J. Th. Lundbye: Om martsdagene (1848)

Lørdag 25. marts 1848, morgen

Elskede moder!

Det er den mærkeligste uge, jeg har oplevet, og jeg finder det derfor uforsvarligt at undlade at skrive endnu engang, om end det bliver flygtigt. Det var til i tirsdags kl. 11, at min beretning gik. Da samledes et uhyre tog (10-12.000?) ved Rådhuset, flere fædrelandske sange lød kønt, mens vi ventede på borgerrepræsentanterne der med blottede hoveder gik gennem den tætte skares tordnende hurra lige til Nygade; da var de i spidsen af toget, der nu 6 og 6 gik ned ad Vimmelskaftet. Da vi fik Slotspladsen at se, var den sort af mennesker, og efter at have været dér længe, længe, så man endnu en bestandig kommende skare over Højbro.

Svaret var kort: ministeriet var afskediget og vi skulle kun stole på kongen. Stemningen var dog endnu noget flov, hvad ikke forbedredes derved, at kongen ikke lod sig se, men næste morgen (onsdag) blussede håbet op igen ved kl. 10-11 at se opslag: at Clausen, Monrad, Tscherning, Hvidt, Lehmann var kaldt til kongen, og kl. 2-3 var de ministre.

Denne begivenhed har nok allerede lammet den slesvigholstenske deputation, der var kommet samme morgen, det havde de ikke ventet: at en fuldstændig revolution kunne komme i stand her, hvor de troede tålmodighed fik aldrig ende. [...]

Samme aften ville man bringe kongen et hurra, men han sov, og nu begyndte store skarer, for det meste pøbel, at drage om i gaderne med sang og hurra til ud på natten. Det var stygt, men selv disse horder respekterede kongens søvn og halmen ved et sygehus på Købmagergade, hvor de gik lydløse forbi. De tvang en del af aristokratiet til at illuminere og brølede hurra for de huse, hvor de nye ministre boede eller så omtrent; de havde ikke altid brugt vejviser. [...]

Det regnede til lykke i forgårs aftes, så gaderne var stille. Nu kom fredag, og jeg drømte allerede om tilbagevendende ro, når svaret til deputationen var publiceret. Men det kom ikke. Tavsheden blev pinlig, jeg måtte ud. Stemningen blev værre og værre. [...]
Og da kongens hilsen kom, der i et mandigt, smukt sprog udtaler tak og svar og bøn til folket, råbtes endnu vildt hist og her: "Ja, men har I set, hvad der står i Dannevirke: dovent, dorsk, uenigt folk! Had til Rusland, venskab til Frankrig, fjendskab til Danmark!"

I tusindvis strømmede man til Toldboden, og der var en almindelig bekymring for, at de skulle lide nogen hån eller overlast, inden de kom bort: da hørtes det, at man snildt havde sat dem om bord til båds fra Proviantgarden; de havde nemlig fra morgenstunden været på slottet. 
Og nu brød de ud: "Vel er det, de er borte, men de skulle have haft en ulykke; selv de moderateste kunne ikke ved siden af sin glæde over den gæstfri og humane behandling, der var blevet dem til del, tilbageholde sin harme over disse menneskers anmasselse og frækhed. [...]

Gud skænke det nye ministerium kraft til sit vanskelige værk, da kan disse dage blive en glimrende periode i vor historie, thi at se for sine øjne foregå den samme bevægelse, der andensteds kostede strømme af blod, uden at et våben kom til syne – det var i sandhed så dejligt, at jeg ikke havde troet det var muligt.

Hjertet hopper af glæde og skælver igen, eftersom tanken falder på det vanskelige, der står tilbage, eller det store, det dejlige vidnesbyrd for den danske karakter, der er fuldbragt.

Din egen Johan

 

København lørdag 25. marts 1848. Aften

Tilliden, som regeringen har vist folket ved at fjerne våben og politistokke rent og aldeles, hvor velsignet har den virket; der har været en stemning over hovedstaden i disse dage så vidunderlig dejlig, højtidelig næsten, svævende mellem glæde, håb, inderlig forventning, skuffelse, opfyldelse, bekymring for de 5 fremmedes personlige sikkerhed – men hele tiden harmonisk og dejlig, inderlig og alvorsfuld. [...] Ja, sandelig! det er en stolt uge i vor historie, og var gamle Grundtvig ikke så ubøjelig absolutist, at han endnu ømmer sig svært ved den nye tingenes orden, jeg tror, han vil endnu dejligere end nogensinde slå harpen og røre tungen til danskhedens pris. Jeg længes efter, at vore digtere skulle udbryde i begejstrede sange til folkekarakterens pris; jeg synes, den har gjort sig værdig dertil!


København søndag form. 26. marts 1848

I dette øjeblik kommer jeg hjem fra kirken. Da jeg gik over torvet, spilledes "Danmark dejligst vang og vænge" – det er som det var hver dag fest, så dejligt er det at iagttage det nye liv og deltagelsen for Danmarks vel og hæder; det er en anden, nej! det er just den danske nation, men som efter en dødssygdom. "Den store uge" har fortryllet nationen og fremmede med, nordmænd og svenske.

Det var den mindeværdige uge! og sindet stunder atter til ro og arbejde – glad og virksom nydelse af fædrelandets foryngede liv.

 


Efter J. Th. Lundbyes Dagbogsoptegnelser, i udvalg ved Karl Madsen, 1918. Genoptr. DIH Kildebind s. 191

til lykke: til alt held

de: de officielle udsendinge fra Slesvig-Holsten

de: de, der (i hovedstaden) demonstrerer for en fri forfatning, en ny regering og et nej til Slesvig-Holstens krav.

absolutist: tilhænger af enevælden


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg