< Dokumentationscenter: Rød terror
 
 

Den røde terror i Kina - øjenvidner og dokumentation

 
 
 
 

Se ligeledes: Kronologisk oversigt - Mao-citater - Det sagde venstrefløjen

Litteratur og henvisninger - læs mere her

 


 

 
 

DE TIDLIGE KAMPE (1926-1931)

 
 

Efterår 1927- jan. 1929: Jinggang-bjergområdet

 
 

Øjenvidne
En træstiver blev drevet i jorden […] og Chang Kai-yang [amtmanden] bundet til den. Der var sat pæle rundt om stedet og trukket reb mellem dem, så man kunne hænge slogans op på dem. Folk kastede deres spyd, suo-biao, mod ham og dræbte ham på den måde. […] Kommissær Mao talte ved mødet.
- Chang & Halliday s.61 (*JGG vol.2 s.93f.)

 
 

Skildring fra soldat i Maos hær
Vi plejede at omringe en jordbesiddende tyrans hus, slæbe ham ud og dernæst begynde at konfiskere diverse ting. Men da vi denne gang brød ind, blev der pludselig slået alarm […] og flere hundrede fjender [landsbyboere] kom styrtende […] De fangede over fyrre af vores folk og låste dem inde i klantemplet […] og slog dem og bandt dem. Kvinderne trampede på dem med deres bare føddr. Så stillede man korntønder fyldt med sten oven på dem. De blev rigtig slemt mishandlet.
- Chang & Halliday s. 63 (*JGG vol.2 s.489)

 
 

Partiinspektørs rapport 25. feb. 1929
Før Den Røde Hær ankom […] levede man et ret fredfyldt og lykkeligt liv […] bønderne […] havde stort set nok at leve af […] Efter den Røde Hærs ankomst ændredes det fuldstændigt. Da Den Røde Hærs eneste indkomst var at plyndre de rige […] da selv småborgere, rige bønder og små handelsfolk blev behandlet som fjender, og da man efter store ødelæggelser ikke sørgede for at bygge op igen og hjælpe økonomien på fode igen, er hele egnen totalt ruineret og ved at falde fra hinanden.
- Chang & Halliday s. 72 (partiinspektørs rapport 25. feb. 1929, *JGG vol. 1 s.249)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Jinggang-bjergområdet 1927/1928


 
 

Omkring nytår1928: Oprør og udrensninger i flere provinser

Moskva/KKP-instruks: Alliancer med banditter
Alliancer med banditter [lokale bevæbnede grupper, krigsherrer] og lignende grupper er kun en anvendelig praksis før en opstand […] Bagefter skal de afvæbnes og undertrykkes grundigt […] Deres ledere skal betragtes som ledere af kontrarevolutionære, også selvom de har hjulpet til i opstande. Disse ledere skal alle sammen elimineres fuldstændigt.
- Chang & Halliday s.67 (*ZZWX vol. 4 s.399 jf. RGASPI, 495/25/668 s.30)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Nytår 1928


 
 

Jan.-feb. 1928: Massemord i Hailufeng

Pang Pei om Lenin og instrukser
Hans [Lenins] lov er uden detaljer. Den dræber bare al opposition. Hans arbejdere og bønder kan bare myrde alle jordbesiddere, onde herremænd, godsejere, kapitalister, uden at skulle rapportere til nogen […] [Man bør] skære maverne op og hovederne af […] slagte på stedet uden tøven. Ikke vise den mindste smule følelse […] dræb, dræb løs. At dræbe er det vigtigste arbejde i en opstand. […] [børn bør roses for] automatisk at dræbe reaktionære.
- Chang & Halliday s.67 (*GS vol. 4 s.793, 772, 761)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Hailufeng 1928


 
 

Feb.-okt. 1930: 1. udrensningsbølge i Jiangxi

Lieu Shi-qis instrukser 25. juni 1930
Ser man nogle vakle eller opføre sig dårligt, skal de arresteres […] Der gælder ikke særlig medfølelse for familie eller venner […] Enhver, som kommer i jeres hjem eller ethvert andet sted, og ikke opfører sig korrekt […] skal i indberette […] til myndighederne, så de kan blive pågrebet og straffet.
- Chang & Halliday s.104 (*JDZ no.14 s.624-6)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: 1930 Jiangxi


 
 

Nov. 1930-forår 1931: 2. udrensningsbølge i Jiangxi og Fuijan

Maos rapport til KKP 14. okt. 1930
Hele partiet [i Jiangxi] er ledet af kulakker […] vrimler med AB […] Uden grundig udrensning af kulakkerne og AB […] kan partiet umuligt reddes.
- Chang & Halliday s.104 (*Mao 1993b vol. 1 s.319 (Eng. MRTP vol. 3 s.552-6)

 
 

Øjenvidne
De [Lie Shau-joe og hans folk] meddelte simpelthen ’Der er AB blandt jer’ og navngav nogle […] uden andre beviser overhovedet, disse […] blev tortureret og tvunget til at tilstå [at de var AB] og til at navngive en halv snes andre. Så blev de anholdt og tortureret og angav nye snese navne.
- Chang & Halliday s.106 (Xiao Ke hos *Dai & Luo s.92f.))

 
 

Bøddels beretning
Sårene på hans [ofrets] ryg var som skællene på en fisk
- Chang & Halliday s.105 (*Dai & Luo s.91, *Chen, Xiao et al. s.162))

 
 

Maos instrukser til Lie Shau-joe vedr. aktion mod AB i Futian, 3. dec. 1930
Slå dem alle sammen ihjel […] slagt løs i alle amter og distrikter […] På ethvert sted, hvor man ikke anholder og slagter, må partimedlemmerne og områdets regering være AB, og så kan man uden videre pågribe og ordne dem [xun-ban, indebærer tortur/likvidering]
- Chang & Halliday s.106 (*Dai & Luo s.94-96 jf. brev af 5.dec., i Vladimirov, 10. nov. 1943 (fejldat. til 15. nov.))

 
 

Kommuniké fra Futians oprørske borgere,15. dec. 1930
Han [Mao] er ekstremt løgnagtig og udspekuleret, selvisk og fuld af storhedsvanvid. Han koster rundt med sine kammerater, skræmmer dem med anklager for forbrydelser og gør dem til ofre. Han afholder sjældent diskussioner om partianliggender […] hver gang han udtrykker et synspunkt, bliver man nødt til at være enig, ellers bruger partiorganisationen til at undertrykke en eller finder på en eller anden fantasifuld teori for at gøre ens liv aldeles rædselsfuldt […] Mao bruger altid politiske anklager til at ramme kammerater med. Hans normale metode vedrørende kadrer er at […] bruge dem som sine personlige redskaber. Det kan konkluderes […] at han ikke er en revolutionær leder, han er heller ikke en […] bolsjevik. […] [Hans mål er at] blive partikejser. […] Han fører ikke [ledelsens gentagne] instrukser ud i livet. Han […] har ignoreret de kammerater, centret har udsendt, og har bevidst lagt hindringer i vejen for dem. […] Centret skrev adskillige for at få Mao Tse-tung overflyttet, men han ignorerede bare brevene. […] Vi må rapportere om Mao Tse-tungs ondsindede gerninger og hans nedslagtning af Jiangxi-partiet til centret og overlade det til centret at finde en løsning. […]
- Chang & Halliday s.107f (*Provinsielle Aktionskomité, krisemeddelelse nr. 9, 15. dec. 1930, RGASPI 514/1/1008, jf. VKP vol. 3 s.1272 (Bespalov rapport, 1.. feb. 1931))

 
 

Maos rapport, 20. dec. 1930
[I løbet af en måned] er der afsløret mere end 4.400 AB i Den Røde Hær […] Hvordan skulle loyale revolutionære på nogen måde komme med falske tilståelser og rette mistanke mod andre kammerater?
- Chang & Halliday s.106 (*ZDJC vol. 14 s.634 (Eng. MRTP vol. 3 s.704f.) jf. Chou til Mordvinov (KGB) 4.nov. 1940, RGASPI 514/1/1006 s.48f., Mao Tse-Min ’Kamp mod kontrarevolutionære’, 22. aug. 1939, RGASPI 514/1/1044 s.1a-12)

 
 

Officer Liou Dis protest vedr. Lie Shau-joes fremfærd i Futian, 11. jan. 1931
Deres [de anklagedes hustruers] kroppe, især området omkring vagina, [blev] brændt med glødende væger, og deres bryster snittet med små knive. [...]
Det var ikke et spørgsmål om AB, men politisk det hele […] Jeg kom til den faste overbevisning, at intet af det havde noget med AB at gøre […] Det må være Mao Tse-Tung som laver sine numre og sender sin skødehund Lie Shau-joe hertil for at slagte Jiangxi-kammeraterne.
- Chang & Halliday s.106f. (RGASPI 514/1/1008, *Jiangxi Partikomité, rappport til Shanghai 12. jan. 1931, *Chen, Xiao et al. S.20-2, 218-22, Shanghai-inspektør 20. feb. 1931 i *Dai & Luo s.114f., *Provinsielle Aktionskomité, krisemeddelelse nr. 9, 15. dec. 1930))

 
 

Moskva/KKP om Futian-oprøret mod Mao, 18. mar. 1931
[Oprørerne er] kontrarevolutionære [de må underkaste sig Mao eller blive udsat for] et nådesløs væbnet opgør. [Mao har] grundlæggende ret […] denne linje med nådesløs kamp mod revolutionens fjender skal [videreføres].
- Chang & Halliday s.108 (Comintern resolution vedr. Futian, 18. mar. 1931 (RGASPI 514/1/1006 s.90) jvf. VKP vol. 3 s.1348, ‘Politburo resolution vedr. Futian-hændelsen’, 28. mar. 1931, *ZZWX vol. 7, s.203-99))

 
 

Hemmelig rapport vedr. udrensninger og mishandlinger i Jiangxi
Alt arbejde blev indstillet for at slagte AB. […] Alle levede i frygt […] Da det gik værst til, blev to mennesker, som stod og snakkede sammen, mistænkt for at være AB. […] Alle, som ikke skånselsløst slog til mod AB blev betragtet som AB […] Der var så mange lags [tortur] med mærkelige navne som […] ’sidde i hyggestolen’, ’drikke tudser’, ’abe holder reb’ […] ’engel klimprer citar’ [streng gennem penis spændes til ofrets øre]. […] Nogle fik et geværløb hamret op i anus […] Alene i Victory amt fandtes der 120 slags tortur. […] I alle amter havde man i flere tilfælde skåret buen op og revet hjertet ud.
- Chang & Halliday s.109 (rapport maj 1932, *Jiangxi Arkiv & KKP Jiangsi Komité vol. 1 s.478-80. Interview med lokal partihistoriker 4.-5. april 1996. Titov vol. 1 s.312, jf. Smedley 1934 s.279, *Chen, Xiao et al. S.22f.)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Jiangxi og Fuijan 1930-1931


 
 

I DE RØDE BASER (1931-1948)

 
 

Nov. 1931 - okt. 1934: Ruijin-basen - totalitær stat i det centrale Kina

Officeren Gong Chu om situationen ved Ruijin
Jeg gik ind i en stor bungalow med sorte tagsten. […] Jeg blev slået af den utrolig triste og trøstesløse stemning. Der var overhovedet ingen møbler, bortset fra et ødelagt bord og en bænk. Der sad to midaldrende kvinder og en gammel kone plus tre små børn, alle klædt i pjalter, og alle udtærede. Da de så mig komme ind med fire bevæbnede livvagter, gik de fuldstændig i panik […] [De] faldt på knæ foran mig og bønfaldt mig om at redde deres liv. […] Den gamle kone fortalte grådkvalt: ’Min gamle mand havde læst nogle bøger [hvilket betød de var velhavende], og det havde mine to sønner også. Vi havde over ti mu jord, og mine sønner dyrkede den […] min gamle mand og mine to sønner blev arresteret […] og blev slået og hængt op, og man krævede 250 yan af os. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, og skaffede 120 yuan og gav dem også alle kvindernes smykker […] Men […] min gamle mand fik alligevel lov til at hænge, til han døde, og mine to sønner blev også slået ihjel. Nu kræver de, at vi skal betale endnu 500 yuan, ellers bliver vi alle seks smidt i fængsel. General! Vi har knap nok noget at spise, hvor skal vi finde 500 yuan? Tænk på vores fælles forfædre og læg et godt ord ind for os. […] [De] forbød os at sætte en fod uden for landsbyen. I dag har Himlen virkelig åbnet sine øjne, når du er kommet til vores familie. Frels os, general!’ Derefter begyndte hun at slå hovedet mod jorden og blev ved. Hendes to svigerdøtre og børnene bukkede ydmygt og græd. […] [Gong Chu havde tidligere lovet at hjælpe en læge i en lignende situation, men græsrodskadrer havde] dræbt lægen og konfiskeret hans apotek. Hans enke og børn blev tiggere.
- Chang & Halliday s.123f. (*Gong Chu s.421-5)

 
 

Øjenvidne
Ingen familie fik lov til at have overnattende gæster […] Enhver familie, der blev afsløret i at have det, blev dræbt sammen med gæsten.
- Chang & Halliday s.125 (*Chen, Xiao et al. s.496)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Ruijin-basen 1931-1934


 
 

1932-1934 Udrensninger i Hunan-Hubei

Øjenvidne
Alene under denne udrensning blev der dræbt over 10.000. Nu [1961] er der kun nogle få kvindelige kammerater i live, og det skyldes, at mændene blev dræbt først […] og så kom fjenden [nationalisterne], før [udrenserne] nåede til kvinderne. […] Den dag i dag […] finder de stadig knogler i den ene store grube efter den anden i området. […] [Mange blev] lagt i en jutesæk og smidt i Hong-søen med store sten bundet til sækken. Fiskerne turde ikke fiske i søen, fordi mange lig flød op til overfladen, og søen ændrede farve.
- Chang & Halliday s.205 (Ho Lungs beretning, 2. feb. 1961, *ZZZ s.657f.; *Wen Yu s.102)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Hunan-Hubei 1932-1934


 
 

Sept. 1935 Udrensninger i Shaanxi

Øjenvidne
Vi blev smidt i fængsel og lagt i tunge fodlænker […] Vi hørte, at man allerede havde gravet den grube, hvor vi skulle begraves levende.
- Chang & Halliday s. 196 (Xi Zhongxun i *RR, 16 okt. 1979; Vladimirov 27. apr. 1945)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Shaanxi 1935


 

 
 

April 1937 Udrensninger i Den Røde Hær

Lokal embedsmands beskrivelse
Da de blev jaget ind i vores [område], arrangerede vi først en velkomstfest for dem og tog deres våben. Dernæst sagde vi til dem: ’Kammarater, I har gået meget igennem. I bliver overflyttet til bagtroppen, så I kan hvile jer’. Vi førte dem gruppevis ned i dalen og begravede alle de sønnesønner af skildpadder [dvs. svin] levende.

Det var rigtigt sjovt at begrave dem. Først sagde vi smilende til dem: ’Kammarater, grav nogle gode huller, vi vil begrave nationalistiske tropper levende’. De arbejdede virkelig hårdt, gravede og gravede og tørrede sveden af panden […] Da de var færdige, skubbede og sparkede vi dem alle sammen i. Først troede de, vi lavede sjov. Men da vi begyndte at skovle jord på, begyndte de at råbe: ’Kammerater, vi er ikke nationalistiske tropper!’ Vi bandede: ’Dumme svin. Vi er ligeglade med, om I er nationalistiske tropper. Vi synes, I skal dø, og så dør I. […]

[Spørgsmål: Dette var vel ikke på ordre fra partiet?] Hvad?! Det var den øverstbefalende for vores regiment, der gav ordre til det. Og han sagde, at det var på ordre fra kammerat Gao Gang [lokal kommunistleder], som selvfølgelig udførte en ordre fra Formand Mao. Vi anerkender kun Formand Maos myndighed. Vi gør det, Formand Mao beder so gøre, uanset hvad.
- Chang & Halliday s.239f. (*Sima Lu 1952, s.78f.; *Zhnag Guotao vol. 3 s.414-17 (Eng. Chang Kuo-tao s.501ff., 563; *Ye Zilong)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Den Røde hær 1937


 
 


Den røde hær marcherer ind i Yanan, januar 1937
 
 

Marts 1942-forår 1945 ‘Berigelseskampagnen’ i Yanan-basen (’Yanan-terroren’)

Øjenvidne – en scene på et hospital
[To veteraner råbte:] Vi er ikke syge, hvorfor bliver vi sendt hertil? […] Vi har bedt om orlov, så vi kan tage hjem og besøge vores familier, men vi får aldrig lov. De påstår vi er tossede, og sender os herhen. – [En kadre:] Kammerater, husk nu på jeres glorværdige, revolutionære historie – [Veteranerne:] Sådan noget fis. Vi har været døde og begravet masser af gange. Og så ser vi bare andre blive embedsmænd og få gode ting at spise og gå i. Hvad får vi? Så er det bedre at tage hjem og dyrke jorden.[...]

[Øjenvidne:] Blandt kadrer i Yanan, både gamle og nye, var hjemvé meget udbredt. […] [Kadrer af bondeoprindelse] bad ofte direkte om lov til at tage hjem, men blev bremset af deres overordnede. Nogle forsøgte at flygte, og hvis man blev fanget, blev man straks henrettet. De veluddannede var noget smartere. De tav med, at de ville hjem, og fandt på en eller anden historie og bad partiet overflytte dem til et sted udenfor.
- Chang & Halliday s.273 (*Sima Lu 1952 s.64-6)

 
 

Øjenvidne – en vittighed fra Yanan
I Yanan er der kun tre ting, der er lige for alle – solen, luften og toiletterne.
- Chang & Halliday s.273 (*Centrale Partiskole, vol. 1 s.67)

 
 

Studenterlederen Wang Shi-wei: uddrag fra ’Vilde Liljer’, 13. marts 1942
Unge mennesker i Yanan ser ud til at have mistet gnisten i deres liv for nylig og at have maven fyldt med utilfredshed. Hvorfor? Hvad mangler vi i vores liv? Nogle vil måske svare: Vi mangler næring, vi mangler vitaminer […] Andre siger: Mand-kvindeforholdet i Yanan er 18 til 1, og mange unge mænd kan ikke finde en kone […] Andre endnu vil svare: Livet i Yanan er for monotont, for kedeligt […] Disse svar er ikke urimelige. Men […] unge mennesker […] er kommet for at deltage i revolutionen, og de er parate til selvopofrelse. De er ikke kommet for at søge tilfredsstillelse i mad eller sex eller livets fornøjelser.

[En overhørt samtale to unge kvinder forløb således] Han [deres chef] beskylder altid én for småborgerlig lighedsdyrkelse. Men han er selv […] meget opmærksom på sine egne privilegier […] og er fuldstændig ligeglad med de kammerater, han har ansvar for […]

Alle de fine ord – klassevenskab og varme. Det kan alt sammen koges ned til – fis! De ejer ikke engang elementær menneskelig medfølelse! […] Der er alt for forbandet få kadrer, som virkelig interesserer sig for os.
- Chang & Halliday s.274 (artikel fra Liberation Daily, *Wang Shiwei s.125-32 (Eng. Dai Qing s.2-9, 17-20))

 
 

Studenterlederen Wang Shi-wei: Om situationen i Yanan, 23. marts 1942
Nogle siger, at der ikke findes noget system med hierarki og privilegier i Yanan. Det passer ikke. Det findes. Andre siger, jo, det findes, men det er berettiget. Det kræver af os, at vi tænker i samme baner. […] Jeg er ikke nogen tilhænger af lighed. Men jeg synes, det er unødvendigt og uberettiget at have flere klasser inden for kost og beklædning. […] Hvis de syge ikke engang kan få en skefuld nudelsuppe […] samtidig med at fuldstændigt raske store kanoner smovser i ekstremt unødvendig og uberettiget grad, skubber man de lavest rangerende fra sig.
- Chang & Halliday s.275, artikel fra Liberation Daily, *Wang Shiwei s.125-32 (Eng. Dai Qing s.2-9, 17-20)

 
 

Studenterlederen Wang Shi-wei: Opfordring til ny kurs
Der må etableres retfærdighed i partiet. Uretfærdighed må afskaffes […] Spørg jer selv, kammerater […] Er I bange for at fortælle ’de store kanoner’, hvad I tænker på? […] Eller hører I til den slags, som er dygtige til at forfølge den ’lille mand’ med opdigtede anklager?
- Chang & Halliday s.275 (vægavis fra Yanan, *Wang Shiwei s.139f. (Eng. Dai Qing s.2-9, 17-20); *Wen Jize et al. 1984 s.17)

 
 

Partiideolog om privilegier
Det er ikke de ledende kammerater, som selv beder om privilegier. Det er på ordre fra partiet. Tag nu Formand Mao, for eksempel: Partiet kan beordre ham til at spise en kylling om dagen.
- Chang & Halliday s.272 (*Sima Lu 1952 s.64)

 
 

Mao – instrukser, 6. juni 1943
Sig til alle, at de skal skrive hver eneste sociale tilknytning af enhver slags ned. […]
Demokrati, frihed, lighed og broderskaber [skal kun anvendes] til vores politiske formål […] [ikke] som ægte idealer.
- Chang & Halliday s.282, 297 (*WHY, 1984 nr.8 s.6f.; *Mao 1993b vol.2 s.444f. (Eng. JPRS vol.9, del 1 s.130f.))

 
 

Mao – instrukser, 8. aug. 1943
Bortset fra en enkelt person, er alle lærere og administrationspersonale [på administrationsskolen] spioner og mange af de studerende er også spioner, sandsynligvis over halvdelen.
- Chang & Halliday s.279 (*Yang Kuisong 1997 s.510)

 
 

Mao – instrukser, 15. nov. 1943
[Alle organisationer skal] sætte vagtposter ud og indføre udgangsforbud, bandlyse gæster og hindre fri bevægelse ind og ud. […] Få alle til at skrive deres tankeundersøgelse og skrive den tre gange, fem gange, igen og igen […] sig til alle, at de skal fortælle alt, de nogensinde har gemt på, som ikke er godt for partiet [’små udbredelser’] […] Hvis man er uskyldig, bør der ikke være noget, man ikke kan oplyse overfor partiet.
- Chang & Halliday s.277-79 (*ZDJC vol.17 s.385)

 
 

De maoistiske metoder i Yanan, set af en sovjetisk stalinist, 1942-43
[Politbureau-medlem, Kang Sheng til mødedeltagere:] ”I er alle sammen Guomindang-agenter. […] Jeres genopdragelsesproces bliver langvarig”. [...]
Partidisciplinen bygger på nogle tåbeligt stive former for kritik og selvkritik. Det er cellens formand, der afgør, hvem der skal kritiseres og hvorfor. Man ”angriber” i reglen en kommunist hver gang. Alle deltager. Man kan ikke undslå sig. ”Den anklagede” har kun en ret, nemlig at angre sine ”vildfarelser”. Hvis han selv anser sig for uskyldig eller hans ”slåen sig for brystet” er for kraftesløs, begynder angrebet forfra igen. Det er en veritabel psykologisk afretning. [...] En tragisk realitet dæmrede for mig. Denne grusomme psykologiske tvangsudøvelse som Mao kalder ”moralsk renselse”, har skabt en kvælende atmosfære i partiorganisationen i Yanan. Et ikke ubetydeligt antal kommunistiske aktivister har begået selvmord, er flygtet eller blevet psykotiske. […] Cheng feng-metoden svarer til følgende princip: ”Alle skal vide alt om hinandens inderste tanker.” Sådan er det gemene og skammelige direktiv, der styrer hvert eneste møde. Alt det mest intime og personlige bredes skamløst ud til undersøgelse i al offentlighed. Under betegnelsen kritik og selvkritik inspicerer man den enkeltes tanker, længsler og handlinger.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.s.532f. (Vladimorov, Kominterns repræsentant i Yanan, citat i G. Boudarel: ”L’Idéocratie importée au Vietnam avec le maoïsme”, i La Bureaucratie au Vietnam – Vietnam-Asie-Débat no. 1, Paris 1983, s. 55-56)

 
 

Veteran om tankeundersøgelserne
Man skulle skrive ned hvad X eller Y havde sagt, foruden det man selv havde sagt, som måske ikke var så godt. Man skulle hele tiden grave i hukommelsen og hele tiden skrive. Det var modbydeligt.
- Chang & Halliday s.278 (interview med veteraner 1993ff., jf. desuden *Forlagsvirksomheden Enheden s.3ff., 66-9; *Centrale partskole vol.2 s.140; *Chen Yung-fa s.112 (Eng. Jf. Chen Yung-fa 1996))

 
 

Veteran om fangehuller i bjergene
[De var fyldte med mennesker] hvoraf mange var blevet vanvittige. Nogle lo vildt, andre græd [og] frembragte skrig og hyl som ulve hver nat.
- Chang & Halliday s.281 (*Bo Yibo 1996 s.362)

 
 


Yanan 1945. Forrest partibygning - i baggrunden bjerghuler benyttet til beboelse og fængsler
 
 

Shi Zhe: Drab på kontrarevolutionære til medicinske formål
Nede i den [store balje] lå en mandskrop omkring tredive år gammel nedsænket i formaldehyd. […] [Hospitalspersonalet fortalte, at] Kang Sheng bemyndigede os [til at dræbe tre] kontrarevolutionære [til medicinske formål]
- Chang & Halliday s.277 (Interviews med Shi Zhe, 7. sept. 1994, 11. sept. 1997.)

 
 

Partikollega til Mao om massemøderne, 13. maj 1944
[Massemøderne er:] en utrolig opslidende nervekrig. For nogle er den mere tilintetgørende end nogen form for tortur.
- Chang & Halliday s.278 (Ren Ben-shi, i *ZDJC vol.17 s.390)

 
 

Journalister udefra om studenterlederen Wang Shi-wei og besøg i Yanan, juni 1944
Han sagde igen og igen: ’Jeg er trotskist. Jeg angreb Mao. Jeg fortjener at blive henrettet […] Men Mao er så storsindet […] Jeg er utrolig taknemmelig for hans nåde.’ – Når han omtalte sine ’fejltagelser’ i fortiden, var hans ansigt så alvorligt, at det næsten var skræmmende. […] for mig så det ud, som om hans hjerne var blevet alvorligt forstyrret. […]

Hvis man stiller det samme spørgsmål til tyve eller tredive mennesker, uanset om det er intellektuelle eller arbejdere [om hvilket som helst emne] svarer de alle sammen mere eller mindre det samme. […] Selv spørgsmål om kærlighed er der tilsyneladende en mening om, som er blevet besluttet på et møde. […] [Dog] benægter de enstemmigt hårdnakket, at partiet har nogen form for direkte kontrol med deres tanker. […] [Man følte] stemningen af nervøs anspændthed. […] De fleste så stive og gravalvorlige ud. Bortset fra mr. Mao Tse-tung, som ofte viser humoristisk sans, og mr. Chou En-lai, som er dygtig til at slå en sludder af, er det sjældent, de andre ledere siger en vittighed.
- Chang & Halliday s.276, 279f. (Wei Jing-meng i Dai Qing s.65, *Zhao Chaogau et al. S.15-19, 49)

 
 

Forhørslederen om studenterlederen Wang Shi-wei
Han sagde, hvad han havde fået besked på at sige [til journalisterne]. Han havde selvfølgelig ikke noget valg. Bagefter lå han i sengen med svare kvaler. Han knyttede hænderne og udviste tegn på utrolig bitterhed.
- Chang & Halliday s.276 (*Wen Jize et al. 1993 s.78)

 
 

Maos ’undskyldning’ for Yanan-terroren, forår 1945
På centrets vegne vil jeg undskylde […] Hele Yanan begik fejl. […] Hensigten var at give jer et dejligt bad, men der blev puttet for meget kaliummanganat i [til bekæmpelse af lus] og det gjorde skade på jeres bløde hud. […] Vi sloges mod den samme fjende i mørket og kom til at såre vores egne folk […] Det var som en far, der giver sine drenge smæk. Så jeg beder jer om ikke at bære nag. Op at stå igen, beder jeg jer, børst støvet af tøjet og kæmp videre.
- Chang & Halliday s.282 (*Shi Zhe 1991 s.259; *Li Weihan s.514; Cheng Min s.26; *Wen Qiaomu s.281; Centrale Partiskole vol. 1 s.65)

 
 

Nikolaj Rosjtjin: Om kampagnen, 1945
[Kampagnens metoder var] perversioner der kostede et stort antal ofre.
- Chang & Halliday s.301 (*Jiang Nanxiang; AVPRF 0100/43/302/10 s.158-63 (Liu til Rosjtjin, 26 aug. 1950))

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Yenan-terroren 1942-1945


 
 

1939-1945 Undertrykkelse af landbefolkningen i Yanan

Xie Jue-zai (den kommunistiske chefsekretær), dagbogoptegnelser
21. juni 1939: [Bønderne blev] presset til døde [af skatteopkræverne]
19 juli 1941: [Under Manchu-dynastiet var ] transport af salt den hårdeste form for beskatning. […] De, som er fattige og ikke har råd til dyr, må bære på ryg og skuldre under uhørte lidelser […] I dag er det ikke meget anderledes end i gamle dage.
24. feb. 1944: [Skatten er] høj i forhold til den i Store Bagtrop [nationalisternes område] […] [Den] svarer næsten til et helt års høst […] [Mange] havde ingen mad efter at have betalt skat.
- Chang & Halliday s. 309 (*Xie Juezai s.309, 322f., 328, 579-80)

 
 

Tidligere guerillaleder om udrensninger i Hebei 1940
Vi slog et stort antal forrædere ihjel, for at folket ikke skulle have andet valg end at fortsætte ad revolutionens vej.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.533 (Ye Fei, interview fra 1983, i G. Benton: ”Under Arms and Umbrellas: Perspectives on Chinese Communism in Defeat”, i T. Saich & H. Van de Ven: New Perspectives on the Chinese Communist Revolution (1995) s.138)

 
  < Tilbage til kronologisk oversigt: Yenan 1939-1945  
 

1947-1948 Hungersnød og undertrykkelse

Kang Shengs instrukser til de lokale kadrer og aktivister
[I] er alt for høflige […] Der skal mishandling til. […] Bønderne skal trænes til […] ikke at vise barmhjertighed. […] Der vil ske dødsfald. Men vi skal ikke være bange for dødsfald.
- Chang & Halliday s. 358 (*Cheng Min s.221-31, *Zeng Yanxiu s.115-18)

 
 

Embedskvindes beretning om et massemøde
Fire mennesker hang i håndleddene på rad og række [for øjnene af] hver eneste mand, kvinde, gammel, ung, selv børn [i landsbyen]. [Der var en kvindelig ’jordbesidder’ for enden af et reb] Det var meget pinefuldt at tænke på. Rent faktisk ejede hun ikke ret meget jord; hun havde bare manglet arbejdskraft og havde hyret en daglejer […] De spurgte hende, hvor hun gemte sit korn. […] Jeg vidste, hun ikke havde noget. Men de blev ved med at påstå, at hun havde, og slog hende. […] Hendes bluse blev flået af. Hun havde lige født, og mælken dryppede. Spædbarnet græd og kravlede rundt på jorden og forsøgte at slikke mælken op. Folk bøjede hovederne og kunne ikke holde ud at se på. […] Mange afskyede al den slags, men blev tvunget til at se på. […] Hvis de protesterede, ville det også komme til at gå ud over dem. Nogle af landsbyens kadrer var nogle værre bøller. Retskafne, ærlige bønder turde ikke fornærme dem.
- Chang & Halliday s.359 (interview 16. okt. 1993)

 
 

Beretning om terror
[Visse steder] blev hele familier, fra den yngste til den ældste, slået ihjel. Spædbørn, som stadig diede, blev rusket og fik lemmerne flået af eller bare smidt i en brønd.
- Chang & Halliday s.359 (Sang Ye s.13-15)

 
 

Rapporter til Mao
[En lokal regel lyder] Enhver, som ikke er aktiv i fordømmelse af jordbesiddere, vil blive stenet ihjel. […] Alle er rædselsslagne.
- Chang & Halliday s.359f. (*Det centrale arkiv 1981 s.101, 129)

 
 

Diplomaten John Melby om terroren i Hebei-provinsen, 17. okt. 1947
[Den kommunistiske journalist, Jack Belden, kan berette om] den stigende brug af terror mod enhver opposition og udryddelsen af store udsnit af befolkningen. […] [De røde har] fremkaldt en rædsel og luskethed blandt bønderne, som han aldrig før har oplevet i kommunistiske områder.
- Chang & Halliday s.360 (Melby s.243)

 
 

Maos søns, An-yings, optegnelser og breve angående deltagelse i massebrutaliteten
[Mine tanker] lugtede højreorienteret. […] Jeg er ikke blevet proletariseret. […] Min karakter er bundrådden. […] [Jeg følte mig] ekstremt fuld af smerte at jeg græd. […] Min proletariske holdning er blevet stærkere nu.

[Under ugelangt massemøde med 10.000 bønder] Det var meget koldt den dag. […] Alle sagde: ’Hvor er det koldt! Der må være en del, som fryser ihjel i dag. Hvad har vi gjort for at fortjene det her!’ […] Efter omhyggelig træning begyndte fordømmelserne den femte dag. […] Menneskemængden fik besked på at hæve deres våben på et givet ord og råbe adskillige gange: ’Dræb, dræb, dræb’ […] Menneskemassen var ubehersket og vild, og det endte med, at otte mennesker blev pryglet ihjel. […] Nogle af de forfremmede aktivister var bøller og udskud, [forhenværende] japanske marionetsoldater og lakajer.
- Chang & Halliday s.361 (An-yings dagbøger, 14 apr., 5-6 nov., 16. dec. 1947, *håndskrevne, upublicerede)

 
 

Den nationalistiske kaptajn Hsu Chens om sin hjemkomst 1948
Mange familiemedlemmer og venner kom for at besøge mig. […] Jeg snakkede løs med hver eneste gæst, til jeg var tør i halsen, og mine læber sprækkede. […] Jeg fortalte dem om de kommunistiske banditters hjerteløse og dyriske ugerninger. […] Men jeg kunne ikke vække dem af deres drømme, men vakte i stedet deres irritation. […] Det gik op for mig, at de fleste af dem tænkte som følger: ’Den slags er nationalistisk propaganda. Hvordan kan du tro på alt det? I en så voldsom krig er det bare noget midlertidigt […] Vi har været igennem japanernes besættelse og overlevet. Du kan da ikke sige, at kommunisterne er værre end japanerne.’ Man kan sige, at disse synspunkter repræsenterede den måde, samfundets middel- og underklasse tænkte. […] Folk skal altid lære af egen erfaring.
- Chang & Halliday s.362f. (*Hsu Chen (1987) s.341-3)

 
 

Lokal kadre om etiketteringen af mennesker i 1948
Den måde man tjener til livets ophold, er afgørende for den måde man tænker på.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.546 (W. Hinton: Fanshen. Paris 1971, s.484)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Undertrykkelse 1947-1948


 
 

1948 Udsultningen af Changchun

Ordre fra Lin Biao, 30. maj 1948
Gør Changchun til en dødens by […] Civile skal udtrykkeligt forbydes at forlade byen.
- Chang & Halliday s.354 (*Zhang Zhenglong s.441)

 
 

Rapport fra Lin Biao til Mao, 9. sept. 1948
Blokaden […] har givet bemærkelsesværdige resultater og skabt alvorlig hungersnød i byen […] De civile indbyggere lever hovedsageligt af blade og græs, og mange dør af sult. […] Vores politik har været at forbyde enhver at gå ud. […] I forreste række har vi anbragt vagt for hver 50 meter, sat ståltråd op, gravet grøfter og lukket alle huller. […] Dem, som slap ud, overtalte vi til at vende tilbage […] Efterhånden som hungersnøden blev værre og værre strømmede […] sultne mennesker ud; vi drev dem tilbage, de blev presset tilbage til ingenmandslands […] hvor mange døde af sult. Et [sted] alene lå der omkring 2000 døde. […] Sultende mennesker i massevis knælede foran vores soldater og tiggede om lov til at slippe ud. Nogle lagde deres spædbørn på jorden foran tropperne og gik selv tilbage, andre hængte sig i stolperne. Vagterne kunne ikke udholde synet af al den elendighed. Nogle knælede ved siden af de sultende og græd sammen med dem […] andre slap flygtningen igennem i det skjulte. Da vi havde fået rettet på det, opdagede vi noget nyt. Soldater bankede, mishandlede og bandt flygtninge [for at presse dem tilbage] og gik så langt som til at åbne ild mod dem, så nogle døde.
- Chang & Halliday s.354f. (*Liu Tong s.635-6, *Zhang Zhenglong s.469)

 
 

Øjenvidne, en rød veteran
Det kom ikke helt bag på os, da vi uden for byen hørte, at så mange mennesker var døde af sult. Vi var kommet forbi mange bunker lig, og vores hjerter var blevet hårde. Vi var blaserte. Men da vi kom ind i byen og så, hvordan der så ud der, var vi knuste. Mange af os græd. En del af os sagde: Det er meningen, vi skal kæmpe for de fattige, men hvor mange af alle de døde her er rige? Hvem af dem er nationalister? Er de ikke alle sammen fattige
- Chang & Halliday s.356 (*Zhang Zhenglong s.482)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Changchun 1948


 
 

MAO VED MAGTEN (1949-1976)

 
 

Okt. 1950-okt.1951 ’Kampagnen til undertrykkelse af kontrarevolutionære’

Maos instrukser 24. og 30. mar. 1951
Vi dræber ikke en eneste af de højtstående under Chiang Kai-shek. Vi dræber kun de små fisk under Chiang Kai-shek.

[Der bør være] omfattende anholdelser, omfattende drab. […] [Det er kritisabelt] at være for slappe og ikke dræbe [tilstrækkeligt].

Først når den ting [massehenrettelserne] er gjort ordentligt, er vores magt sikker.

Mange steder […] tør man ikke dræbe kontrarevolutionære i et stort antal offentligt. Den situation skal ændres.
- Chang & Halliday s.368f., 371 (*Mao (1977) s.317 (Eng.: Kau & Leung s.163). Ordre 24. og 30. mar. 1951, *Mao (1987-98) vol. 2 s.62f., 192, 202)

 
 

Undertrykkelse af befolkningen efter magtovertagelsen. Revolutionens fjender udstilles, mens de afventer deres endelige skæbne - på skiltene lyder anklagen: "landbesidder" og "spion"

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Udrensninger 1950-1951


 
 

Slutn. 1951-maj 1953: ’De 3 antier-kampagnen’ og ’De 5 antier-kampagnen’

Maos instrukser
[Vi skal fange] store tigre […]. Vi må sikkert henrette 10.000 til adskillige snese tusinde kassebedrøvere over hele landet, før vi kommer problemet til livs. […] Den, som ikke adlyder, er selv enten bureaukratist eller kassebedrøver.
- Chang & Halliday s.373 (Mao 8. dec. 1951 (*Mao 1987-98, vol. 2, s.549) og 4. jan. 1952 (*Mao 1987-98, vol. 3, s.12))

 
  < Tilbage til kronologisk oversigt: Antier-kampagnerne 1951-1953  
 

1953-1956: Supermagtsprogrammet

Maos instrukser, oktober 1953 og juli 1954
Hvad angår varer, der er nødvendige for nationens overlevelse (f.eks. korn, sojabønner og planteolie), er det rigtigt, at vi må kunne forsyne den kinesiske befolkning, men vi må kraftigt understrege, at […] vi må tænke på enhver mulighed for at tvinge dem [fødevarer] fri til eksport. […] Hvad angår varer (som kød og jordnødder) der er mindre nødvendige for befolkningens overlevelse, har vi så meget desto større grund til at skære på det indenlandske forbrug for at tilfredsstille behovet for eksport.

Hvad varer som kød angår, bør man indskrænke hjemmemarkedet for at garantere eksporten. Andre varer som frugt, te […] bør eksporteres i videst muligt omfang, og bør kun udbydes på hjemmemarkedet, hvis der er noget tilovers.
- Chang & Halliday s.435f. (*China Today, vol. 1 s.15f.)

 
 
Maos rapport, 21 april 1953
Cirka 10 procent af landbrugets husholdninger kommer til at lide under fødevareknaphed til forår og sommer […] eller må endog klare sig helt uden.
- Chang & Halliday s.438 (*Mao 1987-98, vol.4 s.197f.)
 
 

Embedsmand om tvangsudskrivningen
Ikke en eneste familie har nok at spise. […] Jeg har arbejdet et helt år, men til sidst må jeg alligevel sulte et par måneder. […] Mine naboer har det ligesådan. […] Høsten er ikke dårlig, men hvad nytter det? Uanset hvor meget vi høster, har vi alligevel ikke nok at spise […] [Hvad angår ’basismad’] er der ingen, som har fået bare det.
- Chang & Halliday s.447 (*Zhou Jingwen s.341-3)

 
 

Maos instruks
Opdrag bønderne til at spise mindre og gøre vællingen tyndere. Staten bør gøre sit yderste […] for at forhindre bønderne i at spise for meget.
- Chang & Halliday s.447 (*Mao 1987-98, vol.5 s.267)

 
 

Mao til politbureauet, 2. okt. 1953
Det her er en krig mod fødevareproducenterne – foruden mod fødevareforbrugerne. […] Marx og Engels sagde aldrig, at bønder kun var af det gode.
- Chang & Halliday s.448 (*Bo Yibo 1993 s.263f.)

 
 

Maos beklagelse over rapporter
10.000 rapporter om døde mennesker, døde dyr og folk som plyndrer kornlagre: 10.000 rapporter om mørke […] [Folk] mangler ikke mad hele året – kun seks eller fire måneder.
- Chang & Halliday s.449 (*Mao CCRM vol.13, s.18)

 
 

Mao til embedsmænd
I må være mindre samvittighedsfulde. Nogle af vores kammerater udviser for megen barmhjertighed og ikke tilstrækkelig brutalitet, hvilket betyder, at de ikke er så marxistiske. […] I det spørgsmål har vi ganske rigtigt ingen samvittighed! Så brutal er marxisme.
- Chang & Halliday s.449 (*Bo Yibo 1993 s.350f.)

 
 

Maos instruks, maj 1955
Vi skal anholde 1,5 millioner kontrarevolutionære på fem år. […] Jeg går helt ind for flere anholdelser. […] Der skal lægges vægt på følgende: Anholdelser i stor målestok, gigantisk målestok […] Mine prutter [dvs. ordre] er socialistiske prutter, og de skal være velduftende.
- Chang & Halliday s.450 (*Mao CCRM vol.13, s.13, 17)

 
 

Liu Shao-chi
Vi indførte socialisme, og så forsvinder alting.
- Chang & Halliday s.450 (*Liu 1996 vol.2, s.350)

 
 

Maos instruks
Kontrarevolutionære […] udgør […] cirka 5 procent [af de undersøgte]. Når dette tal overstiges, skal der indhentes tilladelse.
- Chang & Halliday s.450 (*Mao 1987-98, vol.5 s.149, 472)

 
 

Mao til topledelsen, 1956
Første halvdel af 1955 har været grum […] med sorte skyer over det hele. […] Vi er blevet mødt med forbandelser alle vegne. Folk sagde, vi ikke duede. Alt sammen bare fordi [vi tog] en smule korn. I sidste halvdel af året er forbandelserne forsvundet. Glædelige omstændigheder er indtruffet. En god høst og kollektiviseringen er to af de store, glædelige begivenheder, og så var der udrensningen af kontrarevolutionære – endnu en glædelig begivenhed.
- Chang & Halliday s.451 (*Mao CCRM vol.11A, s.88)

 
 

Mao om levestandarder, 1957
Jeg mener ikke levestandarden i Polen er for lav. Tværtimod mener jeg, at den er relativt meget høj. Polakkerne spiser mere ned to-tretusinde kalorier om dagen, mens det ville være tilstrækkeligt med [omkring 1.500]. Hvis folket mener, der er for få forbrugsvarer til rådighed, bør [regimet] øge propagandaindsatsen.
- Chang & Halliday s.462 (Maneli s.81f.)

 
 

Mao om levestandarder og ofre, 2. nov. 1957
Man siger, at det er skidt med fattigdom, men det er i virkeligheden godt. Jo fattigere folk er, jo mere revolutionære er de. Det er rædselsfuldt at forestille sig den dag, hvor alle er rige. […] Med et overskud af kalorier vil folk have to hoveder og fire ben. Vi er parate til at ofre 300 millioner kinesere for verdensrevolutionens sejr.
- Chang & Halliday s.468, 500 (Borisov 1982 s.72 (fra optegnelser fra kommunistkonference i Sovjetunionen, 2. nov. 1957), Kapitsa 1996 s.60, Sidikhmenkov MS, s.215)

 
 

Mao til de øverste ledere om lektien fra Østeuropa, 15. nov. 1957
I Ungarn er det sandt, at levestandarden ikke forbedredes ret meget, men den var slet ikke så ringe. Og alligevel […] var der stort postyr der. […] Det grundlæggende problem med nogle af de østeuropæiske lande er, at de ikke eliminerede alle de der kontrarevolutionære. […] Nu ligger de, som de har redt. […] I Østeuropa har man simpelthen ikke slået ihjel i stor målestok. […]. Vi må slå ihjel. Og vi siger, at det er godt at slå ihjel.
- Chang & Halliday s.474 (*Mao CCRM, vol. 11A, s.114; *Mao 1977, s.317-23 (Eng. Overs. Leung & Kau, s.163, 167; *Yang Kuisong 1999 s.388)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Supermagtsprogrammet 1953-1956


 
 

Juni 1957-1958: Drabet på ’De Hundrede Blomster’ / ’Anti-højrefløjskampagnen’

Mao om ’tankereform’ og hjernevask, 17. nov. 1957
Nogle udlændinge siger, at vores tankereform er hjernevask. Det er rigtigt, synes jeg, det er lige præcis hjernevask.
- Chang & Halliday s.475 (*Mao CCRM vol. 11A, s.211 (Eng. Lang & Kau s.775)

 
 

Eksempler på kritik af det kommunistiske styre, 1957-58
- I manglen på beskyttelse af borgernes rettigheder er den nuværende regering værre end de feudale dynastier og Chiang Kai-shek.
- [Offentlige fordømmelser] er meget værre end at komme i fængsel. […] Bare tanken om dem får en til at ryste fra top til tå
- [Jeg] vil bare følge loven og ikke partiordre
- Hvorfor er ’ledelse’ nødvendigt på kulturområdet? Hvem vejledte Shakespeare, Tolstoj, Beethoven, Molière?
- Alle økonomiske statistikker er statshemmeligheder, selv produktionstallet for alkali. […] Hvad er det andet end et forsøg på at holde folk i en tilstand af dumhed?
- Jeg har ligefrem hørt om bønder […] som dør efter kun at have haft græsrødder at spise i områder så frugtbare, at de er kendt som landet med fisk og ris. Men aviserne skriver ikke noget om det.
- Hvorfor al den pragt? […] [Når] lokale ’lokale partikonger’ anvender metoder som misbrug, tortur og indespærring for at presse mad ud af bønderne […] Vi må være klar over, at utilfredse bønder kunne finde på at smide formand Maos portræt i toilettet.
- Den nye herskende klasse [holder] receptioner og banketter [mens] titusinder af mennesker […] måtte nøjes med græsrødder eller bark fra træerne. […] Når en kok laver god mad, siger man, at ’det er takket være Formand Maos lederskab’. […] Tro ikke, at du er en klog gud.
- Chang & Halliday s.476f., 480 (*Niu & Deng s.122f., 200, 204, 208-10, 269, *Ding Shu 1993 s.124, 132, *Zhu Zheng s.384, 447, 470-2, *XB 1957 no.14 s.61-6, *Dai Huang)

 
 

Mao til partiets inderkreds om de intellektuelle han havde tilladt at kritisere styret, 6. april 1958
Intellektuelle [er] begyndt […] at ændre holdning fra forsigtige til mere åbenmundede. […] En skønne dag vil straffen ramme dem. […] Vi ønsker at lade dem tale ud. I skal bide tænderne sammen og lade dem angribe! […] Lad alle de oksedjævle og slangedæmoner […] forbande os i nogle få måneder. […] Hvordan skal vi fange slangerne, hvis vi ikke lader dem komme ud af deres skjul? Vi ville have de skildpaddesønner [sataner] til at sno sig ud i lyset og synge og prutte […] på den måde kan vi fange dem.
- Chang & Halliday s.475 (*Mao CCRM vol. 13. s.115)

 
 

Øjenvidne om deportationer til Manchuriet
[De deporterede måtte bygge ly] i al hast med kornstrå som tag. […] [Med bål] lå temperaturen stadig omkring en halv snes grader under frysepunktet. […] De huse af ler og græs, vi boede i var utætte, så vinden stod ind fra alle sider. […] Der var næsten ingen grøntsager og kød. […] Vi stod op […] ved daggry lidt over fire, og arbejdede indtil syv eller otte om aftenen. […] I disse 15-16 timer […] arbejdede vi stort set uden pause. […] Om sommeren […] skulle vi stå op klokken to om natten. […] Vi fik højst tre timers søvn. [Til fangerne lød det:] ’I er kommet her for at sone jeres forbrydelse! I kan vove på at lave ballade eller snyde jer fra arbejdet.
- Chang & Halliday s.479f. (*Dai Huang)

 
 

Mao om undertrykkelsen
[Der blev] fordømt 100.000, anholdt 10.000 og dræbt 1000. De andre provinser gjorde det samme. Så vores problemer blev løst.
- Chang & Halliday s.478 (*Mao CCRM vol. 13 s.201)

 
 

Jean Pasqualini om sit fangenskab i det kinesiske kz-system (lao-gai) 1957-64
[Jean Pasqualini (Bao Ruo-wang på kinesisk), der har kinesisk mor og fransk far, arresteres i 1957 for ”kontrarevolutionær aktivitet” og kom igennem syv til at opleve det kinesiske lao-gai-system indefra]

[Celleformanden indskærper:] ”Uanset hvilken kategori vi tilhører, har vi alle begået vore forbrydelser, fordi vi har tænkt nogle meget slette tanker”. […] Han [celleformanden] kastede os utrætteligt ud i gruppediskussioner eller historier som indeholdt noble moralske principper, der skulle iagttages. Alle andre emner som kunne være faldet os ind - familien, maden, sport, tidsfordriv eller, naturligvis, sex - var absolut forbudt. ”Over for ledelsen må vi lære sammen og gensidigt holde øje med hinanden”, sådan lød fyndordet, og det stod skrevet overalt i fængslet. […] Fangen lærer meget hurtigt at tale i form af helt uforpligtende slagord. Faren er naturligvis, at han måske ender med udelukkende at tænke i slagord. De fleste bukker under. […]

Det varer ikke længe før en mange mister sin selvtillid. I årenes løb har Maos politi udviklet sine forhørsmetoder til en sådan grad af forfinelse, at jeg vil vædde på, at ingen som helst, kineser eller ej, kan sætte sig op imod dem. Deres formål er ikke så meget at få en til at finde på ikke eksisterende forbrydelser, som at få en til at indrømme, at ens hidtidige daglige tilværelse var moralsk anløben, forbryderisk og strafbar, fordi den ikke svarede til deres egen livsopfattelse - politiets. At det lykkes for dem, hviler på det grundlag, at fangen er fortvivlet og er klar over, at han for evigt og udsigtsløst er overladt til sine fangevogtere på nåde og unåde. Han kan ikke forsvare sig eftersom hans anholdelse er det ultimative, uomtvistelige bevis på, at han er skyldig. (Under mit fængselsophold lærte jeg en mand at kende, som var blevet anholdt af en fejltagelse - han havde samme navn som den eftersøgte. Efter nogle måneders forløb havde han tilstået alle mandens forbrydelser. Da man opdagede fejltagelsen, havde fængselsmyndighederne det største besvær med at overtale ham til at tage hjem. Det følte han sig alt for skyldig til.) Fangen har ikke ret til en retssag, kun til en velordnet ceremoni, der måske varer en halv time; han har ikke ret til at rådføre sig med en advokat og heller ikke til at appellere i den betydning den vestlige verden forstår ordet. […]

Og så var der maden - det eneste der betød noget, den største glæde og den stærkeste motivationsfaktor i hele straffesystemet. Jeg havde været så uheldig at ankomme til [forhørscentret] Den Disede Allé i Det Grønne kun en måned efter indførelsen af rationering som en officiel del af forhørsteknikken. Den fortvivlende knapt tilmålte og vandholdige majsgrød, de små hårde wo'tou-pandekager og grønsagsskiven blev midtpunktet i vores liv og det helt fundamentale for al vores opmærksomhed. Da rationeringen fortsatte, og vi tabte os, fandt vi ud af at spise hver bid på en umådelig koncentreret måde for at få den til at vare så længe som muligt. Det fløj med fortvivlede rygter og løs snak om hvor god og rigelig maden var i arbejdslejrene. Disse historier var ofte plantet, opfundet af forhørslederne for at få fangerne til at tilstå. Efter et år med den kost var jeg parat til at indrømme næsten hvad som helst for at få noget mere mad.

Mangelen på mad var sat i system på en særdeles udspekuleret måde. Man gav os tilstrækkeligt med mad til at holde os i live, men aldrig nok til at få os til at glemme, at vi var sultne. I mine femten måneder i forhørscentret fik jeg kun ris en eneste gang, og aldrig kød. Et halvt år efter min arrestation var min mave helt flad, og jeg begyndte at få nogle karakteristiske blå pletter på leddene bare ved kroppens kontakt med fællessengen. Huden på mine balder hang som brysterne på en gammel kone. Mit syn blev sløret, og jeg mistede koncentrationsevnen. Jeg satte en slags rekord i vitaminmangel, da jeg endelig blev i stand til at knække neglene på mine tæer med hånden, uden at bruge neglesaks. Jeg begyndte at miste håret. […]

”Livet var såmænd slet ikke så dårligt før i tiden,” sagde Loo. ”Vi fik en skål rig hver fjortende dag, rigtigt hvedebrød i slutningen af hver måned og lidt kød ved de store højtider, som nytår, første maj og første oktober. Det var slet ikke så dårligt.”

Forandringen skyldtes følgende: En folkedelegation var kommet på inspektionsbesøg i fængslet under De Hundrede Blomsters Kampagne. De var blevet forfærdede over at se fangerne spise sig mætte. Det var utilstedeligt, havde de konkluderet, at disse kontrarevolutionære - samfundets udskud og folkets fjender - nød godt af en levestandard, der var højere end mange bønders. Fra november 1957 at regne var der ikke længere ris, ikke længere kød, og ej heller hvedemel ved højtiderne.

Vi var så besatte af tanken om mad, at det på en vis måde gjorde os afsindige. Vi var i stand til hvad som helst. Det var den perfekte atmosfære til forhør. Vi endte alle sammen med at bede om at blive sendt i arbejdslejr. Der var ingen der forlod Den Disede Allé i Det Grønne uden omhyggeligt at have specificeret det skriftligt. Der var sågar en officiel vending: ”Jeg beder Dem om tilladelse til at bevise, hvor meget jeg angrer mine vildfarelser ved at arbejde i en lejr.”

Senere kunne en hvilken som helst fangevogter, hvor uudholdelige forholdene i lejren end var, uden at lyve fortælle os, at vi udelukkende var der, fordi vi selv havde bedt om det. […]

[Om beviserne og angivelserne]. Det var en skræmmende åbenbaring. Imellem disse hundredvis af sider var der angivelsesformularer som var udfyldt af kolleger, venner og alle mulige mennesker, som jeg kun havde truffet en eller to gange […] - hvor mange var det ikke, der havde forrådt mig, mennesker som jeg havde skænket min fortrolighed uden bagtanker! […]

[Om afstraffelse af fanger v.h.a. andre medfangerne] Vores offer var en fange på omkring fyrre år, der var anklaget for at have aflagt falsk tilståelse. Det var en indædt kontrarevolutionær, vrælede en opsynsmand i en papmegafon. […] Hver gang han så op for at sige noget - om det var rigtigt eller forkert interesserede os ikke - druknede vi ham i en strøm af råben og skrigen: ”Løgner!”, ”Du er en skamplet på menneskeheden!”. Ja, sågar: ”Dit dumme svin!” […] Prøven fortsatte på den måde i tre timer, og for hvert minut, der gik, blev vi mere og mere sultne og forfrosne, og mere ondskabsfulde. Jeg tror vi kunne have flået ham i stumper og stykker for at opnå, hvad vi ville. Senere, da jeg fik tid til at tænke mig om, gik det op for mig, at vi naturligvis også samtidig havde underkastet os selv denne prøve ved mentalt at forberede os på at acceptere ledelsens holdning med et begejstret samtykke, uden hensyntagen til den angrebne mands meritter. […]

[En fangervogter til Pasqualini, da han er ved at rengøre en sin sandal:] ”Din hjerne er endnu mere beskidt, og den stinker endnu mere! Hold op med det samme! Det der er en bedsteborgervane. Rengør din hjerne i stedet for!” […]

[En henrettelse uden rettergang i laogai'en] Midt iblandt dem stod barberen, fastlænket. Et reb om halsen, bundet fast til bæltet, holdt hans hoved bøjet. Hænderne var bundet på ryggen, og vagterne skubbede ham direkte hen til scenekanten, lige foran os. Der stod han i tavshed, som en bastet og bundet bodfærdig synder mens små striber af damp steg op ved hans fødder. Yen havde forberedt en tale.

”Jeg har noget forfærdeligt at sige til jer. Jeg er ikke glad for at gøre det, og jeg har heller ingen grund tit at være stolt af det. Det er min pligt, og det burde være jer en lærestreg. Det rådne æg I ser der foran jer, er blevet sat i fængsel som følge af en sædelighedsaffære: han havde haft et homoseksuelt forhold til en dreng. For den forbrydelse blev han kun idømt 7 års fængsel. Senere, da ban arbejdede på en papirfabrik, opførte ban sig konstant dårligt og stjal gentagne gange.

Hans straf blev fordoblet. Nu har vi konstateret at han under sit ophold her har forført en ung fange på nitten år - en mentalt retarderet fange. Hvis det forekom ude i samfundet, ville han få en streng straf. Men ved at begå sin gerning her, har han ikke blot syndet i moralsk henseende, han har også tilsvinet fængslets gode navn og de store politiske tanker om forbedring gennem arbejde. I betragtning af hans gentagne forbrydelser vil repræsentanten for den højeste Folkedomstol derfor nu læse hans dom op for jer.”

Manden i den blå uniform trådte frem og læste det dystre dokument, en opsummering af forbrydelserne som sluttede med Folkedomstolens beslutning: dødsstraf med øjeblikkelig effektuering af dommen.

Alt skete så pludseligt, at jeg ikke engang nåede at blive hverken chokeret eller forskrækket. Før manden i den blå uniform overhovedet havde nået at sige det sidste ord, var barberen død. Den vogter, der stod bag ved ham, trak en kæmpestor pistol op og skød ham i hovedet. En strøm af blod og hjernemasse fløj op i luften og faldt ned på dem af os, der stod i de forreste rækker. Jeg så væk fra den hæslige skikkelse der lå og spjættede på gulvet, og kastede op. Yen kom tilbage og talte igen: ”Lad det tjene jer til advarsel. Jeg er blevet bemyndiget til at sige, at der for fremtiden ikke vil blive vist nogen overbærenhed her i lejren. Fra og med i dag vil alle forbrydelser af moralsk karakter blive straffet på samme måde. Gå nu tilbage tij jeres celler og diskuter det, der er sket her.” […]

[En medfange forklarer] ”Alle disse mænd ... at tænke sig at ingen af dem nogen sinde slipper ud af fængslet, inklusive mig selv. En livsvarig kontrakt. Du er den eneste der er anderledes, Bao. Måske går du ud ad hoveddøren en skønne dag. Det kan ske for en udlænding, men ikke for os. Du er den eneste, der kan fortælle om det bagefter, hvis du kommer ud. Det er derfor vi bar ønsket at holde dig i live, Bao [...] så længe du bliver her, overlever du. Det lover jeg dig. Og hvis du bliver overflyttet til andre lejre, vil du der møde andre fanger som tænker ligesom os. Du er en dyrebar ladning, gamle dreng!” […]

En kold og blæsende aften forlod jeg cellen i belæringstiden for at pisse. Da den iskolde nordvestenvind ramte mig i ansigtet, følte jeg mig mindre tilbøjelig til at gå de to hundrede meter over til toiletterne. Jeg gik hen til en lagerbygning og pissede op ad muren. Når alt kommer til alt, tænkte jeg, er der ingen der kan se mig i mørket. Jeg tog fejl. Jeg var knap færdig, da jeg fik et voldsomt spark i bagdelen. Da jeg vendte mig om, kunne jeg kun skelne en silhuet, men stemmen tilhørte en fangevogter.

”Er du ikke bekendt med hygiejnereglementet?” spurgte han. ”Hvem er du?” Jeg sagde mit navn, og det der fulgte efter, var en lektion jeg aldrig vil glemme. […] ”Jeg indrømmer at det var forkert, fangevogter, men det jeg har gjort, er ikke en overtrædelse af fængselsreglementet, hvorimod De har krænket loven. Ledelsens medlemmer har ikke ret til at slå fangerne. Fysisk vold er forbudt.”

Der blev stille et øjeblik mens silhuetten tænkte over det, og jeg ventede det værste.

”Det du siger, er rigtigt, Bao”, sagde han roligt og i et afmålt tonefald. ”Hvis jeg indrømmer, at jeg har begået en fejl - og jeg vil tage spørgsmålet op ved vores næste selvkritikseance (fangevogternes) vil du så gå tilbage til din celle og skrive mig en fuldstændig bekendelse?”

Jeg blev overrasket over hans reaktion. Og også rørt, for her havde jeg en fangevogter, der indrømmede sit fejltrin over for en fange! [...]

”Ja, fangevogter. Selvfølgelig vil jeg det.” [...] Jeg satte mig på min plads og begyndte at skrive min bekendelse. Under den ugentlige samvittighedsundersøgelse nogle dage senere læste jeg den højt for hele cellen.

”Overfladisk set kan det jeg bar gjort, forekomme mindre alvorligt,” tilføjede jeg, da jeg var frerdig med at læse op, ”men hvis man ser lidt nærmere på sagen, viser min handling, at jeg ikke respekterer ledelsens lære og at jeg modsætter mig forbedring. Ved at pisse på den måde , skiltede jeg i det skjulte med min vrede. Det var en virkelig fej handling. Det var som om jeg spyttede ledelsen i ansigtet ved at tro at ingen kiggede på mig. Jeg kan kun bede ledelsen om at straffe mig så strengt som muligt.”

Bekendelsen blev sendt til fangevogter Yang, og jeg ventede. Jeg forberedte mig allerede, med opbydelsen af alt mit mod, på et nyt ophold i brummen. To aftener senere trådte Yang ind i cellen med sin dom.

”For nogle dage siden,” sagde han, ”troede en af jer, at han stod over loven og begik en alvorlig fejl. [...] Vi lader nåde gå for ret for denne gang, men tro ikke, at det betyder, at I altid kan slippe for ubehageligheder bare ved at skrive et brev, hvor I beder om forladelse. […]

De frie arbejdere som vi begyndte at møde, var en trist flok. De lignede virkelig livstidsfanger. De var dovne, uerfarne og snavsede. De havde tydeligvis konkluderet at intet mere var umagen værd, og på en made havde de ret. De var hele tiden skrup-sultne, hele tiden under opsynsmændenes og fangevogternes kommando og låst inde om natten fuldstændig ligesom os andre. Den eneste forskel mellem vores forhold og deres var, at de havde det privilegium at kunne besøge deres familie. Det var det eneste, der betød noget. Ganske vist fik de også løn, men den skulle de bruge på mad og tøj, som de ikke længere fik foræret af ledelsen. Disse frie arbejdere var bedøvende ligeglade med hvad der kunne ske.” […]

[En far får besøg af sin lille søn] En ondskabsfuld lille snothvalp på en ti-elleve år: ”Jeg ville ikke være kommet,” skrålede han stolt, ”men min mor tvang mig til det. Du er kontrarevolutionær og en skam for din familie. Du har afstedkommet store tab for regeringen. Du har virkelig fortjent at være i fængsel. Alt hvad jeg kan sige, er at du skulle tage og forbedre dig, ellers får du, hvad du har fortjent.” Selv vagterne blev chokerede over hans tirade. Fangen vendte tilbage til sin celle i grad (hvilket var forbudt), mens han mumlede: ”Hvis jeg havde vidst, at det ville ske, ville jeg have kvalt ham den dag han blev født.” [Fangevogteren] Tien lod tildragelsen passere uden så meget som en bebrejdelse. […]

[En medfange forklarer:] ”Kommunisterne føler sig ikke forpligtet til at holde de løfter de giver deres fjender. Som middel til at nå deres mål tøver de ikke med at bruge alle de krumspring og kneb, der kan være dem til nytte - herunder trusler og løfter […] Og husk også en anden detalje: Kommunisterne har ikke den mindste respekt for folk, der skifter side.

- J. Pasqualini (& R. Chelminski): Prisonnier de Mao: sept ans dans un camp de travail en Chien. Paris 1975 (eng. Orig. 1973) s.33, 51-53, 41, 47-49, 77, 86, 194, 197f., 262, 267-69, 282, 311, 315f. Her efter J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.s.566, 575, 568f., 574, 570, 589, 578, 559, 566f., 564, 583, 570

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Drabet på det hundrede blomster 1957-1958


 
 

Maj 1958-1961: ‘Det Store Spring Fremad’

Mao til det øverste råd, 28. jan. 1958
Hvad skal vi stille op, hvis ikke der er nok at spise? Det er ikke værre, end at man så må spise mindre […] på orientalsk vis […] det er godt for helbredet. Vesterlændinge har masser af fedt i deres mad; jo længere vestpå man kommer, jo mere fedt spiser de. Jeg siger, at vestlige kødædere er foragtelige. […] Jeg synes det er godt at spise mindre. Hvad er formålet med at spise en masse og få en stor vom som de udenlandske kapitalister i tegneserierne
- Chang & Halliday s.486f. (*Mao 1987-98 vol. 7 s.44; *Mao CCRM vol. 13 s.92)

 
 

Mao om det kinesiske folks undværlighed, 17. maj 1958
Der er ingen grund til at tage på vej over en verdenskrig. Der kan højst ske det, at folk dør. […] Halvdelen af befolkningen bliver udslettet – det er sket ikke så få gange i Kinas historie. […] Det er bedst, hvis halvdelen af befolkningen er tilbage, næstbedst ned en tredjedel.
- Chang & Halliday s.500 (*Mao CCRM vol. 11B s.64)

 
 

Mao ved partikongres om døden, 20. maj 1958
Ville det ikke være katastrofalt, hvis Kong Fuzi levede den dag i dag? […] [Den taoistiske filosof Chuang Tzu] gjorde ret i at tage den med ro og synge, da hans kone døde. Der bør være jubelmøder, når folk dør. […] [Døden] er så sandelig noget at glædes over. […] Vi tror på dialektik, hvorfor kan vi så ikke gå ind for døden? […]
- Chang & Halliday s.499f. (*Mao 1987-98, vol. 7 s.201, *Mao CCRM vol. 11B s.68)

 
 

Maos offentlige erklæring, 4. aug. 1958
Vi må overveje, hvad vi skal gøre med al den overskydende mad.
- Chang & Halliday s.486 (*Qui Shi vol. 3 s.235, *RR 11. aug. 1958)

 
 

Maos ordre til provinscheferne, 19. aug. 1958
Hvis I forlanger ting udleveret, og de ikke bliver udleveret, skal Ifølge kravet op med magtanvendelse.
- Chang & Halliday s.486 (*Mao CCRM vol. 13 s.129)

 
 

Direktiv, 19. august 1958
[Alle husholdninger skal] overdrage deres private jord […] huse, dyr og træer. […] [Indbyggerne skal bo på sovesale] i overensstemmelse med principperne til fremme af produktion og kontrol. […] [Man kan] afmontere [folks hjem] hvis kommunen har brug for murstenene, fliserne eller tømmeret.
- Chang & Halliday s.494. Direktiv vedrørende stiftelsen af folkekommunen, Chayashan Sputnik, 19. august 1958. (Chayashan kommunecharter *ZDJC vol.22 s.497-50, *Mao CCRM vol. 13 s.130, *Mao 1987-98 vol. 7 s.345-7, *Chen Han s.158-161)

 
 

Regimets slogan til indlevering af alt metal
At indlevere en hakke er at udslette en imperialist, og at skjule et søm er at skjule en kontrarevolutionær.
- Chang & Halliday s.492 (*CCP Zhenyuan komitéen, s.53)

 
 

Den komplet nyttesløse forarbejdning af metal i de såkaldt baggårdsovne under 'Det Store Spring Fremad'

 
 

En kadres bemærkning om folk, der dør af hungersnød
Hvis folk ikke dør, vil jorden ikke kunne rumme dem! Folk lever, og folk dør. Hvem dør ikke?
- Chang & Halliday s.500 (*Wang Gengjin et al. 194f.)

 
 

Partichefen i Xinyang
Der [er] ikke mangel på mad. Der er masser af korn, men 90% af indbyggerne har ideologiske problemer.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.552 (J. Becker: Hungry Ghosts: China's Secret Famine. London 1996, s.113)

 
 

Proklamation fra Anhui
[Anhui vil] holde den røde fane højt, selv hvis 99% skulle dø.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.553 (J. Becker: Hungry Ghosts: China's Secret Famine. London 1996, s.146)

 
 

Officielt forbud mod hjælp til forældreløse i Anhui
Jo flere man tager til sig, jo flere prisgiver man.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.553 (J. Becker: Hungry Ghosts: China's Secret Famine. London 1996, s.139)

 
 

Forsvarsminister Peng De-huai om baggårdsovnene og bønderne under inspektionsrejse, efteråret 1958
De ovne kommer til at brænde alt, hvad vi har. […] Folk blev pryglet, når de går for sent i marken, ryglet bare for at sige ting, andre ikke bryder sig om at høre. […] Mange kvinder lider af livmoderprolaps eller udebleven menstruation.
- Chang & Halliday s.503 (*Peng 1981 s.266, 274f. (Eng.: Peng s.487, 501), *Zheng Wenhan s.289-92, *Jing Xizhen s.72f., *Wang Yan et al. s.580)

 
 

Befolkningen udsattes for hårdt tvangsarbejde under 'Det Store Spring fremad'. Her en pige under arbejdet.

 
 

Mao til topledelsen om de, der har lidt sultedøden, 9. dec. 1958
Døden har også sine gode sider. De døde kan gøde jorden. […] Et par børn dør i børnehaven, nogle få gamle dør i Lykkegården. […] Hvis der ikke er nogen, der dør, kan menneskeheden ikke overleve. Det ville være katastrofalt, hvis folk ikke døde fra Kong Fuzi til nu.
- Chang & Halliday s.500, 503 (*Mao CCRM vol. 11B s.147f., *Wang Gengjin et al. s.194)

 
 

Mao til toplederne, 27.-28. feb. 1959
Alle produktionshold gemmer mad, som de deler mellem sig. De skjuler det endda i dybe, hemmelige kældre med vagtposter udenfor. […]

[Bønder spiser] gulerodsduske om dagen og ris om natten. […] Bønder skjuler mad […] og det er meget slemt. De ejer ikke kommunistånd! Bønder er ikke andet end bønder. Det er det eneste, de kender til.
- Chang & Halliday s.487 (*Mao CCRM vol. 13 s.240, 253f.)

 
 

Notat fra Mao, april 1959
Et stort problem: 15 provinser – 25,17 millioner mennesker uden noget at spise. Provinserne må gøre noget ved det.
- Chang & Halliday s.486 (*Mao 1987-98 vol. 8 s.209)

 
 

Lokal partifunktionær
[Folk er] slaver, som man skal tæske, mishandle og fratage maden for at få dem til at arbejde.
- Chang & Halliday s.496 (*Wang Gengjin et al. s.199, Becker s.144)

 
 

En landsbykadre til journalister om kannibalisme
Der var rigtig mange i landsbyen, som spiste menneskekød. […] Kan i se dem, som sidder på hug uden for kommunekontoret og nyder solen? Nogle af dem spiste menneskekød. […] Folk blev drevet til vanvid af sult.
- Chang & Halliday s.498 (*Wang Gengjin et al. s.195, *Fu Shanglun et al. s.26, Becker s.212f.)

 
 

Bonde om situationen i 1960
Selv da japanerne kom, kunne vi flygte. Dette år […] bliver vi simpelthen lukket inde, så vi kan dø hjemme. Der er seks medlemmer i min familie, og de fire er døde.
- Chang & Halliday s.496 (*Wang Gengjin et al. s.195)

 
 

Maos retningslinje for byerne
Produktionen kommer først, dernæst livet.
- Chang & Halliday s.496 (*Yun & Bai s.7)

 
 

Mao til Pekings borgmester
For fremtiden vil jeg kunne kigge rundt og se skorsten over det hele.
- Chang & Halliday s.496 (Mrs. Liang Sicheng, *Li Yong et al. s.271)

 
 

Polsk observatør om situationen i Peking
Livet så ud til at foregår i slowmotion. Rickshawskørerne er knap i stand til at dreje pedalerne rundt […] titusindvis af bevidstløse cyklister […] modløsheden lyste ud af de forbipasserendes øjne. […] [Ordren var:] Dørene til lagrene [statens kornlagre] må under ingen omstændigheder åbnes, selv ikke hvis folk dør af sult.
- Chang & Halliday s.498, Rowinski s,89

 
 

Den russiske ambassadør, Tjervonenko om situationen
Det [hungersnøden] var ikke noget man behøvede uundersøge nærmere. Man behøvede bare køre ind fra lufthavnen. Så kunne man se, at der ikke var blade på træerne.
- Chang & Halliday s.529 (interview)

 
 

Mao til Francois Mitterand, 1961
Jeg gentager det for at blive hørt. Der er ingen hungersnød i Kina.
- Chang & Halliday s.523 (Mitterand 1961 s.30, jf. id. ‘Entretien avec Mao’, L’Express 23. feb. 1961 s.13f.)

 
 

Mao om uddeling af mad til syge, 26. sept. 1961
Den går ikke. Hvis man giver dem så meget, vil de ikke arbejde. Det er bedre at halvere grundrationen, og hvis de så er sultne, må de tage sig sammen.
- Chang & Halliday s.495 (*Mao 1993C s.552)

 
 

Liu Shao-chi til bønderne, 7. maj 1961
[Efter at have været væk i fyrre år] er jeg chokeret over at se beboernei min hjemby lever et så hårdt liv. Jeg føler mig ansvarlig for at have påført jer så store lidelser, og jeg beder om undskyldning.
- Chang & Halliday s.535 (*Liu & Yi, Liu Zhende s.132, Liu SW vol. 2 s.306-12, interview m. Lius enke)

 
 

Liu Shao-chi mod Maos politik, 27. jan. 1962
Folk har ikke tilstrækkelig mad, tøj og andre fornødenheder. […] Landbrugsproduktionen steg ikke i 1959, 1960 og 1961, men faldt tværtimod, ikke bare en smule med drastisk […] ikke blot er der ikke noget Stort Spring Fremad, der er snarere tale om et stort tilbageskridt.
- Chang & Halliday s.540 (*Liu 1993 s.482-96 (Eng.: Liu SW vol.2 s.397-422), interview med Lius enke og Wang Li)

 
 

Liu Shao-chi mod "overlevelsesfilosofien", 18. sept. 1963
Efter de moderne revisionisters [Khrushjtjov o.a.] mening er det at overleve vigtigere end alt andet. Overlevelsesfilosofien har erstattet marxisme-leninisme.
- Chang & Halliday s.533 (tale i Puongyang, URI, Liu, vol.3 s.244)

 
 

Bønder i gang med arbejdet under 'Det Store Spring'. Bemærk numrene på tøjet. Efter Maos mening kunne numre erstatte folks navne.

 
 

Erindringen om kannibalisme under Det Store Spring Fremad i Anhui
Lige fra min første dag her på stedet, hørte jeg bønderne tale om Det Store Spring Fremad som om det var verdens undergang som de var glade for at være sluppet levende fra. Da jeg blev grebet af emnet, spurgte jeg dem hyppigt ud om detaljer, med det resultat, at jeg med tiden også selv blev overbevist om, at de "tre naturkatastrofeår« ikke var så naturlige endda, men snarere var resultatet af en fejlslagen politik. Bønderne fortalte for eksempel at under ”Den Kommunistiske Vind” fra 1959-1960 havde de været så sultne, at de ikke engang havde haft kræfter til at høste den modne ris, og netop det år var et godt år. Mange af dem døde af sult mens de så riskornene blive fejet ned på markerne af vinden. I nogle landsbyer var der simpelt hen ikke nogen til at høste. Engang hvor jeg var på vej med en slægtning til en landsby der lå nogle li væk, og hvor vi var blevet inviteret på besøg, kom vi forbi en forladt landsby hvor alle husene havde mistet taget. Kun nogle lerklinede mure stod tilbage.

Jeg var overbevist om at det var en landsby, der var blevet forladt under Det Store Spring Fremad, da man lagde landsbyerne sammen, og spurgte forbavset min slægtning: ”Hvorfor river man ikke de mure ned og udlægger stedet til marker?"
Min slægtning svarede: ”Der er ejere af disse huse, og man kan ikke rive dem ned uden deres tilladelse.”

Jeg kiggede på ruinerne og nægtede at tro på at de var beboede.

”Selvfølgelig er de ikke beboede! Her døde alle af sult under ”Den Kommunistiske Vind”! Og siden er ingen vendt tilbage. Så blev jorderne fordelt på produktionsholdene i nabolaget. Men da man jo ikke kunne vide, om der måske var nogle der ville vende tilbage, fordelte man ikke de bebyggede grunde. Men nu er der gået så lang tid, at jeg er bange for, at der ikke længere er nogen der kommer tilbage.”

Vi gik netop forbi landsbyen. Solens stråler oplyste det jadegrønne ukrudt, der voksede på de lerklinede mure og understregede således kontrasten mellem de omkringliggende velplejede rismarker og det trøstesløse syn. Pludselig dukkede en scene op for mine øjne, der midt i ukrudtet, en scene som jeg ofte havde fået fortalt under en festmiddag, og som forestillede familier, der byttede børn med hinanden for at spise dem. Jeg kunne tydeligt se forældrenes bedrøvede ansigter, mens de sad og tyggede på kødet fra de børn, som de havde byttet deres egne væk for. De børn, der jagtede sommerfugle på markerne omkring landsbyen, forekom mig at være en reinkarnation af de børn, der var blevet fortæret af deres forældre. Jeg havde medlidenhed med dem, men endnu mere med deres forældre. Hvem havde tvunget dem til, under ledsagelse af de andre forældres tårer og smerte, at nedsvælge menneskekød som de aldrig, selv i deres værste mareridt, havde troet de skulle smage? Da forstod jeg, hvem bødlen var, ”en mand hvis lige man kun oplever en gang i mange århundreder i verden og kun en gang i mange årtusinder i Kina” [citat fra Lin Biao], nemlig Mao Tse-tsung. Mao Tse-tsung og hans fanatiske tilhængere som med deres kriminelle system og politik havde tvunget forældre, der var fra forstanden af sult, til at udlevere deres eget kød og blod til andre for at kunne stille deres sult og tage imod andre forældres kød og blod for at stille deres egen. Mao Tse-tsung, som for at renvaske den forbrydelse han havde begået ved at myrde demokratiet, havde indledt Det Store Spring Fremad og tvunget tusinder og atter tusinder af bønder, sløvede af sult, til at hakke deres gamle venner ihjel og således redde deres eget liv ved hjælp af deres barndomsvenners kød og blod. Nej, bødlerne, det var ikke dem, bødlerne var Mao Tse-tsung og konsorter. Endelig forstod jeg, hvor Peng De-huai havde fået kræfter til at angribe Mao og partiets centralkomité; endelig forstod jeg hvorfor bønderne i den grad hadede ”kommunismen” og hvorfor de ikke havde anset angrebet på Liu Shao-chi politik om ”de tre friheder og en garanti” for rimeligt. Af den enkle og simple grund, at de for fremtiden hverken havde til hensigt at give andre mennesker deres eget kød og blod at spise eller dræbe deres venner for at spise dem i et anfald af vanvid, drevet af deres overlevelsesinstinkt. Denne grund vejede tungere end en hvilken som helst ideologi.

- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.555f. (Wei Jingshengs erindringer fra 1968, hvor han som rødgardist var udstationeret i landsbyen i Anhui, ”Mon evolution intellectuelle entre seize et vingt-neuf ans”, i La Cinguième Modernisation et autres écrits du ”Printemps de Pékin”, textes reunis, traduits et présentés par Huang San et Angel Pino. Paris, 1997 s. 244-246)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: "Det Store Spring Fremad", 1958-1961


 
 

1950-1961 Undertrykkelse af minoriteter i Tibet og det vestlige Kina

Stalin til Mao og Liu Shao-chi, 1949-50
Det er godt, du gør klar til angreb. Tibetanerne skal holdes nede. […] Eftersom etniske kinesere ikke udgør mere end fem procent af Xianliangs befolkning, bør man bringe den op på 30 procent. Rent faktisk burde alle grænseområder være befolket af kinesere.
- Chang & Halliday s.516 (CWB nos. 6-7. s.9, FEA no.4, 1996 s.69)

 
 

Mao til hærscheferne 22. januar, 1959
I Tibet må der en omfattende, afgørende krig til, før vi kan løse problemet til bunds. Tibetanske herskere […] er nu i besiddelse af en oprørsstyrke på 10.000 mand med høj moral, og de udgør en alvorlig modstander. Men det er […] kun godt. For det gør det muligt for os at løse problemerne ved hjælp af krig.
- Chang & Halliday s.518, *Mao 1987-98, vol. 8, s.10f.

 
 

Mao til hærscheferne 18. februar, 1959
Jo større postyr, jo bedre.
- Chang & Halliday s.518 (*Mao 1987-98, vol. 8, s.46f.)

 
 

Mao til hærcheferne efter Dalai Lamas flugt
Gør hvad I kan for at holde fjenderne i Lhasa […] således at vi kan omringe og udslette dem, når hovedstyrken ankommer.
- Chang & Halliday s.518 (CCP Tibet-komité, s.90f.)

 
 

Panchen Lamas breve om det kommunistiske styre i Tibet i 1959-61
[I gamle dage] var der ikke så stor knaphed på mad […] ingen døde af sult. […] [I 1959/1960] blev der indsamlet for meget korn, selv maden og tsampaen i folks offerposer blev konfiskeret. […] Der var ingen olie til lamperne, ikke engang brænde. […] For at overleve måtte røterne spise mange af deres dyr. […] [I kantiner fik befolkningen] ukrudt, selv uspiselig bark, blade, græsrødder og frø. […] [Dyrefoder var] nu blevet en sjælden, næringsrig og velsmagende kost. […] Den mindste smitsomme sygdom som for eksempel forkølelse medførte […] massevis af døde. En hel del […] døde også af ren og skær sult. […] Dødstallet var virkelig forfærdeligt. […] En så pinefuld hungersnød havde der aldrig været i tibetansk historie. […] [Folk har end ikke en madskål] I det gamle samfund havde selv tiggere madskåle. […] Aldrig [var tibetanerne] så fattige, at de ikke havde råd til madskåle. […]

Folk blev pryglet, til de blødte ud af øjne, ører, mund og næse, de besvimede, fik brækket arme eller ben […] andre døde på stedet. […] [Mange mænd blev dræbt, og tilbage var kun] kvinder, gamle og børn og meget meget få unge og midaldrende mænd. […]

Lig blev slæbt ned fra bjergene [og til slægtningene blev der sagt:] ’Vi har udslettet oprørsbanditterne, så i dag er en festdag. I skal alle sammen danse på gruben med ligene. […] hellige skrifter blev brugt til gødning, og billeder af Buddha og sutraer blev bevidst brugt til at lave sko af. […] [Ødelæggelserne var noget] som ikke enagng sindssyge kunne finde på. […] [Klostrene] så ud, som om de lige havde været udsat for et bombardement under en krig. […]

[De tibetanske ceremonier for de døde blev forbudt.] Hvis der ikke er nogen ceremoni når et menneske dør, til at gøre bod for hans synder, så hans sjæl kan blive frigivet fra skærsilden, er det at behandle den døde med den værste tænkelige […] grusomhed […] Folk sagde: ’Vi dør for sent. Når vi dør nu, bliver vi smidt uden for døren som en hund.

[Under Panchen Lamas rundrejser bad folk:] Lad os ikke sulte! Lad ikke buddhismen blive tilintetgjort! Lad ikke folket i Snelandet blive udslettet!
- Chang & Halliday s.518-20 (i citeret rækkefølge: *Panchen Lama s.26, 96, III, 20-1, 93, 86, 109, 33, 107, 56, 87, 44, 45, 50, 97 (Eng: s.29, 30, 112, 24, 102, 85, 189-90, 90,102, 51, 52, 105, 113))

 
 

Panchen Lama under senere forfølgelse i forbindelse med Kulturrevolutionen

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Tibet 1950-1961


 
 

Sept. 1962-1964 Angreb på kunsten

Mao til partiets inderkreds om litteraturen, sept. 1962
Er der ikke lige lovlig mange romaner og udgivelser for tiden? Det er meget populært at bruge romaner til iværksættelse af antipartiaktiviteter. Vi har behov for politikken ’bevar folk dumme’.
- Chang & Halliday s.552f. (*Pang & Jin s.1254, *BNC, 1999 no. 3, s.18)

 
 

Mao mod kunsten, slutningen af 1963
Alle former for kunst – opera, teater, folkekunst, musik, de fine kunstarter, dans, film, poesi og litteratur [er] feudalt eller kapitalistisk [og] meget skummelt. […]
- Chang & Halliday s.553 (*Mao 1987-98, vol. 10 s.436f.)

 
 

Mao mod kunstnerne, feb. 1964
Smid sangere, digtere, skuespilsforfattere og forfattere ud af byerne. Smid hele banden ud til landsbyerne. Ingen mad til dem, som ikke rejser.
- Chang & Halliday s.553 (*Mao CCRM vol. 4 s.3f.)

 
 

Mao mod havebrug, juli 1964
Dyrkning af blomster er et levn fra gamle dage. En fritidsbeskæftigelse for feudaltidens lærde borgerskab og andre døgenigte. […] Det må vi ændre nu. Afskaf de fleste gartnere.
- Chang & Halliday s.554 (*Mao CCRM vol. 4 s.26)

 
 

Maos klage over langsommelighed m.h.t. ødelæggelse af gamle gravpladser og templer, dec. 1964
Der er kun gravet nogle få bunker rådne knogler [dvs. grave] op. […] I tager for let på fjenderne. Hvad templerne angår, har man ikke rørt et eneste.
- Chang & Halliday s.554 (*Mao 1987-98, vol.11, s.232-6)

 
 

Mao om bøger, 1965
Man kan godt læse lidt, men det ødelægger en at læse for meget, ødelægger en fuldstændig. […] Jo flere bøger man læser, jo dummere bliver man.
- Chang & Halliday s.552f. (*Mao CCRM & ARL vol. VII s. 3670, 3674 (Eng.: Schram 1974 s.232))

 
 

Mao om de litterære klassikere, 1966
Stalin overtog ukritisk de russiske og europæiske såkaldte klassikere, og det fik alvorlige konsekvenser.
- Chang & Halliday s.554 (*ZDC editorial board, s.152.)

 
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Angreb på kunsten 1962-1964


 
 

Ødelæggelse af den gamle kultur under Kulturrevolutionen

 
 

Apr. 1966-1969 (1976) ’Kulturrevolutionen’ / ’Den Store Udrensning’

Lin Biao, erklæring under politbureaumøde, maj 1966
[Maos modstandere skal] slås ihjel […] hele landet vil kræve deres blod.
- Chang & Halliday s.580 (*WDYZ vol. 1 s.16-23 (Eng.: Kau 1975 s.334, 328), *Xin Ziling 2002 s.542)

 
 

Rødgardisten, Nie Yuanzi, kalder til kamp mod revisionisterne, omkr. 1. juni 1966
Lad os knuse alle revisionisternes kontrolforanstaltninger og ødelæggende sammensværgelser resolut, radikalt, helt og fuldstændigt! Lad os tilintetgøre alle uhyrer og alle revisionister af Khrusjtjovs slags!
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.s.586 (Yan Jiaqi & Gao Gao: Turbulent Decade: A History of the Cultural Revolution. Honolulu 1996 (orig. kinesisk, 1986) s.28)

 
 

Rødgardisternes vægplakater, juni 1966
Skrot menneskelige følelser – Vi vil være brutale! – Vi vil slå jer [Maos modstandere] i jorden og trampe på jer.
- Chang & Halliday s.584 (*WDYZ vol. 1 s.44f., 63-7)

 
 

Maos erklæring, 13. juni 1966
Nu er undervisningen stoppet. […] [Studenterne] får mad. Med maden får de energi, og de vil gøre oprør. Hvad forventes de at gøre, hvis ikke oprør?
- Chang & Halliday s.584 (*Mao CCRM & ARL vol. VII s.3684)

 
 

Maos offentlige møde med rødgardist, der havde myrdet en pigeskoleinspektør, 18. aug. 1966
Vi vil ikke være søde, vi vil have krig. [...] Formand Mao spurgte hende: ’Hvad hedder du?’ Hun svarede: ’Song Bin-bin’. Mao spurgte: ’Er det ’Bin’ i betydningen ’Lærd og Blid’?’ ’Ja,’ svarede hun. Formand Mao sagde: ’Vær voldelig!’
- Chang & Halliday s.586f. og J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.588, A. F. Thurston: "Urban violence during the Cultural Revolution: who is to blame?« i J. N. Lipman & S. Harrell: Violence in China - Essays in Culture and Counterculture. New York 1990, s.149)

 
 

Mao til myndighederne om urolighederne i Peking, aug. 1966
Der er ikke kaotisk nok i Peking. […] Peking er for civiliseret.
- Chang & Halliday s.588 (*Mao CCRM vol. 4 s.115)

 
 

Maos ordre til hær og politi, 21-22. aug. 1966
[Hæren og politiet] må absolut ikke gribe ind [mod rødgardisterne] […] Selv affyring af løst krudt […] er absolut forbudt.
- Chang & Halliday s.589 (*WDYZ vol. 1 s.90f., Schoenhals 1996a s.48f.)

 
 

Kinas politichef, Xie Fu-chi, til sine underordnede, 24. aug. 1966
Hvis folk bliver pryglet ihjel […] kommer det ikke os ved. […] I skal ikke være bundet af tidligere tiders regler. […] Hvis I arresterer dem, som prygler folk ihjel […] begår I en stor fejl. […] Skal rødgardister straffes, hvis de slår ihjel? Jeg mener, at hvis folk bliver slået ihjel, ja, så bliver de slået ihjel; det er ikke vores problem. […] Jeg bifalder ikke den omstændighed, at masserne slår ihjel, men hvis masserne hader slette mennesker så meget, at vi ikke kan stoppe dem, så lad os ikke fremture. […] Folkepolitiet bør være på rødgardisternes side, knyt jer til dem, føl med dem og giv dem oplysninger, især om bestanddelene i De Fem (Sorte) Kategorier. [...] Premierminister Chou støtter det.
- Chang & Halliday s.589 (*Wang Nianyi s.69, 73, *Oiu Shi vol. 2 s.763f., *Zhao Wumian s.137) og J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.588 (Yan Jiaqi & Gao Gao: Turbulent Decade: A History of the Cultural Revolution. Honolulu 1996 (orig. kinesisk, 1986) s. 76)

 
 

Kinas politichef, Xie Fu-chi, til sine underordnede, 24. aug. 1966
Hvis folk bliver pryglet ihjel […] kommer det ikke os ved. […] I skal ikke være bundet af tidligere tiders regler. […] Hvis I arresterer dem, som prygler folk ihjel […] begår I en stor fejl. […] Skal rødgardister straffes, hvis de slår ihjel? Jeg mener, at hvis folk bliver slået ihjel, ja, så bliver de slået ihjel; det er ikke vores problem. […] Jeg bifalder ikke den omstændighed, at masserne slår ihjel, men hvis masserne hader slette mennesker så meget, at vi ikke kan stoppe dem, så lad os ikke fremture. […] Folkepolitiet bør være på rødgardisternes side, knyt jer til dem, føl med dem og giv dem oplysninger, især om bestanddelene i De Fem (Sorte) Kategorier. [...] Premierminister Chou støtter det.
- Chang & Halliday s.589 (*Wang Nianyi s.69, 73, *Oiu Shi vol. 2 s.763f., *Zhao Wumian s.137) og J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.588 (Yan Jiaqi & Gao Gao: Turbulent Decade: A History of the Cultural Revolution. Honolulu 1996 (orig. kinesisk, 1986) s. 76)

 
 

Maos ’teori om afstamning’ i forbindelse med forfølgelserne
Sønnen af en helt er altid en stor mand; en reaktionær far får kun horeunger!
- Chang & Halliday s.587

 
 

Kampsang om klassearvelige egenskaber
Hvis faderen er modig, er sønnen en helt / Hvis faderen er reaktionær, er sønnen et røvhul / Hvis du er revolutionær, så kom frem og kom med os / Hvis du ikke er, så gå ad helvede til / […] Gå ad helvede til! / Vi skal nok få jer smidt ud fra jeres fandens embede! / Dræb! Dræb! Dræb!
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.598 (Zhai Zhenhua: Red Flower of China. New York 1992, s.81)

 
 

En rødgardist om læren om klassearvelige egenskaber
[En retfødts kommentar til ”de sorte”] Vi er født røde! Det røde kommer fra vores mors liv. Og jeg siger det ligeud: Du er født sort! Hvad kan du gøre ved det? […]

[Om belæringen af ”de sorte”] For at blive reddet skulle de først lære at skamme sig over deres forfærdelige herkomst såvel som over deres forældre, og lære at hade dem.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.s.598 (Zhai Zhenhua, Red Flower of China. New York 1992, s. 81, 105)

 
 

Chefen for Sichuan om kulturrevolutionen
Kulturrevolutionen er en fortsættelse af kommunisternes kamp mod nationalisterne. […] Nu skal vores sønner og døtre bekæmpe deres [nationalisternes] sønner og døtre.
- Chang & Halliday s.587f. (interview 23. mar. 1994)

 
 

Opråb i aviser, august 1967
[Antimaoister er] rotter, der strejfer omkring på gader og stræder, dræb dem, dræb dem.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.587 (Citeret i Marie-Claire Bergere: La Republique populaire de Chine de 1949 a nos jours. Paris, 1987, s. 133)

 
 

Politbureaumedlem, Tan Zhen-lin, om kulturrevolutionens overgreb, feb. 1967
Jeres formål er at slippe af med alle de gamle kadrer. […] De har støttet revolutionen i årtier og ender med at få smadret deres familier og sig selv slået ihjel. Det er den mest ondskabsfulde kamp i partiets historie, værre end nogensinde før. Jeg kan ikke mere […] jeg er parat til at dø […] for at standse dem.
- Chang & Halliday s.596f. (*Qiu Shi vol. 3 s.418ff., *Wang Li 1993 s.31f., (Eng.: id. 1994 s.40-2, 1999 s.69-81), Suo s.31f., Yan & Gao s.125-33)

 
 

Rødgardister slæber deres ofre ud af deres hjem under Kulturrevolutionen. Her Maos gamle rival, Liu Shao-chi, der senere døde under fangenskab

 
 


Afklipning af hår, iklædning af narrekostumer og gennembankning hører til de offentlige ydmygelser under Kulturrevolutionen - beskyldningerne på skiltene omfatter bl.a. "politisk tyveri".

 
 

Nien Chang om et ”kampmøde”
Forsamlingen råbte slagord og viftede med de små røde bøger. Efter ”Længe leve vor store leder, formand Mao” kom ”Vi ønsker vor store næstkommanderende Lin et godt helbred, et varigt godt helbred!” Det afspejlede ikke bare Lin Biaos forfremmelse efter den 9. partikongres, men også den omstændighed, at det var Lin Biaos tilhængere som i deres iver efter at indlede en persondyrkelse af ham havde arrangeret mødet. Havde de man også overtaget forundersøgelsen af min sag? To ben dukkede op i mit synsfelt, og en mand stillede sig foran mig og talte. Han præsenterede mig for forsamlingen med en sammenfatning af mine slægtsforhold og mit eget liv. Jeg havde allerede lagt mærke til, at for hver gang de revolutionære fortalte mit livs historie, blev jeg rigere og min livsførelse mere dekadent og luksuøs. Nu antog farcen eventyrlige dimensioner. Da jeg havde lovet ikke at svare og tie stille, var jeg meget mere afslappet end under mit første kampmøde i 1966. Alligevel rejste forsamlingen sig op, og mange mennesker trængtes omkring mig for at råbe deres vrede og forargelse i hovedet på mig da taleren sagde, at jeg var imperialistisk agent.

Disse sårende bemærkninger var så uudholdelige, at jeg instinktivt så op for at svare. Så løftede kvinderne mine hænder, der var bundet sammen med håndjern så brutalt, at jeg matte bukke mig sammen for at dæmpe smerten. De holdt mig fast i den stilling indtil taleren havde afsluttet sin anklage. Det var først da forsamlingen igen begyndte at råbe slagord, at de gav slip på mine arme. Jeg hørte senere, at de havde anbragt mig i ”jetstillingen” som de revolutionære havde opfundet til brug i den slags sager. [...]

Deltagerne i mødet arbejdede sig efterhånden op til et sandt hysteri. Deres råb overdøvede talerens stemme. Der var en, der skubbede meget hårdt til mig bagfra. Jeg snublede og rev mikrofonen ned. En af kvinderne bøjede sig ned for at samle den op, viklede sig ind i ledningerne, faldt og trak mig med sig. Eftersom mine arme var bundet på ryggen, sank jeg sammen i en ubekvem stilling med ansigtet i gulvet; i forvirringen var der mange, der faldt oven på os. Alle råbte og skreg, og der gik flere minutter, før det lykkedes at få mig på højkant igen. Jeg var fuldstændig udmattet og længtes kun efter at mødet skulle slutte, men tale fulgte på tale uden ophør, som om alle de mennesker, der befandt sig på tribunen ville give deres bidrag. De var holdt op med at angribe mig og kastede sig nu ud i en oratorisk dyst, hvor alle kappedes om at lovprise Lin Biao i det kinesiske sprogs mest overdrevent smigrende vendinger.

Pludselig gik døren bag mig op, og en mandsstemme råbte, at der var en, der var gået sin vej. Virkningen af hans ord indtraf øjeblikkelig. Taleren stoppede sågar op midt i en sætning. Så var jeg sikker på, at en højtstående person havde lyttet med fra et andet lokale, og at det nu hvor han var gået, var overflødigt at fortsætte med den forestilling, der var sat i scene til ære for ham. Nogle var allerede på vej ud, andre samlede tasker og jakker sammen. Taleren udslyngede i al hast nogle slagord for at de skulle gentage dem i kor, men han blev næsten fuldstændig ignoreret. Kun nogle få stemmer lod sig høre før lokalet tømtes. Ingen så længere ud til at være vrede på mig. De smilede ikke til mig, men så på mig med ligegyldige blikke. Jeg var kun et af de utallige ofre som de havde fremstillet ved kampmødet. De havde gjort, hvad man forventede af dem, og nu var det hele slut. Der var tilmed én, der gav mig en hjælpende hånd, da en mand skubbede til mig. Folk gik deres vej mens de sludrede om løst og fast, akkurat som publikum når de kommer ud efter en biografforestilling.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.606-08 (Nien Cheng: Vie et mort à Shanghai. Paris 1987 (orig. eng. 1986) s.345-348)

 
 

Nien Chang om sit fængselsophold (1966-1973) under Kulturrevolutionen
At bruge specielle håndjern og stramme dem om fangernes håndled var en meget anvendt form for tortur i Maos fængsler. Af og til lagde man også fangerne i fodlænker. Ja, undertiden låste man tilmed håndjernene fast til en vinduessprosse så fangen hverken kunne spise, drikke eller gå på toilettet. Hensigten var at undergrave den pågældendes moral ved at fornedre ham. [...] Da Folkerepublikken hævdede, at den havde afskaffet enhver form for tortur, kaldte man det officielt ”afstraffelse” eller ”overtalelse”. [...]

Den dag jeg vendte tilbage til hospitalet, gav den kvindelige fangevogter mig en pen og et blækhus: ”Gå straks i gang med at skrive din bekendelse! Forhørslederen venter.”

Jeg tog den rulle papir han havde givet mig, og opdagede at i stedet for de blanke ark, jeg havde fået i 1966 til at skrive min selvbiografi, stod der nu på første side, indrammet i rødt med overskriften ”Øverste direktiv”, et Mao-citat: ”De har kun ret til at være føjelige og lydige; de har ikke ret til at tale eller gøre noget, når det ikke er deres tur.” Nederst på arket stod der: ”Forbryderens underskrift.”

Jeg blev vred da jeg så det krænkende ord ”forbryder”, og jeg besluttede mig til ikke at skrive under. Men efter at have tænkt mig om et øjeblik fandt jeg på en måde at udnytte situationen på og give igen på maoisternes anslag.

Under Mao-citatet tegnede jeg en ny ramme som jeg ligeledes kaldte ”Øverste direktiv”, og hvori jeg skrev et andet Mao-citat. Det stod ikke i ”Den Lille Røde”, men i hans essay Om den rette løsning på modsætninger i folket. Den lød: ”Overalt hvor der kommer en kontrarevolution, skal vi selvfølgelig slå den ned, når vi begår en fejl, skal vi selvfølgelig rette den.” [...]

Jeg gav fangevogteren papiret, og samme eftermiddag blev jeg kaldt til forhør.

Bortset fra soldaten befandt de samme mænd sig i lokalet, med dystre miner, hvilket jeg også havde forventet eftersom jeg havde tilladt mig at gøre indsigelse mod deres ret til at anse for mig skyldig, når jeg ikke var det. Uden at vente på at blive bedt om det bukkede jeg straks for Maos portræt. Det citat som forhørslederen havde valgt, og som jeg læste højt, lød som følger: ”Mod imperialisternes omstrejfende hunde og dem, der repræsenterer jordejernes og Guomindangs reaktionære klikes interesser, må vi udøve diktatorisk magt for at slå dem ned. De har kun ret til at være føjelige og lydige; de har ikke ret til at tale eller gøre noget, når det ikke er deres tur.” Det papir jeg havde afleveret, lå foran forhørslederen. Da jeg havde sat mig ned, slog han i bordet, så på mig og råbte: ”Hvad i alverden tænker du på? Tror du det her er for sjov?”

”Din holdning er ikke seriøs,” sagde den gamle arbejder.

”Hvis du ikke skifter holdning,” overbød den unge arbejder, ”kommer du aldrig levende herfra.” Før jeg kunne nå at sige noget som helst, smed forhørslederen min redegørelse på gulvet så bladene føg omkring og rejste sig op. ”Gå tilbage til din celle og begynd forfra!” Der kom en fangevogter og tog mig med.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.572ff. (Nien Cheng: Vie et mort à Shangha. Paris 1987 (orig. eng. 1986) s.312-14, 409)

 
 

Chefen for Binyang amt til sine underordnede, sommer 1968
Jeg vil nu afsløre, hvad resultatet skal være: I løbet af denne kampagne skal vi dræbe mellem en tredjedel og en fjerdedel af klassefjenderne ved hjælp af knipler eller stening. […] Det er helt i orden at henrette nogle stykker til en start, men vi på opmuntre folk til at bruge knytnæver, sten og køller. Kun på den måde kan vi opdrage masserne.
- Chang & Halliday s.617f. (*Zheng Yi s.8-12 (Eng.: id. s.9ff.))

 
 

Partifunktionær Zhang Chun-qiao om afstraffelsen af oprørere, juli 1968
Hvis der er nogen, der er blevet anklaget på et falsk grundlag [...], er problemet ikke så alvorligt. Men det ville være dramatisk at lade rigtige fjender slippe fri.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.605 (L.T. White: Policies of Chaos: The Organizational Causes of Violence in China’s Cultural Revolution. Princeton, 1989 s.277)

 
 

Øjenvidne: Hæren straffer rødgardister i Guilin for krænkelse af proletariatets diktatur, 1968
Så snart det blev lyst, begyndte militsen at gennemrode husene og foretage arrestationer. Samtidig begyndte soldaterne at udsende deres direktiver over højttalere. De havde lavet en liste over ti forbrydelser, hvoriblandt man kunne notere følgende: at have bemægtiget sig et fængsel, at have besat en bank, at have angrebet militære enheder, med vold at være trængt ind i den offentlige sikkerhedstjeneste kontorer, at have plyndret tog, at have deltaget i væbnet kamp osv. Det var tilstrækkeligt at have begået en hvilken som helst af disse forbrydelser til at blive arresteret og dømt ”i overensstemmelse med proletariatets diktatur”. Jeg foretog en hurtig beregning og blev klar over, at jeg havde tegnet mig for seks af disse anklagepunkter. Men hvilket af dem var ikke blevet begået ”for revolutionens skyld”? Ingen af disse aktiviteter havde givet mig nogen personlig fordel. Hvis det ikke var fordi jeg ville ”lave revolution”, ville jeg ikke have begået nogen af disse kriminelle handlinger. I dag ville man have mig til at påtage mig hele ansvaret for dem. Det syntes jeg var uretfærdigt, og samtidig fyldte det mig med rædsel.[...] Senere hørte jeg, at militserne havde dræbt nogle af vore ”stridshelte”. Og så havde de gennemskåret blodtransfusionsslangerne og ilttilførselsrørene til dem, der lå med drop, med det resultat at endnu flere døde. De der endnu kunne gå, fik frataget al medicin og blev ført bort og anbragt i interimistiske fængsler.

En såret mand var flygtet undervejs, så militserne afspærrede bydelen. De foretog endnu en ransagning af alle boliger. Folk hvis navn ikke stod i bydelsregisteret, blev arresteret, og det var det der skete for mig.[...]

På min etage [i skole nr. 7 i Guilin, der var lavet om til fængsel] mødte jeg en kammerat fra værkstedsskolen. Han fortalte mig, at en ”stridshelt” fra hans skole var blevet dræbt af militssoldater. Denne student havde holdt stand på en bakke og forsvaret sig mod militsens angreb i tre dage og tre nætter. Oprørernes hovedkvarter havde givet ham tilnavnet ”den ensomme og modige helt” som en lovprisning af hans mod. De militser, der havde besat skolen og foretaget mange arrestationer, havde bedt ham træde ud af geleddet. Derefter havde de puttet ham i en hørlærredssæk og hængt ham op i et træ for at han virkelig skulle ligne en ”galdeblære”. Så skiftedes de til, mens alle eleverne så på det, at slå ham med deres geværkolber, indtil han var død.

Der var et hav af rædselshistorier i fængslet, og jeg nægtede at høre på flere. I løbet af disse to dage var henrettelse fulgt på henrettelse i hele byen, og de var blevet det vigtigste samtaleemne. Det forekom pludselig næsten normalt med disse myrderier. De, der foretog den slags massakrer, gjorde ikke stort væsen af dem, og de, der fortalte om dem, var blevet kolde og ufølsomme. Jeg lyttede selv til disse beretninger som om, de ikke havde noget som helst med virkeligheden at gøre. Det frygteligste i fængslet var når en fange, der accepterede at samarbejde med myndighederne, dukkede op for at prøve at genkende nogle af os. Pludselig gøede de militssoldater, der bevogtede os: ”Løft jeres hundehoveder, alle sammen!” Nogle maskerede individer trådte derpå ind i lokalet og stirrede længe på os. Hvis de opdagede et kendt ansigt, rettede soldaterne deres gevær mod den ulykkelige og befalede ham at forlade lokalet. Meget hyppigt blev disse oprørere dræbt på stedet.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.603-605 (Hua Linshan: Les Années Rouges. Paris 1987, s.338, 341-342)

 
 

Øjenvidne om henrettelser i Anhui-provinsen
[Provinschefen gennemgår listen over ’kontrarevolutionære’:] Har I stadig ham i forvaring? Lad os slå ham ihjel. Hvad med hende her? Hmm – væk med hende. Hvor mange slår de ihjel i Jiangsu i denne måned? Oh hvor mange i Zhejiang? Lad os tage gennemsnittet af de to.
- Chang & Halliday s.619 (interview 15. okt. 2002)

 
 



"Kontrarevolutionære" henrettes udenfor Harbin under Kulturrevolutionen

 
 

Gammel bonde om sin deltagelse i ’menneskekødbanketterne’
Ja, jeg dræbte ham [en dreng, der var søn af en tidligere jordbesidder]. Den person jeg slog ihjel er en fjende. […] Ha, ha! Jeg laver revolution, og mit hjerte er rødt! Sagde Formand Mao ikke: Enten dræber vi dem, eller også dræber de os? Du dør, og jeg lever, det er klassekamp!
- Chang & Halliday s.618 (*Zheng Yi s.38-40 (Eng.: id. s.48f.))

 
 

En rødgardist om en ”psykologisk studiegruppe” på sit gymnasium
[Rødgardisterne benyttede sig af kidnapning og afhøring af fjender v.h.a. tortur] Vi undgik at nævne tortur, men vi betragtede den som en kunstart. […] Vi nåede oven i købet dertil, at vi ikke mente vores efterforskning var videnskabelig nok. Der var mange metoder, som vi ikke havde mulighed for at afprøve.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.596 (K. Ling, M. London & T. Lee: La Vengeance du ciel: un jeune Chinois dans la Révolution culturelle. Paris,1981 (originaludg. på engelsk. 1972) s.32f.)

 
 

En universitetslærers erindringer om Kulturrevolutionen
[Om mordet på en kollega] Jeg kan næsten forstå hvordan det gik til. Jordbesiddere var fjender på det tidspunkt. De var faktisk ikke længere mennesker. Man kunne bruge vold imod dem. Det var normalt.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.587 (Citeret i Anne F. Thurston: "Urban violence during the Cultural Revolution: who is to blame?« i J. N. Lipman & S. Harrell: Violence in China - Essays in Culture and Counterculture. New York 1990)

 
 

En rødgardist om mordet på en lærer ved universitet i Xiamen (Fujian)
[...] Da nogle af os kom tilbage fra stranden, hvor vi havde været ude at bade, hørte vi råben og skrigen, da vi nærmede os skolens hovedindgang. Nogle klassekammerater kom løbende hen til os og brølede: ”Kampen er begyndt! Kampen er begyndt!”

Jeg stormede ind. På idrætspladsen og lidt længere væk foran en helt ny treetagers skolebygning så jeg i alt fyrre eller halvtreds lærere på rad og række med hovedet og ansigtet overstænket med sort blæk så de virkelig lignede en ”sort bande”. De havde skilte hængt om halsen, hvor der stod ting som ”den reaktionære akademiske myndighedsperson NN”, ”klassefjende NN”, ”kapitalismetilhænger NN”, ”NN, den korrupte bandeleder” - alt sammen prædikater, som de havde fra aviserne. På hvert skilt var der anbragt et rødt kors, hvilket fik lærerne tit at ligne dødsdømte fanger, der venter på at blive henrettet. Alle var udstyret med narrehuer hvorpå der var malet nogle lignende karakteriserende udtryk, og på ryggen havde de snavsede koste, støveklude og sko.

De havde også fået hængt spande fyldt med sten om halsen. Jeg fik øje på rektor: Hans spand var så tung, at metalhanken havde skåret sig dybt ned i huden, og han vaklede. De havde alle bare fødder og slog på gongonger eller gryder, mens de gik rundt om banen og råbte: ”Jeg er gangster NN!” Til sidst faldt de alle sammen på knæ, brændte røgelse og bønfaldt Mao Tse-tsung om at ”tilgive dem deres forbrydelser”. Jeg var helt fortumlet over denne scene og kunne mærke, at jeg blegnede. Nogle af pigerne var lige ved at besvime.

Derpå blev de slået og underkastet tortur. Jeg havde aldrig før set en lignende tortur: Man satte dem tit at spise indholdet af latrinerne og insekter, man gav dem elektriske stød, de blev tvunget til at lægge sig på knæ i knust glas, man satte dem til at ”lege flyvemaskine” ved at hænge dem op i arme og ben.

De første til at tage en kæp og torturere var skolens børster: De var børn af partikadrer og officerer fra hæren og tilhørte de fem røde klasser - en kategori, der ligeledes omfattede børn af arbejdere, fattige og middelfattige bønder og revolutionære martyrer. […] De var rå og grusomme, vant til at spille på deres forældres indflydelse og skændes med de andre elever. Da de var så umulige i skolen, at de var på nippet til at blive smidt ud, var de formentlig sure på lærerne.

Stærkt opmuntret af provokatørerne hylede de andre elever nu også.: ”Slå dem” og sprang på lærerne, slog med knytnæve og sparkede dem. Nølerne blev nødt til at støtte dem ved at råbe højt og true med knyttede næver.

Der var intet mærkeligt i alt det der. De små elever var almindeligvis rolige og velopdragne, men da det første skridt var taget, kunne de ikke andet end følge med. […]

Men det hårdeste slag for mig den dag, det var mordet på min elskede lærer Chen Ku-teh, ham som jeg følte den største hengivenhed og respekt for. [...]

Lærer Chen, som var over tres år gammel og led af for højt blodtryk, blev slæbt udenfor klokken 11.30, udsat for sommersolen i to timer, derpå tvunget til at defilere med de andre med et skilt om halsen og slå på en gongong. Bagefter blev han først slæbt op på 1. sal i en skolebygning, derpå ned igen, mens knytnæveslag og slag med koste haglede ned over ham hele vejen. På første sal stormede nogle af hans angribere ind i et klasseværelse og hentede nogle bambusstrenger som de fortsatte med at slå ham med. Jeg standsede dem og bønfaldt: ”Det der er ikke nødvendigt. Det er for meget!”

Han besvimede flere gange, men han blev hver gang genoplivet ved at få koldt vand smidt i ansigtet. Han kunne kun bevæge sig med største besvær; hans fødder var skaret af glas og sønderrevet af splinter. Men psykisk var han ikke slået ud.

”Hvorfor slår I mig ikke ihjel?” råbte han. ”Slå mig ihjel!”

Det stod på i seks timer, indtil han mistede kontrollen med sin afføring. Plageånderne prøvede at stikke en kæp op i hans endetarm. Han sank sammen for sidste gang. De stænkede endnu en gang koldt vand på ham, men det var allerede for sent. Morderne blev stående som lamslåede et kort øjeblik, for det var sikkert første gang, de nogen sinde havde slået og sparket et menneske ihjel, akkurat som det for de fleste af os var første gang, vi havde overværet sådan et optrin. Folk begyndte at flygte, den ene efter den anden. [...] De slæbte liget væk fra sportspladsen og hen til et træskur, hvor lærerne plejede at spille bordtennis. Der lagde de ham på en snavset gymnastikmåtte, og derpå tilkaldte de skolens læge og sagde: ”Kontroller omhyggeligt om han er død af for højt blodtryk. De har ikke ret til at tage ham i forsvar!”

Lægen undersøgte ham og erklærede ham for død som følge af tortur. Derpå greb nogle af dem fat i ham, begyndte også at slå ham og sagde: ”Hvorfor trækker du vejret gennem det samme næsebor som ham? Ønsker du at ende med at ligne ham?”
Til sidst skrev lægen på dødsattesten: ”Død som følge af et pludseligt anfald af blodtryksforhøjelse.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.592-94 (K. Ling, M. London & T. Lee: La Vengeance du ciel: un jeune Chinois dans la Révolution culturelle. Paris,1981 (originaludg. på engelsk. 1972), s. 20-23)

 
 

En rødgardists erindringer om Kulturrevolutionen ved universitet i Xiamen (Fujian)
Nogle [lærere], som ikke kunne holde disse angrebs- og kritikseancer ud, blev syge og døde, praktisk talt for øjnene af os. Jeg følte ingen medlidenhed, hverken med dem, eller med den håndfuld, der kastede sig ud ad vinduet, eller med ham der kastede sig i en af vore berømte varme kilder, hvor ban blev kogt ihjel.
- En rødgardists vidnesbyrd, J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.s.589 (A. Roux: La Chine populaire, tome 1 (1949-1966). Paris 1983, s.37)

 
 

En rødgardist om Kulturrevolutionen
Vi var unge. Vi var fanatiske. Vi troede, at formand Mao var stor, at han sad inde med sandheden, at han var sandheden. Jeg troede på alt, hvad Mao sagde. Og jeg troede, der var gode grunde til Kulturrevolutionen. Vi troede, at vi var revolutionære, og at vi, i den udstrækning vi var revolutionære, der fulgte formand Mao, kunne løse lige meget hvilket problem, alle samfundets problemer.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.602 (Anne F. Thurston: "Urban violence during the Cultural Revolution: who is to blame?« i J. N. Lipman & S. Harrell: Violence in China - Essays in Culture and Counterculture. New York1990, s.158-159)

 
 

Wei Jingsheng om kulturrevolutionen
Dette vredesudbrud antog form af en dyrkning af tyrannen og fik folk til at kæmpe og ofre sig for tyranniet ... [Det] endte med en absurd, paradoksal situation med et folk, der kun rejste sig imod sin regering for så bedre at forsvare den. Folket satte sig op mod det hierarkiske system der gjorde dem til slaver, svingende med den fane, der støttede grundlæggerne af dette system. Det krævede demokratiske rettigheder alt imens det så på demokratiet med foragt, og det ville i sin kamp for at tilkæmpe sig disse rettigheder lade sig dirigere af en despots filosofi.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.581 (Wei Jingsheng: ”Mon evolution intellectuelle entre seize et vingt-neuf ans”, i La Cinguième Modernisation et autres écrits du ”Printemps de Pékin”, textes reunis, traduits et présentés par Huang San et Angel Pino. Paris,1997, s.227)

 
  < Tilbage til kronologisk oversigt: Kulturrevolutionen 1966-1969 (1976)  
     
 

 

 

Litteratur til øjenvidner og dokumentation:

J. Chang & J. Hallidays værk Mao - den ukendte historie (Kbh. 2005, eng. Mao - The Unknown Story, London 2005). Chang & Hallidays kilder er angivet i parentes (kilder på kinesisk er markeret med *) og yderligere oplysninger om disse (anvendte forkortelser etc.) kan findes i dette værks kilde- og litteraturliste.

J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002, fr. Le livre noir du communisme, Paris 1997).

 

 

 

 

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg