N. F. S. Grundtvig: Danskerens trosbekendelse (1848)

 

Jeg det bekender, at blodets bånd
for mig er kong Frodes guldkæde;
Med den mig knytter en himmelsk hånd
til fædres og børnenes glæde,
knytter mit hjerte til Skjold og Dan,
og til den sildigste dannemand,
som kysser sin moders hænder!

Jeg det bekender, mit modersmål
for mig er den lifligste tale,
i det inddrikker af gyldenskål
jeg nektar fra gudernes sale,
i det så skænker jeg ud igen
sjælenes gudedrik til min ven,
og hjertets til min veninde!

Jeg det bekender, i Danevang
for mig allerdejligst er bøgen,
sødest omtoner mig fuglesang,
og yndigst omvifter mig røgen,
dybest og finder jeg fred i kvæld,
rigest og finder jeg glædens væld,
og kvindeligst dannekvinden!

Jeg det bekender, altsom jeg tror,
i hjertet er livsstrømmens kilde,
tankerne fødes som hjertets ord,
og mægtigst er immer det milde;
for deres øjne som det forstå,
kønnest er bøgen og bølgen blå,
og Dannemarks rosensblommer!

 

Bidrag i Grundtvigs ugeskrift Danskeren, 6. 9. 1848. Genoptr. DIH Kildebind s. 31. Læs mere om N. F. S. Grundtvig >


kong Frodes guldkæde: blev af ejeren, ifølge Saxo, lagt på en landevej i Jylland for at prøve folkets hæderlighed og fællesskabsfølelse

den sildigste: den seneste, dvs. den, der tilhører den fjerneste fremtid

altsom: ligesom


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg