Nis Lorenzen Lilholt: Om dansk embedssprog i Sønderjylland (1836)

Hvor i hele verden gives der et folk, som ville se sine offentlige anliggender behandlede i et andet sprog end i sit eget? Hvad ville f.eks. de holstenske indbyggere sige, hvis alle deres embedsmænd på engang begyndte at skrive og tale dansk? De ville vist i alle tyske tidender klage over uretfærdighed og undertrykkelse, og dog ville det ikke være andet end, hvad der i århundreder eksisterer hos mig. Vel blev denne tunge byrde pålagt fædrene på en tid, da de regerende måske ikke bekymrede sig om, hvad den almene mand ønskede eller ikke. Men byrden bærer de endnu og føler de endnu som et onde, og derfor klager de nu lydeligen derover, da vor gode konge ønsker at erfare, hvad der ligger folket på hjerte. Den eneste grund, som man, så vidt mig bekendt, med noget skin af ret har anført imod min proposition, er den derved opståede ulejlighed for de herrer embedsmænd. Men denne grund er af så ringe vægt, at jeg næsten finder det overflødigt at gendrive den. Embedsmanden er dog vel i landet for folkets skyld, folket ikke for embedsmændenes skyld. Hvo som ikke vil påtage sig den ringe ulejlighed at lære at læse, tale og skrive dansk, kan jo blive blandt tyskerne. Vi ønsker ikke at have ham; han bliver dog en fremmed, har intet hjerte for vore anliggender, undtagen forsåvidt han har sin fortjeneste dermed. – – Jeg har i dette andragende ikke udtalt mit personlige ønske alene, men folkets ønske i almindelighed. Temmelig nøje kender jeg de nordlige dele af Slesvig og ved, at selv der, hvor man på grund af gammel sædvane ikke engang tænker på, at det kan være anderledes, selv dér vil det blive mine landsmænd lettere om hjertet, når den efterretning kommer: Fra nu af er vort modersmål også embedsmændenes sprog."

 

Ved åbningen af den første sønderjyske stænderforsamling, 1836. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg