Laurits Engelstoft: Tanker om nationalopdragelsen (1808)

En patriotisk opdragelse skal lære ynglingen at elske borgersamfundet; den skal lære ham at agte det, og sig selv som medlem deraf. Fædrelandets historie må just blive det allervirksomste middel i opdragelsens hånd til at plante og modne enhver borgerdyd i ynglingens hjerte, til at vække enhver slumrende kraft og antænde enhver høj begejstring.
   
Stor er eksemplets magt især hos en alder så fyrig, så åben for ethvert indtryk, så tilbøjelig til at efterligne. Men nu eksempler lånte af eget fødelands tildragelser, der endnu er i frisk minde? Men nu en hel nation, tænkt som een moralsk person, herlig at skue i krig og i fred? Hvilken høj retning, hvilken patriotisk tænkemåde skulle ikke den unge borgers sjæl antage, hæftet på sådanne mønstre! Fortiden er fremtidens borgen. Har ikke ofte selv der, hvor nationalånden mærkelig var aftaget, en levende erindring om forfædres dåd vakt en mægtig længsel efter at ligne dem i store bedrifter, heroiske dyder og ophøjet patriotisme?
   
Og tænker vi os da et land, hvor en sådan statsborgeropdragelse blev iværksat, hvilke herlige frugter kunne dér med vished ses imøde! Nationens tænkemåde måtte få et nyt sving og dens borgeres handlinger forædle sig i samme forhold. Vilje og pligt ville på en forundringsværdig måde sammensmelte til eet. Der ville kun gives een politisk dyd, som forenede alle ved fælles borgersind.
   
Enhver ville adlyde love og øvrighed endnu mere af egen drift end af nødvendighed, mere af tilbøjelighed end af tvang. Ingen privatinteresse ville være forskellig fra den offentlige. Kærlighed til fædrelandet ville blive lige så kraftfuld og skøn i sine virkninger, som oplyst og ædel i sine grundsætninger.
   
- Medborgere! Ved patriotisme og opofrelse, ved mod og standhaftighed har vore forfædre opretholdt staten, sejret over vanskeligheder, betvunget farer, bekæmpet vold og fjendtlig overmagt. Dette borgersind, dette mod, denne standhaftighed skulle også nu blive fædrelandets trygge værn i farens stund. Stærk ved dem trodser det uforfærdet stormens brag. Og når da igen fredens sol stråler blidt over tvillingrigets fjelde og sletter, da føler vi levende, at dette gode var den kraftfulde, den modige, den standhaftige patriotismes erobring. 

[...]

Nationalsproget bliver en hovedgenstand for den offentlige undervisning, betragtet som middel til at danne og befæste almenånd. Sproget er statsborgernes kæreste og hjerteligste bånd; det er deres mest naturlige foreningspunkt. Skolen er det sted, hvor ynglingen ved hjælp af læsen og hensigtsmæssige øvelser bedst anføres til rigtig kundskab om sit modersmål. Her forsvinder dialekter og særegne provinsialsprog, thi staten søger i så tilfælde ved ensdannet skoleundervisning at smelte alle forskelligheder sammen til eet nationalsprog, ligesom nationen er een.
   
Her gøres den unge borger ikke blot bekendt med sit fædrenesprogs almindelige form, men han indvies i dets ånd, gøres opmærksom på dets rigdom, skønhed og eftertryk. Den patriotiske lærer går videre; han viser ynglingen dets forbindelse med nationalkarakteren og nationalselvstændigheden selv. Han trænger ind i dets historie, går århundreder, årtusinder op i tiden, og indgyder ærbødighed for dets ærværdige alderdom. Han tilbagekalder mindet af de store mænd, som talte dette sprog, de store ting, som deri blev forhandlet, beskrevet, besunget.
   
Staten kommer opdragelsen til hjælp ved love, indretninger og eksempler. Den forbeholder det altid den første rang, og så meget som muligt eneret i alle offentlige forhandlinger; den foreskriver egne prøver i modersmålet; den gør kundskab og færdighed deri til en betingelse for visse rettigheders, for embeders og æresposters erholdelse. Regenten, hoffet, de store hæver dets anseelse ved offentligen at foregå med eksempel på agtelse for det.
   
Hvor skønt, hvor alle disse omstændigheder forener sig til at hævde nationalsprogets vigtighed! Hvor ufejlbarlig den virkning, det har på nationalånden!
   
Foragt for modersmålet er en vold på naturen. Den forudsætter en høj grad af politisk fordærvelse, og avler en endnu større; den leder uformærkt til kulde mod fædrelandet selv og det hele borgersamfund. Kan man elske den, kan man føle med den, hvis stemme man hører uden deltagelse?

Af afhandlingen Tanker om Nationalopdragelsen betragtet som det virksomste Middel til at fremme Almenaand og Fædrelandskærlighed, 1808.  Genoptr. DIH Kildebind s.25, 285

borgen: sikkerhed, garanti

mærkelig: mærkbart, bemærkelsesværdigt

tvillingeriget: Danmark-Norge

erholdelse: opnåelse, erhvervelse

uformærkt: ubemærket, ubevidst


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg