< Dokumentationscenter: Rød terror
 
 

Om netsiderne Rød terror

 

 

Nazisternes forbrydelser mod menneskeheden er med god grund velkendte i den brede offentlighed. Dette kan dog ikke helt siges, om de utallige forbrydelser, der er blevet begået i kommunismens og socialismens navn. Når det gælder antallet af ofre for denne røde terror rundt om i verden overstiger dette langt antallet af ofre for de nazistiske folkemord. Alligevel spiller den røde terror ikke den samme rolle i medierne eller offentligheden i al almindelighed. De mange millioner mennesker, der mistede livet ved massehenrettelser, likvideringer, tortur, slavearbejde, hungersnød og epidemier forårsaget af socialisters og kommunisters totalitaristiske og håbløse politik, har ikke diskvalificeret de røde ledere som ikoner. Mao er f.eks. blevet noget nær et kultikon i form af Andy Warhols masseproducerede pop-art portrætter. Her indtager han en plads sammen med f.eks. Marilyn Monroe, John Lennon og Goethe. Noget lignende kan konstateres med andre folkemordere som Che Guevarra og Lenin. Dem kan folk med stil godt dekorere deres hjem med, eller gå rundt med et billede af på deres t-shirt.

Måske er folkemordene og de totalitære træk endda med til at højne disse personers ikonstatus eller ’coolness’. Deres forbrydelser betragtes på en eller anden måde ikke som rigtige forbrydelser. De mange døde er blot udtryk for beslutsomhed, når det gjaldt de høje idealer, som venstrefløjen stadig deler.

Der er en hel del revolutionsromantik over denne brug af de røde massemordere som ikoner. Men er den mere eller mindre bevidste logik, der ligger bag disse socialistiske folkemorderes ikonstatus, ikke, at deres forbrydelser mere eller mindre menes at kunne undskyldes? Folkemord er ikke bare folkemord. Et sted i visse venstreorienteredes bevidsthed må der således være en indre stemme, der siger, at den måde ofrene for den totalitære socialisme har udåndet på – den måde hvorpå disse millioner af mennesker har lukket deres øjne og livet har forladt deres kroppe - er væsensforskellig fra den måde, hvorpå ofrene for nazisternes holocaust, Pinochets politiske drab og Milosevitchs etniske udrensninger har endt deres liv. Maos, Lenins og Ches ikonstatus vidner om, at man ikke har lært af historien samt – og det er det mest uhyggelige - at deres forbrydelser ikke er noget, man vil tage fuldstændig afstand fra. Naturligvis spiller tidens generelle historieløshed også ind. Mange unge ved simpelthen ikke, hvem Mao eller Che var. Men burde deres forældre og lærere ikke vide det?

Mange ville måske mene, at den totalitære socialismes forbrydelser var en misforståelse af Karl Marx’ oprindelige hensigter. Ofte hører man, at den socialistiske idé jo grundlæggende er smuk. Men er den det? Vil den ikke altid forudsætte en eller anden form for undertrykkelse? Vil en fuld gennemførelse af den socialistiske ideologi ikke altid kræve en form for Gestapo, som Churchill udtrykte det?

At de socialistiske grundidéer (den fanatiske egalitarisme, ophævelsen af den private ejendomsret, proletariatets diktatur, skabelsen af det socialistiske menneske osv.), i sig selv bærer kimen til undertrykkelse af individer og samfundsgrupper burde vel være indlysende. Det var det da også for Marx selv, der svælgede i voldelige revolutionsfantasier. Dette overses dog ofte.

De følgende sider skal bidrage til oplysning om den røde terror rundt om i verden i årene efter 1917. På siderne, der løbende vil blive udbygget, oplistes forbrydelserne i de enkelte lande kronologisk med en kort beskrivelse af hændelserne samt et skøn over antallet af civile dødsofre. Desuden vil der linkes til de ansvarlige lederes egne udsagn om brugen af mord og terror, øjenvidneskildringer samt til samtidige udtalelser omhandlende forholdene under den totalitære socialisme fremsat af venstreorienterede i Danmark og Vesten. (Til oversigt)

 

 

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg