Ludvig Holberg: Om den danske nations art og egenskab (1729)

De danske holdes nuomstunder for et artigt og meget civiliseret folk, besynderlig Københavns indbyggere, der lader deres børn med stor flid opdrage og holde såvel til skikkelighed som til lærdom. Thi det er ikke rart at se her små børn endog af borgerstand at forstå adskillige exercitier og derforuden tale to eller tre fremmede sprog med stor færdighed.

Fremmede, som kommer hid til landet, må bekende ikke at finde det noget andetsteds og forundrer sig besynderlig over fruentimmeret, som – skønt det aldrig har været udenlands – kan dog tale med fremmede på deres eget sprog. Derved rekommanderer de sig ikke mindre end ved deres naturlige skønhed.

Unge mandspersoner rejser gerne udenlands for at nå fuldkommenhed i de sprog, som de i deres barndom har lært, og for at se andre nationers skik og maner.

Man finder hos denne nation en besynderlig modesti. Mens næsten alle andre nationer holder meget af sig selv og ser andre over skulderen, så taler de danske gerne stort om andre. Skønt det nuomstunder er lidet fordelagtigt og af mange regnes dem til last, så må man dog bekende, at det er en af de største og rareste dyder.

Hvad stridbarhed og tapperhed angår, da må man tilstå, at de nordiske nationer fra ældgamle tider har overgået alle andre i mod og mandighed. På den tid alle folk skælvede og bævede for romerne, var disse dog således beængstigede af cimbrerne (et folk som fremmede skribenter tilstår er først kommet fra den halvø, som nu kaldes Jylland), at man sagde, det havde været ude med den romerske republik, hvis ikke Marius havde levet på samme tid.

Jeg tror også, at hvis Julius Cæsar var kommet ind i de nordiske lande, så havde han handlet ligeså med dem som med gallerne, tyskerne og briterne. Ikke fordi romerne var mere behjertede og bedre krigsmænd, men fordi de blev bedre anført og krigsdisciplinen var hos dem på den højeste spids. Derimod gik de nordiske folk løs på deres fjender uden orden, alene stolende på deres styrke og tapperhed. Såsnart de blev noget bedre disciplineret og begyndte at få gode anførere, måtte alting vige for dem. Det romerske monarki blev da kuldkastet og disse tapre folk oversvømmede hele Vesten indtil Afrika. Siden den tid har de nordiske folk alletider været i største anseelse i Europa. Blandt dem de danske, som – hvad historien beviser – tit har bragt England, Sverige, en stor del af Tyskland under sig.

Hvad søsager angår, da tror jeg ikke der skal findes mange eksempler på, at en nation så idelig har triumferet som Danmark. Ejheller, at der i en kort krig har været vundet så mange herlige søslag som i den forrige skånske krig. Det har forårsaget, at de svenske siden den tid – skønt langt stærkere end de danske – sjældent har ladet sig se, så længe den danske flåde var i søen.

I deres daglige liv og husholdning gør de danske sig gerne til gode og lever godt, så de undertiden anses som meget ødsle folk af italienere, spaniere og hollændere. Derimod anses de af nordmænd for meget påholdne, dog med undtagelse af Københavns indbyggere, som gerne stadser og lever over deres stand og formue. Der skal ikke findes mange steder, hvor folk lever så prægtigt, hvor vogne, heste og liberi er så almindelige som i København. [...]

I øvrigt kan man sige om den danske nation, at den er føjelig og god at komme til rette med og besynderlig lydig imod øvrigheden. Der er knap noget land, hvor oprør finder mindre sted end i Danmark, hvor tyveri, rov og mord gør mindre i svang, hvor vejfarende kan rejse med større sikkerhed. Det kan tilskrives såvel regeringen som indbyggernes gode naturel.

Til manufakturer og kunster er de danske temmelig bekvemme. Fremmede bilder sig vel ind, at der aldeles ingen manufakturer er i Danmark, men de farer deri meget vild. Manufakturer har i nogen tid tiltaget så meget i landet, at man nu kan få forarbejdet, hvad man forlanger.

Og ville manufakteurs samt håndværksfolk føre de levemåder som franskmænd og hollændere, kunne deres arbejde gå for sig med større lykke. Visse folk kan ikke sælge deres arbejde for den pris, som man kan have udenlands, hvilket har kuldkastet mange påbegyndte værker. Det var næppe sket, hvis mange ikke levede over deres stand. Når for eksempel skomagerens eller skrædderens kone skal køre i karosse til kirke, kan den første ikke sy et par sko og den anden en klædning for den pris, som den kan gøre, der lever tarveligt og går til fods.

Lærdom har i lang tid floreret i Danmark, og fremmede må tilstå, at – skønt der ikke skrives så mange bøger som en del andre steder – så er dog de skrifter, som dér ser dagens lys, gode. At der skrives så lidt på dansk forårsager, at de fleste af indbyggerne lægger sig meget efter fremmede sprog og derfor hellere vil læse fremmede bøger for tillige at profitere i det fremmede sprog. Det danske sprog har sandelig store dyder og er besynderlig bekvemt til poesi, hvorfor de farer vild, som anser det danske sprog så ringe.

Den middelmådighed, som monsieur Mohlsworth lægger nationen til last, at de danske er ikke tåbelige, ejheller højkloge, havde en anden upartisk skribent måske tolket som en dyd og middelvej, som denne nation i mange ting følger, så den sjældent falder i ekstremiteter. Den pønser lidt mere på en ting end en franskmand, men lidt mindre end en englænder. Den er ikke så sparsom som en hollænder, men lidt mere påholdende end en nordmand. Den er ikke så ordrig som en tysker, ejheller så lidt talende som en spanier. Ikke så spøgefuld som en gascogner, ejheller så ærbar som en portugiser. Ikke så forliebt som en græker, ejheller så kold som en vestfriser. Ikke så letsindet som en pariser, ejheller så tungsindet som en italiener. Hvorfor de danskes omgængelse inkommoderer mig mindst, blandt alle de folk jeg kender. En franskmand dræber mig med grimasser, en tysker med vidtløftig snak, en englænder inkommoderer med sin selvros, en spanier med sin gravitet.

For at ingen skal tro mit forsæt i denne sag er alene at rose dette folk, må jeg også af fornødenhed vende det lidt om og eftergå de fejl, som de danske tillægges. Og jeg finder da for det første, at de ikke uden grund tillægges en vis slags magelighed. Så at fornemme folk dør af skørbug, fordi de ikke gider gå fra et hus til et andet, og gemene folk dør af armod, fordi de ikke skatter meget om arbejde.

Man mærker for det andet, at der hersker blandt dem en æresyge, som består i, at den ene vil have sæde og fortrin fremfor den anden i forsamlinger. Jeg undtager fra denne fejl ikke mine egne landsmænd de norske, hos hvem denne passion hersker i endnu større grad.

For det tredje en admiration over alt det, som stammer fra fremmede steder, hvoraf kommer det uvæsen, at alle, endog de som har ringe evne, gør udenlandske rejser og kommer nøgne tilbage. De danske er alt for villige til at modtage fremmede moder, de finder alt for stor smag i udenlandske varer. Det forårsager bl.a., at landets manufakturer ofte har dårlig fremgang.

For det fjerde et begær efter at vide noget af alting, hvilket forårsager, endog blandt de bedste hoveder, at man næppe kommer til mærkbar fuldkommenhed i een ting. Det er ganske gement her at finde folk, der taler 4 á 5 sprog. Man ser også folk her agere adskillige personager, og ved sådan trang til kundskab på mange områder fordærver alting. I modsætning hertil indskrænker andre nationer, besynderlig franskmænd, englændere og italienere, deres studier. De kan ikke mere end et sprog, men grundigt; de forstår ikke mere end en videnskab, men til fuldkommenhed. Jeg har i England bemærket, at blandt spillemænd er der få som ved at traktere mere end et instrument. Det forårsager, at enhver kommer til forunderlig fuldkommenhed i sit instrument.

Endelig kan det danske folk for det femte ikke uden ret forekastes, at det har gjort sig til slave af visse unødvendige moder, som især tynger dem, der har med husholdningen at gøre. Dette land, besynderlig København, er således blevet et af de kostbareste steder i Europa at leve i.

 

Af indledningen til Dannemarks og Norges beskrivelse, 1729. Genoptr. DIH Kildebind s. 341

artigt: kultiveret

besynderlig: især

rart: sjældent, usædvanligt


exercitier: håndværk; færdigheder

rekommanderer: udmærker

besynderlig modesti: særlig (form for) beskedenhed

dyder: fortrin

behjertede: modige

på ... spids: fuldkommen, den bedst tænkelige

stadser: omgiver sig med luksus

manufakturer og kunster: industriel virksomhed og håndværk

lykke: held

karosse: hestevogn


tarveligt: nøjsomt

profitere i: lære af, drage nytte af

farer vild: tage fejl

Mohlsworth: Robert Mohlsworth (1656-1725); engelsk gesandt i Danmark (1689-92); skrev i vrede og ringeagt bogen "En beskrivelse af Danmark som det var i året 1692".


pønser ... på: tænker over

omgængelse: selskab

inkommoderer: volder ubehag

gravitet: alvor, højtidelighed

af fornødenhed: nødvendigvis

gemene: almindelige, jævne (gement: almindeligt)

skøtte om: tage vare på, passe

admiration: beundring

agere ... personager: have ... funktioner, spille ... roller

besynderlig: især

forekastes: bebrejdes

husholdning: pengesager, økonomi


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg