Ove Høgh-Guldberg

(1731-1808)

Statsmand, teolog, historiker og forfatter. Teologisk embedseksamen, men studerede ligeledes historie. Udgav en række teologiske og historiske skrifter, bl.a. tre bind om verdenshistorien frem til den peloponnesiske krig, der udmærker sig ved sin sprogbehandling. I sine teologiske skrifter stod han på en streng lutherdom imod den frembrydende rationalisme. 1761-64 professor i Sorø. Derefter arveprins Frederiks lærer. Knyttedes til sin elev og dennes moder, enkedronning Juliane Marie. Virkede for at fremme danskheden ved hoffet og i administrationen. Blev inddraget i de begivenheder og i sammensværgelsen, der førte til Struensees fald i januar 1772. I perioden 1772-84 opnåede Høgh-Guldberg på forskellige poster inden for hoffet og statsstyret megen indflydelse med sin dansk-nationale linje. Til hans fortjeneste skal bl.a regnes loven om indfødsretten 1775 (sammen med Schack Rathlou), indførelsen af dansk kommandosprog i hæren (sammen med Eickstedt). Som medlem af Kommissionen til skolevæsenets forbedring blev han også ophavsmand til, at dansk sprog og fædrelandshistorie blev fag i de lærde skoler. Gennemførte med hævdelsen statens og kongemagtens suverænitet en konservativ politik med statsindgreb i samfunds- og erhvervslivet. Var desuden imod bøndernes frigørelse.

 

Læs endvidere:

Casper Paludan-Møller: Bemærkninger om Ove Høgh-Guldberg (1841)

 


Tekster af Ove Høgh-Guldberg:

Ove Høgh-Guldberg: Om det danske sprog (1763)
Ove Høgh-Guldberg: Om kongens pligter (1773)
 
Nomos modtager gerne relevante indlæg om ovennævnte

 


< Litteratur og debat / Danske kulturkæmpere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg