Jesper Asmussen: Julesange – og alt om julen. Forlaget Rubato. Viborg 2004. ISBN 87-91601-01-0

Hver mandag morgen havde min gamle højskoleforstander sin ugentlige morgensang med os. Især hans morgensange i december vil jeg aldrig glemme. Hver morgen satte han et nyt julelys på flyglet ved siden af de andre. Når så vi kom frem til juleafslutningen, strålede der så mange kerter ud i foredragssalen, så vintermørket blev lyst levende op. Hver dag sit lys. Vi havde også en adventskrans. Og så sang vi advents- og juletidens sange og salmer, medens den gamle forstander fortalte for os, siddende på stoleryggen med fødderne plantet på stolen foran sig. Han var jo lidt af en krukke, men som afdøde Volmer Sørensen engang sagde det: »Jeg har ikke noget imod krukker, bare der er noget i!« Vi skulle ikke komme ind i en højtidelig hal, men i det, som Poul Erik Søe på sin højskole kalder for foredragsstuen. Vi skulle være i øjenhøjde, da ikke mindst i tiden op mod jul. Så sad han der, forstanderen, stille og roligt, med fingeren i Højskolesangbogen ved den sang, han var i gang med. Og berettede om Esajas’ profetier udfra »Blomstre som en rosengård«, eller han dechifrerede en verselinje: »Julen er kommen med solhverv for hjerterne bange«. På god sokratisk, sådan lidt snakkende facon fik vi udlagt teksten, hvorefter vi sang og gik hver til vore timer.

Disse mandage var noget særligt; de gav julemåneden gehalt og form. Modbilledet hertil er kun alt for velkendt. På mange skoler i dag mister elever og lærere op til fire ugers ordentlig undervisning ind under jul. Det begyndte nok i år den 26. november, hvor et hav af skoler har indført obligatorisk hyggedag, hvor der klippes og klistres og pjankes og gantes. Skolerne fyldes med alskens stads, klasseværelser endevendes, der stilles et juletræ op, og eleverne sidder i rundkreds, en opstillingsform man ikke magter i folkeskolen. Men hyggetyranniet kræver sine ofre. Eleverne bliver fjantede og ukoncentrerede, lærerne lader stå til, slækker kraftigt – tyranniseret af den forlorne hygge – på forberedelse og arbejdsindsats.

Alle glæder sig til jul, for så slutter da dette selvantændte helvede! Ak ja. Ordentlighed er af en rodløs generation blevet til et problem. En generation, der har svært ved at forholde sig til en linje som »Julen er kommen med solhverv for hjerterne bange«; men de skal overhovedet ikke forholde sig, de skal bare synge. Og har vi glemt at åbne munden og benytte den til at synge med, så er det med at komme i gang igen. Hvad vi fint kan gøre med Jesper Asmussens lille sobre og oplysende bog, der netop er udkommet.

Bogen består af 24 korte afsnit, Jesper Asmussen gennemgår fantasirigt og frit 24 sange og salmer, der hører juletiden til. Her er danske kernesalmer og kernesange, og her er nogle julesange kommet til os udefra. Her er nyttig viden om de enkelte sange, underlige ord (dvs. ældre) forklares os, så her er noget at formidle videre til en bredere kreds, det kunne være henne på skolen. Vi får nyttige opskrifter såvel på gås som på pebernødder, vi lærer at flette »vore julehjerter sammen«, og vi får at vide, hvad en nisse er, og også hvad en engel er. Vi får en uddybende forklaring på Peter Fabers uopslidelige »Højt fra træets grønne top«, vi lærer familien at kende. Alt sammen nyttigt og lødigt oplysende.

De gennemgåede julesange og -salmer står trykt i bogen under melodien, der bringes med brugbar becifring. Som klaverspiller, i hvert fald som den klassisk skolede af slagsen, kan det være svært at forlige sig med becifringen, der ikke kan erstatte den veludskrevne klaversats. Becifringen er mest henvendt til guitaristen, og så til den moderne skolede brugsklaverspiller. Men salmerne kan spilles efter andre noder, og sangene lyder knapt så slemt i becifret fremførelse, ja, »Jeg så julemanden kysse mor« og »Søren Banjomus« er vel deciderede becifringsprodukter.

Således skal det være min opfordring, at vi atter får indført pli og ordentlighed den sidste måned før jul, at vi atter får forståelse af, at det hele ikke er lige meget.

Vil man ordentlighed, så kommer man ikke udenom at bekymre sig såvel om indholdet som formen. Hvad man først kan, når man kender til indholdet og den form, der befordrer en videregivelse af indholdet. Jesper Asmussens lille bog – med en indledning og hilsen til bogen fra Johannes Møllehave – tilbyder sig som en både indsigtsfuld, fornøjelig, venlig og udstrakt hånd.

- Niels Martin Lasthein

< Tilbage til NOMOS 2:2

 
 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg