< Dokumentationscenter: Rød terror
 
 

Den ægte Che Guevara 1956-1967

Dødsofre: flere tusinde

 
 
 
 

Introduktion: Argentineren Ernesto ”Che” Guevara (1928-1967) hører til blandt venstrefløjens helt store koryfæer. At han var en koldblodig morder og sammen med Fidel Castro søgte at indføre et stalinistisk diktatur på Cuba, har ikke mindsket den socialistiske Che-dyrkelse. Allerede i begyndelsen af 1950’erne udtrykte Che i sine dagbøger og breve beundring for stalinismen og kommunistisk vold. Fra midten af 50’erne satte han handling bag ordene. Ches direkte involvering i mordet på 213 mennesker på Cuba i perioden 1957-1959 er dokumenteret. Dertil kommer Ches og Castros systematiske undertrykkelse af befolkningen fra 1959 og frem, der krævede flere tusinde dødsofre.

Se ligeledes: Castros regime 1959- idag >

Under forberedelse

 


 

 

 

Ches handlinger - kronologisk oversigt

Se ligeledes: Øjenvidneskildringer/instrukser - Che-citater - Det sagde venstrefløjen

Litteratur og henvisninger - læs mere her

 

UNGDOMSÅR

 
1954: Guatemala

Che er i Guatemala, hvor han støtter Jacobo Arbenz socialistiske regering, der dog væltes ved et militærkup. Arbenz flygter til Tjekkoslovakiet, Che rejser til Mexico. I et brev til sin tidligere kæreste giver Che opskriften på, hvorledes han mener, Arbenz kunne have beholdt magten - flere henrettelser.

Se også:

Che-citater

 
 
     
 

DE TIDLIGE KAMPE (1955-1958)

 
1955: Med Castro

Che slutter sig til Castro, der opholder sig i Mexico, hvor han sammen med Bevægelsen af 26. juli forbereder et oprør mod Batistas styre på Cuba.

 
 
 

1956-1957: Guerilla-krigen

 

Antal ofre: ukendt

I november 1956 gør Che og Castro landgang på Cuba og påbegynder kampen mod Batista.

Che får kommandoen over en ”kolonne” af guerillaer. Che bliver en af Castros mest betroede mænd og opnår den højeste rang (major). Che gør sig dog hurtigt mere bemærket for sin hårdhed overfor sine underordnede end militær duelighed. Bl.a. lader han en ung mand (dreng) henrette uden rettergang for at have stjålet en smule mad. Desuden kommer Che i modstrid med de demokratiske guerilla-kommandanter (som han dog senere får mulighed for at udrense og myrde) (1). Che likviderer personligt desertører og mistænkte Batista-spioner, bl.a. Eutimo Guerra, hvis ejendele (hans ur) han ifølge sin egen dagbog efterfølgende selvtilfreds tager i sin besiddelse (2). Che pålægger sine underordnede (Jaime Costa Vázquez, Ramiro Valdés) at dræbe mistænkte, hvis de er i tvivl. Senere skyder han selv Aristidio, en bonde, der havde udtrykt ønske om at rejse væk så snart oprørerne drog videre. Ligeledes beordres en bror til en af hans egne kammerater, Echevarría, henrettet. Hans forbrydelse er ikke specificeret, men han ”måtte betale prisen.” Til tider arrangerer Che skinhenrettelser som en form for psykisk tortur (3).

Che er imod, at frigive tilfangetagne fjender efter deres afvæbning, hvilket dog er Castros strategi (4). I sin bog Tocayo beskriver den cubanske oprører, Antonio Navarro, hvorledes Che udførte psykisk tortur mod sine tilfangetagne (5).

Che foreslår, at røve banker for at finansiere oprøret. Dette afvises dog af Bevægelsen af 26. juli, hvilket Che med foragt anser denne afvisning som et udtryk for ”social konservatisme" (6).

Se også:

Che-citater

 
 

1958: "Marchen mod Havanna"

 

Antal ofre: ukendt

I november begynder oprørene deres ”march” mod hovedstaden Havanna. Oprørene møder ikke nævneværdig modstand.

Ifølge den tidligere oprører, Marcelo Fernándes-Zayas, lader Che over 20 mennesker (casquitos) henrette efter indtagelsen af Santa Clara (7).

Che forsøger ligeledes (forgæves) at regulere den seksuelle aktivitet mellem mænd og kvinder i sin kolonne. I byen Sancti Spiritis forsøger han at forbyde alkohol og spil, men må opgive p.g.a. af de lokales modstand (8).

 
 
 
     
 

CASTRO OG CHE VED MAGTEN

 

1959: Konsolidering af magten og oprettelse af en totalitær stat

 

Antal ofre: flere tusinde

Oprør i Havanna tvinger 1. januar Batista til at flygte. Først d. 8 januar gør Castro og hans barbudos indtog i Havanna. Castro gør sig selv til militærets øverstkommanderende. De rivaliserende demokratiske Batista-fjendtlige styrker (især Directoria Revolucionario) tvinges til at nedlægge våbnene. En fem måneder lang udrensning begynder. Ekstraordinære ”domstole” nedsættes og Cabãna-fængslet, Palais des Sports og Santa Clara-fængslet bliver skueplads for massehenrettelser – en del offentlige. Mindst 600 likvideres i denne første udrensningsbølge, flere tusinde følger i årene efter (9)

Che tilhører sammen med Castro og dennes broder, Raul, den absolutte inderkreds blandt de kommunistiske oprørere og kommer til at bestride adskillige topposter i den nye regering. Catsro, Raul, Che (der er leder af kommunistpartiets militære komite) og Ramiro Valdés opretter sammen med spanske KGB-agenter (Angel Ciutah) hurtigt ”sikkerhedsorganer” (efter Tarará-møderne) (10).

Che påtager sig hvervet som ”prokurør”, der afgør henrettelsessager. Han nedsætter sig som kommandør i Cabãna-fortet, der som fængsel bliver skueplads for talrige vilkårlige henrettelser under Ches ledelse. Juristen José Vilasuso er vidne til de uretfærdige rettergange styret af Che. Fængselspræsten Javier Arzuaga overværer over 50 henrettelser, herunder af drengen Ariel Lima, som Che nægter at benåde (11).

Cabãna-fængslet bliver Cubas mest berygtede fængsel (bl.a. p.g.a. torturen og stedets små kachotter, el. ”rottehuller”). Ifølge flere afhoppere underskrev Che mellem 5-600 dødsdomme. Den cubanske journalist Luis Ortega, der havde kendt Che siden 1954, sætter i sin bog Yo Soy El Che imidlertid tallet til 1.897, mens Daniel James i sin Che Guevara: A Biography anslår, at Che lod flere tusinde myrde under de første år af Castros regime. Che gjorde det til sin politik at føre den henrettedes familier og venner forbi den henrettedes synderskudte lig som led i sin afskrækkelsesstrategi. Ifølge digteren og menneskerettighedsaktivisten Armando Valladares, der bl.a. var fange i Cabãna-fængslet, havde Che en ”særlig personlig interesse” i forhør, tortur og henrettelse af fanger.

I maj gennemføres en landbrugsreform under Castros ledelse. Hæren overtager bl.a. kontrollen med hundrede godser i Camagüey-provinsen. Dette fører til stadigt dybere modsætninger mellem på den ene side de mere moderate og demokratiske elementer i regeringen og de radikale marxister på den anden (dvs. Castro, Raul, Che).

I juni afblæses planen om at afholde de ellers lovede demokratiske valg. Forfatningen af 1940, der garanterer fundamentale rettigheder ophæves. Castro (Líder Máximo, ”den øverste leder”) og hans inderkreds regerer alene pr. dekret. Et af de første dekreter forbyder alle politiske partier. Castro, Raul og Che påbegynder udrensningen af demokraterne i regeringen. Den midlertidige præsident for republikken, Manuel Urrutia, hindres adgang til ministermøderne.

I juli forlader flere demokrater regeringen. Bl.a. nedlægger republikkens præsident, udenrigsministeren og socialministeren deres hverv (12).

Fra juli til august rejser Che bl.a. til Mellemøsten, hvor han møder Ægyptens præsident Nasser. Ifølge Nassers erindringer, spurgte Che ham, hvor mange, der havde forladt Ægypten p.g.a. hans landreformer. Da Nasser svarede, at det havde ingen, sagde Che vredt, at måden, hvorpå man kunne måle dybden i forandringerne, var at se på det antal af mennesker ”der følte, at der ikke var plads til dem i det nye samfund.(13).

