Svend Grundtvig og Chr. S. Ley: Til danske mænd og kvinder (1843)

Erkendelsen af den nationale poesis høje værd og betydning, som den mest umiddelbare udgydelse af, det troeste spejl på et folks ejendommelighed, er vel i vore dage så almindelig, at den kan forudsættes hos alle dem, der sætter pris på deres nationalitet, som den enhed, hvori kræfterne må mødes for at vinde betydning i menneskeslægtens store levnedsløb.

I vort Norden har denne erkendelse vel aldrig været ganske uddød, men bestandig fundet rum hos nogle af de ædleste blandt folket; dog også her trængte den til en kraftig opvågnen, til at gå over i den almindelige bevidsthed, og dette er også sket. Det nittende århundrede har såvel i Danmark som hos brødrene hinsides Sund og Kattegat bragt en del frem af hvad der hidtil enten sygnede på folkets læber eller muldnede i bogstaverne, men endnu står i denne retning meget tilbage for enhver af os. Norden har nemlig en sangskat fra middelalderen, hvortil næppe noget andet folk kan opvise magen.

Når vi i Norden taler om vor folkepoesi fra middelalderen, så ved vi alle, at det er kæmpeviserne, talen er om, og skulle nogen tvivle om deres berettigelse til at kaldes Nordens folkepoesi, så behøver vi kun at henvise til, hvor de naturlig er fremkommet. Det er dér, ene dér, hvor Nordens ånd er folkets ånd, Nordens tunge folkets mål.

Ligesom træets mangfoldige, vidtspredte grene til samme tid frembringer samme frugt, således fremsprang disse både ved ånd og form så ejendommelige sange samtidig hos alle Nordens ved tid og rum vidt adspredte stammer.

Men med alt, hvad disse frænder nu end har tilfælles, så har dog ikke desmindre enhver af dem noget for sig, og skønt fast alle de kæmpeviser, der lyder ved Sveriges søer og mellem Norges fjelde, også lyder, eller har dog lydt på Danmarks sletter, så kan vi dog snart nævne det, som Danmark har så godt som for sig selv, og det er en række af historiske viser, som ingen af de andre nordiske stammer har synderligt af, medens svensken endnu synger vore viser både om dronning Dagmar, Marsk Stig og Tovelille.

Det er desuden hos os, at man tidligst begyndte at føre i pennen, hvad før kun lå på folkets tunge, og Danmark og Norden i det hele må aldrig glemme at vide de brave kvinder på herreborgene sin tak, hvem vi skylder så godt som alt, hvad der af vor middelalders folkelige digtning hidtil er kommet for lyset.

Vi undertegnede har gennem flere år arbejdet på at samle alt, hvad vi kender af danske kæmpeviser på prent og i skrift, og det er vort håb, snart at kunne give det danske folk en så fuldstændig samling af dets middelalders poesi, som kan uddrages af alle de trykte udgaver, de bekendte håndskrifter og flyvebladene "trykte i dette år".

Vi har intet ord udeladt af de mangfoldige, ofte kun lidet forskellige opskrifter af en og samme vise, da enhver vilkårlighed må fordømmes, hvor det gælder om at give, hvad man har fundet. Men endnu savner vi eet, og det et vigtigt led, før samlingen skal kunne nærme sig fu1dstændighed; det er derfor vi herved henvender os til danske mænd og kvinder trindt i landet, med bøn om, og opfordring til at stå os bi i denne fælles sag.

Der lever nemlig endnu hos folket, og da mest hos de gamle iblandt det, en stor del af den nationalskat, hvorom her er talen, og det er derfor af største vigtighed for os og for sagen, at vi sættes i stand til i ovennævnte værk at indlemme kundskaben om, hvor og hvorledes den har bevaret sig levende på folkets tunge til denne dag.

Det er derfor vor bøn til alle dem, som føler varmt for fædrelandet og dets åndelige ejendom, at de vil meddele os alt herhid henhørende, som de enten kender eller kan komme til kundskab om. Blot et enkelt vers, som det synges i folket, uden hensyn til om det tilhører en forhen trykt, eller aldrig før kendt vise – om muligt med melodien, der står i en så inderlig og væsentlig forbindelse med folkepoesien – vil være et vigtigt bidrag til dennes historie og skal ikke blive glemt i det vidtløftige værk, der nu er sin fuldendelse nær.

Dersom nogen skulle være i besiddelse af, eller have kundskab om nogen allerede eksisterende samling eller enkelt optegnelse, så følger det af sig selv, at meddelelse heraf eller herom vil være indbyderne højst vigtig og inderlig kærkommen. Ethvert sådant bidrag, lånt eller skænket, bedes ufrankeret tilstillet en af undertegnede, der nærer det faste håb, at denne deres opfordring ikke skal blive forgæves, men at ret mange danske mænd og kvinder vil række hånd til denne folkesags fremme, og da navnlig at der endnu vil findes mange værdige døtre af hine vor folkesangs kærlige fostermødre.

København, i december 1843.

Svend Grundtvig      Chr. S. Ley

 

Indlæg i Dansk Folkeblad, 8.12. 1843. Genoptr. DIH Kildebind s.36. Læs mere om Svend Grundtvig >

troeste spejl på: pålideligste afspejling af

fast: næsten

synderligt: særlig meget

prent: tryk

trindt: rundt om, overalt


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg