< Dokumentationscenter: Rød terror
 
 

Det sagde venstrefløjen i Vesten og i Danmark:

Om regimerne i Østeuropa

 
 
 
 
Under forberedelse:
Kronologisk oversigt - Citater fra socialistledere - Øjenvidner og dokumentation

Se endvidere: Det sagde venstrefløjen: Persongalleri samt Venstrefløjskritik
 

NB: Denne side er under udarbejdelse. Flere citater og periodemæssig inddeling følger.

- Kommunistisk magtovertagelse og undertrykkelse i øst 1939-1989 (generelt) -

- Ungarn 1956 -

- Tjekkoslovakiet 1968 -

- Albanien -

 

 

KOMMUNISTISK MAGTOVERTAGELSE OG UNDERTRYKKELSE I ØST 1939-1989

 
 

Sovjetunionens venner: Om Sovjets store rolle efter Hitler-Stalin-pagten og angrebet på Polen, Baltikum og Finland (1939)
[Sovjetunionens] virkelige rolle [er som] den store faktor for freden og for befrielsen af undertrykte folk. […] Husk alt det, I ved om Sovjetunionen! Husk på alt det, I har set på rejser eller hørt gennem skildringer! Husk alt det, I kom til at elske, hele den storslåede socialistiske opbygning. […] I dag er forholdet til Sovjetunionen målestokken for ens stilling til selve fremskridtet!
- SUV-Nyt, 1939 nr. 11 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.145f.)

 
 

Nyt Land: Om Sovjets store rolle efter Hitler-Stalin-pagten og angrebet på Polen, de baltiske stater og Finland (1939)
Under den nye imperialistiske krig går Sovjetunionen helt og fuldt ind for freden. Alle Sovjetvenner, alle frisindede demokratisk tænkende mennesker - ikke mindst i de små lande - må [...] sende vor hyldest til Sovjetunionen - den socialistiske opbygnings land, fredens utrættelige forkæmper, lyset i en mørk tid! […] [Nyt Land vil forklare] hvorledes og hvorfor Sovjet er den store faktor [...] for befrielsen af undertrykte folk.
- Nyt Land, november 1939 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.146)

 
 
Professor Albert Olsen: Om det perfekte demokrati i Sovjetunionen og Østeuropa (1947)
Vesteuropæisk demokrati er umuligt i Østeuropa. […] [Man må] se nøg­ternt på tingene, hvis man ønsker et rigtigt billede af, hvad der sker der. […] [De socialistiske stater i Østeuropa og Rusland er behersket af] en bred demokratisk folkefront. […] [Der er] mere vesteuropæisk demokrati i Østeuropa, end de fleste tror. […] De [PH] mener imidlertid, at revolutionen er endt i tyranni og diktatur. Jeg mener nej.

Det begyndte som et hårdhændet socialistisk diktatur, der varede til omkring 1936, da Sovjetunionen fik sin nye forfatning. På det tidspunkt var landbruget kollektiviseret, industrien stablet på benene, sabotagen slået ned, oplysningen i befolkningen steget stærkt og forudsætningen for et demokrati altså skabt.

Forfatningen af 1936 viser, så vidt jeg kan se, netop, at lederne ikke har glemt det socialistiske grundlag, revolutionen startede på.

Sovjetborgeren har økonomisk frihed, han udbyttes ikke af nogen, han har lighed for loven og er værnet mod politiovergreb efter næsten samme regler som vi i vor grundlov, retsplejen er offentlig osv. Der er pædagogisk og kulturelt demokrati — langt mere gennemført end i Vest­europa, lige adgang til stillinger for alle, både mænd og kvinder, ikke blot på papiret, sociallovgivningen er fortrinlig, og der hersker trosfrihed. […] Staten er folket. Det skal man holde fast for at forstå Sovjetdemokratiets demokratiske struktur. Der er nemlig almindelig valgret i Sovjetunionen, og der står hårde politiske kampe i de forsamlinger, der har indstillingsret. Den øverste Sovjet består ikke blot af kommunister, men også af partiløse. Det er den, der har den forfatningsmæssige beføjelse, og ikke det kommunistiske parti. Men naturligvis, det socialistiske grundlag for samfunds- og forfatningslivet er tabu, det må ikke angribes. […] Men for at komme tilbage til tyrannerne [som PH havde kaldt den sovjetiske ledelse]: De kan alle styrtes, for de er alle valgt. […]

Der findes grundlovsmæssigt sikrede frihedsrettigheder, individuelle og politiske, når undtages retten til at angribe statens socialistiske opbygning. […] [Der rør sig] et så levende demokratisk liv, som vi i Vesteuropa ikke finder mage til. […] Jeg hævder, at staten er folket, at lederne er folkets valgte tillidsmænd, at lighed for loven er gennemført, og at retshandlingerne - også i politiske sager - er offentlige, hvilket er et gammelt demokratisk krav til gunst for anklagede.
- Demokrati i Øst og Vest, debat med PH 1947 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.90-92)
 
 
Land og Folk / DKP: Forsvar for kommunisternes antisemitiske skueprocesser i Prag 1952 (1952)
[Rudolf Slansky har i Tjekkoslovaki­et dannet] politiske bander, bestående af de mest reaktionære og fascistiske elementer for at forberede og gennemføre kontrarevolutionære omvæltninger. […] I spidsen for dette forbryderiske afskum med den opgave at tilintetgøre republikken [...] stillede de amerikanske imperialister Ru­dolf Slansky, der afsløredes som gammel agent for bourgeoisiet og skændig forræder […] af jødisk oprindelse. […]

Det er ikke af medlidenhed, der jamres og grædes i den borgerlige presse, det er af raseri - af raseri over det nye nederlag, deres herrer og arbejdsgivere - kapitalismen - har lidt [...] Der hyledes og jamredes i den kapitalistiske verden — men man havde ikke helt opgivet håbet. Når de højresocialdemokratiske ledere har mistet enhver indflydelse på arbejderbevægelsen, så tyr krigsmagerne til anvendelsen af de agenter, som de for år tilbage har indsmuglet i arbejderklassen og først og fremmest i arbejderklassens førende parti, det kommunistiske parti. Det gjorde de for år tilbage i Sovjetunionen — uden held. De gjorde det i Jugoslavien med et vist held og håbede at kunne gøre det samme i Tjekkoslovakiet [...]

Rudolf Slansky og hans medsammensvorne [...] var klar over, at det store flertal af det tjekkoslovakiske folk var modstandere af kapitalismen [...] Derfor havde de kun én udvej: krigen. Det var for dem som for deres kapitalistiske arbejdsgivere den eneste og sidste udvej. Men de blev bremset i deres forehavende. De faldt på deres gerninger [...] Derfor er uskadeliggørelsen af de tjekkoslovakiske forrædere ikke alene en sejr for det arbejdende folk. Det er en sejr for alverdens folk, som ønsker fred.
- Land og Folk, 2.-4. dec. 1952, jf. Peter P. Rohde: Midt i en ismetid (1970), s.179ff., 183. (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.139f.)
 
 
Professor Jørgen Jørgensen: Hyldest til Sovjetarméen – efter erobringer i Finland, Baltikum, Fjernøsten og det østlige Polen (1953)
Hvorfor hylder vi Sovjetarmeen? […] Sovjetarméen [har] aldrig erobret noget fremmed område. […] [Sovjet] har aldrig an­grebet noget land, som ikke først havde angrebet eller truet den. Dens højeste interesse er fred og frem­skridt [...] Den har ikke vist antydning af imperialistiske tendenser, men ved den sidste verdenskrigs afslutning blot indlemmet det meste af de russiskbefolkede landområder, som blev den frataget efter den første verdenskrig, plus et par småområder (Rutenien og en stump af Østprøjsen), som af strategiske grunde ikke kun­ne henligge uberørte. [...] Deraf følger, at sovjetarméen med rette kan betegnes som en ren og skær forsvarshær. Så længe Sovjet-arméen har været stærkere end vestmagternes hære, så længe har vi haft fred i Europa, og vi har ingen som helst grund til at anta­ge, at dette forhold vil ændres i fremtiden. […] [Jeg vil] af oprigtigt hjerte at gratulere Sovjetarméen på fødselsdagen og udtale vore varmeste ønsker for dens vel og fremgang i fredens og fremskridtets tjeneste.
- Sovjetunionen i Dag, marts 1953 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.150f.)
 
 

Palæstinakomitéen (oprettet af De Danske Vietnamkomitéer): Om ’revolutionære kræfter på internationalt plan
Sovjetunionen kom sejrrig ud af krigen, og den socialistiske lejr udvidedes til at omfatte et antal østeuropæiske lande. De slave­bundne folk rejste sig i hævdelse af deres ret til frihed og fremskridt, og den store kinesiske revolution, anført af Mao Tse-tung og det kinesiske kommunistparti, triumferede.
-
Bladet Falastin, ukendt årstal. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 102

 
 

Morten Thing: Om kunstneren, samfundsomvæltningen og Østeuropa (1971)
Kun ved hele tiden at vurdere vores arbejde i forhold til en langsigtet strategi (omstyrtelse af samfundet), kun gennem solidaritet med den klasse, hvis historiske opgave det er at frigøre mennesket, kan kunstneren komme ud over sin borgerlige skizofreni. Kun ved i konkret forstand at forstå sig selv som proletar. Brecht havde ret: „Sandheden er konkret". […] Vort arbejde må gå ud på at finde den mest effektive måde at solidarisere sig med proletariatet og dermed yde vores bidrag til at bringe samfundsomvæltningen nærmere. […][Om forholdene i Øst- og Centraleuropa:] Nok så mange bureaukraters fejlgreb og udrensninger bør ikke afholde os fra kampen mod dette [kapitalistiske] samfund i kampen for det kommunistiske, tværtimod bør vi lære af fejltagelserne og gå styrket videre.
- Vindrosen nr. 1 1971. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 134, 183

 
 

Historiebogen (Demos): Om  2. Verdenskrig og Sovjetunionens befrielse af Østeuropa (1971)
Sovjet blev igen overfaldet af imperialisterne i den anden verdenskrig. Men heller ikke denne gang lykkedes det kapitalisterne at erobre landet. I stedet for befriede den russiske hær flere lande i Østeuropa fra nazister og kapitalister.
- Historiebogen (Demos), 1971. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 167

 
 

VS: Om NATO (1973)
NATO er vendt mod opbygningen af socialismen i de lande, der har revet sig løs af det imperialistiske magtgreb.  […] Mest aktuelt for os — er NATO vendt mod medlemslandenes såkaldte „indre fjender" — mod arbejderklassens kamp for socia­lisme.
- VS-Bulletin, 22. juni 1973. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 192-93

 
 

Steen Folke: Om NATO (1973)
NATO er en del af det verdens­omspændende net af militæralliancer, der skal sikre det kapitalisti­ske og imperialistiske verdenssystems beståen. […] Som regel fremstilles NATO som vendt først og fremmest mod Østeuropa og Sovjetunionen [...] Men NATO blev i mindst lige så høj grad oprettet som værn imod den „indre trussel", dvs. mod folkene i de vesteuropæiske lande, specielt Frankrig og Tyskland, hvor der var store velorganiserede kommunistpartier. […] Kampen mod NATO må føres som en del af kampen mod kapitalismen og imperialis­men, som en del af kampen for socialismen.
- VS-Bulletin, 22. juni 1973. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s.193

 
 

Bente Hansen og Jesper Jensen: Om Anden Verdenskrig og ”den kolde krig” (1974)
Anden verdenskrig var også et opgør mellem imperialister, men førte til at socialismen sejrede i en række lande — og afløstes af den „kolde krig", hvor kampen fortsattes mellem kapitalistiske og socia­listiske lande med økonomiske, politiske og psykologiske midler. Der vil være krig i verden, så længe der eksisterer kapitalistiske lande.
- Det Lille Røde Leksikon, 1974. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 152

 
 

Erik Vagn Jensen: Sovjetunionens revolutionære befrielse af Baltikum (1977)
Det er givet, at mange først og fremmest Letland oplevede sommeren [1940], som en revolutionær befrielse.
- Fra bogen Ukendte naboer, 1977. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret. (2000) s. 257

 
 

Erik Knudsen: Manglende demokrati i øst er kapitalismens skyld (1982)
[Indlæg skrevet som brev til en socialist] [Jeg kan ikke forstå, hvorfor] du der kalder dig socialist synger med i det antisovjetiske kor. […] Du kræver demokrati i Sovjet, i DDR, i Polen. Som om vi havde i det kapitalistiske Vesten, Danmark indbefattet. Det har ikke! […] [Problemerne skyldes]kapitalismens pres med kold krig på kanten af atomkrigens. ragnarok. Hvordan fanden skulle det være muligt under sådanne betin­gelser at udvikle en demokratisk socialisme? Vi må se som socialister. Nu som før: fjen­den står til højre.
- Dagbladet Information d. 20. februar 1982. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret. (2000) s. 350

 
 

Erik Vagn Jensen: Om balternes frivillige indlemmelse i Sovjetunionen (1989)
Hvor er der fortalt mange løgnehistorier om de tre baltiske republikker, hvor er der ’glemt’ meget.  […] Året efter [Sovjetunionens besættelse i 1940] blev der altså afholdt ’frie valg’, og esterne, letterne og lithauerne søgte næsten enstemmigt om optagelse i Sovjet.
- Politiken 28. januar 1989. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret. (2000) s.416-417

 
     
 

UNGARN 1956

 
 

Aksel Larsen: Om Ungarn – Sovjetunionen opretholder ro og orden (1956)
Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som an­det end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at op­retholde ro og orden i landet. […] Situationen i Ungarn er for uklar til at jeg vil opkaste mig til dommer.
- Tale i Folketinget 6. november, 1956 (tre dage efter invasionen) (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.31)

 
 
Gert Petersen: Sovjet sikrer de nødvendige grænser for demokratiet i Ungarn (1956)
Kadar-regeringens [det efter invasionen sovjetisk indsatte marionetstyre] program [er] det samme som det, de ungarske arbejdere kæmpede for i opstandens første dage. […] [Men] grænsen for demokratiseringen ligger [...] der, hvor den lå i 1920’ernes Sovjetunion: demokrati på socialismens grundlag.
- ”Socialismen, Stalinismen og fremskridtet”, Dialog nov. 1956
 
 
Dialog: Sovjettropperne skal sikre fremskridtet i Ungarn (1956)
Dialog ønsker [...] at give udtryk for sin sympati og medfølelse med det ungarske folk, […] med dem, der på begge sider af fronten satte livet på spil for at forsvare de økonomiske og kulturelle resultater, Ungarn trods alt har nået gennem de sidste elleve år. […] Vi deler fuldt og helt det ønske, at Ungarn snarest må opleve den dag, da de sidste fremmede tropper forlader landet. Men vi mener, at det må ske sådan, at ikke fortidens verdslige og gejstlige magnater, men de ungarnske arbejdere, bønder og intellektuelle bliver uinskrænkede herrer over deres land. […] [Vi må] overvinde den tillidskrise, der i dag hersker mellem de progressive kredse i Vesteuropa og socialismens lande. […] Kort sagt: vi opfordrer til at genoptage det brobygningsarbejde, som på lykkelig måde prægede det internationale samliv indtil de sidste ugers begivenheder i øst og vest.
- Dialog, nov. 1956 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.176; M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.29)
 
 

Aksel Larsen: Om Ungarn - de ungarske oprører er kapitalistiske, feudale elementer (1956)
[De ungarske oprøre er] kapitalistiske, feudale elementer med kardinal Mindszendy som ordfører. […] For at hindre fascismens sejr i Ungarn med umiddelbar krigsfare som følge, satte Sovjetunionen sine tropper ind for at bringe ro i landet.
- Slutningen af november, 1956 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.31f.)

 
 
Gert Petersen: Afvisning af for hård kritik af Sovjetunionens fremfærd i Østeuropa (1957) 
[Hvorfor] slynge skældsord efter sovjetpolitikerne, fordi de evt. ikke er enige med os i vor analyse af fredsmulighederne? […] Det er aldrig gået de tossegode godt. […] [Khrustjovs nye lederskab vil bringe ny fremgang] Og igen vil vi finde vej til de menneskers bevidsthed, som vakler [...] Og disse mennesker vil i stadig højere grad gå over på vor side, på den marxistisk-leninistiske teoris, på arbejderklassens side i kampen mod kapitalen.
- Dialog, sept. 1957 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.179)
 
 
Historiker Benito Scocozza: Forsvar for de sovjetiske skueprocesser og invasionen af Ungarn (1957)
[Den] borgerlige humanisme [må afvises]. […] Nogle mennesker er blevet skudt i Sovjetunionen for tilstået landsforræderi og krigsforberedelse. De borgerlige aviser har let spil. Her er nogle individuelle tragedier [...] i humanitetens navn rejses en hetzkampagne mod Sovjetunionen. […] [Sovjetunionen hindrede] den ungarske kontrarevolution […] Hvor mange arbejdere og bønder, der stod bag opstanden, er i og for sig underordnet i bedømmelsen af de indre sammenhænge [...] Det primære er, hvorledes det reelle magtforhold i kampen om statsmagten udviklede sig.
- ”Klassekampens logik”, Dialog, okt. 1957 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.179f.)
 
 
Mogens Fog: Stalin stadig bedre end Churchill og Eisenhower (1957)
[Trods Stalin-tidens overgreb] må vi holde os for øje, at altid vil en Churchill og en Eisenhower være større modstandere af vore socialistiske mål end Stalin. […] Intet overgreb i Sovjetunionen, i Ungarn osv. er uden sidestykke i de dele af verden, som beherskes af vestmagterne.
- Kommunismen og demokratiet (1957) (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.181)
 
     
 

TJEKKOSLOVAKIET 1968

 
 

Politiker Hanne Reintoft: Om invasionen i Tjekkoslovakiet (1968)
Jeg deltager ikke i en demonstration mod de socialistiske lande i et NATO-land. […] Jeg [...] vil ikke deltage i det borgerlige samfunds misbrug af den ulykkelige situation til antisocialistisk propaganda.
- Information
, d. 22., 24.-25. august 1968 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.78)

 
 

Politiker Erik Sigsgaard: Om invasionen i Tjekkoslovakiet og Danmarks medlemskab af NATO (1968)
Ofrene for blokpolitikken er de små lande, såvel i øst som vest. […] En forlængelse af NATO-medlemskabet vil blot være udtryk for samme magtfilosofi som ligger bag invasionen af Tjekkoslovakiet. […] Situationen i Tjekkoslovakiet vil blive udnyttet af USA til at fastholde sin magtpolitik. […] [Nato-medlemmet Danmark har] pådraget sig et medansvar for det skete i Tjekkoslovakiet.
- Information
, d. 22. august 1968 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.78)

 
 

Forfatter Klaus Rifbjerg: Problemet med Tjekkoslovakiet – det kan bruges af de borgerlige (1968)
Speakeren fortæller om indmarchen i Tjekkoslovakiet. […] katastrofen var enkel nok at tage stilling til. Følelsen af væmmelse, af sorg, panik, frustration over for det skete i Tjekkoslovakiet var ureflekteret og spontan, men efterhånden som nyhederne indløb og vi så kommentarerne til dem i pressen, blev fortvivlelsen over det, der var sket, forøget med en intens kvalme. […] En entydig menneskelig tragedie blev brugt i den fedeste, mest frasetunge og patetiske svulst til at bekæmpe et politisk system som alle dage har været den vestlige verden en torn i øjet: socialismen. Uden at ryste på hånden har den højreorienterede, borgerlige presse taget det socialistisk-kommunistiske Tjekkoslovakiet til indtægt for egne reaktionære synspunkter, uden at blinke med øjet har man bragt metervis af tekster og billeder, hvor demonstranter er blevet hyldet som tapre og patriotiske, selv om man med 100 pct. Sikkerhed ved, at de i en anden sammenhæng, i en anden slags demonstration af den samme presse ville blive stemplet som provokatører, opviglere, bisser og urostiftere. Det er grotesk at se, hvordan kommentatorer uden mindste forsøg på at skjule deres begejstring, nu henvender sig hånligt til de hjemlige venstreorienterede og siger: Ha ha ha, I troede på Sovjet, og se nu, hvad Ivan har gjort! Der fik I den, naive medløbere, vakkelvorne demagoger, politisk naive!
- Politiken, d. 30. august 1968

 
 

Politiker Preben Wilhjelm: Om invasionen af Tjekkoslovakiet - NATO er årsagen (1969)
Men det er en forkvaklet logik, der får nogle til at bruge Tjekkoslovakiets skæbne i argumentationen for fortsat dansk medlemskab af NATO. […] Opløsning [af militærpagten] det ene sted vil uundgåeligt medføre opløsning det andet sted [...] Tingene hænger sammen, og vi burde forstå, at vi har et medansvar for Tjekkoslovakiets skæbne. […] For vi har ikke gjort vores del af arbejdet.
- VS-Bulletin fra 1969 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.78)

 
     
 

ALBANIEN

 
 

Niels Frølich: Om det frodige og dejlige Albanien (1969)
Det første indtryk er grønt, grønt alle vegne. Efter et solsvedent Jugoslavien opløses bjergene i bløde bakker og til sidst i grønt slette­land med blanke vandstriber. […] Grønne marker med tomater, majs, hvede, meloner og alt an­det, der overhovedet kan tænkes at gro i jorden. […]

Alle indbyggere gjorde tre dages militærtjeneste om måneden. Det er et led i uddannelsen til mangesidigt socialistisk menneske. […] Der er så mange smukke steder i Albanien, at man overhovedet ikke kan vende hovedet noget sted hen uden at se noget dejligt. […] Kirkerne er heldigvis enten revet ned […] eller omdannet til børnehaver. Alt i alt var det en fantastisk oplevelse at se landet, at tale med dets folk og se, at her gjorde man et alvorligt forsøg på at frembringe et alternativ til napalm- og mavesårssamfundet. Jeg vil gerne til Albanien igen.
- Politisk Revy, 29. august 1969 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.57f.)

 
 

Historiebogen (Demos): Om Kina, Albanien, Vietnam, Korea og på Cuba (1971)
Ja, der kom flere revolutioner: i Kina, Albanien, Vietnam, Korea og på Cuba. Der kæmpede fattige bønder og arbejdere for deres frihed med våben i hånd. Imperialisterne gav sig ikke. Krigen varede i 5-10-20-30 år. Krigen var hele folkets krig [...] Alle måtte være med. […] På denne måde lærte de at samarbejde. De lærte at stole på deres egne kræfter. Og det lykkedes at besejre imperialisterne. […] hele folket havde været med til at befri deres land. Nu gjaldt det om at forhindre bureaukraterne, partipamperne og teknokraterne i at tage magten.
- Historiebogen (Demos), 1971. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 167-68

 
 

Forfatteren John Max Pedersen: Hyldest det frie socialistiske land Albanien (1982)
Albanien er et sociali­stisk land, [...] et uhyre åbent og frit land. Ingen kan bilde mig ind, at man kan få et helt folk til at synge, spille, danse og skrive levende og lykkeligt på kommando. Dette kan kun ske i den fri­hed, socialismen bringer det arbejdende og skabende folk.
- Aktuelt 30.07.82 (B. Jensen: Stalinismens fascination. Kbh. 1984/2002, s.186)

 
 

Ole Sohn: Hyldest til DDR (1989)
DKP har igennem de opnåede resultater ved opbygningen af socialismen i DDR i løbet af årene fået stor inspiration. […] Vi tænker her på afskaffelsen af arbejdsløshed og bolignød, garanti for de unges uddannelse, billige basisfornødenheder, dvs. sikringen af en række basale menneskerettigheder. […] [DDR har igennem 40 år] udgjort en afgørende faktor for fred, sikkerhed og afspænding i Europa.
- Brev til DDR’s leder, Erich Honecker, fra DKPs formand, Ole Sohn, 7. oktober 1989, Uddrag af brevet bragt i BT 15. oktober 2010.

 
     
     

 

 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg