Loven om indfødsretten (1776)

Indfødsretten, hvorefter adgang til embeder i hans majestæts riger og lande forbeholdes alene de indfødte undersåtter og dem, som derved lige agtes. Publiceret den 29. jan. 1776.

Vi Christian den syvende, af Guds nåde konge til Danmark og Norge, de venders og goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og Delmenhorst, gøre alle vitterligt: At det har længe været vor beslutning, ved en grundlov under visse og fornødne udtrykkelige indskrænkninger at fastsætte, at alle embeder i vore stater, hofgejstlige, militære og civile, af stor eller liden betydenhed, ej kunne eller skulle gives til andre end indfødte landets børn, og dem, som dermed lige kan agtes; billigheden selv vil, at landets børn skal nyde landets brød, og fordelene i staten falde i dens borgeres lod. Alle tiders erfaring har og lært, at i et land, hvor ungdommens opdragelse besørges, mangler aldrig duelige folk, når regenten søger dem. Også kan vi med fornøjelse kalde for tankerne vores fædrenelands historie, fordi den kan af alle stænder fremvise mænd, som have tjent, æret og reddet landet, og med den ædleste beslutning til deres udødelige berømmelse opofret sig for kongerne, vore forfædre, til at herliggøre eller håndhæve deres regimente. Derfor have og kongerne ømmeligen elsket deres folk, og igen haft på dets tillidsfulde kærlighed de stærkeste prøver, altid tilrede, når de have været mest fornødne og tiderne højst farlige. Alle disse betragtninger have født og vedligeholdt hos os det forsæt, ved en højtidelig og uforanderlig anordning at forsikre landets børn landets embeder. Thi omendskønt staten har haft, og vi endnu i vores tjeneste have fremmede, der med en priselig nidkærhed have tjent, og den dag i dag er, til vores fulde fornøjelse, tjener os og staten, kan vi dog ikke andet end følge billigheds, kærligheds, ja samvittigheds helligste lov, når vi, efter at have gjort, og videre at ville gøre gode anstalter til vores egen ungdoms duelighed, nu i så landsfaderligt et øjemed byde og befale:

   1.) Det skal fra denne lovs dag af agtes som en nødvendig egenskab til at få i vores riger og lande embeder og tjenester, af hvad navn nævnes kan, være sig ved hoffet, eller i den gejstlige, civile og militære stand, at personen er født i vore stater, eller af sådanne indfødte undersåtter, som på rejser eller for vores tjenestes skyld kunne være ude af landet. Til den ende skal alle vore kollegier eller hvo til os forestilling gøre om embeders eller tjenestes besættelse, ligesom og alle andre, der have ret til at udnævne til nogen tjeneste i staten, under vores unåde nøje agte på, ikke at foreslå andre end danske, norske og holstener, eller hvem derved lige agtes, og i alle beskikkelser, breve og bestallinger skal udtrykkeligen indføres, at personen har de egenskaber, som efter denne vores uforanderlige anordning ere fastsatte.

   2.) Lige ved indfødte skal agtes alle de, som den 29. januar 1776 allerede ere i vores og statens virkelige tjenester og embeder, skønt de ikke ere fødte i vore lande.

   3.) Lige ved indfødte skal videre agtes og anses alle de af fremmed fødsel, som allerede eje og besidde, eller herefter ved arv, giftermål, køb eller på anden lovlig måde komme i besiddelse af jordegods eller andre faste ejendomme, i det mindste af 30000 rdlrs. værdi, være sig komplette sædegårde i Danmark, jern- eller andre værker og ejendomme i Norge, jordegodse i Holsten, samt plantager på vores vestindiske øer, eller og erhverve sig, i det mindste til 10000 rdlrs. værdi, gårde eller fabrikker i vores danske, norske og holstenske købstæder, ligesom og manufakturerne og fabrikker på landet, hvor samme findes og tillades; dog at disse ejere ved lovgyldige beviser klarligen godtgøre, at ejendommene ere dem selv, såvidt denne sum angår, tilhørende.

   4.) Lige ved indfødte skal fremdeles agtes de fremmede, som bosætte sig, og blive her i landet, og ved rene og gyldige beviser lægge for dagen, at de eje og have stående i vore kompagnier eller anden vore rigers handel 20000 rdlr.

   5.) Lige ved indfødte skal endelig agtes:
    a) De lærere, som fra fremmede stæder kunne indkaldes til vores universitet i Kiel, til St. Petri kirke i København, til missionen i Trankebar, eller og til de i vore stater værende reformerte menigheder, samt
    b) De fremmede fabrikerer, kunstnere og mestere, som til et og andet nyt anlæg eller indretning kunne i vore stater behøves.
    c) Hvervninger vedblive, som hidtil: De sig ved tapperhed i vores tjeneste udmærkende underofficerer og soldater forbeholde vi os at belønne.

    6.) Alle fremmede, som efter ovenstående 2. 3. 4. og 5. artikel skal agtes og anses lige ved indfødte, og nu ere i vores lande eller i vores tjeneste, have inden et år fra denne anordnings bekendtgørelse at indkomme til vores danske kancelli med deres allerunderdanigste ansøgning, at dem naturalisationsbrev må forundes, såfremt de ikke allerede have det, hvilket og for disse gratis skal udstedes. Alle de, som ikke iagttage eller gøre dette, blive af os uden forandring at anse, som de, der selv have udelukket sig fra den adgang til embeder, vi her havde tiltænkt dem.

    7.) De fremmede, som herefter ankomme i vore lande, og i overensstemmelse med 2. 3. 4. og 5. artikel kan vente sig indfødsret, have allerunderdanigst at søge mod de sædvanlige afgifters betaling naturalisationsbrev, førend de lige med indfødte må håbe sig vejen åbnet til embeder.

    8.) I henseende såvel til vore pager, som til kadetterne ved de tvende militære stater, ville vi, ligesom vi og herved udtrykkeligen fastsætte, at intet barn, uden det, der er eller kan agtes for indfødt, skal og må dertil antages; fuldkommen forvissede om, at vores kongelige hus vil til alle tider med sine pager helligen følge sammen uforanderlige regel, og i almindelighed gøre sig det til en kær lov, ikke ved hoffet af noget køn at anvende uden personer, der ere eller kan regnes for indfødte, ligesom vi og herefter vil have alle stifter og klostre i vore stater forbeholdne ene og alene for fruer og jomfruer af landets indfødte eller dem, som derved lige agtes.

    9.) Alle de fremmede, som ikke efter forestående 2. 3. 4. 5. artikel kan eller skal anses lige ved indfødte berettigede til forfremmelse og embeder, have dog lige med dem fuld frihed til at bo og nære sig i vore riger og lande på alle de måder, som vore love og forordninger det tillade, og hidtil tilladt have, og der nyde al den skyts og agtelse, som enhver af en kristelig og mild regering kan efter sin stand vente, ligesom og deres her fødte børn, når de her i staten forblive, tilhobe skal agtes og anses fuldkommen for indfødte. Også udelukker ikke denne vores anordning nogen i sit lag eller amt fra at blive i sin orden lagets oldermand, forstander eller andet sådant.

    10.) Da denne vores her bekendtgjorte vilje og anordning er grundet i den uforanderlige retfærdighed og i det naturlige bånd, som arve- og enevoldskongerne her i riget have med deres folk: så ere vi overbeviste om, at regenterne stedse vil følge samme tænkemåde, og derfor erklære vi denne vores anordning for en uforanderlig og ubrydelig lov i riget, den vi som konge og fader pålægge alle vore egne descendenter helligen at følge, og aldrig at vige fra, med mindre et sådant højstbetydeligt og for hele staten sær vigtigt enkelt tilfælde, som al menneskelig forsigtighed ikke kan forudse, skulle indtræffe, der kunne gøre en undtagelse i denne grundlov uomgængelig nødvendig, hvilket dog i sådant fald aldrig skal drage til følge, eller svække denne anordnings kraft og stedsevarende virkning.
    Af samme omhu for vores fædrenefolk, og for at håndhæve det i den naturlige ret, som vi ved denne vores lov have villet fastsætte, have vi bedet vores elskeligste og eneste broder hans kongelige højhed arveprinsen at udstede for sig og sine descendenter en forsikringsakt, at, om arvefølgen skulle engang efter Guds vilje komme til den anden linje i vores hus, denne naturlige og billige lov da ligefuldt skal være og blive en grundlov: hvilken akt og vores kære hr. broder med største fornøjelse haver under denne dags dato udstedet, og hensendt til bevaring i vores arkiv. Ligesom vi og ville, at tvende af os selv underskrevne ligelydende originaler deraf skal ved kongeloven henlægges.
    Thi byde og befale vi hermed vore kollegier, og dem, som i foregående 1ste artikel ere nævnede eller derunder forståes, nøje at våge over denne lovs iagttagelse, og omhyggeligen at vogte sig for sammes overtrædelse; givet på vort slot Christiansborg udi vores kongelige residensstad København, den 15. januar anno 1776.
   
Under vor kongelige hånd og signet
       
Christian, R.
(L. S.)

O. Thott.
Luksdorph
P. Aagaard.