Alexis de Tocqueville: Demokratiet og ligheden

Mennesket i demokratiets tidsalder føler den stærkeste modvilje mod at skulle adlyde en nabo som er dets ligemand; det nægter at indrømme, at han har større indsigt end det selv har; det trodser hans retfærdighed og er jaloux på hans magt; det frygter og foragter ham; det kan lide, at lade ham føle deres fælles afhængighed af den samme herre hvert øjeblik. Enhver central magt, som udnytter disse naturlige instinkter, elsker ligheden og favoriserer den; for ligheden gør det så meget lettere for en sådan magt at fungere, udvider og sikrer dens virksomhed.

Man kan ligeledes sige, at enhver statsmagt dyrker uniformitet; uniformiteten sparer den nemlig for bryderiet med at undersøge en hærskare af detaljer som den måtte tage sig af dersom reglerne skulle afpasses efter menneskene, i stedet for at lade alle mennesker gå undtagelsesfrit ind under den samme regel. Staten elsker altså det samme som borgerne elsker, og hader det de hader. Dette fællesskab i følelser, som i de demokratiske nationer stadig forener ethvert individ med sin hersker i en og samme tankegang, etablerer mellem dem en hemmelig og varig sympati. Man tilgiver regeringsmagten dens fejl for dens interessers skyld, den offentlige opinion føler det pinefuldt at lade regeringsmagten i stikken, selv når den har skejet ud på det groveste, og tilliden kommer tilbage så snart regeringsmagten kalder på den. De demokratiske folk hader ofte den som sidder med magten; men selve denne magt elsker de. […]

Jeg har tidligere påvist, at ligheden tilskynder menneskene til at udforme ideen om den ene, uniforme og stærke regeringsmagt. Jeg har netop vist, hvordan ligheden desuden giver dem smagen for en sådan magt. Det er altså mod en statsmagt af denne art, at alle nationer i dag er undervejs. Både deres forstand og deres hjerte giver dem en naturlig tilbøjelighed i den retning; og det er tilstrækkeligt, at de ikke viser nogen tilbageholdenhed, så havner de der.

Jeg er af den mening, at i de demokratiske tider som vil komme, vil den individuelle uafhængighed og de lokale friheder altid være et kunstprodukt. Centraliseringen vil være det naturlige styresæt. […]

De englændere som kom for tre århundreder siden for at grundlægge et demokratisk samfund i den nye verdens ødemarker, var alle vant til at deltage i det offentlige liv i sit hjemland; de kendte juryordningen; de havde tale- og trykkefrihed, den individuelle frihed, ideen om retten og adgangen til at påberåbe sig den. De overførte til Amerika deres frie institutioner og deres stolte skikke, og de holdt fast ved dem mod statslige krænkelser.

Hos amerikanerne er det altså friheden som er gammel; ligheden er forholdsvis ny. Det modsatte er tilfælde i Europa, hvor ligheden, som var indført af den absolutte statsmagt og under fyrsternes blik, allerede havde gennemtrængt folks vaner længe før friheden vant nogen indpas i deres forestillinger.

Jeg sagde, at hos de demokratiske folk vil mennesketanken naturlig nok kun kunne forestille sig regeringsmagten i form af en enhed og central magt, og at tanken om mellemliggende magtinstanser (pouvoirs intermediaires) er den fremmed. Det gælder ganske særlig i de demokratiske nationer som har set ligheden triumfere ved hjælp af en voldsom revolution. De klasser som tog sig af de lokale anliggender, forsvandt pludselig i denne storm; og tilbage stod en forvirret masse, som hverken havde den nødvendige organisation eller erfaring til at tage hånd om administrationen af de samme anliggender, og som derfor ikke opdagede nogen anden end staten, som kunne tage sig af alle detaljer i landets styre og varetagelse. Centraliseringen bliver på en måde et nødvendig faktum. […]

Er det således, at menneskene til alle tider behøver indsigt for at kunne forsvare sin uafhængighed, da er det frem for alt sandt i demokratiets tidsalder. Når alle mennesker ligner hverandre, er det let at grundlægge et ensartet og almægtigt statsstyre; instinkterne er tilstrækkelige. Men menneskene må have stor intelligens, teoretisk og praktisk viden, hvis de under de samme omstændigheder skal kunne organisere og opretholde sekundære magtinstanser, og hvis de på trods af borgernes uafhængighed og individuelle svaghed skal kunne skabe frie sammenslutninger som er i stand til at kæmpe mod tyranniet uden at ødelægge samfundsordenen.

Magtkoncentrationen og den individuelle afhængighed vil derfor vokse i de demokratiske nationer, ikke kun i takt med ligheden, men på grund af uvidenheden.

Rigtignok er det således, at i mindre oplyste tider har herskerne ofte ikke den fornødne indsigt til å perfektionere sit eget despoti, lige så lidt som borgerne har indsigt nok til at gøre op med det. Men virkningen er langtfra den samme på begge sider.

Hvor uciviliseret et demokratisk folk end kan være, så vil den centrale regeringsmagt aldrig være fuldstændig blottet for indsigt, for den vil let kunne tiltrække sig

Den smule som findes af ekspertise indenlands, og om nødvendigt vil den søge udenlands efter mere. I en nation som både er uvidende og demokratisk, vil der derfor nødvendigvis snart komme et stort svælg til syne mellem de herskendes intellektuelle evner, og de tilsvarende evner hos den enkelte undersåt. Dette vil af sig selv føre til at al magt bliver koncentreret i herskernes hænder. Statens administrative magt vil stadig blive udvidet, fordi kun den har de tilstrækkelige forudsætninger til at regere. […]

Jeg tror […] at den type undertrykkelse som truer de demokratiske folk, ikke kommer til at ligne nogen form for undertrykkelse man før har set på jorden. Vore samtidige kan ikke danne sig noget billede af den på grundlag af sine egne erfaringer. Selv søger jeg forgæves et nøjagtig udryk for den opfattelse jeg har dannet mig af den. De gamle ord tyranni og despoti passer slet ikke. Fænomenet er nyt, og eftersom jeg ikke kan finne ord for det, må jeg forsøge at beskrive det. Jeg vil forestille mig den nye skikkelse som despotiet kan vise sig i. Jeg ser for mig en talløs skare af mennesker med lige rettigheder, og lige også på alle andre måder. De lever optaget af sig selv og sit eget, og tænker kun på at skaffe sig de små og tarvelige glæder som fylder deres sind. Hver enkelt af dem har trukket sig ud af samfundet og står som en fremmed overfor alle de andres skæbner. Deres egne børn og personlige venner udgør for dem hele menneskeheden. […]

Over alle disse hæver der sig en vel sig formynder som påtager sig alene at sørge for deres velfærd og våge over deres liv. Den har uindskrænket magt, den griber ind på alle felter, den er ordnet, forudseende og mild. Den ville have lighed med en fars magt over sine børn, dersom dens formål havde været at forberede menneskene til den voksnes liv; men den søger tværtimod at holde dem uigenkaldeligt fast i barndommen. Den kan lide at borgerne har det godt, forudsat at de ikke tænker på andet end at have det godt. Den arbejder gerne for deres lykke, men den vil være alene om det, og den eneste som bestemmer hvad som tjener deres lykke. Den sørger for deres sikkerhed, skaffer dem fornøjelser, tager sig af deres vigtigste sager, leder dem i deres arbejde, rydder op i og fordeler deres arv; hvorfor kan den ikke helt tage anstrengelsen ved at leve fra dem?

På denne måde vil den for hver dag der går, gøre menneskets brug af sin frie vilje mindre nyttig og mere sjælden; den indsnævrer viljens råderet til et stadig mindre område, og efterhånden berøver den endog det enkelte individ evnen til at være sin egen herre. Ligheden har bearbejdet menneskene til alt dette: den har gjort dem modtagelige for at finde sig i det, og ofte endog for at betragte det som et gode.

Efter på den måde at have taget hvert enkelt individ i sine stærke hænder, og have formet det efter sin vilje, strækker den suveræne magt sine arme ud over hele samfundet; den tildækker samfundets overflade med en mængde af komplicerede, detaljerede og uniformerede småregler, således at selv ikke de mest originale og kraftfulde ånder kan magte at bryde igennem og hæve sig over massen; den knuser ikke deres vilje, men gør dem bløde og føjelige, og leder dem; den tvinger sjældent til handling, men sætter sig stadig imod det man ønsker at gøre; den ødelægger ikke noget, men hindrer det i at opstå; den tyranniserer ikke, den trykker, dæmper, svækker, slukker, sløver, og forvandler til slut folkene til blot en ængstelig og produktiv dyreflok, med staten som sin vogter. Jeg har altid ment, at et slaveri af den type, som jeg her har beskrevet - ordnet, mildt og fredelig - lader sig forbavsende let forene med nogen av frihedens ydre former, og at det ikke er umuligt, at et sådan slaveri kan vokse frem i ly af folkesuveræniteten selv.

Menneskene i vor tid er drevet af to indbyrdes modstridende lidenskaber: de føler behov for at blive ledet, og de har lyst til at være fri. Da de ikke kan fjerne nogen af de to modstridende instinkter, forsøger de at tilfredsstille begge på en gang. De opfinder en enkel, almægtig formyndermagt, men valgt af borgerne. De forener centralisering og folkesuverænitet. Dermed slår de sig til ro. De finder sig i at være under formynderskab, for de trøster sig med, at de selv har valgt sin formynder. Hver enkelt borger finder sig i at blive lænket, for han ser, at det ikke er en enkelt mand eller en enkelt klasse, men folket selv som holder i enden af lænken.

I dette systemet forlader borgerne for et øjeblik sin afhængighed for at udpege sin herre, og går så tilbage til afhængigheden igen. […]

Jeg tror, at det er lettere at oprette et absolut og despotisk styre i et folk, hvor livsvilkårene er lige, end i et andet folk, - og når et sådan styre i et sådan folk først er oprettet, tror jeg, at det ikke bare vil undertrykke menneskene, men i det lange løb vil det berøve hvert enkelt menneske mange af de vigtigste egenskaber som hører menneskeslægten til.

Despotiet er altså, i mine øjne, en særlig stor fare i demokratiske epoker.

Jeg tror, at jeg ville ha elsket friheden i en hvilken som helst tid; men i den tiden vi lever i, er jeg tilbøjelig til at forgude den.

På den anden side er jeg overbevist om, at alle de som vil forsøge, i de århundreder vi nu går ind i, at basere autoritet på privilegier og aristokrati, de vil mislykkes. Alle som vil koncentrere magten i en enkelt klasse, og sørge for, at den forbliver der, vil mislykkes. I vore dage er der ingen hersker som er dygtig og stærk nok til at grundlægge et despoti ved at genoprette permanente rangforskelle blandt sine undersåtter; der er heller ikke den lovgiver, han være så vis og mægtig han vil, som er i stand til at opretholde frie institutioner dersom han ikke tager ligheden til sit ledende princip og symbol. Alle mennesker som i dag vil fremme eller sikre sine medmenneskers uafhængighed og værdighed, må altså nødvendigvis vise sig som venner af ligheden; og det eneste værdige middel til at vise sig som sådan, er virkelig at være det: det er den nødvendige forudsætning for, at de skal have heldet med sig i deres ophøjede foretagende.

Det drejer sig altså slet ikke om at genoprette et aristokratisk samfund, men om at sørge for at friheden vokser frem i selve det demokratiske samfund, hvor Gud har sat os til at leve. […].

Man må ikke vente sig, at rammen om den individuelle frihed engang vil blive lige så udbredt i demokratiske samfund som i aristokratiske land. Men det er heller ikke ønskelig; for i aristokratiske nationer begunstiger man ofte individer på samfundets bekostning, og storhed for de få fremmes på bekostning af velstand for flest muligt. Det er både nødvendigt og ønskeligt, at den centrale magt som hersker over et demokratisk folk, er aktiv og stærk. Det drejer sig på ingen måde om, at gøre den svag eller dorsk, men kun om, at hindre den i at misbruge sin effektivitet og sin magt.

Det som bidrog mest til at sikre individernes uafhængighed i de aristokratiske århundreder, var at herskeren ikke stod alene om at styre og administrere sine borgere; han var forpligtet til delvist at overlade denne opgave til medlemmerne af aristokratiet på en sådan måde, at samfundsmagten altid var delt, og aldrig hvilede i sin helhed og på samme måde på hvert enkelt menneske.

Det var ikke bare sådan, at herskeren ikke gjorde alt på egen hånd, men de fleste af de funktionærer som handlede i hans sted, havde fået sin magt gennem arv, ikke fra ham, og var derfor ikke til stadighed afhængige af ham. Han kunne ikke når som helst ansætte eller afsætte dem efter sine egne luner, eller tvinge dem alle til at adlyde sine mindste viljesytringer. Det var også en garanti for individernes uafhængighed.

Jeg forstår godt, at i vore dage kan man ikke gribe til de samme midler, men jeg ser demokratiske virkemidler som kan erstatte dem.

I stedet for alene at overlade al den administrative magt som tilhørte korporationerne eller adelen til regeringsmagten, kan man betro noget af den til institutioner på et lavere plan (corps secondaires), som fungerer i en bestemt periode, og som består af almindelige borgere; på den måde vil individernes frihed blive bedre beskyttet, uden at deres lighed bliver mindre. […]

Jeg har ingen vanskeligheder med at gå med på, at i en lighedens epoke som vor, ville det være uretfærdigt og ufornuftigt at instituere arvelige funktioner; men intet hindrer os i at erstatte dem i en vis udstrækning med valgte funktionærer. Valg er en demokratisk fremgangsmåde som sikrer funktionærens frihed overfor statsmagten, lige meget eller mere end de arvelige privilegier i aristokratiske folk.

De aristokratiske lande er fulde af velstående og indflydelsesrige enkeltpersoner, som er i stand til at sørge for sig selv, og som ikke så let lader sig undertrykke, undtagen i dølgsmål; og disse opretholder den magt som ligger i en almen og vanebestemt forkærlighed for moderation og selvbeherskelse.

Jeg ved godt, at i demokratiske egne vil det i sin almindelighed ikke findes enkeltpersoner af den art; men man kan på kunstig vis skabe noget lignende. Jeg tror fuldt og fast, at det ikke er muligt at grundlægge et nyt aristokrati i verden; men jeg tror, at almindelige borgere, når de slutter sig sammen, i fællesskab vil udgøre meget velstående, meget indflydelsesrige, meget stærke samfundsorganer - kort sagt: noget tilsvarende aristokratiske personer.

På den måde kunne man opnå mange af aristokratiets største politiske fordele, uden dets uretfærdigheder eller farer. En politisk, industriel, kommerciel, eller endog videnskabelig og litterær organisation er en oplyst og mægtig del af samfundet; sådanne organisationer nytter det ikke at kue efter forgodtbefindende eller undertrykke i det dulgte; når de forsvarer deres særrettigheder mod statens krav, redder de den almene frihed. […]

Jeg er ikke uvidende om, at mange af mine samtidige mener, at menneskene i denne verden aldrig er deres egne herrer, og at de nødvendigvis må adlyde en eller anden uovervindelig og uintelligent magt som er opstået på basis af forudgående betingelser folkeslaget, jordbunden eller klimaet.

Det er falske og feje doktriner, som aldrig kan frembringe andet end svage mennesker og forknytte nationer. Forsynet har skabt menneskeslægten til hverken at være fuldstændig uafhængig eller fuldstændig slavebundet. Ganske vist slår Forsynet om hvert menneske en skæbnesvanger cirkel som det ikke kan komme ud af; men indenfor denne vide ramme er mennesket mægtig og frit; og ligeså folkene.

Nationerne i vor tid kan ikke undgå at forme alle livsvilkår i samfundet efter lighedens princip; men det afhænger af dem om ligheden skal føre dem til slaveri eller frihed, til oplysning eller barbari, til velstand eller elendighed.

 

Fra De la democratie en Amerique, 1835-38. Læs mere om A. de Tocqueville >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg