Svend Grundtvig: Dansk på Færøerne (1845)

Er det alvor med de danskes følelse for nationalitet eller ikke? Dette er et spørgsmål, der ikke besvares ved jublende hurraråb eller adresser med tusinders underskrift, end ikke ved de kraftigste og mest opofrende beviser på iver for den danske nationalitets opretholdelse. Disse tjener endnu kun til at vise, at følelsen for egen nationalitet, at den åndelige selvopholdelsesdrift er vågnet hos det danske folk, eller dog hos en del af det.

Det spørgsmål, er det alvor med de danskes følelse for nationalitet?, kan først da anses for besvaret med et sanddru og trøstigt: Ja!, når det viser sig, at det danske folk er i stand til at føle varmt for enhver nationalitets hellighed og ukrænkelighed og mod dens undertrykkere, var de endog udgået af dets egen midte.

Hvem der i sandhed har fattet og tilegnet sig ideen om Nordens, om Skandinaviens åndelige enhed, han har også erkendt, at det ikke er denne enheds væsen enten at fortrænge og beherske andre nationaliteter, eller at udrydde de ejendommeligheder, der naturlig og historisk har udviklet sig hos de forskellige grene af det fælles skandinaviske stamtræ; men meget mere fremdeles at lade enhver af disse udvikle sig efter sin særegne natur og væsen, for atter at lade dem mødes i en rig og frodig krone, hvoraf hver kvist og hvert blad vel har sit eget præg, men dog alle ligner hverandre så meget, at de aldrig kunne tilhøre noget andet træ end det, hvoraf de udskød.

Det er da under forudsætningen af, at det virkelig er alvor med de danskes følelse for nationalitet og modersmål, at vi her udbeder os velvillig opmærksomhed for en sag, der såre nær angår denne følelse, ja angår den dobbelt nær, både fordi den angår en gren af den stamme, den nation i mere udstrakt betydning, som de danske tilhører, og fordi det er det danske sprog, der truer med, ved dansk uretfærdighed og ligegyldighed, at overvælde og tilintetgøre en svagere søster. Denne søster er det færøske sprog, og det våben, hvormed det nu fra Danmark af trues med nådestødet, er det "provisoriske reglement for almueskolevæsenet på Færøerne." Kun én stemme løftede sig mod denne krænkelse af et under Danmarks krone stående folks "naturlige ret".

I en dansk stænderforsamling "repræsenteredes" Færøerne af en af regeringen udnævnt dansk mand, der har været ansat oppe på øerne. Det lille folk (bestående af 7-8000 sjæle), hvis sag her skal tales, er hidtil uden alle kommunale indretninger; uden nogen valgt repræsentant i stænderne, hvem også dets anliggender forelægges; med dansk kirke- og retssprog; voldgivet danske embedsmænd der, så langt fra hånden, vanskelig kan kontrolleres; og nu har endelig en dansk stænderforsamling, med blind tro på den af danske embedsmænd på Færøerne afgivne underretning om indbyggernes sprog og øvrige forhold, tilrådet en forholdsregel, der både er ganske unødvendig, ja endog skadelig for færingernes oplysning, som den skulle fremme, og aldeles tilintetgørende for deres sprog og hele åndelige ejendommelighed.

Det er imidlertid ikke blot for færingernes, men også for vor egen skyld, at denne sag har krav på alle oplyste retsindige og ærekære danskes opmærksomhed; ikke for færingernes, men for vor egen skyld skal vi vogte os for at vanhellige den retfærdige kamp, som vi fører – for i Slesvig at rejse en vold mod tyskernes indtrængen og skaffe vore sydligste landsmænd lov og lejlighed til at beholde deres modersmål og nationalitet ukrænket. Vi vanhelliger denne kamp mod fremmed vold og uretfærdighed ved mod Norden selv at gøre os skyldige i samme brøde, dér at spille "Schleswigholsteinernes" rolle, ved at stræbe efter at udrydde et sprog og en nationalitet, som vi alt for længe har uretmæssig tilsidesat.

Den her nævnte parallel mellem dansk på Færøerne og tysk i Slesvig er i høj grad iøjnefaldende; allerede vor store Rask drog den for mere end 30 år siden, når han i sin islandske sproglære (fra 1811) siger: "På Færøerne har det gamle sprog vedligeholdt sig i en egen fra islandsk noget afvigende sprogart. Imidlertid er det dog gået med islandsk på Færøerne, som med dansk i Slesvig; thi skønt indbyggerne taler færøsk med hinanden, så forrettes dog gudstjenesten ikke i landets sprog, men på dansk."

I de århundreder, der ligger nærmest bag os, lå den nationale bevidsthed, såvel som erkendelsen af nationalitetens betydning, allevegne i en dyb slummer, hvoraf den nu lige så almindelig synes at opvågne, og ligesom tysk i denne søvntid blev pålistet danske folk i Sønderjylland både til kirkesprog, skolesprog og retssprog, således blev på samme tid og på samme måde dansk påtrængt færingerne, idet danske embedsmænd, gejstlige og verdslige, ansattes deroppe og brugte deres sprog både i kirke og på tinge og lod det blive færingernes sag om de forstod dem.

 

Af Svend Grundtvigs stridsskrift Dansken på Færøerne, 1845 - under dæknavnet S. Frederiksen. Genoptr. DIH Kildebind s. 301. Læs mere om Svend Grundtvig >

fremdeles: fremover, yderligere

provisorisk
: midlertidig

voldgivet: prisgivet, underlagt

Rask: sprogforskeren Rasmus Rask


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg