Rasmus Rask: Om danske folkemål (1837)

I andre sprogs sproglærer finder man i almindelighed hele afsnit om sprogarterne, som henhører under det hovedtungemål, der tales om. Men ser man i danske sproglærer, skulle man tro, det danske var et så unaturligt sprog, at det slet ingen underarter havde. Eller at det var indskrænket til så lille en plads, at der deraf ikke kunne gives mærkelige forskelligheder. I det mindste finder jeg i ingen dansk sproglære det mindste historiske fortalt om vort tungemåls tilstand og udseende i de forskellige lande, hvor der tales dansk.

Ingen har udviklet de danske sprogarter med deres særegenheder, grundretninger, forskelligheder fra og forhold til det danske bogsprog, skønt dette dog i mine tanker er af den væsentligste betydning for den, der vil have en fuldstændig, grundig og flersidig indsigt i vort tungemål. Thi den ene sprogart hører jo lige så vel derunder som den anden. [...]

I stedet for at undersøge bøndernes sprog anser man sædvanligvis dette for noget fordærvet og afskyeligt pludder, som man af al magt bør vogte sig for, når man vil have navn af velopdragen. Tænk om man dog ville indse, at ingenting fortjener vor ringeagt eller ligegyldighed, som er naturligt. Og er noget naturligt, da er vist intet det mere end bøndernes sprog. [...]

Årsagerne til, at jeg bestemmer et lands eller en egns sprogart efter menigmands udtale, er forskellige: 1. Bogsproget er aldeles det samme og dannede folks sprog er næsten det samme i alle egne af riget. Herom var altså lidt eller intet videre at sige 2. Når man taler om et lands tungemål, da synes mig at sagens natur fordrer, at man derved må forstå det, som de fleste taler. Thi hvor kan man dog kaldet det en egns mål, som næppe 1/10 af egnens folk taler eller ret forstår.

At affærdige bøndernes sprogarter med den bemærkning, "at almuens udtale er ofte uefterrettelig og falsk og indeholder sådanne lyd og toner som ingen bogstavskrift kan udtrykke", er vist den nemmeste måde at slippe den på. Men det røber just ikke den grundigste kundskab i disse sprogarter, og heller ikke den dybeste tænkning over sådanne materier. Naturen kan intet unaturligt frembringe, og hvad der er ret naturligt kan aldrig blive noget fordærvet eller forplumret og foragteligt tøjeri. [...]

 

Af Rasmus Rasks "Fortale" til De fynske bønders sprog, udgivet 1938 af Poul Andersen. Genoptr. DIH Kildebind s. 297

sprogarter: folkemål, dialekter

mærkelige: bemærkelsesværdige, iøjnefaldende

lande: landsdele


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg