N. F. S. Grundtvig: Kommer hid, I piger små! (1808)

 

Kommer hid, I piger små!
Strengen vil jeg røre,
Tårer skal i øjet stå,
Når min sang I høre;
Om så bold en ungersvend
Alle fagre pigers ven,
Sørgelig jeg sjunger.

Våren er nu kommet nær,
Dagene sig længe,
Våren har I piger kær,
Blomster gro i enge;
Dog I skal i sene år
Mindes, at I så en vår
Med bedrøvet øje.

Ak! thi før sig op af jord
Blomsten kunne trænge,
Falmede en blomst i nord,
Som skal mindes længe;
Willemoes var blomstens navn,
Og ej glemmes tunge savn
Midt i blomsterflokken.

Han var dreng, men stod som mand,
Medens I var spæde,
Stå og slå for fædreland
Var den unges glæde.
Strømmen går mod København,
Kongedyb er strømmens navn,
Der blev helten viet.

Drengen voksed op til mand;
Barnlig dog i sinde
Måtte han på sø og land
Alle hjerter vinde:
Sømænd bare ham på hånd,
Og den fagre liljevånd
Gav ham sin at kysse.

Gerne han på hånd og mund
Hende kysse ville,
Lod sig og en liden stund
Vel i snarer hilde;
Men han var og blev en mand,
Kæk han drog til fremmed land
Manddoms værk at øve.

Sælsomt i hans ånd det lød:
Hører du, det dønner!
Dannemark er stedt i nød,
Kalder sine sønner.
Og som gamle Danmarks søn
Fløj han mod det hule døn
Fædreland at værge.

Ak! den gæve kom, og så
Fædrelandet bløde,
Hvor de stolte snekker lå,
Var så tomt og øde;
Disse snekker var hans hjem,
Han opvoksed mellem dem,
Stred i deres skygge.

Dertil var fra hedenold
Hid til sidste dage
Disse snekker Danmarks vold,
Vold foruden mage;
Sorg og harm i heltens sind
Måtte da vel gange ind,
Følge ham til graven.

Vinter led og isen brast,
Over breden vande,
Kristjan med sin høje mast
Lod fra Norrig stande,
Helten stod så rørt i sind,
Store tårer faldt på kind,
Der han snekken skued.

Kære snekke, hilset vær!
Så han tog til orde,
Sømmelig er vist din færd
Med de høje borde;
Ak! men det er hjertesorg,
At kun af den stolte borg
Står et enligt kammer.

Høje magter, I som slog
Dannemark med jammer,
Lad mig til min afgang dog
Bo i dette kammer!
Men skal også det forgå,
Lad mig først da bane få
På dets røde tilje!

Snekken sejled under ø,
Kæmper var omborde,
Vikinger lå trindt på sø,
Dog den sejle turde.
Vikinger sig flokked brat,
Lejred sig i dunkle nat
Om den prude snekke.

Hist i nord går Odden ud
Mellem høje bølger,
Der blev døn af stærke skud,
Kristjan ej sig dølger;
Men som gamle Kristian
Står han fast på danske strand,
Skønt hans blod udrinder.

Bretlands viking, har du mod
Til med mig at sande,
At du måtte give bod
Til de danske vande,
Bod til gamle Dannebrog,
Som du nys uhejset tog
Med så ringe møje?

Snart ej sås mer dit flag,
Om for dine skibe,
Hvad du gav for Kristjans vrag,
Prisen skulle blive;
Ringe blev på hav din ros,
Om du fandt en Willemoes
På hvert skib du bored.

Willemoes! du måtte gå
Andet hjem at finde,
Tårer i vort øje stå,
Men de tør ej rinde;
Ak! thi ville vi, at du
Skulle vanke her endnu,
Kristjan overleve?

Herren var det, som til sig
Kaldte livets flammer,
Ved hans tempel til dit lig
Lave vi et kammer,
Over dine kæmpeben
Rejse vi en bautasten,
Give stenen mæle.

Hører det, I piger små!
I må ikke græde,
Men når over eng I gå
Mellem vårens spæde;
Binder da af dem en krans,
Parrer blomsterne med sans
Til den faldnes ære!

Hvis det rørte hjertes sang
Hjertet røre kunne,
Sjunger den da mangengang
I de stille lunde;
Sjunger den ved breden strand,
Når hen over hvide sand
Voven sagte triller!

 

Som Kiækheds Erindring, Willemoes trykt i Danske og Norske Mindesange, ved Rahbek, sept 1810. Læs mere om N. F. S. Grundtvig >

liljevånd: ung pige.

til fremmed land: 1807 var Willemoes rejst til Rusland for at gå i tjeneste dér.

Kristjan: det eneste tilbageblevne danske linjeskib, "Prins Christian Fredrik".

borde: rælinger

borg: dvs. flåden

kammer: dvs. skibet

tilje: gulv, dæk

Gamle Kristian: Kong Christian IV

om for dine skibe
: om = hvis

det rørte hjerte
: Grundtvigs hjerte


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg