, da er det netop lige så sundt, lige så menneskeligt og lige så kristeligt, som om man ville påstå, at det er især fattigfolk og småfolk, der må tage dem i agt for at elske fader og moder, børn og søskende for højt, da de ellers let kan komme til at gøre de rige og de store uret. Her bliver det da soleklart, hvor uforskammede vore selvgjorte hovmestere er, når de på alle mulige måder undskylder den holsten-gottorpske og tyske fædernelandskærlighed, som en uundgåelig og dog i grunden elskværdig svaghed, skønt den har fædernelandskærlighedens lyder i allerhøjeste og dens dyder i allerringeste grad, men straffer derimod den danske fædernelandskærlighed, der lige så vist har mest af dyderne, som den åbenbar har mindst af lyderne, så danskerne er selv deres arrigste fjender velbekendte som det fredeligste, forsonligste og gæstmildeste folk under solen, der meget snarere gør sig selv og deres nærmeste frænder (i Sverige og Norge) end de vildfremmede og især tyskerne uret.

Det står altså fast, og er soleklart, at den danske sag, som Danmarks Riges og det danske folks sag, er en meget uskyldig sag, som de store folk og stormagterne derfor, efter menneskelighedens grundlov, skulle tage sig varmere og kraftigere ad, jo misligere og farefuldere den fandtes stillet, som jo alle stærke og voksne mennesker finde sig drevne til at hjælpe og forsvare de uskyldige og umyndige børn, som de ser stedte i fare. Men den danske sag, tør vi også frit sige, er i sig selv, som danskens og danskhedens, som modersmålets og folkeartens sag, en meget god sag, så det er kun af tyskernes avind, den snak er kommet op, at vi danskere skulle egentlig høre til de "umælende" så vor hjerne var propfuld af grød i steden for af tanker, og at vort såkaldte "modersmål" var i grunden lige så uskikket som fårets brægen og gåsens kækken og svinets grynten til at udtrykke de højere menneskelige anskuelser, så det var til vort eget bedste, om vi kunne bringes til at glemme dansken over tysken og til at bryde vor hjerne fra barnsben med at få rum til de allernødvendigste tyske ord og tanker og grundige grundsætninger. At den snak må være en grov løgn, ses allerede deraf, at den ved nærmere betragtning ses at nedbryde og gendrive sig selv, thi dels er det soleklart, at fattedes vi i det hele anlæg til at blive oplyste mennesker, da fattedes vi fremfor alt anlæg til at blive tyskoplyste mennesker, ligesom det er en klar selvmodsigelse, at nogen skulle kunne udtrykke sig bedre med en andens mund end med sin egen, eller at han skulle kunne blive bedre oplyst ved fremmede tanker end ved sine egne, thi ikke selv den grådigste og fineste tyv kan dog tilegne sig andres gods bedre end sit eget, eller putte mere i sin lomme end den kan rumme, så det måtte forresten hænge sammen med de danske "grødhoveder", som det ville, så kunne der dog aldrig i vor hjerne blive bedre rum til tyske tanker end til danske.

[...] 

Men er nu den danske sag således tillige hele Højnordens, så er den på en dobbelt måde hele menneskeslægtens, dels fordi hele menneskeslægten, for at nå sit mål, trænger højlig til den verdenshistoriske oplysning, som må have sæde i Højnorden, og dels fordi ingen kan få gavn af den verdenshistoriske oplysning, uden først at have tilegnet sig den hidtil ukendte eller miskendte folkelige oplysning, som i Danmark er i færd med at bryde sin bane og må dertil have lykken med sig, for på een gang i folkelig henseende at tjene til mønster og eftersyn og at forberede den verdenshistoriske oplysning.
Man er nemlig alle vegne i den såkaldte oplyste verden kommet ind i et stort vildrede, med alt hvad der angår menneskelivet og vilkårene for dets rette udvikling og sande oplysning, idet man mere eller mindre alle vegne har sat sig fast i den indbildning, at, fordi vi er alle mennesker, så skulle det i grunden være hip som hap med alle mennesker, folk og tungemål, så ingen af dem havde noget fortrin for de andre, eller noget ejendommeligt, som de især var skabte og skikkede til at udvikle, men al forskellen imellem dem skulle kun være tilfældets, himmelegnenes, jordbundens, vanens og omstændighedernes værk, så man kunne godt slå dem alle over een læst og skære dem alle over een kam, da jo mere de lod alle deres særheder fare, desmere rent menneskelige måtte de blive.

Alt dette er nu så rent splittergalt, som noget i denne verden kan være, thi i denne verden, hvor end ikke det ene bøgeblad fuldkommen ligner det andet, og hvor man endogså fordærver to heste med forskellig drift i sig ved at behandle dem ens, i denne verden er det dårekistevisdom at ville behandle alle mennesker ens, da forskelligheden netop i menneskenaturen og menneskelivet, som på jordlivets højeste trin, er så mangfoldig og gennemgribende, at man ved at ville pånøde menneskelivet ensformighed undergraver og arbejder på at ødelægge det.

Desuagtet blev dette dog, især gennem forrige århundrede, anset for den højeste oplysning, så man stræbte ikke blot at ophæve forskellen mellem engelskmænd, franskmænd, tyskere og højnordboere, og forskellen mellem gode og dårlige hoveder, men selv forskellen mellem hoved og hjerte, mellem mand og kvinde, og følgen blev ikke blot en grænseløs forvirring i hele tankegangen om menneskelivet, men en afmagt og modløshed, hvor det gjaldt om at kæmpe for fæderneland, modersmål, frihed og alt, hvad mennesket naturlig har kært og bliver ulykkelig ved at undvære. Dette var den dybe grund, hvorfor franskmændene, fra hvem den ravgale oplysning nærmest var udgået, ved dette århundredes begyndelse oversvømmede og nær havde underkuet hele Europa, thi jo mere den døde og dræbende ensformighed udbredes over menneskelivet, og jo mere kærligheden til fæderneland, modersmål og folkefrihed aftager, des lettere bliver det åbenbar for en stor voldsmand, som kan samle sig en talrig krigshær, at gøre alle folk til sine trælle og oprette et ligesådan verdensrige som det romerske i gamle dage, og det endnu langt større og fordærveligere for menneskeliv og menneskelykke end det var. Det samme er også grunden til den støre fare, som hele Europa og da øjensynlig vort Højnorden alt en stund har svævet og endnu til dels svæver i, for at opsluges af Rusland, men den stærke modstand, som Ruslands rovgerrighed nu har fundet, vidner, tilligemed Napoleons fald i dette århundredes begyndelse, om, at menneskelivet i det nittende århundrede har begyndt at føle sin fare og samler sine sidste kræfter i en dødskamp, for, om muligt, at afværge ulykken. Det kan imidlertid ikke lykkes, med mindre man opdager roden til det onde i den splittergale, umenneskelige betragtning af menneskeånden og menneskehjertet, hvoraf menneskelivet udspringer, som fostre af en gammel overtro, der skal aflægges, og skønt denne opdagelse i løbet af dette århundrede til dels er sket lige fra Middelhavet til Nordkap, så er det dog kun i Danmark, man har opdaget den menneskelige oplysning, der ene formår at overvinde den umenneskelige og at styrke menneskelivet til fuldførelsen af sin store løbebane til verdens ende.

Denne menneskelige oplysning er nemlig den, at ligesom menneskelivet lige fra begyndelsen er delt i to skikkelser, den mandlige og den kvindelige, der ikke blot udvortes, men især indvortes, er såre forskellige, og må med al flid bevares i deres ejendommelighed, for at de ved en kærlig vekselvirkning kan understøtte, gavne, glæde, udvikle og udfylde hinanden, således har også menneskeslægten i tidens løb naturlig delt sig i forskellige folkefærd, hver med sit tungemål, sine herskende tilbøjeligheder og udmærkede evner, så at jo kraftigere og kækkere ethvert folk værner om sin frihed og selvstændighed, sit fæderneland og modersmål, des frodigere udvikler menneskelivet sig i alle retninger, og des gavnligere, glædeligere og frugtbarere bliver vekselvirkningen mellem jordens folkefærd, des sandere og klarere oplysningen om hele menneskelivet, dets evner og hjælpekilder, rette bane og bestemmelse. Endelig gælder det samme om alle enkeltmænd hos ethvert folk, at jo friere de, i folkelivets tjeneste, uden hinandens fornærmelse, kan følge deres tilbøjelighed, gå deres eget skud og benytte deres mål af kræfter og kundskaber, des mere blomstrer folkelivet i sin kreds til fælles bedste.

Selv i Danmark er denne menneskelige oplysning spæd endnu, og har uhyre vanskeligheder at overvinde, da alle de såkaldte oplysningsanstalter endnu går i modsat retning og stræber naturligvis at forhindre den sejr, som de føler er deres nederlag, så man kan frit sige, at blev det danske folkeliv nu afbrudt i sin udvikling, da blev derved også den menneskelige oplysning, som er menneskeslægtens eneste redning, kvalt i fødslen, og derfor vil og må det danske folkeliv blive reddet ved det guddommelige forsyns styrelse, der ikke kan opgive sin plan med menneskelivets udvikling fra den dybeste dunkelhed til den højeste klarhed, og ventelig vil den store kamp, som nu er begyndt mellem østen og vesten, i det hele vende bladet, så den folkelige betragtning af menneskelivet, der i Danmark falder sammen med den menneskelige, vil få overhånd i hele kristenheden, hvor alle de folkefærd, som har et menneskeligt hjerte og tungemål, alt længe har sukket under det gruelige åg af "fremmed herskab" i alle måder, men vil nu få lov til, indenfor deres historiske grænser, at indrette alt efter deres hjertes herskende tilbøjelighed, og at efterstræbe den oplysning om sit eget liv, som ethvert folk og hver enkeltmand nødvendig ønsker sig, på naturlig, levende, nyttig og fornøjelig måde igennem sit eget modersmål.

 

I ugebladet Dannebrog, 1855. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om N. F. S. Grundtvig >

moscoviterne: russerne.

nuværende kamp mellem vesten og østen
: Krimkrigen 1854-56, i hvilken Rusland kæmpede imod England, Frankrig og Italien.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg