N. F. S. Grundtvig: Sol er oppe (1817)

 

Sol er oppe,
Skovens toppe
Glimre alt som Gimles tag;
Bud os bringer
Hanevinger,
Hanegal om klaren dag.
Vågner, vågner, danske helte!
Springer op og spænder bælte!
Dag og dåd er kæmperim.

Højt det gjalder,
Luren kalder
Kæmper op af morgenblund,
Stolper knage,
Luer brage,
Blusse over grønne lund.
Vågner! Ej til gammens tale,
Vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd.

Vågner! skuer
Borgens buer
I den røde buegang!
Luren gjalder,
Lejre falder 
Under Skuldes jubelsang;
Hjartvar ild i skoven tænder,
Bladet falmer, bøgen brænder,
Vågne må selv Dan og Skjold.

Op nu fage
For Rolf Krage
Kækt at løfte skjold og sværd!
Vel for luer
Ej han gruer,
Men for syn af niddingsfærd.
Ring med glans og sværd med ægge,
Mild han gav med hænder begge,
Hvem tør nu slå ring om ham!

I sin bolig,
Tryg og rolig,
Slumred sødt den drot så bold,
Svenske luer
End han kuer,
Med sit brede dane-skjold;
Men ak! dog han står på gløder,
Tryllesværd og trindt han møder,
Hvem tør skyde skjold for ham!

Den, som kaldte;
Det tør Hjalte,
Det tør Sjællands bondeknøs;
Det tør Bjarke
Om i marke
Fenrisulv end selv var løs,
Lyst han har til med god Løve,
Odin selv at nå og kløve;
Bodvar Bjarke slår til bunds.

Rolf kan blegne,
Bjarke segne,
Hjalte svømme i sit blod,
Lejres buer
Kan i luer
Synke ned for Hjartvars fod;
Marken ej han kan beholde;
Før de emmer vorde kolde,
Dræber ham den sidste gnist.

Sol er oppe,
Skovens toppe,
Glimre alt som Gimles tag,
Bud os bringer,
Hanevinger,
Hanegal om klaren dag;
Vågner! vågner, danske helte!
Springer op og spænder bælte!
Morgenstund har guld i mund.




Bjarkemålets efterklang, Fra Danne-Virke III, 1817, 91-94.Læs mere om N. F. S. Grundtvig >

Bjarkemål: hos Saxo det kvad, der (fremsagt dels af Hjalte, dels af Bjarke) skildrer kong Rolfs sidste kamp under Hjartvars overfald på Lejregård.

Bjarke: den berømteste af Rolf Krakes 12 bersærker

Gimle: i den nordiske gudelære den solskinnende, guldtækkede borg, som efter Ragnarok bliver de lykkelige slægters bolig efter døden.

Hildurs leg: kamp, strid.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg