Anonym: Skrivelse fra en gammel landsbypræst (1819)

Højtærede!

De mange nationalsange, man i denne tid læser i Deres blad, har i vor lille landsbyklub givet anledning til heftige samtaler om nationalitet, nationalånd og mange flere af de ord, som man plejer at sammenparre med national-. Vor forvalter, som ellers er en dygtig mand i sit fag, har hidtil aldeles ikke kunnet få i sit hoved, hvad man egentlig vil sige med det ord, da man her på landet ved "de nationale" hidtil ikke har forstået andet end det unge mandskab, der skal til staden for der at lære eksercitsen.

Forleden aften, da vi havde den ære, at den nådige greve besøgte os, opstod, efter at vi havde sat os tilbords, en heftig diskurs angående nationalånd. Greven mente, at eftersom nationen bestod af tre klasser: adelen, købstadsfolk og bondestanden, så måtte der nødvendigvis også gives tre slags nationalånd. Han påstod at en greves, en købstadborgers og en hoveribondes nationalånd var så forskellige som dag og nat, som en jysk hoppe og en arabisk hingst.

Birkedommeren var derimod af den mening, at nationalånd måtte være ens for alle, og at den ikke letteligen lod sig inddele i klasser. Forvalteren, der ellers ikke plejer at blande sig i andre samtaler end sådanne, der angår korn- og smørpriserne, vejrliget etc., blev dog denne gang ligesom elektriceret af de andre, og erk1ærede, at han ikke vidste, hvorfor man gjorde så meget væsen af de nationales ånd, da han nu har været så mange snese gange til sessioner og aldrig fundet stor ånd hos disse karle, ihvorvel han ikke ville nægte, at der ofte fandtes mangt et kløgtigt hoved iblandt dem.

Nu begyndte greven og birkedommeren at le over forvalterens snurrige tale, og fortsatte deres debatter, uden at bryde sig noget om ham. "Deres excellence" – vi han den vane at kalde greven således, uagtet han er intet mindre end excellent – "vil forlade mig, jeg holder mig til etymologien; national kommer af natio, slægt, art, nation, folk. Når jeg siger en nationaldyd, så forstår jeg derved en dyd, som et helt folk besidder." – "For fanden" – råbte greven, som var blevet hidsig: "hvor kan et helt folk besidde een dyd!"

Forvalteren ville vedblive at forsvare sin påstand, og greven var allerede stået op fra bordet, og smældede med sin ridepisk omkring i stuen, så folk kunne høre det udenfor. For at forebygge en åbenbar krig imellem de stridende parter, lagde jeg mig som ærlig mellemhandler derimellem, og det med så meget større redebonhed, som de selv valgte mig begge til voldgiftsmand. Mine herrer, sagde jeg, når jeg skal være oprigtig, så må jeg tilstå Dem, at jeg længe har været uenig med mig selv om, hvad jeg egentlig skal gøre af det begreb national, som forbindes med så forskellige egenskaber.

Ethvert folk har naturligvis en særegen karakter, hvis hovedgrund må søges i dets klima, levemåde og politiske forhold. Men et helt folks karakter må ligesom hvert enkelt menneskes forandre sig efter omstændighederne. Den er ikke den samme på landet som i købstæderne, ikke i disse hvad den er i de stores kredse, ellen hvad den er ved hoffet.

Når De siger, de franskes karakter er letsindighed, så kommer det an på om De mener de franske under Ludvig l4de eller de franske under Napoleon, de franske i Paris eller de franske i Normandiet. Når De taler om briternes frihedskærlighed, så kommer det an på om De mener dem, som bor i City eller tyve mil fra London. Kun få er de hovedstæder, hvor man kan lære at kende nationens egentlige karakter, thi blandingen er her alt for stor. Bonden er bonde næsten overalt, og kulturen på landet står i det hele taget omtrent på eet trin; i det mindste er forskellen ikke mærkelig. Hofmanden er hofmand, hvor De kommer hen – om De end gik til Kina. Hele forskelligheden ligger kun i formen, men i væsentligheden er de allevegne ens.

Hver nation han sine gode ligesåvel som sine svage sider; men enhver nation har dog en så høj grad af egenkærlighed, at den udelukkende tror sig i besiddelse af enhver dyd. Går De til England, så hedder det at handle som en sand brite – til Tyskland som en sand tysken – til Frankrig, som en ægte franskmand. I alle disse lande er engelsk, tysk, fransk synonymt med ædel, tapper, retskaffen. Men ethvert af disse folkeslag ved dog at fortælle mangfoldige lyder om de folk, som ikke hører til dets stamme.

Tyskerne, en nation hvis store og fortræffelige egenskaber vel ingen upartisk kan eller vil nægte, må tåle mangfoldige bebrejdelser af andre store nationer. Franskmanden har allerede kaldt dem arbejdsomme pedanter, englænderen beklagelsesværdige slaver, og italieneren grove slughalse. En kardinal bluedes engang ikke ved at sige: "Jeg genkender de tre nationer ved et glas vin, hvori der ligger en flue. Italieneren sætter det fra sig igen; franskmanden tager fluen ud, og tyskeren sluger den ned med."

I overensstemmelsen af ordsprogene, der næsten hos alle nationer ligner hverandre, finder vi, at i hovedtrækkene ligner de fleste folk hverandre. Nationalitet burde derfor kun kaldes alt det gode, hvorved en nation fortrinligen udmærker sig, og nationalånd alt det, den leder til det gode. Men ligegyldigt er det, hvor det gode kommer fra, når det kun er godt. Vi bryder os jo ikke om enten rosen, den glæder os ved sin duft, er oprindelig kommet fra Asien eller har hjemme i Norden?"

"Hvad begreb skal man da gøre sig om en nationalsang?" faldt birkedommeren mig ind i talen. – "En nationalsang kalder jeg en sådan sang, der med fyndige ord og stærke følelser minder et folk om dets store mænd, som ingen civiliseret nation i århundreders række kan have haft mangel på, om de begivenheder, der udmærker folket i verdens årbøger, og om de fortrin, som dets fædreland han fremfor andre lande. En sådan sang bør kunne synges, føles og forstås af alle, af de store i hoffets glimrende kredse, af købstadmanden i borgerlivets lavere sfære, og af bonden bag ploven; den bør røre ved sin jævnhed og hæve sindet ved sin dybhed. – Iøvrigt viser os den nyeste historie noksom at et folks higen efter at indføre nationalånd kan være overspændt. Held den nation, der med kraft og alvor holder fast på alt det sande og gode, som er den egen, på alt det fortrinlige, den han arvet efter sine fædre, og som bandlyser alt barnagtigt, forfængeligt og udueligt, hvad enten det er opvokset på dens egen eller fremmed grund, hvad enten det en gammelt eller nyt –

– Her afbrødes vor samtale. Greven begyndte at gabe, forvalteren var faldet i søvn i lænestolen, og birkedommeren blev adskillige gange nappet i kjoleskødet af sin kone, som denne samtale, der hverken berørte de ny gennembrukne stråhatte eller de sidst arriverede engelske sjaler, aldeles ikke huede.

Deres forbundne etc.



Anonymt bidrag i tidsskriftet Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 12.6.1819. Genoptr. DIH Kildebind s.58

Højtærede: brevformen med den personlige henvendelse vælges, som et tidstypisk træk, for dermed at gøre artiklen mere levende for tidsskriftets læsere.
birkedommeren: dommeren i en retskreds (birk)

ihvorvel: skønt

intet mindre: alt andet

etymologien: læren om ordenes historie og betydning

dyd: fortrin, egenskab

redebonhed: beredvillighed

mærkelig: mærkbar, bemærkelsesværdig

lyder: fejl

noksom: tilstrækkeligt

gennembrukne (af -brække): forsynet med mindre åbninger


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg