< Dokumentationscenter: Rød terror
  
 

Det sagde venstrefløjen i Vesten og i Danmark:

Om Mao og regimet i Kina

  
 
 
 

Se ligeledes: Kronologisk oversigt - Øjenvidneskildringer - Mao-citater

Se endvidere: Det sagde venstrefløjen: Persongalleri samt Venstrefløjskritik

 

 

  

 

 

UNDER PERIODEN I DE RØDE BASER (1931-1948)

< Læs mere om den røde terror i perioden

  
 
I 1936 foretog den amerikanske journalist, Edgar Snow, en række interviews med Mao. Dette resulterede i flere udgivelser, bl.a. Red Star over China (1937), hvori Snow gengav maoisternes egne officielle versioner af hændelser under borgerkrigen og livet under det kommunistiske styre, mens forbrydelser og overgreb blev udeladt. I bogen lyder det bl.a.:
  
 

Edgar Snow om den kommunistiske propagandas ædle hensigter og det kommunistiske styres velsignelser overfor bondebefolkningen (1937):

[Om kommunisternes propaganda] Hvor groft de end til tider havde fejlet, hvor tragiske udskejelser de end havde gjort sig skyldige i, hvor overdrevent eftertryk de end havde lagt på dette eller hint, så havde det været deres oprigtige og dybtfølte propagandistiske mål at ruske op i den kinesiske landbobefolknings millioner og vække dem til en tro på menneskets rettigheder, at bekæmpe deres frygtsomhed, passivitet og statiske tro på taoismen og konfucianismen, at opdrage, at overtale og, uden tvivl, til tider plage og tvinge dem til at kæmpe for ”folkets herredømme” – et helt nyt begreb for Kinas bønder – kæmpe for en tilværelse i retfærdighed. Lighed, frihed og menneskelig værdighed, som kommunisterne så den. I langt højere grad end alle de fromme men meningsløse resolutioner, som blev vedtaget i nanking, kunne det voksende pres fra en bondebefolkning, som lidt efter lidt, efter to årtusinders søvn, rejste sig i bevidsthed, fremtvinge en uhyre forvandling i dette land.

Hvad denne ”kommunisme” på en vis indebar, var at tusinder af uddannede unge, selv inspireret til store visioner gennem den verden af videnskabelig kundskab, de nu pludselig fik adgang til, for første gang i historien ”vendte tilbage til folket”, søgte til deres lands dybtliggende grundvold for at ”åbenbare” noget af deres nyerhvervede lærdom for den intellektuelt sterile landbefolkning, for bondestanden, som levede i mørke, og søgte at få dem som forbundsfæller under opbygningen af en ”rigere tilværelse”. Opfyldt af glødende tro på, at en bedre verden kunne skabes, og at kun de kunne skabe den, bragte de deres recept – kommuneidealet – tilbage til folket til godkendelse og støtte. Og i et fantastisk omfang syntes de at vinde begge dele. Gennem propaganda og handling havde de bibragt millioner en helt ny forestilling om staten, samfundet og individet. […] Så begyndte Mao Tse-tung at fortælle mig noget af sin egen livshistorie, og mens jeg skrev den end, nat efter nat, indså jeg, at dette ikke blot var hans egen historie men også en forklaring på, hvordan kommunismen voksede – en ægte og udpræget kinesisk variant af den – og hvorfor den havde vundet tusinder af unge mænds og kvinders tilslutning og støtte. Det var en beretning, som jeg senere skulle komme til at høre, med rige variationer, i mange andre røde lederes livshistorier. Det var, tænkte jeg, en beretning, folk gerne ville læse. [...]

[Om det kinesiske sovjetsamfund under Mao] Hvad den kinesiske kommunisme end kan have været i den sydlige del af landet, så måtte den nok, sådan som jeg forefandt den oppe i Nordvest, være mere præcist end nogen som helst andet, Marx ville have accepteret som et af sine mønsterbørn, kaldes ”landbolighed”. Dette gjaldt så ganske iøjnefaldende i økonomisk henseende, og skønt den sociale, politiske og kulturelle levevis deroppe nok udfoldede sig under en primitiv marxistisk vejledning, var materielle kårs begrænsninger åbenbare alle vegne.

Der var ingen maskinel industri af nogen betydning i Nordvestkina. Det var først og sidst et jorddyrker- og hyrdeland, hvis kultur havde stået i stampe gennem århundreder, om end mange af de fremherskende økonomiske misbrug utvivlsomt genspejlede ændringerne i de halv-industrialiserede byers økonomiske forhold. Alligevel var den Røde Hær i sig selv et udpræget produkt af ”industrialiseringen”s indvirkning i Kina, og det chok, som dens ideer havde tilføjet den forstenede kultur her, var i ordets sande betydning revolutionerende. […] Indenfor disse grænser syntes sovjetterne at arbejde udmærket i områder, hvor deres styre var stabiliseret. […] Ganske typiske for intensiteten i de sovjetiske bestræbelser var de metoder, som blev taget i anvendelse for at forøge produktionen og nyttiggøre store øde landområder. Jeg skaffede mig kopier af mange ordrer, ganske forbløffende i deres rækkevidde og sunde, fornuftige gennemførlighed, udstedt af Landbrugskommisariatet til dets forskellige underafdelinger som vejledninger til dem i deres arbejde med at organisere og motivere bønderne for arbejdsopgaver. […] Og jeg må indrømme, at de fleste bønder, jeg talte med, lod til at støtte sovjetterne og den Røde Hær. […] Her såede de Røde frøene til den drastiske revolutionære idé om kollektiv indsats – og udførte forberedende uddannelsesarbejde med henblik på en fremtid, som ville muliggøre virkelig kollektivisering. Samtidigt trængte langsomt ind i bondementalitetens mørke dyb forestillingen om et bredere, rigere samfundsliv.
- Rød stjerne over Kina, del 1, s.162f., 282f., 285f., 290 (da. overs. v. Christian Dahlerup Koch (1976) efter Snows tredje reviderede udgave, 1971).

< Tilbage til kronologisk oversigt: Omkring 1937

  
 

 

Den amerikanske journalist, Anna Louise Strong, sendtes i 1947 af Mao rundt i verden for at propagandere for det kommunistiske styre i Kina. Samme år udgav hun bogen Dawn out of China, hvor det bl.a. lyder:

  
 

Anna Louise Strong om Maos ”store indsats” (1947)
[Maos] store indsats har været at ændre marxismen fra en europæisk til en asiatisk form […] på alle områder […] på en måde, som hverken Marx eller Lenin kunne have drømt om. […] Hele Asien kommer til at lære mere [af Kina] end USSR. […] [Maos værker vil] med stor sandsynlighed påvirke de senere regeringsformer i dele af efterkrigstidens Europa.
- Dawn Out of China (1947) s.168ff.

< Tilbage til kronologisk oversigt: Omkring 1947

  
 
 
     
 

UNDER MAOS REGIME (1949-1976)

< Læs mere om den røde terror i perioden

  
 

Den franske forfatterinde, Simone de Beauvoir, besøgte i 1955 kort Kina. Resultatet af dette besøg blev bogen La Longue Marche (1957, eng. 1958):

  
 

Simone de Beauvoir om den ikke-diktatoriske Mao (1958)
[Maos] magtudøvelse er ikke mere diktatorisk end for eksempel Roosevelts var. Det ny Kinas forfatning gør det umuligt at koncentrere al magt i en enkelt mands hænder. […]

[I indekset til bogen:] [Mao] om vold, undgåelse af –

- The Long March (1958)

< Tilbage til kronologisk oversigt: Omkr. 1958

  
 

 

Under Kulturrevolutionen

Under Maos blodige kulturrevolution fra 1966 til sin død i 1976 [læs mere] flød venstrefløjen i Vesten og Danmark over i henrykkelse for den kinesiske kommunisme. Maoisternes overgreb og myrderier blev fortiet, og Kina blev fremstillet som repræsentant for den eneste sande vej til kommunismen. Sovjetunionen havde nemlig svigtet efter Khrusjtjovs kritik af Stalin og forsøget på at opnå fredelig sameksistens med Vesten. Dette blev anset som en uantagelig og forræderisk ”revisionisme”. Men i Maos Kina holdt man heldigvis fast på den stalinistiske linje. Her en række uddrag:

  
 

Jan Bredsdorff: Om Kina (1967)
Det yderliggående demokrati, der i øjeblikket er under udvikling [i Kina] er den basis, hvorpå fremtidens egalitære samfund skal bygges.
- Politisk Revy, oktober 1967 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.55)

  
 

Redaktør/forfatter Jacques Hersh om stalinismens og maoismens overlegenhed (1967)
Uden at tage den overlegne samfundsorganisation i betragtning og den politiske inspiration, som var til stede i Stalintiden, kan man vanskeligt forklare den økonomiske fremgang og den sejrrige kamp, som Sovjetunionen førte under 2. Verdenskrig. Intet mål af terror, tvang eller vold kunne have opnået disse resultater. […] [Denne] overlegne samfundsorganisation [som Khrusjtjov kritiserer, forsvarer Mao med] den store socialistiske – senere proletariske – kulturrevolution.
- Politisk Revy, oktober 1967 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.56)

  
 

Ebbe Kløvedal Reich: Om Kina (1967)
Et eneste sted i verden fornys samfundet så at sige fra dag til dag, eksperimenterer og skyder mærkværdige løfterige knopper. Det er Kina […] Kina er politisk og ideologisk et overudviklet land [...] Vi har selv bistand behov.
- Politisk Revy, december 1967 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret!, Kbh. 2000, s.56)

  
 

VS: Kina som forgangsland (1968)
Afskaffelsen af den private ejen­domsret til produktionsmidlerne, som er gennemført i de såkaldt so­cialistiske lande, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at sikre arbejderne mulighed for at styre produktionen. Selv om der er store forskelle fra land til land, er det i de fleste af disse lande et nyt lag af bureaukrater, som har erobret den politiske magt og derigennem magten til at bestemme over produktion og fordeling. […] Det ser dog ud til, at der først og fremmest i Kina foregår en kamp for at løse disse problemer. […] [Kapitalismen må] afløses af et samfund med kollektivt eje af jord og produktionsmidler. Med fælles styring og planlægning af produktionen. […] [Overgangen til socialismen] forud­sætter en revolution, hvor lønarbejderne nedbryder den kapitalisti­ske statsmagt. […] Det er en illusion at tro, at man kan indføre socialismen gradvis ved hjælp af Folketinget [...] De nuværende ejere opgiver naturligvis ikke godvilligt deres ejendomsret. Derfor er det nødvendigt med et revolutionært brud med den gamle orden.
- VS-brochure: Hvad vil Venstresocialisterne?, uden datering (1968) (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.48f.)

  
 

Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML) om dets stalinistiske og maoistiske grundlag (1968/1975)
[KFML hviler på] marxismen-leninismens-Mao Tse-tung-tænkningens [grundlag] […] Dette grundlag markerer, at KFML er skabt som følge af striden mellem revolutionære og revisionister (Khrusjtjov) indenfor den kommunistiske verdensbevægelse. […] I årene efter 1956 konsoliderede en ny herskende klasse sig i Sovjetunionen. Den fremlagde en politik, der sætter den fredelige sameksistens som generallinien for international politik. […] Mao Tse-tung-tænkningen har med udgangspunkt i erfaringerne fra proletariatets diktaturs nederlag i Sovjetunionen fastslået, at klassekampen fortsætter hele den socialistiske epoke igennem. Kulturrevolutionen i Kina var i praksis et udtryk for denne erkendelse […] KFML solidariserer sig på den proletariske internationalismes grund med Kinas Kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti, som opbygger socialismen, bekæmper revisionismen og i den internationale politik går forrest i kampen mod de to imperialistiske supermagter.
- Socialistisk håndbog, 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.81f.)

  
 

Redaktør/forfatter Jan Bredsdorff om kulturrevolutionens sejr og menneskelighed (1968)
Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet at et samfund styres af mennesker og at mennesker styres af menneskelighed.
- Politisk Revy, maj 1968 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.57)

  
 

Politisk revy om fordelene ved Kinas atombevæbning (1968)
Under Camp David-samtalerne med Eisenhower ændrede Khrusjtjov Sovjetunionens rolle som den havde været under Stalin i en sådan grad, at USSR nu er allieret med amerikansk imperialisme, hvis erklærede fjende var det socialistiske Kina. […] Det er ikke bomben i sig selv der truer verden, siger kineserne. Det afhænger af hvem der har den og med hvilket formål. […] I Kinas hænder […] er den et stort skridt fremad for den revolutionære kamp for fred.
- Politisk revy, december 1968 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.59f.)

  
 

Filminstruktør Christian Braad Thomsen: Kritik af The Beatles som umaoistiske (1968)
[Anmeldelse af pladen The White Album:] Derimod har man ikke lyst til at være videre positiv over for de to nye langplader med Beatles. […] Det politiske verdensbillede, der tegnes på pladerne, er ganske sigende. Der er hyldestsange til både USA og USSR, hvorimod vi advares mod at bære billeder af formand Mao. […] Skulle Godard lave en film om Beatles, ville han placere dem på bourgeoisiets side.
- Politisk Revy, december 1968 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.61)

  
 

VS om den lærerige marxistiske kulturrevolution i Kina (1969)
[Lotte Arlien-Søborg: Anmeldelse af antologien Kulturrevolutionen i Kina. En antologi ved Ellen Brun & Jacques Hersch] I Kina foregår der en af historiens største massebevægelser på marxistisk grundlag. Det må da være absolut relevant for en vestlig marxist at undersøge kulturrevolutionens problematik med det formål at uddrage en anvendelig lære deraf. […] I Kina sker der en total afvisning af vore værdier, i en sådan grad at Kina i sin natur er selve negationen af forbrugersamfundets model. […] Kulturrevolutionen [gør] kulturdebatten til en massedebat. Kritikken og debatten omkring et kunstværk må primært være politisk, og i denne debat deltager masserne. […] [Bogen] er en hel enestående antologi om kulturrevolutionen i Kina forfattet af fremragende sinologer og andre, der på et marxistisk grundlag har forsøgt at analysere og bedømme forholdene ud fra Kinas egne historiske forudsætninger og revolutionære erfaringer.
- VS-Bulletin (12.dec. 1969) (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s. 109f.)

  
 

KFML om stalinismens og maoismens fortjenester og fortsatte relevans (1969)
[I Bo Gustafsons artikel ”30 år efter”] gives en samvittighedsfuld vurdering af Stalins arbejde i forhold til hans historiske indsats og til hans seneste værker, set i lyset af Mao Tse-tungs videreudvikling af marxismen-leninismens teori. […] Er det i dag, i 1969, af betydning at studere Stalin-problematikken og Stalins teoretiske bidrag og foretage vurderinger af hans fortjenester og fejl? […] Ja, det er af overordentlig stor betydning […] Mao Tse-tung lærer os: ”Hvis I ikke har undersøgt et problem, mister I retten til at udtale jer om det.” Vi håber med Marxistisk-Leninistiske Studiebreve nr. 2 at have givet læserne noget stof til undersøgelse.
- Marxistisk-Leninistiske Studiebrev, nr. 2, 1969 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.112)

  
 

Redaktør/forfatter Jacques Hersh om det maoistiske Kinas rolle i verdensrevolutionen (1970)
Mao Tse-tung henvender sig med hele sin prestige og sin egenskab af det kommunistiske partis formand direkte til hver enkelt kineser om at blive sig sin rolle bevidst, som landet skal spille i verdensrevolutionen.
- Politisk Revy, juni 1970 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.56f.)

  
 

Palæstinakomitéen (oprettet af De Danske Vietnamkomitéer): Om ’revolutionære kræfter på internationalt plan
Sovjetunionen kom sejrrig ud af krigen, og den socialistiske lejr udvidedes til at omfatte et antal østeuropæiske lande. De slave­bundne folk rejste sig i hævdelse af deres ret til frihed og fremskridt, og den store kinesiske revolution, anført af Mao Tse-tung og det kinesiske kommunistparti, triumferede.
- Bladet Falastin, ukendt årstal. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 102

  
 

Redaktør Bente Hansen om Sovjets svigt og Kinas store kulturrevolution (1971)
I denne politik [med fredelig sameksistens med USA] er Sovjet kommet i klemme over for de befrielsesbevægelser rundt om i verden som med våben i hånd bekæmper de vestlige koloniherrer. […] Det er i det hele taget sket ting fra Sovjets side, som har gjort det vanskeligt at regne det for et land med socialistiske hensigter. […] Kina har gennemført først en stor økonomisk og social revolution og siden den store kulturrevolution […] en stor kampagne, hvor man prøver at undersøge, hvad der burde rettes i tankegang og vaner.
- Bente Hansen: Kapitalisme, socialisme, kommunisme – en bog for børn og voksne, 1971 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.60)

  
 

Bente Hansen: Om det nye menneske og den kinesiske kulturrevolution (1971)
De fleste af os er tyranniseret fra vid og sans. Kun hvis man bruger Rexona vil de andre have én med til bal, kun med Macs, Colgate og Delfol bliver man populær. Netop det med at stille sig kritisk over for alle disse værdier bliver noget vigtigt at få med i en revolution. [...] Det var bl.a. det, den store kinesiske kulturrevolution gik ud på [...] en stor kampagne, hvor man prøvede at undersøge hvad der burde rettes i tankegang og vaner. […] Socialisme og kommunisme er det samme i den forstand, at socialisme er en nødvendig overgang til det kommuni­stiske samfund. Man kan derfor ikke være konsekvent socialist uden også at være kommunist.
- Kapitalisme, Socialisme, Kommunisme – en bog for børn og voksne, 1971. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 152

  
 

Historiebogen (Demos): Om Kina, Albanien, Vietnam, Korea og på Cuba (1971)
Ja, der kom flere revolutioner: i Kina, Albanien, Vietnam, Korea og på Cuba. Der kæmpede fattige bønder og arbejdere for deres frihed med våben i hånd. Imperialisterne gav sig ikke. Krigen varede i 5-10-20-30 år. Krigen var hele folkets krig [...] Alle måtte være med. […] På denne måde lærte de at samarbejde. De lærte at stole på deres egne kræfter. Og det lykkedes at besejre imperialisterne. […] hele folket havde været med til at befri deres land. Nu gjaldt det om at forhindre bureaukraterne, partipamperne og teknokraterne i at tage magten fra sig!
- Historiebogen (Demos), 1971. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 167-68

  
 

Redaktør Ejvind Larsen om Kinas menneskelige industriproduktion (1971)
I Kina op mod en fjerdedel af verdens befolkning i dag at gennemføre en socialistisk økonomi. […] Den kinesiske kulturrevolution stræber efter afvikling af markedet, virksomhedsautonomien og de materielle ansporinger i form af bonusordninger og akkordlønsystemer for arbejdere. Dele af målet er allerede nået, uden at produktionen i de kinesiske virksomheder er faldet. […] [citerende Joan Robinson The Cultural Revolution in China:] ”Den kinesiske socialismes mål er at gøre brug af den højest mulige teknik som moderne industri har frembragt og samtidig undgå den trælse kedsommelighed og umenneskeliggørelsen af forholdet mand og mand imellem som man finder andre steder i verden […] Kineserne har udretteten hel del i denne retning og de agter ikke at stille uret tilbage.”
- Vindrosen, nr. 2 1971 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.134)

  
 

Journalist Edgar Snow om den Store Kulturrevolution – Maos sidste kamp mod revisionisterne (1971)
I Kinas 3000-årige skrevne historie var kombinationen af de resultater, Mao havde nået, rimeligvis enestående. Andre var redet til magtens tinde på bøndernes rygge og havde efterladt bønderne i dyndet; Mao søgte at holde dem oppe for al fremtid. Drømmer, kriger, politiker, ideolog, digter, egoist, revolutionær tilintetgører og skaber – Mao havde ledet en bevægelse, hvis formål var at ruske en fjerdedel af menneskeheden til bevidsthed og forvandle en forhutlet, underkuet bondestand til en slagkraftig, moderne hær, som samlede et længe splittet storrige; han havde skabt en tænkning, som gav udtryk for gældende, ægte kinesiske behov og forhåbninger, skaffet millioner videnskabelig og teknisk uddannelse og lært masserne at læse og skrive; han havde skabt grundlaget for en moderniseret økonomi, som var i stand til at lægge verdensrystende kernekraft i kinesiske hænder; han havde genrejst Kinas selvrespekt og verdens respekt eller frygt for Kina, og han havde skabt eksempler på, hvad selvtillid kan udrette for de af Jordens fattige og underkuede, der vover at gøre oprør. Intet under, at Mao nægtede at afgive terræn til dem, der prøvede på at revidere denne opskrift på succes.

For Mao, som nærmede sig den sidste fjerdedel af et hundredårigt liv, var den Store Kulturrevolution måske en sidste kamp. Men maoismen var blevet større end Mao, og hvis det viste sig, at Kulturrevolutionen ikke havde formået at gøre det af med revisionismen, så formåede heller ingen revisionisme for stedse at udradere virkningerne, på godt og ondt, af Mao Tse-tungs liv.

Da jeg i 1970 besøgte Mao i fem timer i hans hjem i Peking, var han ved godt helbred – men han var endnu ”ikke tilfreds” med revolutionens resultater.
- Rød stjerne over Kina, 2. del s.627 (da. overs. Christian Dahlerup Koch (1976) efter Snows tredje reviderede udgave, 1971)

  
 

Rødstrømpen Suzanne Giese om feminismens store triumf i det kommunistiske Kina (1973)
[Den vestlige forbrugerkultur kvæler] ethvert tvivlspørgsmål om kvindens rolle i den avancerede kapitalisme. […] [For kvinder var det] en befrielse at slippe ud af skønhedsindustriens klo og manifestere deres menneskeværd i modstrid med disse industrier. […] [Det var] en befrielse at opgive makeuppen og droppe frisøren, at fornægte kjoler og klæ' sig lige så funktionelt som mænd. […] For kvinderne i Kina betød revolutionen, at de kunne iføre sigsamme enkle buksedragt som mændene som et symbol på, at deres værdi som kønsobjekter var bortelimineret med deres nyvundne økonomiske ligestilling. […] Otte ud af ti [vestlige] kvinder identificerer sig endnu med kvindeidealer, som er passiviserende og forvrængende. De har endnu ikke lært at manifestere sig på andre end mændenes og kapitalens præmisser. De to sidste kvinder kæmper mod overmagten og sig selv for at bevise, at kvinder har andet at byde på en krop og klæ'r. De vil vise, at når vi subjektiviserer objektet, dukker der en stærk og fri kvinde frem, som vil vide at definere sin menneskelige status i forhold til kvinder, mænd og samfund. Disse to sender længselsfulde tanker til Kinas jakkeklædte døtre.
- Vindrosen nr. 4, 1973 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.143ff.)

  
 

Bjarne Lynnerup & Knud Erik Skouby: Kina og den evige kulturrevolution (1973)
Under kulturrevolutionen lagde kineserne som bekendt stor vægt på klassekampen i overbygningen, i den ideologiske sfære. Men én kulturrevolution er ikke tilstrækkeligt til en gennemgribende proletarisering af overbygningen. Bourgeoisiet og dets allierede vil altid søge at vinde frem igen efter et nederlag og prøve at genoprette kapitalistiske forhold både i basis og i overbygning […] Dette er atter et udtryk for kinesernes udogmatiske, levende anvendelse af marxismen-leninismen, de fokuserer åbent på de modsigelser, der hersker i et socialistisk samfund.
- VS-Bulletin, 26. oktober 1973 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.213)

  
 

VS’s programkommission om Maos kulturrevolution og dens nødvendighed for socialismen (1974)
Vi må gøre os klart, at den russiske revolution gennem sin enestående placering som den første revolution, og i mange år den eneste håndgribelige sejr for arbejderklassen. […] [citerende Paul Sweezy:] ”Uden tvivl fandtes [der] en styrende bureaukratisk gruppe [i Kina før kulturrevolutionen, der ville føre Kina i] kapitalistisk retning efter østeuropæisk mønster. […] Mao og en lille gruppe tro følgesvende modsatte sig dette tilbagetog […] udløste kulturrevolutionen, mobiliserede masserne og afsatte de bureaukratiske ledere. Herigennem sikredes Kinas udvikling i retning af socialisme.” […] [Citerende Charles Bettelheim:] ”Udtalelsen fra Kinas Kommunistiske Parti om kulturrevolutionen og dens mål og metoder gør meget tydeligt teoretisk rede for de ideologiske og politiske forhold som må virkeliggøres inden truslen om en borgerlig magtovertagelse kan imødegås med held.”
- VS-pjecen, Overgangssamfund eller socialisme? 1974 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.214f.)

  
 

Steen Folke (VS) – Kina er på rette vej (1974)
[Kina har problemer med at realisere socialismen, men der er] positive ting at fremhæve […] Kina erkender i dag, at der foregår en klassekamp mellem to linier [indenfor socialismen]. […] Vi bør beskæftige os mere med den kinesiske kulturrevolution.
- VS-Bulletin, 10. maj 1974 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.215)

  
 

VS’s sangbog – Østen er rød. En hyldest til den store rorgænger (1974 /1979)

Østen er rød, solen står op / Kina har frembragt en Mao Tse Tung, / han arbejder for folkets sag, / han er folkets lærer og dets store redningsmand.

Mao Tse Tung elsker sit folk, / hans skrifter udsprang af folkets behov, / han går foran og viser vej, / for at skabe et Kina, der er nyt som morgensol.

Hvor solen skinner, der blir der lys, / sådan er det kommunistiske parti, / overalt hvor partiet går frem, / der får hele folket hjælp til at befri sig selv.

Vi bor i Danmark / det ved vi godt / Mao er slet ikke formand for os / men han er vor kammerat / når vi kæmper med hele verdens / undertrykte folk

- Den røde sangbog, 1974 [genudg. 1979] oversat efter Tung fang hung (Plum s.163, 244)

  
 

Kunstner Dea Trier Mørch om Mao, kunstneren og arbejderklassen (1974)
Men jeg tror – som formand Mao også giver én anledning til at tro – at den borgerlige kunstner kan indtage et revolutionært standpunkt og gøre sig nyttig for arbejderklassen.
- VS-Bulletin, 15. marts 1974 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.184)

  
 

Anne Mette Kruse om det fremragende kinesiske skolesystem (1974)
Kriteriet for en [kinesisk] mønsterelev er for det første politisk bevidsthed, for det andet faglig viden […] Hvis f.eks. en elev er dygtig, men ikke hjælper andre, er vedkommende ikke en mønsterelev. […] [Med baggrund i] hvad det kinesiske folk har opnået [bør vi i Danmark] tage ved lære af den måde hvorpå kineserne velorganiseret og målrettet har overvundet de vanskeligheder de har sat sig for at overvinde. […] [Der bør] sideløbende med det øgede kendskab til kinesisk politisk praksis udarbejdes konkrete analyser af vore egne forhold på et dialektisk materialistisk grundlag.
- Unge Pædagoger, sept. 1974 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.204)

  
 

Tvindleder Amdi Petersen om den progressive opdragelse (1974)
Karakteropdragelsen i Kina kan nærmest siges at have til formål at støtte de progressive elementer i opbygningen af det socialistiske Kina og står således i ledtog med de regerende, med folket, med de retfærdige og de fleste kræfter, således at det ligefrem bliver en enorm fællesopgave og fællesoplevelse at fremme de gode karaktertræk. […] Vores situation er en anden end kinesernes, vi lever ikke i et socialistisk land, hos os er kampen i en anden fase […] den samfundsmæssige organisation i Danmark (forbliver) en hæmsko for en ordentlig folkekarakteropdragelse indtil det øjeblik den er ændret.
- Internt papir ”Om efterskolen”, 1974 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.245f.)

  
 

Sociologiprofessor Joachim Israel om forskellen på Sovjet og Kina (1974)
Mens i Sovjetunionen proletariatets diktatur er forvandlet til et diktatur over proletariatet, eksisterer i Kina en dialektisk relation mellem partiet og masserne: Partiet leder masserne, men disse kan og skal kritisere partiet som skal lytte til masserne. […] [I Kina er] marxismen blevet udviklet [og] Mao Tse-tungs tanker [udgør] et levende teoretisk udtryk for en praksis der til stadighed forandres.
- Det svenske Clarté, nr. 6 1974 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.226

  
 
Bente Hansen og Jesper Jensen: Om maoistisk kritik og selvkritik (1974)
Korrekte idéer falder ikke ned fra himlen, og kun ved en syste­matisk selvkritik og kritik kan ens praksis og teori blive konstant forbedret [...] Et enestående eksempel på en sådan systematisk brug af denne metode var den kinesiske kulturrevolution.
- Det Lille Røde Leksikon, 1974. Her efter M. Plum: Bombardér hovedkvarteret (2000) s. 152
  
 

Joachim og Ulla Israel om bøndernes og arbejdernes fire diktatur i Kina (1975)
Proletariatets diktatur opfattes som noget der kommer oppefra, fra en ledelse som udøver den. Vi fik flere eksempler på, hvorledes det er bønderne og arbejderne på arbejdspladsen, der selv dagligt ved helt konkrete foranstaltninger […] fører sin klassekamp og forsøger at styrke det, som de opfatter at være proletariatets diktatur. […] At de selv har magten – og det lyste ud af arbejdernes og bøndernes selvbevidste holdning – hiver dem muligheder for ved småkonkrete foranstaltninger at drive den socialistiske udvikling fremad. […] Hele nationen [diskuterer nu på Maos bud revisionistiske tendenser og] kampen imod dem. […] [Maos opfordring bliver] prompte omsat i praktisk handling. […] Foruden Maos værker er især Marx’s ”Klassekampen i Frankrig” og ”Kritikken af Gotha-programmet”, samt Lenins ”Staten og revolutionen” genstand for intensive studier og diskussioner overalt i Kina.
- Information, 17.-18. maj 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.226f.)

  
 

Dino Raymond Hansen om Kina som økonomisk slaraffenland (1975)
Under den Kulturrevolutionære Gruppes ledelse kan Kina i årene 1971-74 udvise en bemærkelsesværdig produktionsfremgang for alle økonomiske sektorer. […] Det har været en økonomisk fremgang så følelig for den enkelte, at [politbureaumedlem] Yao Wen-yuan finder anledning til at advare Kinas arbejdere og bønder om, at ”de aldrig må lade sig forblinde eller blive øre i hovederne af varernes farvestrålende verden og bytning ved hjælp af penge”.
- Information, 17.-18. maj 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.227)

  
 

Redaktør Ejvind Larsen – Kina viser vejen frem (1975)
Hvad venstrefløjen herhjemme kan bruge [kulturrevolutionens udvikling] til. […] Der er altså ingen anden vej end at erkende overgangssamfundet og proletariatets diktatur som en bitter men også menneskeligt hensynstagende nødvendighed.
- Information, 17.-18. maj 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.227)

  
 

Claus Bjerring om folkets kunst i Kina (1975)
Det er glade billeder, som med en vrimmel af detaljer gengiver politisk bevidste bønders opfattelse af deres egen tilværelse. […] Alle deltager i den utrolige omformning af landskabet, som foregår i denne del af Kina med mønsterbrigaden Tachai som forbillede.
- Information, 17.-18. maj 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.227)

  
 

Forfatter Ellen Brun – det Store Spring Fremad var en milepæl (1975)
[Modsat Sovjet er] bønderne et progressivt element. […] [Kapitalakkumulationen er blevet] påvirket i mere socialistisk retning med større lighed mellem samfundsgrupperne. […] En milepæl i denne udvikling [var] det Store Spring Fremad og dannelsen af folkekommunerne.
- Information, 17.-18. maj 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.227f.)

  
 

Sinolog Søren Clausen – om lykkelige kinesiske arbejdere (1975)
Naturligvis har man ikke brug for en pressionsorganisation i et samfund, hvor arbejderklassen er den herskende klasse. […] [De kinesiske fagforeninger varetager:] 1. organisering af arbejdernes politiske og faglige studier, 2. kulturelle og sportslige aktiviteter, 3. visse velfærdforanstaltninger. […] [citerende en tillidsmand: Arbejdernes strejkeret kan anvendes] mod en eventuel revisionistisk magtovertagelse engang i fremtiden.
- Information, 17.-18. maj 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.228

  
 

Journalist Knud Vilby – kommunistisk diktatur er bedst (1975)
Hvis Kina med det Bent A. Koch måske kalder et kommunistisk diktatur bedre har været i stand til at løse sine fødevareproblemer, end Indien med korruption, demokrati og pressefrihed sine – så vælger jeg det kommunistiske diktatur.
- Information, 17. august 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.228

  
 

Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich udøver maoistisk tankeundersøgelse og selvkritik (1975)
Blandt de ideologiske kirkefædre er Marx, Lenin og Mao tidens store triumfatorer. […] Jeg er veget udenom at kalde mig selv marxist-leninist indtil nu. […] At jeg har afholdt mig fra det, skyldes noget, jeg selv tidligere ville have kaldt ”intellektuel frihed”. […] Samtidig skabte den omsiggribende marxistisk-leninistiske idédebat et job som professionel, indforstået modsnakker, som jeg tjente penge på. Derfor var det også mest praktisk for mig at understrege, at jeg ikke var marxist-leninist. Begge disse holdninger fordømmer jeg nu som kontrarevolutionære og vil bestræbe mig på at nedkæmpe dem i mig selv.
- Til forsvar for masselinien og den rette tro, essay 1975 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.229f.)

  
 

Universitetslektor, Benito Scocozza (tidl. KFML), danner Kommunistisk Arbejderparti (KAP) på et maoistisk grundlag (1976)
Med stiftelsen af KAP er det kommunistiske parti genrejst i Danmark. KAP viderefører den revolutionære linie i dansk arbejderbevægelse. […] Kommunistisk Arbejderparti er en del af den internationale kommunistiske bevægelse. […] Partiets mål er at tilkæmpe sig ledelsen af arbejderklassens kampe og føre disse frem til den socialistiske revolution, til oprettelsen af proletariatets diktatur. […] Det Kommunistiske parti er arbejderklassens fortrop. […] Arbejderklassen retter hovedstødet mod borgerskabets voldsapparat, mod den borgerlige statsmagt […] Enhver teori om en fredelig overgang til socialismen er et forræderi over for arbejderklassen. […] Med proletariatets erobring af magten er det første skridt taget til at virkeliggøre det klasseløse kommunistiske samfund. […] Klassekampen fortsætter hele den socialistiske epoke igennem. Det er en nådesløs kamp dels mod de tidligere udbytterklasser, dels mod udskillelsen af et nyt borgerskab dels mod stadige tendenser til udviklingen af kapitalistiske relationer i den socialistiske økonomi. [...] På dette grundlag vil Kommunistisk Arbejderparti kæmpe for at vinde ledelsen i arbejderklassens kamp for socialismen.
- Principprogram, november 1976 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.240

  
 

< Tilbage til kronologisk oversigt: Kulturrevolutionen

 

  
 

EFTER MAOS DØD 1976

  
 

Redaktør Ejvind Larsen – ved Maos død (1976)
Nu er Maos arbejde afsluttet, måske det mægtigste i vort århundrede
- Information, 10. sept. 1976 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.241)

  
 

Statsminister Anker Jørgensen – ved Maos død (1976)
Med sin enestående politiske og organisatoriske begavelse, med tålmod, smidighed og ubønhørlig konsekvens gennemtvang han sine idéer og omskabte sit ydmyge og svækkede land til en selvbevidst og stærk nation.
- Aktuelt, 10. sept. 1976 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.241)

  
 

Universitetslektor og KAP-formand, Benito Scocozza, ser tilbage på den store leder Mao (1977)
Sidste år led det kinesiske folk og KKP [Kinas Kommunistiske Parti] et smerteligt tab, da det kinesiske folks store leder formand Mao døde. […] Den kinesiske arbejderklasse og det kinesiske folk sluttede op om KKP’s centralkomité under formand Huas ledelse i kampen mod ”de fires bande”, og udviklingen i det sidste år har med al tydelighed vist, at sejren over ”de fires bande” betød en stor sejr for proletariatet over borgerskabet. […] Hvis arbejderklassens kamp skal føre til varige resultater, må et principfast kommunistisk parti, der står på marxismen-leninismen-Mao Tse Tung-tænkningens grundlag være i spidsen for kampen.
- Kommunistisk Tidsskrift 5, 1977 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.242

  
 

Gyldendal og Maos eftermæle (1977)
[Om ”Kina”] Med landbruget som grundlag og industrien som den ledende faktor, som Mao Tse-tung har udtrykt det, sker den socialistiske opbygning af landet […] gennem oprettelse af folkekommuner under ”Det Store Spring fremad”, som led i kollektiviseringen, skabtes ikke alene en forøgelse af landbrugsproduktionen, men også opbygning af mindre industrier. […] Undervisningen i Kina udmærker sig ved en integrering af skolen i samfundet og en større del af skoletiden bruges i praktisk arbejde, dels for at bidrage til produktionen, dels for i højere grad at skabe en sammenhæng mellem den teoretiske viden og dens praktiske anvendelse […] I de lokalt styrede områder forsøger man ved læsning af politiske og faglige skrifter en tilpasning af den lokale udvikling til den politiske ideologi.

[Under billede af rødgardister] Vægaviser er et vigtigt led i de politiske kampagner. Her ses rødgardister der opsætter plakater med nyheder, debatindlæg og tegninger under den store proletariske kulturrevolution i 1960’erne.

[Om ”maoisme”] For at undgå opkomsten af nye bureaukratiske lag som følge af partiets nødvendige lederskab udtrykker maoismen partiets rolle gennem anvendelse af en masselinie, hvorunder folket gennem store politiske massekampagner søges mobiliseret til aktiv deltagelse i samfundsprocesserne. […] [Mao erkendte] at klassekampen fortsætter under proletariatets diktatur i den langvarige socialistiske epoke. […] Maos død i sept. (1976) udløste stor sorg.
- Gyldendals Tibinds leksikon (1977) (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.249f.)

  
 

 

Opblødningen af den kommunistiske linje under Maos efterfølgere blev mødt med skepsis af vestlige kommunister, der forblev tro mod den maoistisk-stalinistiske linje:

  
 

VS om den farlige højredrejning i Kina efter Maos død (1978)
Der er foregået en højredrejning af den kinesiske linie […] som i dag indenrigspolitisk giver sig udslag i en netop igangsat storstilet plan for industriel udvikling af Kina. […] I denne plan indgår import af teknologi og dermed betydelig investeringer fra vestlige kapitalistiske lande […] for inden århundredets udgang at gøre Kina til en moderne industrination. […] [Kinas regering giver ikke længere ] konkret støtte […] til mange befrielsesbevægelser.
- Introduktionsmateriale til VS, 1978 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.243)

  
 

SID-oplysningssekretær, John Mølgaard – Kina ”i fare” for at udvikle kapitalisme (1981)
Socialismen kan nemt udvikle sig til kapitalisme. […] Det er min opfattelse at kulturrevolutionen havde meget godt i sig. […] [Man havde] undersøgt om kapitalismen var ved at slippe ind ad bagdøren. […] [At man nu åbner frizoner for fremmed kapital er] en farlig vej at betræde. […] Det var jo ikke lige den retning man havde under kulturrevolutionen. […] [Vestens teknologi] er ikke skabt til og for mennesker [men for] det ene formål at skabe profit til sine ejere.
- Fagbladet nr. 17, 1981 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.243f.)

 
 

Forfatter Ebbe Kløvedal Reich – kritik af Mao er pludrende småborgerlig dårlig samvittighed (1986)
Den leder [”Skammens dag” af Hans-Jørgen Nielsen, Information 9. sept. 1986] tegner sig for en ny rekord (både personlig, avismæssig og samfundsdebatmæssig rekord) i den pludrende småborgerlige, selvfornægtende form for projiceret dårlig samvittighed, der regnes for den højeste form for visdom i disse reaktionære hykleriske tider. […] Det vigtige [for Hans-Jørgen Nielsen i hans] skamrødmende spænen fra alle idépolitiske bastioner [er at bistå] produktionsfremmende spekulanter. […] [Han har tilsluttet sig] de mest reaktionære paphoveder. […] Nej! Der er faneme ingen grund til at skamme sig på de ynkelige betingelser over, at man var fascineret af kulturrevolutionen. […] [Beskyldningerne om overgreb er noget Hans-Jørgen Nielsen] selv har fundet på for desto lettere at kunne jævnføre [Mao-styret] med Stalins diktatur. […] [I den fortsatte kamp for] at få fællesskabet og solidariteten til at fylde noget ved siden af kapitalen [havde kulturrevolutionen] en vigtig symbolværdi. […] Menneskehedens gigantiske problem [er] at stille en menneskelig modmagt op over for monopolkapitalen […] og dens verdensimperialisme.
- ”Vredens dag”, Information 19.sept. 1986 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.361f.)

  
 

Formanden det dansk-kinesiske venskabsforbund, Kjeld A. Larsen, om Maos store originalitet (1986)
[Hans-Jørgen Nielsens leder er] skændig. […] [Mao var] et af dette århundredes mest originale tænkere og indflydelsesrige statsledere inden for områderne filosofi, militærstrategi, politisk ledelse og økonomi. […] Det nuværende Kina er […] således umuligt at forestille sig uden den maoistiske arv. […] [Man må] vedkende sig arven fra 68 og stå fast ved en række centrale dele af generationens teoretiske og praktiske landvindinger.
- Information, 24. sept. 1986 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.362f.)

  
 

 

Massakren på Den Himmelske Freds Plads 4. juni 1989 blev modtaget forskelligt på venstrefløjen. En gængs tolkning var, at regimet først nu havde vist en uheldig brutal side, mens tiden under Mao fortsat blev idealiseret:

  
 

Forfatter Charlotte Strandgaard - digt fra SF’s grundlovsmøde omhandlende massakren på den Himmelske Freds Plads (1989)
Pengenes tunge håndlangere gnider sig i hænderne. De fniser og siger: Sådan er socialismen. […] [Henvendt til Kinas ledere] Husk jeres egen ungdom. I socialismens navn dræber I […] I der selv gik den lange march […] Nu plettede I fredens røde flag med blod.
- Trykt i Politiken 7. juni, 1989. (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.378)

  
 

Bent Hindrup Andersen (KAP) og Bente Hansen ved demonstration ved den kinesiske ambassade (1989)
[Bent Hindrup Andersen:] Der er stadig mange af principperne af Maos tanker, som er værd at kæmpe for. […] [Bente Hansen:] Vi er oprørske og rystede. Vi har været glæde for Kina gennem tiderne, og det vil vi gerne have mulighed for at blive ved med.
- Information og Ekstra Bladet 3. juli 1989 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.380)

  
 

KAP-formand, Svend Aage Madsen – Det kinesiske regime er først nu blevet fascistisk (1989)
Ja, Mao mente, at det kommunistiske parti kunne udvikle sig til et fascistisk parti vendt mod folket – det er hvad vi ser bekræftet i Kina i dag. […] Hvad vi maoister tilsluttede os, var forsøget på at undgå en ulighedsskabende bureaukratisk og privilegieorienteret udvikling, der i virkeligheden perverterede socialismen til bureaukratisk statskapitalisme, hvor en lille elite alene havde magten og levede fedt og godt på folkets bekostning, som det skete i Sovjet. […] Vi syntes idéen med barfodslæger, med en alsidig decentral produktion ude i landområderne omkring folkekommunerne.
- ”Jeg – en maoist”, Jyllandsposten 28. juli 1989 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.381)

 
 

Gotfred Appel (KAK) forsvarer de kinesiske ledere (1989)
Kinas parti- og statsledere blev stillet for mediernes standret 5. juni. Uden vidneafhøring, uden så meget som en beskikket forsvarer blev Kinas ledere summarisk dømt for ”massemord på fredeligt demonstrerende studenter, hvis eneste ”forbrydelse” var, at de ønskede demokrati, ytringsfrihed og menneskeret i deres fædreland.”” […] De anklagede fik ikke lejlighed til at udtale sig. […] Dommen blev afsagt på stedet: Kinas ledere udgør et fascistisk gammelmandsvælde, hvis blodige ugerninger mod egen befolkning skal straffes, ikke blot med foragt og fordømmelse, men også med diplomatiske og økonomiske sanktioner fra omverdenens side. Retten er hævet.
- Enslydende indlæg i Jyllandsposten, Aktuelt og Weekendavisen (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.382f.)

  
 

 

Nye afsløringer af folkemord og Mao-regimets brutalitet har ikke fået en række af de mest fremtrædende vestlige og danske maoister til at ændre holdning m.h.t. den kinesiske kommunismes lyksaligheder:

  
 

Filminstruktør Christian Braad Thomsen: Benægtelse og fortsat maoisme (1990)
[Venstrefløjen har aldrig] nogen sinde sympatiseret med betonkommunismen. […] Jeg skammer mig ikke over, at der i de år hang en Maoplakat i mit køkken. […] Jeg beundrede Maos digtning og politiske tænkning […] Mao var for os […] et symbol på Den tredje Verdens og vores frihedskamp”.
- Weekendavisen 17 juni1994 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s.412)

  
 

Universitetslektor, Benito Scocozza (tidl. KAP): Kina - den måske mest fantastiske befrielseshistorie (1993)
Kommunismen er en fremtidsvision, hvor der ikke hersker knaphed, men selvdisciplineret fri, men bæredygtig anvendelse af samfundets ressourcer, og hvor staten er døet bort. […] Ingen af de lande, der er kaldt kommunistiske, har levet op til de to betingelser. […] [Men] uden denne bevægelse […] havde store dele af befolkningerne i den rige verden haft det endnu værre, end de i øvrigt er ved at få det igen. […] Uden den socialistiske bevægelse havde det næppe været muligt at næsten fuldende den politiske befrielse af den tredje verden. Befrielsesbevægelserne, fra Afrika til Asien, med Kina som den måske mest fantastiske befrielseshistorie, verden nogensinde har set, var inspireret af den tillid til folkesolidariteten der er en uadskillelig del af socialismen og forudsætningen for sejr i kampen mod undertrykkelse.
- Jyllandsposten 17. nov. 1993 (M. Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000) s. 428)

  
     
     
     
     

 

 

 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg