Erich Pontoppidan: Om den danske nations naturlige og moralske beskaffenhed (1763)

Jeg haster mod mit værks ende og kan derfor alene sige to ord om os og andre af Nordens folk. Jeg synes, vi har fået styrken i vores lod, hvor andre har fået finheden. Vi kan modtage de store, stærke og vedvarende følelser, men vi bevæges mindre hastigt. Vi kan, med utrættet møje, trænge dybt ind i tingene, men vi bliver ikke de lette og fine skønheder var. Vi overser meget, fordi vi er tålmodige, vi kræver tid for at betragte tingene. Fornøjelsen er mindre levende hos os end hos andre folk, derfor gør vellysten svagere indtryk på vore sjæle, derfor fordærves vi ikke så hastigt, derfor bliver vi ikke så let sansernes trælle, men derfor er vi også mindre skikkede til kunster, der alene fødes ved følelsen af naturens yndigheder. Vi styres mere af fornuften end af indbildningskraften. Vi kan blive såre agtede, men kan ikke så let gøre os elskede.

Nogle ældre udenlandske skribenter tilkendegiver, at Nordens indbyggere i almindelighed anses for særdeles blodrige, føre og fyldige af legeme, ligesom af sind og mod; de er mere mandhaftige end andre. Det er muligt, at forskellen kan have været tydeligere, da levemåden var enfoldigere og overdådighed i mad og drikke mindre bekendt. Imidlertid siger Vitruvius:

"I Norden opvokser folk med meget store legemer, lys farve og meget blod, fordi de er væskefulde og dannet under en kølende luft."

Dersom de sidste ord forstås som en flegmatisk sendrægtighed, som i begyndelsen tempererer deres naturlige varme, hvis fulde kraft måske ytrer sig langsommere, men varer længere hos dem end hos de sydligere folk, da giver jeg Vitruvius ret. Jeg mener, at den danske i henseende til sit temperament har mest overensstemmelse med hollænderen, da de begge lever under en temmelig våd, tung eller trykkende luftkreds, ikke nær så tør som i de fleste andre lande.

I Danmark forvolder havets naboskab, ligesom i Holland, at luften fyldes med mange fugtige uddampninger. Den influerer på indbyggernes legems- og sindsbeskaffenhed således, at disse to folk gemenligen ikke fattes en god del af kølende væsker i blodet. Dette flegma gør os ikke slet så muntre og fyrige som franskmændene eller højtyskerne, men den giver os tillige mere stadighed og bestandighed i vore tanker og gerninger. Vi kommer noget sildigere af sted, men desto sindigere og eftertrykkeligere. Og når vi først er sat i bevægelse, da udfører vi vore ting med mere orden og bestandighed end en del andre folk.

Imidlertid er omtalte flegmatiske temperament forenet med en stærk blanding af det sangvinske eller blodrige. Det er på grund af landets frugtbarhed på korn og kvæg, som giver almuen her – fremfor i de fleste andre lande – godt forråd af mad og drikke af den nærende slags.

Kødædere er de danske ligesom englænderne, fremfor højtyskerne eller franskmændene. Når disse klarer sig med roer, rødder, agurker, salat og andre havevækster, og kun på højtidsdage får lidt kød eller flæsk, da ædes dette af den danske bonde som sædvanlig sul flere dage om ugen.

Jeg vil ikke sige, at det er sundere eller giver desto lettere blod (thi jeg ønsker mine landsmænd heri noget mere af den tyske og franske smag). Men det er sikkert og vist, at mere kødmad giver blodet en stærkere og hidsigere næring, så det holder ligevægt med den føromtalte flegma. Det sker efter forsynets vise og gode indretning, som vi mennesker ikke altid indser.

Derfor er også den danske bondes eller arbejders legemlige kraft længere i stand til at udholde strengt arbejde. Både jeg og mine naboer har bemærket dette. Når vi har haft tyske eller andre fremmede arbejdere til samme gerning som vore danske, så har disse ikke straks været så fyrige i begyndelsen. Men fremfor de fremmede har de holdt ud i længden og vist en fuldkomnere legemsstyrke.

Af denne naturlige grund kan vel også vore danske krigsfolk, såvel til lands som til vands, langt bedre og bestandigere holde ud end de fleste andre, såfremt de ellers anføres og plejes vel, med tilstrækkeligt underhold. Det vil de have, ellers præsterer de ikke noget særligt. Men får de det, da understøttes hjertet af maven og holdes længe oppe. En sandhed, jeg har hørt blive stadfæstet af gamle officerer. Deres mening var, at så længe vore danske krigsmænd havde rigeligt af deres lands sædvanlige føde og drikke, da kunne man roligt føre dem gennem ild og vand, stolende på deres mod og manddom, som på en mur.

 

Af 1. bogs 8. kapitel i Den danske Atlas, 1763 (genudgivet 1969). Genoptr. DIH Kildebind s. 346

blive var: blive opmærksom på

kunster: adfærd, frembringelser

Vitruvius: romersk arkitekt og ingeniør (100-tallet f.Kr.)

temperere: dæmpe

gemenligen: almindeligvis

underhold: kost og pleje


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg