H. C. Ørsted: Danskhed (1836)

Et folks vel fremmes ikke ved at det tilskriver sig selv den størst mulige mængde af indbildte fortrin – desto sikrere kun indbildte, jo større de er – men ved bestemt at kende sig selv, og uophørligt at uddanne sig således, at det kan hævde en hæderlig plads i det store, oplyste, uophørligt fremskridende folkesamfund, hvoraf det er en del.
Jeg tror da ikke, det er overflødigt, så ofte der end hos os er blevet talt om danskhed, at underkaste dens begreb en ny betragtning. I det jeg fremsætter mine tanker for denne højtærede forsamling, tør jeg vistnok ikke håbe at sige den meget nyt. De følelser, der har bestemt mig til valget af min genstand, er ikke lettelig nogen tænkende dansk fremmed, men man har sjæ1dent givet disse følelser ord. [...]

Men vil denne beskedne forestilling om danskhed ikke slukke den høje begejstrings lue, som så mange skribenter har stræbt efter at optænde? Jeg svarer, at falske indbildninger om eget værd, som desuden står i så stærk strid med danskheden, lige så lidt gør et folk som den enkelte dygtigere.

Selvagtelse, grundet på bevidstheden om det, man er og med held kan stræbe at blive, er det, som et folk behøver. Kraftigt vil vi vedblive at deltage i den hæderlige væddestrid, hvori hvert oplyst folk stræber at hæve sig selv til stedse højere udviklingstrin. Og lige så lidt vil vi lade os blænde af vore venners om end nok så velmente smiger, som vi vil lade os ydmyge af den selvophøjelse og skuen ned på os, hvortil visse fremmede, det være sig i syd eller nord, tror sig berettiget. Over alt dette vil vi med ægte dansk godmodig munterhed smile eller le højt, alt ligesom indbildskheden træder tydeligere frem. [...]

Ville nogen spørge mig, hvorledes kommer man til at skrive ægte dansk, så ville jeg omtrent give ham samme svar, som hvis han spurgte mig: Hvorledes bliver jeg ægte dansk i mit hele sind og væsen? Jeg ville nemlig sige ham: følg din natur med fornuft.

Når en dansk, som er født og opdraget blandt danske og har levet blandt dem, følger den forskrift, bliver han uden videre ægte dansk. Kun ved kunstleri afviger han fra danskheden.

Jeg tør vel håbe, at hin grundsætning ikke skal misforstås således, som om jeg mente, at den, der vil være dansk skribent, ikke behøver at studere sit modersmål eller at gøre sig fortrolig såvel med dets kilder som med den levende folketunge. Thi en sådan misforståelse ville kun vise, at man havde overset, at her ikke blot tales om, at man skal følge sin natur, men også om, at dette skal ske med fornuft.

Den danske skribent, som efterligner en ældre tids sprog, er så langt fra derved at blive mere ægte dansk, at han tværtimod ved dette kunstleri fjerner sig derfra. At være nutidens danske mand er hans natur. En mand fra det 16. århundrede kan han ikke blive ved nogen efterabning. Derimod kan nutidens danske mand optage alt det af fortiden, som han finder er godt og som lader sig sammenpasse med sprogets nærværende tilstand.

Ja, han kan uden at gøre sin danskhed afbræk låne af fremmede, hvor han hos dem finder noget godt og skønt, som passer til vort sprogs natur. Idet vore mest indsigtsfulde mænd har fulgt denne grundsætning, er vi bragt til at opgrave meget gammelt, som ufortjent var tabt, og har lært meget ikke blot af svensk, som står os nær, men også af tysk, engelsk, ja endog af fransk.

Og hvorledes skulle det lille Danmark have kunnet bringe sit sprog til at holde skridt med det store Europas hastige udvikling, dersom ikke dets skribenter havde omplantet fremmede sprogopfindelser? Selv de største nationer må gøre dette, når de ikke vil stå tilbage.

Men idet vi klart ser, at vi bør drage sådanne fordele af de fremmede, vil vi vogte os vel for at glemme, at vi er danske. Det sker kun, når vi glemmer vor egen natur og låner, hvad vi har bedre hjemme, eller efterligner, hvor vi burde efterskabe. Eller, endnu være, når vi efterligner det, som ikke duer.

Alt for ofte har vi optaget fremmede ord med tilsidesættelse af vor egen sprogskat. Ofte har vi ligefrem oversat fremmedes sammensatte ord, uagtet vi herved fik udtryk, som ikke passer til sprogets natur. Vore gode skribenter er næppe virksomme nok til at modarbejde de misbrug, som de slette skribenter indfører. Man har sørget for det moderne latinske sprog ved at udgive en ordbog over de af de nyere skribenter hyppigst begåede fejl. Vort sprog kunne trænge til en sådan antibarbarus, og jævnligt måtte vi have tillæg dertil.

Blandt de fremskridt, vi efterhånden har gjort i danskhed, er det heller ikke blandt de ringeste, at vi efterhånden mere og mere har afskaffet brugen af det latinske sprog til at udtrykke vore tanker. [...]

Vigtigt ville det være for vort sprog, om man i skolerne tilstrækkeligt øvede ungdommen i at forelæse en bog med færdighed og skønsomhed. Og at man, mere end det nu sker, gjorde det til en del af de selskabelige fornøjelser at underholde sig med forelæsning af gode skrifter. Kunne man derved bringe det i brug, at læserne var mere nøjeregnende med stilen og at man overalt gjorde større fordringer til vore skribenter, ville vistnok indflydelsen heraf være meget velgørende. [...]

Danskheden i litteraturen består ikke blot i sproget, men også i måden, hvorpå fremmede meninger optages. Vi bortfjerner os fra sand danskhed ved at optage fremmed stil og fremmede modemeninger. Vi ser alt for ofte visse af vore skribenter optage højtravende udtryk af det tyske; ufornødne kunstord og stormægtige forhånelser mod anderledes tænkende, som klartseende tyskere selv fordømmer.

Når jeg taler om modemeninger, sigter jeg naturligvis ikke til nogen virkelig sand mening, hvorfra den end kommer. Thi sandheden er en almindelig ejendom, og tilhører ethvert folk. Heller ikke sigter jeg herved til sådanne skribenter, som med ægte selvtænksomhed og grundig sandhedskærlighed dog har grebet fejl, men til dem, som skynder sig med at oversætte fremmede meninger uden at have genfødt dem ved egen åndsvirksomhed.



Af tale om Danskhed i Selskabet for den danske Literaturs Fremme, trykt i Dansk Folkeblad nr.53-54, marts 1836. Genoptr. DIH Kildebind s.28, s.288

ikke lettelig: sandsynligvis ikke

alt ligesom: i takt med at

gøre ... afbræk: skade

antibarbarus: værk til brug mod fremmedelementer i sproget

forelæse: læse højt

almindelig: fælles, almen


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg