Frederik Høegh-Guldberg: Tale til sønner og døtre af Danmark (1809)

Ikke træder, uden hellig gysen, vandreren ind under ruiner fra fortidens dage. Kun faldne mure, kun sunkne vægge skuer han; og dog lokkes ham en tåre i øjet, dog freder han dem, dog ser han hånt ned på den følelsesløse, der havde råhed nok til at nedbryde disse så talende vidner.

Og patrioten skulle ikke elske fædrenes sprog, ikke være det tro? Det sprog, hvori hans fader kaldte ham "søn", hans søstre "broder"! Det sprog, hvori en landsmand tilsvor ham venskab, en landsmandinde lovede ham kærlighed! Det sprog, der fra hedenolds dage tonede på det lands kyster, hvis borger han er!

Jo, han elsker det, som møen elsker sin brudgom, som den gerrige guldet! Det er, dette sprog, hans folks sjæl, der levede i fædrene og vandrer over i hans børn; en sjæl, uforgængelig, evig.

Ej kunne han nogensinde åbne sit hjerte, glædes ved medfryd, lindres ved trøst, lege med barnet og modtage oldingens velsignelse således, som i modersmålet. Selve navnet "modersmål" adler jo dets værd. Det er det mål, vore fromme mødre talte, da de hilste den nyfødte, da diende han lå ved moderbryst, hans første trin lededes ved moderhånd, hans første følelser vågnede ved moders stemme. Det er det sprog, der binder til fædreland og medborgere. Hvor det tier, er vi fremmede, kun gæster.

Nu ikke at kende dette sprogs hele rigdom, bøjelighed, kraft og klang ville være patrioten en skændsel. At udmærke sig blandt de lykkelige, der har banet sig vej til dets indre og bemægtiget sig dets ånd blev ham den højeste hæder. Den, der håner dette sprog, håner ham; og, har han evne som vilje, bryder han lanse for dets rettigheder.

Der gives fædresæder, som bærer præget af en enfoldig redelighed i ord og håndslag; der gives en godmodighed, en deltagelse i den enkeltes som i det heles ve og vel, en gæstfrihed, et mod, hvor fædrelandet er i fare, en kærlighed for landets egne, der var fædrenes ejendom og kunne være børnenes arv. Disse dyder er det, han holder i agt og ære; thi med dem lever, med dem dør et folks selvstændighed. Dette ved patrioten; og fædres sprog, fædres sæder og skikke, den indfødtes ret, statens ene sande selvstændighed, er helligdomme, hvis blotte forsvar, trods al miskendelse, er ham løn nok.

 

Af tale 28.1.1809, gengivet i Samlede Smaating I, 1815. Genoptr. DIH Kildebind s. 287.


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg