[Tilbage til RØD TERROR - hovedside]

Den røde terror i Kina - øjenvidner og dokumentation

[Se ligeledes: Kronologisk oversigt - Mao-citater - Det sagde venstrefløjen]

Efterår 1927- jan. 1929: Jinggang-bjergområdet

Øjenvidne
En træstiver blev drevet i jorden […] og Chang Kai-yang [amtmanden] bundet til den. Der var sat pæle rundt om stedet og trukket reb mellem dem, så man kunne hænge slogans op på dem. Folk kastede deres spyd, suo-biao, mod ham og dræbte ham på den måde. […] Kommissær Mao talte ved mødet.
- Chang & Halliday s.61 (*JGG vol.2 s.93f.)



Skildring fra soldat i Maos hær
Vi plejede at omringe en jordbesiddende tyrans hus, slæbe ham ud og dernæst begynde at konfiskere diverse ting. Men da vi denne gang brød ind, blev der pludselig slået alarm […] og flere hundrede fjender [landsbyboere] kom styrtende […] De fangede over fyrre af vores folk og låste dem inde i klantemplet […] og slog dem og bandt dem. Kvinderne trampede på dem med deres bare føddr. Så stillede man korntønder fyldt med sten oven på dem. De blev rigtig slemt mishandlet.
- Chang & Halliday s. 63 (*JGG vol.2 s.489)



Partiinspektørs rapport 25. feb. 1929
Før Den Røde Hær ankom […] levede man et ret fredfyldt og lykkeligt liv […] bønderne […] havde stort set nok at leve af […] Efter den Røde Hærs ankomst ændredes det fuldstændigt. Da Den Røde Hærs eneste indkomst var at plyndre de rige […] da selv småborgere, rige bønder og små handelsfolk blev behandlet som fjender, og da man efter store ødelæggelser ikke sørgede for at bygge op igen og hjælpe økonomien på fode igen, er hele egnen totalt ruineret og ved at falde fra hinanden.
- Chang & Halliday s. 72 (partiinspektørs rapport 25. feb. 1929, *JGG vol. 1 s.249)

Omkring nytår1928: Oprør og udrensninger i flere provinser

Moskva/KKP-instruks: Alliancer med banditter
Alliancer med banditter [lokale bevæbnede grupper, krigsherrer] og lignende grupper er kun en anvendelig praksis før en opstand […] Bagefter skal de afvæbnes og undertrykkes grundigt […] Deres ledere skal betragtes som ledere af kontrarevolutionære, også selvom de har hjulpet til i opstande. Disse ledere skal alle sammen elimineres fuldstændigt.
- Chang & Halliday s.67 (*ZZWX vol. 4 s.399 jf. RGASPI, 495/25/668 s.30)

Jan.-feb. 1928: Massemord i Hailufeng 

Pang Pei om Lenin og instrukser
Hans [Lenins] lov er uden detaljer. Den dræber bare al opposition. Hans arbejdere og bønder kan bare myrde alle jordbesiddere, onde herremænd, godsejere, kapitalister, uden at skulle rapportere til nogen […] [Man bør] skære maverne op og hovederne af […] slagte på stedet uden tøven. Ikke vise den mindste smule følelse […] dræb, dræb løs. At dræbe er det vigtigste arbejde i en opstand. […] [børn bør roses for] automatisk at dræbe reaktionære.
- Chang & Halliday s.67 (*GS vol. 4 s.793, 772, 761)

Juni 1928: Massemord i Hunan

KKP-vejledning m.h.t. taktik, juni 1928
[Taktikken er] at dræbe hver eneste af klassefjenderne og brænde og ødelægge deres hjem. [Sloganet er] ’Brænd, brænd, brænd! Dræb, dræb, dræb! ’[Enhver der er uvillig til stemples som] en løbende hund for jordbesidderne [som] fortjener at blive dræbt. […] [For] at få dem til at slutte sig til revolutionen er der kun én vej: Brug rød terror for at få dem til at gøre ting, så de ikke længere har mulighed for senere at indgå kompromiser med jordbesidderne og bourgeoisiet.
- Chang & Halliday s. 67f. (’Rapport vedr. oprør i det sydlige Hunan’, juni 1928, *ZDJC vol. 14, s. 206; interview med Zeng Zhi; *Kuo Hua-lun, vol. 1, s. 290 (Eng. Kuo, W., vol. 1, s. 383.))



Russisk øjenvidne vedr. Leiyang
Alt blev overgivet til ilden og sværdet, og folk blev skudt til højre og venstre.
- Chang & Halliday s. 67 (Brev fra Fr. Prandi – Le Missioni Francescane vol. 6 (1928) s.150)



Kinesisk øjenvidne vedr. Leiyang
Jeg havde undertrykt [dvs. dræbt] kontrarevolutionære, så nu kunne jeg ikke længere leve fredeligt. Der var ingen vej tilbage […] Så jeg brændte mit eget hus ned med mine egne hænder […] og rejste [sammen med Zhu De]
- Chang & Halliday s. 67f  (*JGG vol.2 s.454)

Feb.-okt. 1930: 1. udrensningsbølge i Jiangxi

Lieu Shi-qis instrukser 25. juni 1930
Ser man nogle vakle eller opføre sig dårligt, skal de arresteres […] Der gælder ikke særlig medfølelse for familie eller venner […] Enhver, som kommer i jeres hjem eller ethvert andet sted, og ikke opfører sig korrekt […] skal i indberette […] til myndighederne, så de kan blive pågrebet og straffet.
- Chang & Halliday s.104 (*JDZ no.14 s.624-6)

Nov. 1930-forår 1931: 2. udrensningsbølge i Jiangxi og Fuijan

Maos rapport til KKP 14. okt. 1930
Hele partiet [i Jiangxi] er ledet af kulakker […] vrimler med AB […] Uden grundig udrensning af kulakkerne og AB […] kan partiet umuligt reddes.
- Chang & Halliday s.104 (*Mao 1993b vol. 1 s.319 (Eng. MRTP vol. 3 s.552-6)



Øjenvidne
De [Lie Shau-joe og hans folk] meddelte simpelthen ’Der er AB blandt jer’ og navngav nogle […] uden andre beviser overhovedet, disse […] blev tortureret og tvunget til at tilstå [at de var AB] og til at navngive en halv snes andre. Så blev de anholdt og tortureret og angav nye snese navne.
- Chang & Halliday s.106 (Xiao Ke hos *Dai & Luo s.92f.))



Bøddels beretning
Sårene på hans [ofrets] ryg var som skællene på en fisk
- Chang & Halliday s.105 (*Dai & Luo s.91, *Chen, Xiao et al. s.162))



Maos instrukser til Lie Shau-joe vedr. aktion mod AB i Futian, 3. dec. 1930
Slå dem alle sammen ihjel […] slagt løs i alle amter og distrikter […] På ethvert sted, hvor man ikke anholder og slagter, må partimedlemmerne og områdets regering være AB, og så kan man uden videre pågribe og ordne dem [xun-ban, indebærer tortur/likvidering]
- Chang & Halliday s.106 (*Dai & Luo s.94-96 jf. brev af 5.dec., i Vladimirov, 10. nov. 1943 (fejldat. til 15. nov.))



Kommuniké fra Futians oprørske borgere,15. dec. 1930
Han [Mao] er ekstremt løgnagtig og udspekuleret, selvisk og fuld af storhedsvanvid. Han koster rundt med sine kammerater, skræmmer dem med anklager for forbrydelser og gør dem til ofre. Han afholder sjældent diskussioner om partianliggender […] hver gang han udtrykker et synspunkt, bliver man nødt til at være enig, ellers bruger partiorganisationen til at undertrykke en eller finder på en eller anden fantasifuld teori for at gøre ens liv aldeles rædselsfuldt […] Mao bruger altid politiske anklager til at ramme kammerater med. Hans normale metode vedrørende kadrer er at […] bruge dem som sine personlige redskaber. Det kan konkluderes […] at han ikke er en revolutionær leder, han er heller ikke en […] bolsjevik. […] [Hans mål er at] blive partikejser. […] Han fører ikke [ledelsens gentagne] instrukser ud i livet. Han […] har ignoreret de kammerater, centret har udsendt, og har bevidst lagt hindringer i vejen for dem. […] Centret skrev adskillige for at få Mao Tse-tung overflyttet, men han ignorerede bare brevene. […] Vi må rapportere om Mao Tse-tungs ondsindede gerninger og hans nedslagtning af Jiangxi-partiet til centret og overlade det til centret at finde en løsning. […]
- Chang & Halliday s.107f (*Provinsielle Aktionskomité, krisemeddelelse nr. 9, 15. dec. 1930, RGASPI 514/1/1008, jf. VKP vol. 3 s.1272 (Bespalov rapport, 1.. feb. 1931))



Maos rapport, 20. dec. 1930
[I løbet af en måned] er der afsløret mere end 4.400 AB i Den Røde Hær […] Hvordan skulle loyale revolutionære på nogen måde komme med falske tilståelser og rette mistanke mod andre kammerater?
- Chang & Halliday s.106 (*ZDJC vol. 14 s.634 (Eng. MRTP vol. 3 s.704f.) jf. Chou til Mordvinov (KGB) 4.nov. 1940, RGASPI 514/1/1006 s.48f., Mao Tse-Min ’Kamp mod kontrarevolutionære’, 22. aug. 1939, RGASPI 514/1/1044 s.1a-12)



Officer Liou Dis protest vedr. Lie Shau-joes fremfærd i Futian, 11. jan. 1931
Deres [de anklagedes hustruers] kroppe, især området omkring vagina, [blev] brændt med glødende væger, og deres bryster snittet med små knive. [...]
 Det var ikke et spørgsmål om AB, men politisk det hele […] Jeg kom til den faste overbevisning, at intet af det havde noget med AB at gøre […] Det må være Mao Tse-Tung som laver sine numre og sender sin skødehund Lie Shau-joe hertil for at slagte Jiangxi-kammeraterne.
- Chang & Halliday s.106f. (RGASPI 514/1/1008, *Jiangxi Partikomité, rappport til Shanghai 12. jan. 1931, *Chen, Xiao et al. S.20-2, 218-22, Shanghai-inspektør 20. feb. 1931 i *Dai & Luo s.114f., *Provinsielle Aktionskomité, krisemeddelelse nr. 9, 15. dec. 1930))



Moskva/KKP om Futian-oprøret mod Mao, 18. mar. 1931
[Oprørerne er] kontrarevolutionære [de må underkaste sig Mao eller blive udsat for] et nådesløs væbnet opgør. [Mao har] grundlæggende ret […] denne linje med nådesløs kamp mod revolutionens fjender skal [videreføres]. 
- Chang & Halliday s.108 (Comintern resolution vedr. Futian, 18. mar. 1931 (RGASPI 514/1/1006 s.90) jvf. VKP vol. 3 s.1348, ‘Politburo resolution vedr. Futian-hændelsen’, 28. mar. 1931, *ZZWX vol. 7, s.203-99))



Hemmelig rapport vedr. udrensninger og mishandlinger i Jiangxi
Alt arbejde blev indstillet for at slagte AB. […] Alle levede i frygt […] Da det gik værst til, blev to mennesker, som stod og snakkede sammen, mistænkt for at være AB. […] Alle, som ikke skånselsløst slog til mod AB blev betragtet som AB […] Der var så mange lags [tortur] med mærkelige navne som […] ’sidde i hyggestolen’, ’drikke tudser’, ’abe holder reb’ […] ’engel klimprer citar’ [streng gennem penis spændes til ofrets øre]. […] Nogle fik et geværløb hamret op i anus […] Alene i Victory amt fandtes der 120 slags tortur. […] I alle amter havde man i flere tilfælde skåret buen op og revet hjertet ud.
- Chang & Halliday s.109 (rapport maj 1932, *Jiangxi Arkiv & KKP Jiangsi Komité vol. 1 s.478-80. Interview med lokal partihistoriker 4.-5. april 1996. Titov vol. 1 s.312, jf. Smedley 1934 s.279, *Chen, Xiao et al. S.22f.)

Nov. 1931 - okt. 1934: Ruijin-basen - totalitær stat i det centrale Kina

Officeren Gong Chu om situationen ved Ruijin
Jeg gik ind i en stor bungalow med sorte tagsten. […] Jeg blev slået af den utrolig triste og trøstesløse stemning. Der var overhovedet ingen møbler, bortset fra et ødelagt bord og en bænk. Der sad to midaldrende kvinder og en gammel kone plus tre små børn, alle klædt i pjalter, og alle udtærede. Da de så mig komme ind med fire bevæbnede livvagter, gik de fuldstændig i panik […] [De] faldt på knæ foran mig og bønfaldt mig om at redde deres liv. […] Den gamle kone fortalte grådkvalt: ’Min gamle mand havde læst nogle bøger [hvilket betød de var velhavende], og det havde mine to sønner også. Vi havde over ti mu jord, og mine sønner dyrkede den […] min gamle mand og mine to sønner blev arresteret […] og blev slået og hængt op, og man krævede 250 yan af os. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, og skaffede 120 yuan og gav dem også alle kvindernes smykker […] Men […] min gamle mand fik alligevel lov til at hænge, til han døde, og mine to sønner blev også slået ihjel. Nu kræver de, at vi skal betale endnu 500 yuan, ellers bliver vi alle seks smidt i fængsel. General! Vi har knap nok noget at spise, hvor skal vi finde 500 yuan? Tænk på vores fælles forfædre og læg et godt ord ind for os. […] [De] forbød os at sætte en fod uden for landsbyen. I dag har Himlen virkelig åbnet sine øjne, når du er kommet til vores familie. Frels os, general!’ Derefter begyndte hun at slå hovedet mod jorden og blev ved. Hendes to svigerdøtre og børnene bukkede ydmygt og græd. […] [Gong Chu havde tidligere lovet at hjælpe en læge i en lignende situation, men græsrodskadrer havde] dræbt lægen og konfiskeret hans apotek. Hans enke og børn blev tiggere.
- Chang & Halliday s.123f. (*Gong Chu s.421-5)



Øjenvidne
Ingen familie fik lov til at have overnattende gæster […] Enhver familie, der blev afsløret i at have det, blev dræbt sammen med gæsten.
- Chang & Halliday s.125 (*Chen, Xiao et al. s.496)

Tilbage til oversigt

1932-1934 Udrensninger i Hunan-Hubei

Øjenvidne
Alene under denne udrensning blev der dræbt over 10.000. Nu [1961] er der kun nogle få kvindelige kammerater i live, og det skyldes, at mændene blev dræbt først […] og så kom fjenden [nationalisterne], før [udrenserne] nåede til kvinderne. […] Den dag i dag […] finder de stadig knogler i den ene store grube efter den anden i området. […] [Mange blev] lagt i en jutesæk og smidt i Hong-søen med store sten bundet til sækken. Fiskerne turde ikke fiske i søen, fordi mange lig flød op til overfladen, og søen ændrede farve.
- Chang & Halliday s.205 (Ho Lungs beretning, 2. feb. 1961, *ZZZ s.657f.; *Wen Yu s.102)

Sept. 1935 Udrensninger i Shaanxi 

Øjenvidne
Vi blev smidt i fængsel og lagt i tunge fodlænker […] Vi hørte, at man allerede havde gravet den grube, hvor vi skulle begraves levende.
- Chang & Halliday s. 196 (Xi Zhongxun i *RR, 16 okt. 1979; Vladimirov 27. apr. 1945)

April 1937 Udrensninger i Den Røde Hær 

Lokal embedsmands beskrivelse
Da de blev jaget ind i vores [område], arrangerede vi først en velkomstfest for dem og tog deres våben. Dernæst sagde vi til dem: ’Kammarater, I har gået meget igennem. I bliver overflyttet til bagtroppen, så I kan hvile jer’. Vi førte dem gruppevis ned i dalen og begravede alle de sønnesønner af skildpadder [dvs. svin] levende.
 Det var rigtigt sjovt at begrave dem. Først sagde vi smilende til dem: ’Kammarater, grav nogle gode huller, vi vil begrave nationalistiske tropper levende’. De arbejdede virkelig hårdt, gravede og gravede og tørrede sveden af panden […] Da de var færdige, skubbede og sparkede vi dem alle sammen i. Først troede de, vi lavede sjov. Men da vi begyndte at skovle jord på, begyndte de at råbe: ’Kammerater, vi er ikke nationalistiske tropper!’ Vi bandede: ’Dumme svin. Vi er ligeglade med, om I er nationalistiske tropper. Vi synes, I skal dø, og så dør I. […]

 [Spørgsmål: Dette var vel ikke på ordre fra partiet?]  Hvad?! Det var den øverstbefalende for vores regiment, der gav ordre til det. Og han sagde, at det var på ordre fra kammerat Gao Gang [lokal kommunistleder], som selvfølgelig udførte en ordre fra Formand Mao. Vi anerkender kun Formand Maos myndighed. Vi gør det, Formand Mao beder so gøre, uanset hvad.
- Chang & Halliday s.239f. (*Sima Lu 1952, s.78f.; *Zhnag Guotao vol. 3 s.414-17 (Eng. Chang Kuo-tao s.501ff., 563; *Ye Zilong)

 

Den røde hær marcherer ind i Yanan, januar 1937
 

Marts 1942-forår 1945 ‘Berigelseskampagnen’ i Yanan-basen (’Yanan-terroren’)

Øjenvidne – en scene på et hospital
[To veteraner råbte:] Vi er ikke syge, hvorfor bliver vi sendt hertil? […] Vi har bedt om orlov, så vi kan tage hjem og besøge vores familier, men vi får aldrig lov. De påstår vi er tossede, og sender os herhen. – [En kadre:] Kammerater, husk nu på jeres glorværdige, revolutionære historie – [Veteranerne:] Sådan noget fis. Vi har været døde og begravet masser af gange. Og så ser vi bare andre blive embedsmænd og få gode ting at spise og gå i. Hvad får vi? Så er det bedre at tage hjem og dyrke jorden.

 [Øjenvidne] Blandt kadrer i Yanan, både gamle og nye, var hjemvé meget udbredt. […] [Kadrer af bondeoprindelse] bad ofte direkte om lov til at tage hjem, men blev bremset af deres overordnede. Nogle forsøgte at flygte, og hvis man blev fanget, blev man straks henrettet. De veluddannede var noget smartere. De tav med, at de ville hjem, og fandt på en eller anden historie og bad partiet overflytte dem til et sted udenfor.
- Chang & Halliday s.273 (*Sima Lu 1952 s.64-6)



Øjenvidne – en vittighed fra Yanan
I Yanan er der kun tre ting, der er lige for alle – solen, luften og toiletterne.
- Chang & Halliday s.273 (*Centrale Partiskole, vol. 1 s.67)



Studenterlederen Wang Shi-wei: uddrag fra ’Vilde Liljer’, 13. marts 1942
Unge mennesker i Yanan ser ud til at have mistet gnisten i deres liv for nylig og at have maven fyldt med utilfredshed. Hvorfor? Hvad mangler vi i vores liv? Nogle vil måske svare: Vi mangler næring, vi mangler vitaminer […] Andre siger: Mand-kvindeforholdet i Yanan er 18 til 1, og mange unge mænd kan ikke finde en kone […] Andre endnu vil svare: Livet i Yanan er for monotont, for kedeligt […] Disse svar er ikke urimelige. Men […] unge mennesker […] er kommet for at deltage i revolutionen, og de er parate til selvopofrelse. De er ikke kommet for at søge tilfredsstillelse i mad eller sex eller livets fornøjelser.

 [En overhørt samtale to unge kvinder forløb således] Han [deres chef] beskylder altid én for småborgerlig lighedsdyrkelse. Men han er selv […] meget opmærksom på sine egne privilegier […] og er fuldstændig ligeglad med de kammerater, han har ansvar for […]

  Alle de fine ord – klassevenskab og varme. Det kan alt sammen koges ned til – fis! De ejer ikke engang elementær menneskelig medfølelse! […] Der er alt for forbandet få kadrer, som virkelig interesserer sig for os.
- Chang & Halliday s.274 (artikel fra Liberation Daily, *Wang Shiwei s.125-32 (Eng. Dai Qing s.2-9, 17-20))



Studenterlederen Wang Shi-wei: Om situationen i Yanan, 23. marts 1942
Nogle siger, at der ikke findes noget system med hierarki og privilegier i Yanan. Det passer ikke. Det findes. Andre siger, jo, det findes, men det er berettiget. Det kræver af os, at vi tænker i samme baner. […] Jeg er ikke nogen tilhænger af lighed. Men jeg synes, det er unødvendigt og uberettiget at have flere klasser inden for kost og beklædning. […] Hvis de syge ikke engang kan få en skefuld nudelsuppe […] samtidig med at fuldstændigt raske store kanoner smovser i ekstremt unødvendig og uberettiget grad, skubber man de lavest rangerende fra sig.
- Chang & Halliday s.275, artikel fra Liberation Daily, *Wang Shiwei s.125-32 (Eng. Dai Qing s.2-9, 17-20)



Studenterlederen Wang Shi-wei: Opfordring til ny kurs
Der må etableres retfærdighed i partiet. Uretfærdighed må afskaffes […] Spørg jer selv, kammerater […] Er I bange for at fortælle ’de store kanoner’, hvad I tænker på? […] Eller hører I til den slags, som er dygtige til at forfølge den ’lille mand’ med opdigtede anklager?
- Chang & Halliday s.275 (vægavis fra Yanan, *Wang Shiwei s.139f. (Eng. Dai Qing s.2-9, 17-20); *Wen Jize et al. 1984 s.17)



Partiideolog om privilegier
Det er ikke de ledende kammerater, som selv beder om privilegier. Det er på ordre fra partiet. Tag nu Formand Mao, for eksempel: Partiet kan beordre ham til at spise en kylling om dagen.
- Chang & Halliday s.272 (*Sima Lu 1952 s.64)



Mao – instrukser, 6. juni 1943
Sig til alle, at de skal skrive hver eneste sociale tilknytning af enhver slags ned. […]
 Demokrati, frihed, lighed og broderskaber [skal kun anvendes] til vores politiske formål […] [ikke] som ægte idealer.
- Chang & Halliday s.282, 297 (*WHY, 1984 nr.8 s.6f.; *Mao 1993b vol.2 s.444f. (Eng. JPRS vol.9, del 1 s.130f.))



Mao – instrukser, 8. aug. 1943
Bortset fra en enkelt person, er alle lærere og administrationspersonale [på administrationsskolen] spioner og mange af de studerende er også spioner, sandsynligvis over halvdelen.
- Chang & Halliday s.279 (*Yang Kuisong 1997 s.510)



Mao – instrukser, 15. aug. 1943
Det er ikke godt at korrigere [m.h.t. anvendelsen af tortur] hverken for tidligt eller for sent. […] Hvs det sker for tidligt […] når kampagnen ikke sin fulde virkning; og hvis det sker for sent […] vil skaden [på torturofrene] være for stor. Princippet må derfor være at overvåge nøje og korrigere på rette tidspunkt.
- Chang & Halliday s.278 (Mao i *WHY, 1984 nr.9 s.10-14)



Mao – instrukser, 15. nov. 1943
[Alle organisationer skal] sætte vagtposter ud og indføre udgangsforbud, bandlyse gæster og hindre fri bevægelse ind og ud. […] Få alle til at skrive deres tankeundersøgelse og skrive den tre gange, fem gange, igen og igen […] sig til alle, at de skal fortælle alt, de nogensinde har gemt på, som ikke er godt for partiet [’små udbredelser’] […] Hvis man er uskyldig, bør der ikke være noget, man ikke kan oplyse overfor partiet.
- Chang & Halliday s.277-79 (*ZDJC vol.17 s.385)



De maoistiske metoder i Yanan, set af en sovjetisk stalinist, 1942-43
[Politbureau-medlem, Kang Sheng til mødedeltagere:] ”I er alle sammen Guomindang-agenter. […] Jeres genopdragelsesproces bliver langvarig”. [...]
 Partidisciplinen bygger på nogle tåbeligt stive former for kritik og selvkritik. Det er cellens formand, der afgør, hvem der skal kritiseres og hvorfor. Man ”angriber” i reglen en kommunist hver gang. Alle deltager. Man kan ikke undslå sig. ”Den anklagede” har kun en ret, nemlig at angre sine ”vildfarelser”. Hvis han selv anser sig for uskyldig eller hans ”slåen sig for brystet” er for kraftesløs, begynder angrebet forfra igen. Det er en veritabel psykologisk afretning. [...] En tragisk realitet dæmrede for mig. Denne grusomme psykologiske tvangsudøvelse som Mao kalder ”moralsk renselse”, har skabt en kvælende atmosfære i partiorganisationen i Yanan. Et ikke ubetydeligt antal kommunistiske aktivister har begået selvmord, er flygtet eller blevet psykotiske. […] Cheng feng-metoden svarer til følgende princip: ”Alle skal vide alt om hinandens inderste tanker.” Sådan er det gemene og skammelige direktiv, der styrer hvert eneste møde. Alt det mest intime og personlige bredes skamløst ud til undersøgelse i al offentlighed. Under betegnelsen kritik og selvkritik inspicerer man den enkeltes tanker, længsler og handlinger.
- J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.s.532f. (Vladimorov, Kominterns repræsentant i Yanan, citat i G. Boudarel: ”L’Idéocratie importée au Vietnam avec le maoïsme”, i La Bureaucratie au Vietnam – Vietnam-Asie-Débat no. 1, Paris 1983, s. 55-56)



Veteran om tankeundersøgelserne
Man skulle skrive ned hvad X eller Y havde sagt, foruden det man selv havde sagt, som måske ikke var så godt. Man skulle hele tiden grave i hukommelsen og hele tiden skrive. Det var modbydeligt.
- Chang & Halliday s.278 (interview med veteraner 1993ff., jf. desuden *Forlagsvirksomheden Enheden s.3ff., 66-9; *Centrale partskole vol.2 s.140; *Chen Yung-fa s.112 (Eng. Jf. Chen Yung-fa 1996))



Veteran om fangehuller i bjergene
[De var fyldte med mennesker] hvoraf mange var blevet vanvittige. Nogle lo vildt, andre græd [og] frembragte skrig og hyl som ulve hver nat.
- Chang & Halliday s.281 (*Bo Yibo 1996 s.362)




Yanan 1945. Forrest partibygning - i baggrunden bjerghuler benyttet til beboelse og fængsler
 

Shi Zhe: Drab på kontrarevolutionære til medicinske formål
Nede i den [store balje] lå en mandskrop omkring tredive år gammel nedsænket i formaldehyd. […] [Hospitalspersonalet fortalte, at] Kang Sheng bemyndigede os [til at dræbe tre] kontrarevolutionære [til medicinske formål]
- Chang & Halliday s.277 (Interviews med Shi Zhe, 7. sept. 1994, 11. sept. 1997.)



Partikollega til Mao om massemøderne, 13. maj 1944[Massemøderne er] en utrolig opslidende nervekrig. For nogle er den mere tilintetgørende end nogen form for tortur.
- Chang & Halliday s.278 (Ren Ben-shi, i *ZDJC vol.17 s.390)



Journalister udefra om studenterlederen Wang Shi-wei og besøg i Yanan, juni 1944
Han sagde igen og igen: ’Jeg er trotskist. Jeg angreb Mao. Jeg fortjener at blive henrettet […] Men Mao er så storsindet […] Jeg er utrolig taknemmelig for hans nåde.’ – Når han omtalte sine ’fejltagelser’ i fortiden, var hans ansigt så alvorligt, at det næsten var skræmmende. […] for mig så det ud, som om hans hjerne var blevet alvorligt forstyrret. […]
 Hvis man stiller det samme spørgsmål til tyve eller tredive mennesker, uanset om det er intellektuelle eller arbejdere [om hvilket som helst emne] svarer de alle sammen mere eller mindre det samme. […] Selv spørgsmål om kærlighed er der tilsyneladende en mening om, som er blevet besluttet på et møde. […] [Dog] benægter de enstemmigt hårdnakket, at partiet har nogen form for direkte kontrol med deres tanker. […] [Man følte] stemningen af nervøs anspændthed. […] De fleste så stive og gravalvorlige ud. Bortset fra mr. Mao Tse-tung, som ofte viser humoristisk sans, og mr. Chou En-lai, som er dygtig til at slå en sludder af, er det sjældent, de andre ledere siger en vittighed.
- Chang & Halliday s.276, 279f. (Wei Jing-meng i Dai Qing s.65, *Zhao Chaogau et al. S.15-19, 49)



Forhørslederen om studenterlederen Wang Shi-wei
Han sagde, hvad han havde fået besked på at sige [til journalisterne]. Han havde selvfølgelig ikke noget valg. Bagefter lå han i sengen med svare kvaler. Han knyttede hænderne og udviste tegn på utrolig bitterhed.
- Chang & Halliday s.276 (*Wen Jize et al. 1993 s.78)



Maos ’undskyldning’ for Yanan-terroren, forår 1945
På centrets vegne vil jeg undskylde […] Hele Yanan begik fejl. […] Hensigten var at give jer et dejligt bad, men der blev puttet for meget kaliummanganat i [til bekæmpelse af lus] og det gjorde skade på jeres bløde hud. […] Vi sloges mod den samme fjende i mørket og kom til at såre vores egne folk […] Det var som en far, der giver sine drenge smæk. Så jeg beder jer om ikke at bære nag. Op at stå igen, beder jeg jer, børst støvet af tøjet og kæmp videre.
- Chang & Halliday s.282 (*Shi Zhe 1991 s.259; *Li Weihan s.514; Cheng Min s.26; *Wen Qiaomu s.281; Centrale Partiskole vol. 1 s.65)



Nikolaj Rosjtjin: Om kampagnen, 1945
[Kampagnens metoder var] perversioner der kostede et stort antal ofre. 
- Chang & Halliday s.301 (*Jiang Nanxiang; AVPRF 0100/43/302/10 s.158-63 (Liu til Rosjtjin, 26 aug. 1950))

1939-1945 Undertrykkelse af landbefolkningen i Yanan

1947-1948 Hungersnød og undertrykkelse 

1948 Udsultningen af Changchun

Ordre fra Lin Biao, 30. maj 1948
Gør Changchun til en dødens by […] Civile skal udtrykkeligt forbydes at forlade byen.
- Chang & Halliday s.354 (*Zhang Zhenglong s.441)



Rapport fra Lin Biao til Mao, 9. sept. 1948
Blokaden […] har givet bemærkelsesværdige resultater og skabt alvorlig hungersnød i byen […] De civile indbyggere lever hovedsageligt af blade og græs, og mange dør af sult. […] Vores politik har været at forbyde enhver at gå ud. […] I forreste række har vi anbragt vagt for hver 50 meter, sat ståltråd op, gravet grøfter og lukket alle huller. […] Dem, som slap ud, overtalte vi til at vende tilbage […] Efterhånden som hungersnøden blev værre og værre strømmede […] sultne mennesker ud; vi drev dem tilbage, de blev presset tilbage til ingenmandslands […] hvor mange døde af sult. Et [sted] alene lå der omkring 2000 døde. […] Sultende mennesker i massevis knælede foran vores soldater og tiggede om lov til at slippe ud. Nogle lagde deres spædbørn på jorden foran tropperne og gik selv tilbage, andre hængte sig i stolperne. Vagterne kunne ikke udholde synet af al den elendighed. Nogle knælede ved siden af de sultende og græd sammen med dem […] andre slap flygtningen igennem i det skjulte. Da vi havde fået rettet på det, opdagede vi noget nyt. Soldater bankede, mishandlede og bandt flygtninge [for at presse dem tilbage] og gik så langt som til at åbne ild mod dem, så nogle døde.
- Chang & Halliday s.354f. (*Liu Tong s.635-6, *Zhang Zhenglong s.469)



Øjenvidne, en rød veteran
Det kom ikke helt bag på os, da vi uden for byen hørte, at så mange mennesker var døde af sult. Vi var kommet forbi mange bunker lig, og vores hjerter var blevet hårde. Vi var blaserte. Men da vi kom ind i byen og så, hvordan der så ud der, var vi knuste. Mange af os græd. En del af os sagde: Det er meningen, vi skal kæmpe for de fattige, men hvor mange af alle de døde her er rige? Hvem af dem er nationalister? Er de ikke alle sammen fattige
- Chang & Halliday s.356 (*Zhang Zhenglong s.482)

Okt. 1950-okt.1951 ’Kampagnen til undertrykkelse af kontrarevolutionære’ 

Maos instrukser 24. og 30. mar. 1951
Vi dræber ikke en eneste af de højtstående under Chiang Kai-shek. Vi dræber kun de små fisk under Chiang Kai-shek.

[Der bør være] omfattende anholdelser, omfattende drab. […] [Det er kritisabelt] at være for slappe og ikke dræbe [tilstrækkeligt].

Først når den ting [massehenrettelserne] er gjort ordentligt, er vores magt sikker.

Mange steder […] tør man ikke dræbe kontrarevolutionære i et stort antal offentligt. Den situation skal ændres.
- Chang & Halliday s.368f., 371 (*Mao (1977) s.317 (Eng.: Kau & Leung s.163). Ordre 24. og 30. mar. 1951, *Mao (1987-98) vol. 2 s.62f., 192, 202)

Undertrykkelse af befolkningen efter magtovertagelsen. Revolutionens fjender udstilles, mens de afventer deres endelige skæbne - på skiltene lyder anklagen: "landbesidder" og "spion"

Slutn. 1951-maj 1953: ’De 3 antier-kampagnen’ og ’De 5 antier-kampagnen’

Maos instrukser
[Vi skal fange] store tigre […]. Vi må sikkert henrette 10.000 til adskillige snese tusinde kassebedrøvere over hele landet, før vi kommer problemet til livs. […] Den, som ikke adlyder, er selv enten bureaukratist eller kassebedrøver.
- Chang & Halliday s.373 (Mao 8. dec. 1951 (*Mao 1987-98, vol. 2, s.549) og 4. jan. 1952 (*Mao 1987-98, vol. 3, s.12))

1953-1956: Supermagtsprogrammet 

Maos instrukser, oktober 1953 og juli 1954
Hvad angår varer, der er nødvendige for nationens overlevelse (f.eks. korn, sojabønner og planteolie), er det rigtigt, at vi må kunne forsyne den kinesiske befolkning, men vi må kraftigt understrege, at […] vi må tænke på enhver mulighed for at tvinge dem [fødevarer] fri til eksport. […] Hvad angår varer (som kød og jordnødder) der er mindre nødvendige for befolkningens overlevelse, har vi så meget desto større grund til at skære på det indenlandske forbrug for at tilfredsstille behovet for eksport.

Hvad varer som kød angår, bør man indskrænke hjemmemarkedet for at garantere eksporten. Andre varer som frugt, te […] bør eksporteres i videst muligt omfang, og bør kun udbydes på hjemmemarkedet, hvis der er noget tilovers.
- Chang & Halliday s.435f. (*China Today, vol. 1 s.15f.)



Maos rapport, 21 april 1953
Cirka 10 procent af landbrugets husholdninger kommer til at lide under fødevareknaphed til forår og sommer […] eller må endog klare sig helt uden.
- Chang & Halliday s.438 (*Mao 1987-98, vol.4 s.197f.)



Embedsmand om tvangsudskrivningen
Ikke en eneste familie har nok at spise. […] Jeg har arbejdet et helt år, men til sidst må jeg alligevel sulte et par måneder. […] Mine naboer har det ligesådan. […] Høsten er ikke dårlig, men hvad nytter det? Uanset hvor meget vi høster, har vi alligevel ikke nok at spise […] [Hvad angår ’basismad’] er der ingen, som har fået bare det.
- Chang & Halliday s.447 (*Zhou Jingwen s.341-3)



Maos instruks
Opdrag bønderne til at spise mindre og gøre vællingen tyndere. Staten bør gøre sit yderste […] for at forhindre bønderne i at spise for meget.
- Chang & Halliday s.447 (*Mao 1987-98, vol.5 s.267)



Mao til politbureauet, 2. okt. 1953
Det her er en krig mod fødevareproducenterne – foruden mod fødevareforbrugerne. […] Marx og Engels sagde aldrig, at bønder kun var af det gode.
- Chang & Halliday s.448 (*Bo Yibo 1993 s.263f.)



Maos beklagelse over rapporter
10.000 rapporter om døde mennesker, døde dyr og folk som plyndrer kornlagre: 10.000 rapporter om mørke […] [Folk] mangler ikke mad hele året – kun seks eller fire måneder.
- Chang & Halliday s.449 (*Mao CCRM vol.13, s.18)



Mao til embedsmænd
I må være mindre samvittighedsfulde. Nogle af vores kammerater udviser for megen barmhjertighed og ikke tilstrækkelig brutalitet, hvilket betyder, at de ikke er så marxistiske. […] I det spørgsmål  har vi ganske rigtigt ingen samvittighed! Så brutal er marxisme.
- Chang & Halliday s.449 (*Bo Yibo 1993 s.350f.)



Maos instruks, maj 1955
Vi skal anholde 1,5 millioner kontrarevolutionære på fem år. […] Jeg går helt ind for flere anholdelser. […] Der skal lægges vægt på følgende: Anholdelser i stor målestok, gigantisk målestok […] Mine prutter [dvs. ordre] er socialistiske prutter, og de skal være velduftende.
- Chang & Halliday s.450 (*Mao CCRM vol.13, s.13, 17)



Liu Shao-chi
Vi indførte socialisme, og så forsvinder alting.
Chang & Halliday s.450 (*Liu 1996 vol.2, s.350)



Maos instruks
Kontrarevolutionære […] udgør […] cirka 5 procent [af de undersøgte]. Når dette tal overstiges, skal der indhentes tilladelse.
- Chang & Halliday s.450 (*Mao 1987-98, vol.5 s.149, 472)



Mao til topledelsen, 1956
Første halvdel af 1955 har været grum […] med sorte skyer over det hele. […] Vi er blevet mødt med forbandelser alle vegne. Folk sagde, vi ikke duede. Alt sammen bare fordi [vi tog] en smule korn. I sidste halvdel af året er forbandelserne forsvundet. Glædelige omstændigheder er indtruffet. En god høst og kollektiviseringen er to af de store, glædelige begivenheder, og så var der udrensningen af kontrarevolutionære – endnu en glædelig begivenhed.
- Chang & Halliday s.451 (*Mao CCRM vol.11A, s.88)



Mao om levestandarder, 1957
Jeg mener ikke levestandarden i Polen er for lav. Tværtimod mener jeg, at den er relativt meget høj. Polakkerne spiser mere ned to-tretusinde kalorier om dagen, mens det ville være tilstrækkeligt med [omkring 1.500]. Hvis folket mener, der er for få forbrugsvarer til rådighed, bør [regimet] øge propagandaindsatsen.
- Chang & Halliday s.462 (Maneli s.81f.)



Mao om levestandarder og ofre ved kommunistkonference i Sovjetunionen, 2. nov. 1957
Man siger, at det er skidt med fattigdom, men det er i virkeligheden godt. Jo fattigere folk er, jo mere revolutionære er de. Det er rædselsfuldt at forestille sig den dag, hvor alle er rige. […] Med et overskud af kalorier vil folk have to hoveder og fire ben.
 Vi er parate til at ofre 300 millioner kinesere for verdensrevolutionens sejr.
- Chang & Halliday s.468, 500 (Borisov 1982 s.72 (fra optegnelser), Kapitsa 1996 s.60, Sidikhmenkov MS, s.215)



Mao til de øverste ledere om lektien fra Østeuropa, 15. nov. 1957
I Ungarn er det sandt, at levestandarden ikke forbedredes ret meget, men den var slet ikke så ringe. Og alligevel […] var der stort postyr der. […] Det grundlæggende problem med nogle af de østeuropæiske lande er, at de ikke eliminerede alle de der kontrarevolutionære. […] Nu ligger de, som de har redt. […] I Østeuropa har man simpelthen ikke slået ihjel i stor målestok. […]. Vi må slå ihjel. Og vi siger, at det er godt at slå ihjel.
- Chang & Halliday s.474 (*Mao CCRM, vol. 11A, s.114; *Mao 1977, s.317-23 (Eng. Overs. Leung & Kau, s.163, 167; *Yang Kuisong 1999 s.388)

Juni 1957-1958: Drabet på ’De Hundrede Blomster’ / ’Anti-højrefløjskampagnen’
 

Mao om ’tankereform’ og hjernevask, 17. nov. 1957
Nogle udlændinge siger, at vores tankereform er hjernevask. Det er rigtigt, synes jeg, det er lige præcis hjernevask.
- Chang & Halliday s.475 (*Mao CCRM vol. 11A, s.211 (Eng. Lang & Kau s.775)



Eksempler på kritik af det kommunistiske styre, 1957-58
- I manglen på beskyttelse af borgernes rettigheder er den nuværende regering værre end de feudale dynastier og Chiang Kai-shek.
- [Offentlige fordømmelser] er meget værre end at komme i fængsel. […] Bare tanken om dem får en til at ryste fra top til tå
- [Jeg] vil bare følge loven og ikke partiordre
- Hvorfor er ’ledelse’ nødvendigt på kulturområdet? Hvem vejledte Shakespeare, Tolstoj, Beethoven, Molière?
- Alle økonomiske statistikker er statshemmeligheder, selv produktionstallet for alkali. […] Hvad er det andet end et forsøg på at holde folk i en tilstand af dumhed?
- Jeg har ligefrem hørt om bønder […] som dør efter kun at have haft græsrødder at spise i områder så frugtbare, at de er kendt som landet med fisk og ris. Men aviserne skriver ikke noget om det.
- Hvorfor al den pragt? […] [Når] lokale ’lokale partikonger’ anvender metoder som misbrug, tortur og indespærring for at presse mad ud af bønderne […] Vi må være klar over, at utilfredse bønder kunne finde på at smide formand Maos portræt i toilettet.
- Den nye herskende klasse [holder] receptioner og banketter [mens] titusinder af mennesker […] måtte nøjes med græsrødder eller bark fra træerne. […] Når en kok laver god mad, siger man, at ’det er takket være Formand Maos lederskab’. […] Tro ikke, at du er en klog gud.
- Chang & Halliday s.476f., 480 (*Niu & Deng s.122f., 200, 204, 208-10, 269, *Ding Shu 1993 s.124, 132, *Zhu Zheng s.384, 447, 470-2, *XB 1957 no.14 s.61-6, *Dai Huang)



Mao til partiets inderkreds om de intellektuelle han havde tilladt at kritisere styret, 6. april 1958
Intellektuelle [er] begyndt […] at ændre holdning fra forsigtige til mere åbenmundede. […] En skønne dag vil straffen ramme dem. […] Vi ønsker at lade dem tale ud. I skal bide tænderne sammen og lade dem angribe! […]  Lad alle de oksedjævle og slangedæmoner […] forbande os i nogle få måneder. […] Hvordan skal vi fange slangerne, hvis vi ikke lader dem komme ud af deres skjul? Vi ville have de skildpaddesønner [sataner] til at sno sig ud i lyset og synge og prutte […] på den måde kan vi fange dem.
- Chang & Halliday s.475 (*Mao CCRM vol. 13. s.115)



Øjenvidne om deportationer til Manchuriet
[De deporterede måtte bygge ly] i al hast med kornstrå som tag. […] [Med bål] lå temperaturen stadig omkring en halv snes grader under frysepunktet. […] De huse af ler og græs, vi boede i var utætte, så vinden stod ind fra alle sider. […] Der var næsten ingen grøntsager og kød. […] Vi stod op […] ved daggry lidt over fire, og arbejdede indtil syv eller otte om aftenen. […] I disse 15-16 timer […] arbejdede vi stort set uden pause. […] Om sommeren […] skulle vi stå op klokken to om natten. […] Vi fik højst tre timers søvn. [Til fangerne lød det:] ’I er kommet her for at sone jeres forbrydelse! I kan vove på at lave ballade eller snyde jer fra arbejdet.
- Chang & Halliday s.479f. (*Dai Huang)



Maos om undertrykkelsen
[Der blev] fordømt 100.000, anholdt 10.000 og dræbt 1000. De andre provinser gjorde det samme. Så vores problemer blev løst.
- Chang & Halliday s.478 (*Mao CCRM vol. 13 s.201)



Jean Pasqualini om sit fangenskab i det kinesiske kz-system (lao-gai) 1957-64
[Jean Pasqualini (Bao Ruo-wang på kinesisk), der har kinesisk mor og fransk far, arresteres i 1957 for ”kontrarevolutionær aktivitet” og kom igennem syv til at opleve det kinesiske lao-gai-system indefra]

[Celleformanden indskærper:] ”Uanset hvilken kategori vi tilhører, har vi alle begået vore forbrydelser, fordi vi har tænkt nogle meget slette tanker”. […] Han [celleformanden] kastede os utrætteligt ud i gruppediskussioner eller historier som indeholdt noble moralske principper, der skulle iagttages. Alle andre emner som kunne være faldet os ind - familien, maden, sport, tidsfordriv eller, naturligvis, sex - var absolut forbudt. ”Over for ledelsen må vi lære sammen og gensidigt holde øje med hinanden”, sådan lød fyndordet, og det stod skrevet overalt i fængslet. […] Fangen lærer meget hurtigt at tale i form af helt uforpligtende slagord. Faren er naturligvis, at han måske ender med udelukkende at tænke i slagord. De fleste bukker under. […]
 Det varer ikke længe før en mange mister sin selvtillid. I årenes løb har Maos politi udviklet sine forhørsmetoder til en sådan grad af forfinelse, at jeg vil vædde på, at ingen som helst, kineser eller ej, kan sætte sig op imod dem. Deres formål er ikke så meget at få en til at finde på ikke eksisterende forbrydelser, som at få en til at indrømme, at ens hidtidige daglige tilværelse var moralsk anløben, forbryderisk og strafbar, fordi den ikke svarede til deres egen livsopfattelse - politiets. At det lykkes for dem, hviler på det grundlag, at fangen er fortvivlet og er klar over, at han for evigt og udsigtsløst er overladt til sine fangevogtere på nåde og unåde. Han kan ikke forsvare sig eftersom hans anholdelse er det ultimative, uomtvistelige bevis på, at han er skyldig. (Under mit fængselsophold lærte jeg en mand at kende, som var blevet anholdt af en fejltagelse - han havde samme navn som den eftersøgte. Efter nogle måneders forløb havde han tilstået alle mandens forbrydelser. Da man opdagede fejltagelsen, havde fængselsmyndighederne det største besvær med at overtale ham til at tage hjem. Det følte han sig alt for skyldig til.) Fangen har ikke ret til en retssag, kun til en velordnet ceremoni, der måske varer en halv time; han har ikke ret til at rådføre sig med en advokat og heller ikke til at appellere i den betydning den vestlige verden forstår ordet. […]
 Og så var der maden - det eneste der betød noget, den største glæde og den stærkeste motivationsfaktor i hele straffesystemet. Jeg havde været så uheldig at ankomme til [forhørscentret] Den Disede Allé i Det Grønne kun en måned efter indførelsen af rationering som en officiel del af forhørsteknikken. Den fortvivlende knapt tilmålte og vandholdige majsgrød, de små hårde wo'tou-pandekager og grønsagsskiven blev midtpunktet i vores liv og det helt fundamentale for al vores opmærksomhed. Da rationeringen fortsatte, og vi tabte os, fandt vi ud af at spise hver bid på en umådelig koncentreret måde for at få den til at vare så længe som muligt. Det fløj med fortvivlede rygter og løs snak om hvor god og rigelig maden var i arbejdslejrene. Disse historier var ofte plantet, opfundet af forhørslederne for at få fangerne til at tilstå. Efter et år med den kost var jeg parat til at indrømme næsten hvad som helst for at få noget mere mad.
 Mangelen på mad var sat i system på en særdeles udspekuleret måde. Man gav os tilstrækkeligt med mad til at holde os i live, men aldrig nok til at få os til at glemme, at vi var sultne. I mine femten måneder i forhørscentret fik jeg kun ris en eneste gang, og aldrig kød. Et halvt år efter min arrestation var min mave helt flad, og jeg begyndte at få nogle karakteristiske blå pletter på leddene bare ved kroppens kontakt med fællessengen. Huden på mine balder hang som brysterne på en gammel kone. Mit syn blev sløret, og jeg mistede koncentrationsevnen. Jeg satte en slags rekord i vitaminmangel, da jeg endelig blev i stand til at knække neglene på mine tæer med hånden, uden at bruge neglesaks. Jeg begyndte at miste håret. […]  
 ”Livet var såmænd slet ikke så dårligt før i tiden,” sagde Loo. ”Vi fik en skål rig hver fjortende dag, rigtigt hvedebrød i slutningen af hver måned og lidt kød ved de store højtider, som nytår, første maj og første oktober. Det var slet ikke så dårligt.”
 Forandringen skyldtes følgende: En folkedelegation var kommet på inspektionsbesøg i fængslet under De Hundrede Blomsters Kampagne. De var blevet forfærdede over at se fangerne spise sig mætte. Det var utilstedeligt, havde de konkluderet, at disse kontrarevolutionære - samfundets udskud og folkets fjender - nød godt af en levestandard, der var højere end mange bønders. Fra november 1957 at regne var der ikke længere ris, ikke længere kød, og ej heller hvedemel ved højtiderne.
 Vi var så besatte af tanken om mad, at det på en vis måde gjorde os afsindige. Vi var i stand til hvad som helst. Det var den perfekte atmosfære til forhør. Vi endte alle sammen med at bede om at blive sendt i arbejdslejr. Der var ingen der forlod Den Disede Allé i Det Grønne uden omhyggeligt at have specificeret det skriftligt. Der var sågar en officiel vending: ”Jeg beder Dem om tilladelse til at bevise, hvor meget jeg angrer mine vildfarelser ved at arbejde i en lejr.”
 Senere kunne en hvilken som helst fangevogter, hvor uudholdelige forholdene i lejren end var, uden at lyve fortælle os, at vi udelukkende var der, fordi vi selv havde bedt om det. […]

[Om beviserne og angivelserne]. Det var en skræmmende åbenbaring. Imellem disse hundredvis af sider var der angivelsesformularer som var udfyldt af kolleger, venner og alle mulige mennesker, som jeg kun havde truffet en eller to gange […] - hvor mange var det ikke, der havde forrådt mig, mennesker som jeg havde skænket min fortrolighed uden bagtanker! […]

[Om afstraffelse af fanger v.h.a. andre medfangerne] Vores offer var en fange på omkring fyrre år, der var anklaget for at have aflagt falsk tilståelse. Det var en indædt kontrarevolutionær, vrælede en opsynsmand i en papmegafon. […] Hver gang han så op for at sige noget - om det var rigtigt eller forkert interesserede os ikke - druknede vi ham i en strøm af råben og skrigen: ”Løgner!”, ”Du er en skamplet på menneskeheden!”. Ja, sågar: ”Dit dumme svin!” […] Prøven fortsatte på den måde i tre timer, og for hvert minut, der gik, blev vi mere og mere sultne og forfrosne, og mere ondskabsfulde. Jeg tror vi kunne have flået ham i stumper og stykker for at opnå, hvad vi ville. Senere, da jeg fik tid til at tænke mig om, gik det op for mig, at vi naturligvis også samtidig havde underkastet os selv denne prøve ved mentalt at forberede os på at acceptere ledelsens holdning med et begejstret samtykke, uden hensyntagen til den angrebne mands meritter. […]

[En fangervogter til Pasqualini, da han er ved at rengøre en sin sandal:] ”Din hjerne er endnu mere beskidt, og den stinker endnu mere! Hold op med det samme! Det der er en bedsteborgervane. Rengør din hjerne i stedet for!” […]

[En henrettelse uden rettergang i laogai'en] Midt iblandt dem stod barberen, fastlænket. Et reb om halsen, bundet fast til bæltet, holdt hans hoved bøjet. Hænderne var bundet på ryggen, og vagterne skubbede ham direkte hen til scenekanten, lige foran os. Der stod han i tavshed, som en bastet og bundet bodfærdig synder mens små striber af damp steg op ved hans fødder. Yen havde forberedt en tale.
 ”Jeg har noget forfærdeligt at sige til jer. Jeg er ikke glad for at gøre det, og jeg har heller ingen grund tit at være stolt af det. Det er min pligt, og det burde være jer en lærestreg. Det rådne æg I ser der foran jer, er blevet sat i fængsel som følge af en sædelighedsaffære: han havde haft et homoseksuelt forhold til en dreng. For den forbrydelse blev han kun idømt 7 års fængsel. Senere, da ban arbejdede på en papirfabrik, opførte ban sig konstant dårligt og stjal gentagne gange.
 Hans straf blev fordoblet. Nu har vi konstateret at han under sit ophold her har forført en ung fange på nitten år - en mentalt retarderet fange. Hvis det forekom ude i samfundet, ville han få en streng straf. Men ved at begå sin gerning her, har han ikke blot syndet i moralsk henseende, han har også tilsvinet fængslets gode navn og de store politiske tanker om forbedring gennem arbejde. I betragtning af hans gentagne forbrydelser vil repræsentanten for den højeste Folkedomstol derfor nu læse hans dom op for jer.”
 Manden i den blå uniform trådte frem og læste det dystre dokument, en opsummering af forbrydelserne som sluttede med Folkedomstolens beslutning: dødsstraf med øjeblikkelig effektuering af dommen.
 Alt skete så pludseligt, at jeg ikke engang nåede at blive hverken chokeret eller forskrækket. Før manden i den blå uniform overhovedet havde nået at sige det sidste ord, var barberen død. Den vogter, der stod bag ved ham, trak en kæmpestor pistol op og skød ham i hovedet. En strøm af blod og hjernemasse fløj op i luften og faldt ned på dem af os, der stod i de forreste rækker. Jeg så væk fra den hæslige skikkelse der lå og spjættede på gulvet, og kastede op. Yen kom tilbage og talte igen: ”Lad det tjene jer til advarsel. Jeg er blevet bemyndiget til at sige, at der for fremtiden ikke vil blive vist nogen overbærenhed her i lejren. Fra og med i dag vil alle forbrydelser af moralsk karakter blive straffet på samme måde. Gå nu tilbage tij jeres celler og diskuter det, der er sket her.” […]

[En medfange forklarer] ”Alle disse mænd ... at tænke sig at ingen af dem nogen sinde slipper ud af fængslet, inklusive mig selv. En livsvarig kontrakt. Du er den eneste der er anderledes, Bao. Måske går du ud ad hoveddøren en skønne dag. Det kan ske for en udlænding, men ikke for os. Du er den eneste, der kan fortælle om det bagefter, hvis du kommer ud. Det er derfor vi bar ønsket at holde dig i live, Bao [...] så længe du bliver her, overlever du. Det lover jeg dig. Og hvis du bliver overflyttet til andre lejre, vil du der møde andre fanger som tænker ligesom os. Du er en dyrebar ladning, gamle dreng!” […]

En kold og blæsende aften forlod jeg cellen i belæringstiden for at pisse. Da den iskolde nordvestenvind ramte mig i ansigtet, følte jeg mig mindre tilbøjelig til at gå de to hundrede meter over til toiletterne. Jeg gik hen til en lagerbygning og pissede op ad muren. Når alt kommer til alt, tænkte jeg, er der ingen der kan se mig i mørket. Jeg tog fejl. Jeg var knap færdig, da jeg fik et voldsomt spark i bagdelen. Da jeg vendte mig om, kunne jeg kun skelne en silhuet, men stemmen tilhørte en fangevogter.
”Er du ikke bekendt med hygiejnereglementet?” spurgte han. ”Hvem er du?” Jeg sagde mit navn, og det der fulgte efter, var en lektion jeg aldrig vil glemme. […] ”Jeg indrømmer at det var forkert, fangevogter, men det jeg har gjort, er ikke en overtrædelse af fængselsreglementet, hvorimod De har krænket loven. Ledelsens medlemmer har ikke ret til at slå fangerne. Fysisk vold er forbudt.”
 Der blev stille et øjeblik mens silhuetten tænkte over det, og jeg ventede det værste.
 ”Det du siger, er rigtigt, Bao”, sagde han roligt og i et afmålt tonefald. ”Hvis jeg indrømmer, at jeg har begået en fejl - og jeg vil tage spørgsmålet op ved vores næste selvkritikseance (fangevogternes) vil du så gå tilbage til din celle og skrive mig en fuldstændig bekendelse?”
 Jeg blev overrasket over hans reaktion. Og også rørt, for her havde jeg en fangevogter, der indrømmede sit fejltrin over for en fange! [...]
”Ja, fangevogter. Selvfølgelig vil jeg det.” [...] Jeg satte mig på min plads og begyndte at skrive min bekendelse. Under den ugentlige samvittighedsundersøgelse nogle dage senere læste jeg den højt for hele cellen.
 ”Overfladisk set kan det jeg bar gjort, forekomme mindre alvorligt,” tilføjede jeg, da jeg var frerdig med at læse op, ”men hvis man ser lidt nærmere på sagen, viser min handling, at jeg ikke respekterer ledelsens lære og at jeg modsætter mig forbedring. Ved at pisse på den måde , skiltede jeg i det skjulte med min vrede. Det var en virkelig fej handling. Det var som om jeg spyttede ledelsen i ansigtet ved at tro at ingen kiggede på mig. Jeg kan kun bede ledelsen om at straffe mig så strengt som muligt.”
 Bekendelsen blev sendt til fangevogter Yang, og jeg ventede. Jeg forberedte mig allerede, med opbydelsen af alt mit mod, på et nyt ophold i brummen. To aftener senere trådte Yang ind i cellen med sin dom.
 ”For nogle dage siden,” sagde han, ”troede en af jer, at han stod over loven og begik en alvorlig fejl. [...] Vi lader nåde gå for ret for denne gang, men tro ikke, at det betyder, at I altid kan slippe for ubehageligheder bare ved at skrive et brev, hvor I beder om forladelse. […]

De frie arbejdere som vi begyndte at møde, var en trist flok. De lignede virkelig livstidsfanger. De var dovne, uerfarne og snavsede. De havde tydeligvis konkluderet at intet mere var umagen værd, og på en made havde de ret. De var hele tiden skrup-sultne, hele tiden under opsynsmændenes og fangevogternes kommando og låst inde om natten fuldstændig ligesom os andre. Den eneste forskel mellem vores forhold og deres var, at de havde det privilegium at kunne besøge deres familie. Det var det eneste, der betød noget. Ganske vist fik de også løn, men den skulle de bruge på mad og tøj, som de ikke længere fik foræret af ledelsen. Disse frie arbejdere var bedøvende ligeglade med hvad der kunne ske.” […]

[En far får besøg af sin lille søn] En ondskabsfuld lille snothvalp på en ti-elleve år: ”Jeg ville ikke være kommet,” skrålede han stolt, ”men min mor tvang mig til det. Du er kontrarevolutionær og en skam for din familie. Du har afstedkommet store tab for regeringen. Du har virkelig fortjent at være i fængsel. Alt hvad jeg kan sige, er at du skulle tage og forbedre dig, ellers får du, hvad du har fortjent.” Selv vagterne blev chokerede over hans tirade. Fangen vendte tilbage til sin celle i grad (hvilket var forbudt), mens han mumlede: ”Hvis jeg havde vidst, at det ville ske, ville jeg have kvalt ham den dag han blev født.” [Fangevogteren] Tien lod tildragelsen passere uden så meget som en bebrejdelse. […]

[En medfange forklarer:] ”Kommunisterne føler sig ikke forpligtet til at holde de løfter de giver deres fjender. Som middel til at nå deres mål tøver de ikke med at bruge alle de krumspring og kneb, der kan være dem til nytte - herunder trusler og løfter […] Og husk også en anden detalje: Kommunisterne har ikke den mindste respekt for folk, der skifter side.
- J. Pasqualini (& R. Chelminski): Prisonnier de Mao: sept ans dans un camp de travail en Chien. Paris 1975 (eng. Orig. 1973) s.33, 51-53, 41, 47-49, 77, 86, 194, 197f., 262, 267-69, 282, 311, 315f. Her efter J-L. Margolin: 'Kina: En lang march i natten', IN: S. Courtois et al.: Kommunismens sorte bog (Kbh. 2002) s.s.566, 575, 568f., 574, 570, 589, 578, 559, 566f., 564, 583, 570