M. Oakeshott

(1901-1990)

Michael Oakeshott er en af Englands mest indflydelsesrige konservative tænkere i nyere tid. Oakeshott, der var professor i politisk videnskab ved Londons School of Economics 1951-67, udviste en mere "liberal" holdning end andre konservative tænkere, når det gjaldt forholdet mellem stat og civilsamfund, hvorfor han har fået betegnelser som "liberal-konservativ" eller "en anarkistisk tory" hæftet på sig. Hans tanker fremførtes bl.a. i 1980'erne af "den liberale fløj" indenfor det engelske konservative parti i forbindelse med M. Thatchers angreb på dele af velfærdsstaten. Oakeshott indtog dog ikke selv en fast ideologisk modstand mod udviklingen af velfærdssystemer, idet han anerkendte fælleskabers sociale forpligtelser og beskyttelse af dets medlemmer.

For Oakeshott var der ingen modsætning mellem konservativ traditionalisme og hævdelsen af den individuelle frihed (hvilket hos ham ikke bør forveksles med individualisme), idet institutionerne er med til at opretholde og sikre friheden snarere end at bekæmpe individet (Hobbes). Individet kan ligefrem kun blomstre indenfor de allerede givne og traditionelle rammer. Oakeshott blev særligt kendt for sin polemiske kommentar til "rationalismens" katastrofale indflydelse på nyere politik i Vesten, Rationalism in Politics (1947). Heri angriber han de rationalistiske projektmagere og reformister, der forsøger at påtvinge samfund en politik på baggrund af en abstrakt idé uden hensynstagen til den historiske kontinuitet eller lokale omstændigheder. De lider af den fejlopfattelse, at "bedre ideer" kan føre til "bedre praksis". Oakeshott, der som Burke, taler for et "partnerskab" eller en kulturbestemt diskurs eller "dialog" mellem nutiden og fortiden, lægger netop vægt på praksis, som et mere autentisk grundlag for menneskelig adfærd end ideologiske paroler. Praksis forstår han som en gennem generationer kumulativ aflejring af erfaringer, gjort indenfor nedarvede samarbejdsgrupper (slægter, broderskaber, nationer, samfund) og som stadig bør påvirke og kvalificere menneskelig adfærd og pligter. Enhver individuel eller statslig handling bør bedømmes udfra denne konkrete historiske betragtning. Dette frarøver os, ifølge Oakeshott, ganske vist en "himmelsk" samfundsmodel, men redder os i det mindste fra relativismens morads.

Oakeshott skelner i forlængelse af dette i On Human Conduct (1975) mellem to typer af menneskelige sammenslutninger - societas og universitas. Societas beskrives som "a civil association" - civilsamfundet, hvor individer i traditionelle og umiddelbart konkrete fælleskaber (organiske enheder, slægtsgrupper, broderskaber, nationer, statssamfund) holdes sammen af gensidige forpligtelser og tillid (bona fides) og ikke af generelle målsætninger eller overordnet planlægning m.h.t. samfundets mål. Fælleskabet forpligter sig til at beskytte den traditionelle praksis - d.v.s. den positive lov (lex). Indenfor lovens traditionelle rammer (nomokrati) indgår individerne i en fri social interaktion og forfølger hver især egne mål og interesser. Medlemmerne af societas er således frie - ikke fordi de selv har valgt "at tilhøre" societas (for det har de ikke - samfundet/staten er ikke en frivillig sammenslutning), men fordi de ikke er underlagt en forfølgelse af et bestemt mål, andet end deres eget. Omvendt forholder det sig indenfor universitas - "a enterprise association", hvor alt - individet, livet og lovene - underordnes og styres udfra forfølgelsen af et fælles mål (teleokrati) eller en mission (frelse, ekspansion, økonomisk vækst, den "rationelt" udtænkte "retfærdighed" eller "dyd"). Den moderne stat, marxistiske og liberalistiske projektmagere, der udfra en vision forsøger at skabe himlen på jorden, kritiseres i denne sammenhæng. Forsøger velfærdsstaten at skabe et nyt og "bedre" menneske eller en ny utopisk samfundsorden på bekostning af de nære fællesskabers spontane orden, betyder det en undergravelse og tab af civilsamfundet.

Af andre værker kan nævnes Experience and Its Modes (1933) - et forsvar for en filosofisk idealisme - The Social and political Doctrines of Contemporary Europe (1939), On History (1983) - en historistisk og Ranke-inspireret afhandling om historievidenskaben, vendt mod alle former for filosofiske og spekulative metahistoriske konstruktioner. Oakeshotts klassiske introduktion til 1946-udgivelsen af Hobbes' Leviathan bør ligeledes nævnes, jvf. Hobbes on Civil Association (1975). Tilbage til persongalleri >

Tekster af M. Oakeshott:

Bibliografi (udvalgte titler):

Rationalism in Politics (1947)
Genudg. London 1962/1991

On Human Conduct (1975)

Nomos modtager gerne relevante tekster af eller indlæg om ovennævnte forfatter