Jens Baggesen

(1764-1826)

Påbegyndte 1782 en teologisk universitetsuddannelse. Udgav 1785 de Wessel-inspirerede Komiske fortællinger og blev populær hos den tyske adel, der støttede hans virke. 1789 oversættelsen af Holbergs Niels Klim fra latin til dansk, men samtidig debuterede han på teatret med den tyske operatekst Holger Danske byggende på Wielands tyske digt Oberon. Dette gav anledning til hans første polemik i pressen (Holger-fejden). Baggesen gjordes til genstand for bebrejdelser i nationale kredse, skønt han dog selv nærede en dyb kærlighed til det ”søde, bløde, danske sprog”. At han ligeledes nærede en dybtfølt fædrelandskærlighed fremgår af adskillige af hans skrifter. Svagelighed tvang ham til rejser i udlandet med støtte fra hertugen af Augustenborg. Resultatet blev Labyrinthen (I-II 1792), der er blevet betegnet som det første ”moderne” danske stykke prosa. På rejserne kom han under indflydelse fra mange sider. Dog var tidens tyske romantiske filosofi ham stedse imod. I 1790’erne var Baggesen på stadige rejser. Af arbejder fra disse år er de vigtigste operaen Erik Ejegod (1798), det tyske epos Parthenais (1803), digtsamlingen Heideblumen (1808). I disse år udkastede han ligeledes planerne til to store heltedigte, det ene med emne fra den nordiske mytologi. I rimbrevet Noureddin til Aladdin (1806) forsøgte han at tilnærme sig Oehlenschläger og romantikken og i Gengangeren og han selv (1807) bekendte han sig helt til den nye litteratur. Professor i dansk sprog og litteratur 1811-13. I 1813 startede den litterære fejde med Oehlenschläger, der varede i seks år. Baggesen nød kraftig støtte fra Grundtvig, der som den eneste betydelige ånd tog hans parti i striden. Baggesen førte striden med vid og elegance i flere tidsskrifter, men publikum holdt med Oehlenschläger. Af større værker fremkom i disse år Poetiske epistler (1814) og fragmentet Thora af Havsgaard og Agnete fra Holmegård. Hans sidste år gik med nye rejser og filosofiske arbejder.

Tekster af Jens Baggesen: