Søren Kierkegaard: Om modersmålet (1845)

Hvor sørgeligt, om de blev mange, der gik glip af hvad der intet koster, ikke betaling for entreen, ikke udgifter til gæstebudet, ikke kontingent til selskabet, ikke ulejlighed og bryderi, hvad der koster den rigeste og den fattigste lige lidt og dog er den rigeste nydelse; gik glip af en undervisning, som den fås ikke af en bestemt læremester, men af et hvilketsomhelst menneske i forbigående, af en ubekendt i samtalen, af enhver i tilfældets berøring. 

Hvad man forgæves har søgt oplysning om i bøger, det går der pludselig et lys op over ved at høre en tjenestepige samtale med en anden tjenestepige; et udtryk, man forgæves har villet pine ud af sin egen hjerne, forgæves søgt i ordbøger, selv i videnskabernes, det hører man i forbigående; en landsoldat siger det, og han drømmer ikke om, hvilken rigmand han er. 

Og som den, der går i den store skov, forundret over det hele, stundom river en gren af, stundom et blad, stundom bøjer sig efter en blomst, nu lytter efter et fugleskrig: således går man blandt folkemængden, forundret over sprogets vidunderlige gave, river nu et, nu et andet udtryk af i forbigående, glæder sig derved og bliver ikke utaknemlig nok til at glemme, hvem man skylder det; således går man mellem menneskenes mængde, ser nu en ytring af en sjælstilstand, nu en anden, lærer og lærer og bliver kun mere lærebegærlig. Så lader man sig ikke bedrage af bøger, som forekom det menneskelige så sjældent, så læser man ikke i aviser derom; det bedste ved ytringen, det elskeligste, det psykologiske lille træk bliver dog stundom ikke opbevaret.

– Nogle af mine landsmænd mener, at modersmålet ikke skulle være dygtigt til at udtrykke vanskelige tanker. Dette synes mig en besynderlig og utaknemlig mening, som det også synes mig besynderligt og overdrevent at ville ivre for det, så man næsten glemmer at glæde sig ved det, at forfægte en uafhængighed så ivrigt, at iveren næsten synes at tyde på, at man allerede føler sig afhængig, og at det stridige ord tilsidst bliver det spændende, ikke sprogets fryd det vederkvægende.

Jeg føler mig lykkelig ved at være bunden til mit modersmål, bunden som måske kun få er det, bunden som Adam var til Eva, fordi der ingen anden kvinde var; bunden fordi det har været mig en umulighed at lære noget andet sprog og derved en umulighed at fristes til at lade stolt og fornemt om det medfødte, men også glad ved at være bunden til et modersmål, der er rigt i indre oprindelighed, når det udvider sjælen, og lyder vellystigt i øret med sin søde klang; et modersmål, der ikke stønner forfangent i den vanskelige tanke, og derfor er det måske nogen tror, at det ikke kan udtrykke den, fordi det gør vanskeligheden let ved at udtale den; et modersmål, der ikke puster og lyder anstrengt, når det står for det uudsigelige, men sysler dermed i spøg og i alvor indtil det er udsagt; et sprog, der ikke finder langt borte, hvad der ligger nær, eller søger dybt nede, hvad der er lige ved hånden, fordi det i lykkeligt forhold til genstanden går ud og ind som en alf og bringer den for dagen som et barn den lykkelige bemærkning, uden ret at vide af det; et sprog, der er hæftigt og bevæget, hver gang den rette elsker ved mandligt at hidse sprogets kvindelige lidenskab, selvbevidst og sejrrigt i tankestriden, hver gang den rette hersker ved at føre det an, smidigt som en bryder, hver gang den rette tænker ikke slipper det og ikke slipper tanken; et sprog, der om det end på et enkelt sted synes fattigt, dog ikke er det, men forsmået som en beskeden elskerinde, der jo har den højeste værd og fremfor alt ikke er forjasket; et sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgørende, det fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtanken og bibegrebet og tillægsordet, og stemningens småsnakken, og overgangens nynnen, og bøjningens inderlighed og den dulgte velværens forborgne frodighed; et sprog, der forstår spøg nok så godt som alvor: et modersmål, der fængsler sine børn med en lænke, som "er let at bære – ja! men tung at bryde".

 

Stadier paa Livets Vej, 3. del 1845. Genoptr. DIH Kildebind s. 295.

forfangent: forpustet, stakåndet


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg