C. Schmitt
(1888-1985)
Carl Schmitt er kendt som sin tids førende tyske retsfilosof og jurist. Schmitt, der var stærkt præget af den kristne arvesyndslære, Hobbes og Donoso Cortés, understregede i sine værker, at lov og orden kun kunne opretholdes, når statens krav fik forrang for jagten på en illusorisk "frihed". Bl.a. ville det tyske rige ikke blive trygt og sikkert før Tyskland i stedet for Weimar-forfatningen fik et mere autoritativt forfatnings- og regeringssystem. Ifølge Schmitt var den politiske verden kendetegnet af kamp og konflikt og af modsætningen mellem "ven" og "fjende", hvorfor politik ikke var et fordelingsspørgsmål, men en grundlæggende konfrontation imellem "os" og "de andre". Frem for en handlingslammet parlamentarisme var en magtpolitisk koncentration derfor nødvendig for at beskytte kollektivet mod ødelæggende trusler og forsvare samfundets "konkrete orden", nationens livsinteresser og det folkelige fællesskabs livsform og eksistentielle identitet. Et truet kollektiv kunne ikke tillade sig mangfoldighed eller politisk magtfordeling. Kun selvforsvar kunne imidlertid retfærdiggøres (Schmitt afviste tanker om tysk ekspansion), men statsmagten var hævet over formelle regler, fordi den grundlæggende beslutning om "ven" og "fjende", måtte kunne tilpasse sig nye og uforudsigbare situationer. Denne eksistentielle beslutning kunne ikke underkastes et standardiseret regelsæt. Schmitt forsvarede folkenes ligeværdighed og krav på integritet og afviste i denne forbindelse alle former for universalisme, den abstrakte humanisme og begrebet "menneskehed", der umuliggjorde den nødvendige skelnen mellem "ven" og "fjende". Schmitt forsvarede en traditionel autoritær styreform, men advarede imod en totalitær samfundsudvikling.
Han støttede politisk general Schleicher og den konservativ-katolske von Papen. I 1933 affandt Schmitt sig dog med det nye styre, som han endda samarbejdede med, selvom forholdet var præget af gensidig mistro. Fra 1937 trak han sig mere tilbage fra det offentlige liv. Trods en naturlig skepsis overfor Schmitt grundet disse forhold, har interessen for hans ideer inden for de seneste år været stærkt stigende. Af andre værker kan nævnes: Die Diktatur (1921), Verfassungslehre (1928), Der Hüter der Verfassung (1929), Hugo Preuß (1930), Politische Romantik (1919), Römischer Katholizismus und politische Form (1923), Legalität und Legitimität (1932), Bewegung, Staat, Volk (1934), Der Leviathan in der Staatslehre des Thomas Hobbes (1938), Land und Meer (1942) Theorie des Partisanen (1963), Glossarium (1991). Tilbage til persongalleri >
Læs endvidere:
Theo Hartman: "Partisanen - Carl Schmitts nyckelgestalt och den internationella terrorismen”, NOMOS 4:2
Tekster af C. Schmitt:
Bibliografi (udvalgte titler):
Politische Theologie (1922)
Genudg. Berlin (1970). Eng. v. G. Schwab, Political Theology : Four Chapters on the Concept of Sovereignty. Cambridge, Mass (1985/1988)
Die Geistesgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus (1923)
Genudg. Berlin (1979) Eng v. E. Kennedy, Crisis of Parliamentary Democracy. Cambridge, Mass. (1988)
Der Begriff des Politischen (1927)
Genudg. Berlin (1979). Da. v. L. Bo Larsen & C. Borch, Det politiskes begreb. Kbh. 2002
Nomos der Erde Köln (1950)
Nomos modtager gerne relevante tekster af eller indlæg om ovennævnte forfatter |
