Adam Oehlenschläger

(1779-1850)

Digter og forfatter. Besvarede 1800 universitetets prisspørgsmål: Var det gavnligt for Nordens skiønne litteratur om den gamle nordiske mythologie blev indført med et kraftigt ja i skriftet Om betimeligheden af en digterisk udnyttelse af den nordiske mytologi. Bekendtskab med Bakkehuskredsen og især Henrik Steffens bragte ham på studiet af tysk romantik, og efter en række digte i det 18. århundredes manér kom hans talent til fuld udfoldelse i Digte 1803 (1802) med programdigtet ”Guldhornene”, romancerne ”Valravnen”, ”Løveridderen” og ”Hakon Jarls død” og det romantiske skuespil ”Sct. Hansaftenspil” med en række lyriske digte. Hans gennembrud betød brud med rationalismens tørre poesi. 1805 fulgte Poetiske skrifter I-II med bl.a. ”Langelandsrejsen” og den sprogligt raffinerede ”Vaulundurs saga” og lystspillet ”Aladdin”. Drog 1805-09 til Tyskland, Frankrig, Schweiz og Italien. Hans romantiske tone kølnedes og han vendte sig fra tysk indflydelse til nordiske sagntemaer og historiske bedrifter  – Nordiske digte (1807) med tragedierne ”Hakon Jarl” og ”Baldur hin gode” og eposet ”Thors rejse til Jotunheim”. Herefter tragedierne Palnatoke (1809), Axel og Valborg (1810) begge skrevet i Paris - sidstnævnte udfra ønsket om at bevæge det danske folk efter ulykken 1807. Kunstnerdramaet Correggio (1811). Professor i æstetik. Han blev hårdt angrebet af Baggesen, hvilket førte til en årelang fejde (1813-19), hvor Oehlenschläger dog vandt støtte i ungdommen. Dyrkelsen af den nordiske fortid samt kærlighed til fædrelandet og dets historie gav inspiration til flere af Oehlenschlägers arbejder. I produktionen veksler dramaer (bl.a. Røverborgen, Ludhams hule) med episke hovedværker (bl.a. Helge (1814), Hroars saga (1817), Hrolf Krake (1828)) og digte (bl.a. Nordens guder (1819)). Af hans senere dramatiske produktion bør fremhæves Hagbarth og Signe (1814), Erik og Abel (1820), Væringerne i Miklagård (1827), der fremkaldte J. L. Heibergs kritik, og det mest vellykkede forsøg på at lave ”moderne” drama, Dina (1842). Ind imellem en flittig produktion af lystspil, oversættelser, noveller og en enkelt roman (Øen i Sydhavet, 1823). 1829 laurbærkronedes Oehlenschläger i Lund af Tegnér til Nordens digterkonge, og i de sidste ti år af sit liv var han anerkendt som Danmarks store digter og hyldedes endda af tidligere kritikere som Grundtvig og Heiberg ved sin 70-års fødselsdag. Fra disse år står prosaen højest (Levnet I-II (1830-31), Ørvarodds saga, 1841), Erindringer I-IV udg. 1850-57), men også et par dramaer (Sokrates (1839), Kjartan og Gudrun (1847)).

 

Læs endvidere:

Johan Ludvig Heiberg: Om Adam Oehlenschläger (1849)

 


Tekster af Adam Oehlenschläger:

Adam Oehlenschläger: Om slaget på Reden 1801 (1802)
Adam Oehlenschläger: Om Johannes Ewald - Gipsbilledet (1805)
Adam Oehlenschläger: Hjemve (1805)
Adam Oehlenschläger: Fædrelandssang - Der er et yndigt land (1819)
Adam Oehlenschläger: Tilbageblik - Slaget på Reden 1801 (1850)
 
Nomos modtager gerne relevante indlæg om ovennævnte

 


< Litteratur og debat / Danske kulturkæmpere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg