Nicolai Frederik Severin Grundtvig

(1783-1872)

Digter, forfatter og præst. 1803 teologisk embedseksamen. 1805-08 huslærer. Igennem fætteren Henrik Steffens forelæsninger over tysk romantik vaktes hans tanker om ”det levende ord”. Læsning af Oehlenscläger fik ham til at vende sig mod Nordens oldtid og de historiske og mytologiske emner samtidig med, at han ville rejse det danske folk efter det engelske bombardement af København 1807. Publicerede 1807 Om videnskabelighed, især med hensyn på fædrelandet og 1808 Nordens Mytologi, hvor fortidens myter og sagn betragtes som en digterisk omskrivning af folkets livsanskuelse. 1809 fulgte Optrin af kæmpelivets undergang i nord, 1811 Optrin af norners og asers kamp. 1810 holdt han sin dimisprædiken (Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus?), hvori samtidens præsteskab anklages for manglende kristelighed. Grundtvig irettesattes af Konsistorium. Sagen fremkaldte en kraftig rystelse i hans sind. Som kapellan ved sin faders kirke trak sig tilbage fra offentligheden. Hans første salme tryktes 1811. Hans Kort begreb af verdenskrøniken (1812) opfatter Kristus som verdens midtpunkt, hvorfra alt må anskues. 1813 tilbage i København, hvor han fortsat var optaget af fædrelandets stilling. Udgav samme år skriftet Til fædrenelandet, om dets tarv og fare. Omkring Helligtrekongers-tid 1814 rettede han tre aftener i træk på Elers’ Kollegium flammende opfordringer til Danmarks ungdom om at melde sig til landets forsvar (Helligtrekongerlyset, 1814). Udgav samme år Roskilde-rim, en slags dansk rimkrønike samt Roskilde saga som en fortolkning til denne. Udgav 1816-19 sit eget tidsskrift Danne-Virke (I-IV). 1817 kom en ny og omarbejdet version af Verdenskrøniken fra 1812, der dog kun kom til at omfatte et bind. Sluttede sig i Baggesen-Oehlenschlägerfejden til Baggesen. 1818-22 udgav han sine sprogligt set mesterlige oversættelser af Saxo, Snorre og Beowulf-kvadet. Også det dramatiske digt Påskeliljen (1817) er fra disse år. 1821 præst i Præstø, året efter ved Vor Frelsers Kirke i København. Her oplevede han en ny personlig krise, der spores i digtet Nytårs-morgen (1824), hvori han vender blikket fremad mod nye kampe. 1825 gav han med Kirkens genmæle signal til en voldsom fejde med rationalisten og teologiprofessoren H.N. Clausen. Grundtvig formulerede her første gang sit standpunkt, at trosbekendelsen ved dåben, nadverordene og fadervor er kristendommens kerne og ikke bibelen. Han dømtes for injurier mod Clausen og var fra 1826 indtil 1838 sat under censur. Nedlagde præsteembedet. 1829-31 tre rejser til England, hvor han studerede angelsaksiske håndskrifter og fik stærke indtryk af det frie liv, engelske borgere levede – Politiske betragtninger (1831). Her lagdes kimen til tankerne om højskolen, der skulle være ”en skole for livet” for alle 18-årige og vække og opdrage den danske bonde til forståelse af nationens fortid, modersmålet, kristendommens væsen, medborgerskab og livsduelighed v.h.a. ”det levende ord”, jf Det danske firkløver (1836), Skolen for livet og akademiet i Soer (1838).. I disse år udgav han sine historiske hovedværker - Håndbog i verdenshistorien I-III (1833-43) og Bragesnak (1844) og vendte igen tilbage til det mytologiske tema med Nordens mytologi eller sindbilledsprog (1832). I disse værker udvikler Grundtvig sit særlige historiesyn omkring folkenes og slægternes udvikling, der ifølge ham ville tildele nordboerne en ny historisk rolle. 1832 fik han tilladelse til at afholde aftengudstjeneste i Frederikskirken, og her udviklede han den produktion af salmer (i alt ca. 1400), han allerede tidligere havde begyndt. 1837-80 udkom hans Sangværk til den danske kirke I-V (ligeledes 1870 Sangværk til den danske kirkeskole, 1873-81 Salmer og åndelige sange I-V). 1838 Foredragsrække over tiden 1788-1838 (Mands minde, udg. 1877). 1839 ordinær præst i Vartov. 1848-49 medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, skønt han frem til 1848 havde været imod en repræsentativ forfatning og havde foretrukket enevælde med rådgivende stænderforsamlinger. Da den fri forfatning blev en realitet sluttede han sig dog til den. Grundtvig tog livlig del i alle tidens bevægelser for danskhedens bevarelse og udvikling og blev gennem sit lange virke en uvurderlig inspirator i sin samtids og eftertidens nationale danske åndsliv. Var medstifter af Danske Samfund 1839, der en lang årrække samlede en stor kreds af nationale mænd og kvinder om foredrag og sang. Holdt gribende tale på Skamlingsbanken juli 1844, ligesom han ofte deltog i Skandinavisk Selskabs møder. Udgav i krigsårene 1848-51 ugebladet Danskeren, der indeholdt flere stærke indlæg om tidens politiske og folkelige spørgsmål samt fædrelandssange. Indtil 1857 medlem af rigsdagen, hvor han især interesserede sig for indfødsret, forholdet mellem stat og kirke. Også arbejdet for skolen videreførte han, med den danske folkehøjskole som et af resultaterne. Hans forfatterskab var i de senere år af hans liv dels af kirkehistorisk art (bl.a. Kristenhedens syvstjerne (1860)), dels indlæg i kampen for bl.a. skandinavismen.