I august igangsættes en arrestationsbølge i den gamle oprørshær for at forhindre et nyt statskup. Gamle oprørsveteraner udsættes på Castros, Rauls og Ches foranledning for skueprocesser (bl.a. Huber Matos og hans slægtninge p.g.a. ”anti-kommunisme”). I Santa Clara-fængslet henrettes 381 og i La Loma de los Coches henrettes mere end 1000 ”kontrarevolutionære” (14). En oprørsbevægelse vendt mod Castros regime tager nu form i bjergene omkring Escambray bl.a. under ledelse af tidligere minister for offentlige arbejder Manolo Ray. Kampene varer i fem år og oprørsbevægelsen bekæmpes v.h.a. deportationer af landbefolkningen og henrettelser (15). Til at udføre dette oprettes en sikkerhedstjeneste (Direktoratet for Statens Sikkerhed (DSS, ”Det røde Gestapo”) under ledelse af Ramiro Valdés (16).

Che tager aktivt del i udrensningerne og henrettelserne, der giver ham mulighed for at komme gamle våbenfæller, der var forblevet demokrater, til livs. Bl.a. lader han en af de unge ledere af anti-Batista-guerillaen, Jesús Carreras Zayas, der tidligt havde været imod hans politiske linje, henrette (17).

Som økonomiminister (fra oktober) og direktør for centralbanken (fra november) indfører Che et sovjetisk økonomisk system (”ren og uforfalsket stalinisme” (18)). Herved formår han at ruinere centralbanken og føre sukkerproduktion til nær kollaps. Der indføres rationering og Che indstifter ligeledes ”frivilligt arbejde” på søndage, ligeledes efter sovjetisk mønster. Trods sine idealer bor Che naturligvis selv i Havannas eksklusive kvarter (19).

 
 

1960: Undertrykkelse af befolkningen og oprettelse af koncentrationslejre

 

Antal ofre: 7-10.000

Fra januar til juli undertvinges den frie presse på Cuba. Kun det kommunistiske Hoy tillades. Domstolene mister deres uafhængighed. De sidste demokrater tvinges ud af regeringen (finansminister Rupo Lopez Fresquet går i landflygtighed). Den første store udrejsebølge finder sted (ca. 50.000 mennesker, hovedsagligt veluddannede og folk fra middelklassen, flygter). I september oprettes et overvågnings- og angiverisystem, de såkaldte Komiteer til Forsvar for Revolutionen (KFR). Disse er opdelt i cuadra’er (boligkarreer), hvor indbyggerne og en ansvarlig ledelse har til opgave at optrevle ”kontrarevolutionær” virksomhed. I efteråret igangsættes en ny arrestationsbølge. Bl.a. arresteres de tidligere oprørsleder William Morgan og tidligere landbrugsminister Humberto Sori Marin. (Morgan udsættes for en pinefuld henrettelse i feb. 1961 i Cabãna-fængslet). Studenterlederen Pedro Luis Boitel arresteres (dør maj 1972 efter sultestrejke) (20).

Che er også aktiv dette år. Bl.a. yder han sit bidrag til det nye regime med en nyskabelse. På halvøen Guanaha (Guanahacabibes-regionen) opretter Che regimets første ”forbedringsarbejdslejr” (dvs. tvangsarbejdslejr) for politiske fanger (21). (DSS og MEHP (UMAP) følger Ches eksempel og opretter i årenes løb en lang række koncentrationslejre, hvor tusindvis af politiske fanger interneres – i løbet af 60’erne ca. 30.000 fanger. 7-10.000 henrettes her (21).

S. Farber (1998) konkluderer: ”Clearly, Che Guevara played a key role in inaugurating a tradition of arbitrary administrative, non-judicial detentions, later used in the UMAP camps for the confinement of dissidents and social "deviants": homosexuals, Jehovahs Witnesses, practitioners of secret Afro-Cuban religions such as Abakua, and non-political rebels. In the 80s and 90s this non-judicial, forced confinement was also applied to AIDS victims." (22)

Cubas koncentrationslejre er behandlet i Néstor Almendros’ dokumentarfilm Improper Conduct (1984) og Nobody Listened (1989)

I sin nye koncentrationslejr internerer Che dem, der har forbrudt sig imod det han kalder ”den revolutionære moral” (dvs. folk, der har gjort sig skyldige i druk, løsgængeri, manglende respekt for autoriteter, dovenskab og afspilning af høj (amerikansk) musik). Her kan de blive ”genopdraget igennem arbejde." (23)

Fra dette tidspunkt lader Che de dødsdømte kneble før deres henrettelse.

Che foranstalter ligeledes kommunistisk indoktrinering af ungdommen (24).

Dette år rejser Che til flere lande i østblokken. Kim Il Sungs Nordkorea er det land, der imponerer ham mest (25)

 
 

1961: Økonomisk deroute og fortsat terror

 

Antal ofre: ukendt

I marts gennemfører DSS og KFR en kæmperazzia. Hundredtusinde personer afhøres og mange tusinde føres til indespærringscentre (stadioner, gymnastiksale etc.). Efter Svinebugtsinvasionen (17. april) henrettes de oppositionsfolk, der allerede er taget i forvaring. (Che: således, at de kontrarevolutionære ”aldrig løfter hovedet igen”). I maj afblæses demokratiske valg endegyldigt Alle religiøse skoler lukkes og deres bygninger konfiskeres. I september udvises præster og klosterbrødre, mens erklærede kristne hindres adgang til universiteter og karrierer i administrationen. Kunsten underlægges kontrol (digterne Jorge Valls, Ernesto Diaz Rodriguez fængsles, forfatteren Ernesto Padillo må øve ”selvkritik”, men forlader senere Cuba ligesom Reinaldo Arenas) (26).

Che bliver dette år industriminister. I denne funktion forsøger Che at industrialisere Cuba med det resultat at store arealer af skov fældes og andre naturområder forurenes. Industrialiseringen slår dog fejl og høsten halveres mellem 1961 og 1963. Cuba må de næste tre årtier overleve v.h.a. sovjetiske subsidier.

Che er fortsat kommandør i Cabaña-fængslet, hvor han personligt leder sporadiske henrettelser.
 
 

1962-63: Cubakrisen og undertrykkelse

 

Antal ofre: ukendt

I august arresteres fagforeningsleder David Salvador og fagforeningerne undertrykkes (27).

I august 1962 havde Che sammen med Raul under en rejse til Sovjetunionen bedt om, at få opstillet sovjetiske missiler på Cuba. Under missilkrisen krævede Che, at et atomangreb blev igangsat mod USA.

Kvindelige politiske fanger samles 1963 i Guanajay-fængslet, hvor de udsættes for vold og ydmygelser (28).

Fra juni måned 1963 påbegynder Che omfattende rejser for at udbrede verdensrevolutionen. Che rejser til Argentina og derefter til adskillige afrikanske lande.

Se også:

Che-citater

 
 
     
 

CHE OG VERDENSREVOLUTIONEN (1964-1967)

 
1964:

Che fortsætter sine rejser til Kina, Sovjetunionen, Algeriet og Mali

 
 
 
1965:

Che rejser til Congo, hvor han samarbejder med masse-morderne Mulele og Kabila. Hans støtte til de marxistiske oprørere er dog uden succes og med nederlag til følge. I marts er han tilbage på Cuba. Hans kinesiske sympatier skaber muligvis splid mellem ham og Castro. Mellem april og oktober opgiver Che sine officielle poster i Cuba. Che rejser formodentlig tilbage til Congo.

 
 
 
1966:

Che forlader Congo og rejser til Sydamerika

 
 
 
1967:

Che forsøger på sine rejser at opildne til angreb på USA.

I Bolivia forsøger Che at oprette en guerilla-bevægelse, men får betegnende nok ingen støtte fra de lokale bønder. Ikke én slutter sig til hans undergrundsbevægelse (skønt bondebefolkningen ifølge Ches teorier ville udgøre kernen i den revolutionære bevægelse i den 3. Verden). Isoleret og jaget fanges Che. Ifølge de soldater der deltog i tilfangetagelsen råbte han forinden: ”Skyd ikke! Jeg er Che. Jeg er mere værd for jer i live end død.” CIA-agenten, Félix Rodríguez, konfronterer Che m.h.t. ”de omkring totusind” henrettelser han havde været ansvarlig for i tidens løb. ”Han sagde, at de alle var CIA-agenter og kommenterede ikke antallet.” Che henrettedes d. 8. oktober 1967 (29).

 
 
 

 

 
 

Kildehenvisninger:

(1) P. Fontaine (2002) s.735f., J. L. Anderson (1997), s. 237.

(2) J. L. Anderson (1997) s. 237 jf. H. Fontova (2004)

(3) A. V. Llosa (2005), H. Fontova (2004)

(4) J. L. Anderson (1997) s. 103

(5) H. Fontova (2004)

(6) J. G. Castañeda (1997), s. 129, J. L. Anderson (1997), s.347, A. V. Llosa (2005)

(7) A. V. Llosa (2005)

(8) J. L. Anderson (1997) s.132, A. V. Llosa (2005)

(9) P. Fontaine (2002) s.732, J. Verès-Leroux (1998) s.179-189, H. Thomas (1971) s.1071ff. “Retssagerne“ bevidnet af Barry Farber.

(10) J. G. Castañeda (1997), s. 146, A. V. Llosa (2005)

(11) P. Fontaine (2002) s.736, , J. L. Anderson (1997), s. 386-90, J. G. Castañeda (1997) s.143, A. V. Llosa (2005). Se ligeledes A. Sinclair (1970)

(12) P. Fontaine (2002) s.733, 735, H. Thomas (1971) s.1197, 1202f.

(13) A. V. Llosa (2005)

(14) P. Fontaine (2002) s. 737, H. Thomas (1971) s.1233-57

(15) P. Fontaine (2002) s. 734. Bekæmpelsen af Escambray-oprørerne, se E. Encinosa (1994)

(16) P. Fontaine (2002) s. 738

(17) P. Fontaine (2002) s. 737

(18) S. Farber (1998)

(19) P. Fontaine (2002) s.736f.

(20) P. Fontaine (2002) s.733f., 738, 745. Morgans henrettelse beskrevet af medfangen John Martino, se beretningen hos P. D. Bethel (1969) s.192

(21) P. Fontaine (2002) s. 736, 740, R. Debray (1996) s.185, Anderson (1997) s. 567, Castañeda (1997) s.178

(22) P. Fontaine (2002) s. 740. S. Farber (1998)

(23) P. I. Taibo (1997) s.178 jvf. H. Fontova (2004)

(24) P. Fontaine (2002) s.736

(25) A. V. Llosa (2005)

(26) P. Fontaine (2002) s.734f., 742, H. Thomas (1971) s.1365, 1371, A. V. Llosa (2005)

(27) P. Fontaine (2002) s.734

(28) P. Fontaine (2002) s.742

(29) A. V. Llosa (2005)

 
 

 

Litteratur til "Den ægte Che 1956-1957" - kronologisk oversigt:

J. L. Anderson, Che Guevara. A Revolutionary Life. New York (1997)

P. D. Bethel: The Losers. The definitive report, by an eyewitness, of the Communist conquest of Cuba and the Soviet penetration in Latin America. New Rochelle, N.Y (1969)

J. G. Castañeda: Companero. The Life and Death of Che Guevara, New York (1997)

R. Debray: Loués soient nos seigneurs. une éducation politique. Paris (1996)

V. Echerri: ”El màs auténtico retrato” El Nuevo Herald, 11. okt. (2001)

E. Encinosa: Cuba En Guerra: Historia de la Oposición Anti-Castrista 1959-1993. Miami (1994)

S. Farber: ”The Resurrection of Che Guevara”, New Politics, vol. 7, no. 1 (new series), whole no. 25, Summer (1998)

P. Fontaine: ”Cuba: Endeløs tropisk totalitarisme” i Kommunismens sorte bog: Forbrydelser, terror, undertrykkelse, Kbh. (2002) [Fransk udg. 1997], s.731-749

H. Fontova: “Che Guevara: Assassin and Bumbler” News Max 23. feb. (2004)

C. Franqui : Diary of the Cuban Revolution. New York (1980)

Ph. Gavi: Che Guevara. Paris (1970)

D. James: Che Guevara. A Biography. New York (1969)

A. V. Llosa: “The Killing Machine“ The New Republic 11. juli (2005)

A. Navarro: Tocayo. A Cuban Resistance Leader's True Story. Westport (1981)

L. Ortega: Yo Soy El Che. (1970)

S. O’Hagan: “Just a pretty face?”, The Observer 11. juli (2004)

P. San Martin: ”Como asesinaba el Che Guevara”, El Nuevo Herald, 28. dec. (1997)

A. Sinclair: Che Guevara. New York (1970)

S. M. Smith: ”The Mystique of Marxism. How Che became a windfall for global capitalists” Brainstorm NW, juni (2005)

P. Taibo: Guevara. Also Known as Che. New York (1997)

H. Thomas: Cuba, or the Persuit of Freedom. London (1971)

A. Valladares: Against All Hope: A Memoir of Life in Castro's Gulag. New York (1986)

J. Verdès-Leroux: La Lune et la caudillo: le rêve des intellectuels et le régime cubain (1959-1971). Paris (1998)

 

 

 

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg