C. F. Allen: Om sprog- og folkeejendommelighed (1848)

Det er først i den nyeste tid, at bevidstheden ret er blevet vakt om betydningen af det ejendommelige og særegne, som findes hos ethvert virkeligt folk. Dette ejendommelige har sin grund dels i det præg, som folket fra sin første begyndelse han modtaget af skaberen, dels i den række af påvirkninger, som folket under sin historiske udvikling har været genstand for enten fra den udvortes natur, under hvilken det en opvokset, eller fra de almindelige verdensbegivenheder, der har gjort deres indflydelse gældende på det. Begge i deres samvirken danner hvad man kalder folkets nationalitet. Denne åbenbarer sig i alle de forskellige måder, hvorpå folkelivet ytrer sig: i sæder og skikke, huslige liv, love og offentlige indretninger, litteratur og sprog, og stærkest i det sidste, som det nærmeste og mest umiddelbare udtryk af folkeånden. Disse egenheder giver i deres helhed folket en vis karakter, hvorved det adskiller sig fra alle andre folkefærd.

Bevidsthed om nationalitet står i nær forbindelse med den politiske frihed, hvad enten denne allerede udvortes er indtrådt, eller kun er til stede i attråen efter den og modenheden for den. Er et folk endnu ikke vågnet til nogen følelse for selvstændighed i det politiske liv, vil det heller ikke synderligt bekymre sig om sin nationalitet. Det vil kun som af vane hænge fast ved de fædrene skikke og indretninger og sit sprog, men ikke finde det særdeles krænkende, om der sker nogen ulempe mod dem, når kun ikke forurettelsen er alt for voldsom og tillige medfører ulejligheder i det borgerlige livs gang. Når borgeren lærer at betragte sig ikke længere som et viljeløst redskab i statsmaskinen, men som et selvstændigt virkende medlem af statssamfundet, da vil hans folks sprog, dets nationale egenheder og de af dets historiske udvikling udspringende særegne forhold og indretninger blive ham vigtige og dyrebare, fordi han erkender at de hører med til hans og hans folks væsen og er den rette grund, hvori den politiske friheds institutioner må fæste rod, om de skal vinde varighed og blive til velsignelse – og ligesom han nu selv agter dem hellige, vil han også hos andre fordre agtelse for dem.

Det er derfor, at bevidstheden om nationalitet så sent er indtrådt i livet. Den er kommet efter eller med friheden og derfor kun i de lande, der enten allerede har opnået friheden eller er på vejen til den. [...]

Tyskernes påstand på enebesiddelse af dannelse og intelligens i Slesvig må tåle en betydelig indskrænkning, og dansk sprog og nationalitet, skønt man har gjort alt for at holde dem nede, skyder frodige skud ligesom visse planter, der trives og blomstrer, uagtet man træder dem under fødder.

Det tungemål, som et folk bruger, er ikke blot levende på folkets læber eller bevaret i dets skrifter, det gentager sig også i personnavne og navne på steder, landsbyer, gårde, floder og bække osv.

Var nu Slesvig et tysk land, således som vore modstandere påstår, da måtte vi finde tyske ord i by- og stednavne, og personnavnene måtte ligeledes stemme med de almindelige tyske navne. Men det forholder sig ganske anderledes. Den langt overvejende masse af de personnavne, som er brugelige i Slesvig, er danske og nordiske. Familienavne dannes hyppigen ved tillægget -søn eller -sen, føjet til det egentlige personnavn. Denne måde at danne navne på er fremmed for Tyskland, men en egenhed ved danske og overhovedet nordiske familienavne. [...]

Ellers plejer et folk hos sine repræsentanter at kunne finde beskyttelse og værn imod uret. Det danske folk i Slesvig har ikke været så lykkeligt. En af årsagerne er den ufolkelige beskaffenhed af valgloven, hvilken har gjort, at folkets tarv og meninger ikke har kunnet komme ret til orde i stænderforsamlingen; det stærkt repræsenterede slesvigske aristokrati er aldeles tysk i sind og tale. Til nogen særlig omsorg for den danske befolknings nationale tarv er der intet spor i stænderanordningen.

I den første tid viste stænderforsamlingen sig dog ret billig; den indgav endog 1838 et andragende (som rigtignok kun var blevet antaget efter hæftig modstand) om at det danske sprog måtte blive indført i alle regerings- og retssager i de egne af hertugdømmet, hvor kirke- og skolesproget er dansk, samt at embederne i det dansktalende Slesvig måtte besættes med mænd, som var det danske sprog fuldkommen mægtige. Men det var også kun en fejltagelse; forsamlingen kom snart efter til besindelse og bedre erkendelse.

Allerede ved næste sammenkomst i året 1840 erklærede den undskyldende, at den ved hint andragende "havde ladet sig lede af en vis humanitetsfølelse". Den erkendte "sin vildfarelse", og androg nu med en stor flerhed (33 mod 9) på, at reskriptet af 14. maj 1840, der var fremkaldt ved dens egen begæring, måtte blive ophævet eller indtil videre udsat, forsåvidt angik indførelse af dansk rets- og forretningssprog!

Men forsamlingen overgik sig selv ved sammenkomsten i året 1842. I slutningen af dette år holdtes de berygtede møder, i hvilke forsamlingens præsident nægtede den danske deputerede Peder Hjort Lorenzen at holde foredrag i sit danske modersmål, medens forsamlingens medlemmer larmede og udstødte forhånelser under hans tale. Endelig sluttede præsidenten det sidste af disse forargelige møder med den erklæring, at han med magt ville formene Peder Hjort Lorenzen adgang til salen, hvis han ikke lod sin danske tale fare.

Kongen af Danmarks repræsentant i forsamlingen forblev stum under disse optrin, skønt hans hjælp påkaldtes; ligesom han ved tidligere forhandlinger, når forhånende udtryk brugtes mod Danmark, havde vist sig tunghør.

Sekretariatet erklærede ikke at være i stand til at overtage protokolføring i det danske sprog (hvilket det dog oftere havde gjort i 1838 og 1840) og Peder Hjort Lorenzens foredrag angaves i den tyske og danske udgave af stændertidende med de ord: "Peder Hjort Lorenzen redete Dänisch", og "Peder Hjort Lorenzen fortfuhr, Dänisch zu reden." Han talte dansk og vedblev at tale dansk.

– Disse ord er siden i al deres korthed blevet en indholdsrig lovtale over den nu afdøde mand, til hvem den danske nation står i en stor taknemme1ighedsgæld for hans mandige og standhaftige færd i en retfærdig sag.

Det sørgeligste ved den hele sag var imidlertid den afgørelse, den fik af Danmarks konge, som herved svigtede sit eget folk i dets kamp for sit modersmål, og svigtede sig selv. Thi Christian VIII havde dog oftere givet prøver på et dansk sind og heller ikke ved sagens første afgørelse fornægtet dette, idet han i reskript af 2. december 1842 stærkt misbilligede forsamlingens fremgangsmåde og betegnede den som "en krænkelse af de dansktalende deputeredes naturlige rettigheder".

Man skulle da have ventet, at den danske konge ville have hævdet det, som han selv erklærede for en naturlig ret. Hele folket ventede en afgørelse i samklang med denne erklæring. Men tyske rådgivere var mægtige i den danske konges sal. Patentet af 29. marts 1844 indskrænkede brugen af det danske tungemål til dem, "der ikke tiltror sig at være det tyske sprog tilstrækkelig mægtige for at kunne betjene sig deraf ved deres foredrag i forsamlingen." Altså når man ikke kunne tale rigtig tysk, da først fik man lov til at bruge sit uværdige modersmål.

Dette var hævdelsen af de "naturlige rettigheder"! Enhver dansk mand følte det slag, der var tilføjet det danske sprogs værdighed. Enhver følte sig krænket i sin nationale ære ved denne afgørelse af sagen.




Af skriftet Om Sprog og Folke-Eiendommelighed i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland, 1848. Læs mere om C. F. Allen >

tåle: opleve

billig: rimelig

var ... mægtig: beherskede

reskript: administrativ ordre, ustedt af den enevældige konge

mægtige: indflydelsesrige

patent: offentlig kundgørelse, åbent brev


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg