Lewis B. Namier: Demokrati bygget på respekt

Demokrati betyder styre ved folket; det indebærer lighed i politiske rettigheder, uden hensyn til fødsel og økonomisk magt, og en alment accepteret metode til at vælge og udskifte politiske ledere - en magt som forudsætter en rimelig grad af politik frihed, dersom den skal udøves på den rette måde. Ordet ”demokrati” bruges altså om tre forskellige aspekter ved samfundets liv og opbygning: borgerlig lighed, i modsætning til aristokrati og plutokrati; folkeligt selvstyre, i modsætning til autokrati eller diktatur; og frihed til at tænke, diskutere, og stifte politiske foreninger, i modsætning til en påtvunget enhed og rettroenhed. Men lighed, selvstyre og frihed er begreber som menneskene kun kan tænkes at forfægte i en kategorisk form, når de lider af en naiv mangel på erfaring. Lighed for loven og almindelig stemmeret kan man nok fastsætte, men i hvor høj grad er det mulig at opnå politisk uden økonomisk og social frihed? De ydre former for selvstyre kan man nok skabe, men man har ikke dermed fået dem til at fungere på en ordnet måde; og selvom de fungerer, har sådanne former en naturlig tendens til at omskrive og i nogen grad modvirke sit eget formål. Og endelig, hvad betyder frihed, i modsætning til tøjlesløshed? Hvor går grænsen mellem disse usikre begreber? Selvom der er en dybere logisk sammenhæng mellem de tre aspekter af demokratiet, kan hvert enkelt af dem eksistere, endog i høj grad, uden de andre to; og da de hver for sig er vanskelige at virkeliggøre, har de endnu aldrig været virkeliggjort sammen. Ja, et fremskridt for et aspekt har ofte

medført tilbageskridt for de andre to. […] Den engelske frihed og det engelske demokrati, og de grænser som er sat for dem begge, har sin levende kilde i følelser af respekt: respekt for individet, for menneskelige rettigheder, for menneskelige følelser, for traditionsbestemte rettigheder, for den sociale lagdeling. Dette er grundlaget for det engelske monarki og for den engelske religiøsitet, for engelsk konservatisme og for engelsk fremskridtsvilje. De stiltiende kompromisser som gør en civiliseret menneskelig eksistens mulig, bygger på følelser af respekt. En englænder forsøger ikke altid at presse enhver rettighed han har igennem; dette er måske den dybeste hemmelighed ved det engelske samfundsliv. […]

Der er et demokrati som bygger på respekt og et demokrati som bygger på negation. Individets værdi kan sættes så højt, at det når det uendelige, eller så lavt at det berører nulpunktet: to sfærer hvor alle værdier er lige.

Det demokrati som bygger på respekt, har sine rødder i religionen, i forestillingerne om menneskesjælen og det indre lys. Jo nærmere religionen kommer forestillingen om det almindelige præstedømme, desto mere demokratisk og nivellerende er dens egenart. Det moderne anglosaksiske demokrati opstod i de puritanske forsamlinger. Jo mere hierarkisk en kirke er opbygget, desto nærmere kommer den til en totalitær indstilling, og desto lettere går den sammen med enevælde og alligevel vil selv en kirke som hverken tolererer samvittighedsfrihed eller lægfolkets selvstyre, fremdeles være præget av visse demokratiske elementer.

Zarvældet anerkendte - i lighed med enkelte orientalske despotier - ingen politiske rettigheder hos sine undersåtter og der var mere lighed, om end kun af negativ art, i Zar-Rusland end i nationer med aristokratiske eller oligarkiske former for selvstyre. Da slaveriet omsider blev afskaffet, var klasseskellene i Rusland mindre strenge end i lande som havde en mere fremskreden samfundsinddeling. Grækenland og Romerriget, middelalderen og renæssancen har efterladt Europa en arv af intellektuel selvbevidsthed og selvbedrageri, af kulturelt raffinement og sociale inddelinger - som Russland i det store hele gik glip af. Der er en vis indadvendthed og ydmyghed over russisk ånd, en storhed og selvfornedrelse, en umiddelbarhed og mangel på disciplin, som både tiltrækker og forvirrer europæere. Til trods for de sociale ydrepunkter var der altid en grundlæggende lighed; endog den mærkelige tiltaleform, fælles for alle – ”A. søn af N” - er et udtryk for dette. Zarstatens overbygning var fremmedartet og løst sammenføjet; det er også de beviste fundamenter for den nye samfundsorden; men kernen i både zarismen og kommunismen var og er russisk og egalitaristisk, og i nogen grad den samme under begge systemer. […].

Ved siden av demokratiet bygget på respekt og demokratiet bygget på negation er der et indbildningens demokrati, baseret på menneskets selvdyrkelse: en entusiastisk tro på menneskeforstandens lys, mennesketankens almægtighed og menneskenaturens grænseløse perfektibilitet. Det er den naive intellektualismes tro, glødende og optimistisk. Det var den franske revolutions ånd, da dens ledere gik i gang med at omforme verden. Deres nederlag skabte en midlertidig reaktion, som snart blev efterfulgt af en ny periode med ”oplyst rationalisme”, mindre højrøstet og noget mindre svulmende, men i det lange løb næppe mindre selvbevidst. Den engelske liberalisme og det marxistiske socialdemokrati var dens politiske udtryk. Først angreb den de privilegier som skyldtes fødsel og rang, dernæst de som skyldtes rigdom; den eneste form for overlegenhed den ikke angreb, var den som skyldtes uddannelse og intelligens. Lederne af den anden internationale, og endog de oprindelige ledere af den tredje, var hovedsaglig intellektuelle af høj standard, med udviklet bevidsthed om egen kvalitet.

Det hæmningsløse had og den foragt som nazisterne nærer overfor liberal og socialistisk intellektualisme, gjorde at visse typer af konservative begik den fejl at tro, de var allierede. I virkeligheden giver fascismen udtryk for de halvstudertes egalitarisme og forfængelighed. Den ødelægger historisk arv som den knapt kender; nazisterne i Tyskland har fejet langt mere til side, end Weimar-republikken nogensinde ville vove at røre. De bekender sig til en ekstrem nationalisme, men bygger den på horden, og benytter sig af opblæste begreber som ”race”, ”blod” og ”instinkt” i modsætning til kundskab. Når ethvert socialt skel mellem høj og lav er blevet fejet til side, er der intet andet tilbage end fysisk magt, og nøjagtig så meget af lighed, selvstyre og menneskelige rettigheder som den fysiske magt vil give plads for. Dette er meningen med det fascistiske ”demokrati”. Det er det sidste udtryk for det moralske og mentale bankerot som har borttæret livskraften i de fleste kontinentale nationer. Kan en nation, som har mistet livets vanlige rytme, nogensinde finde vejen tilbage til normalitet?

Fra ”Democracy” i The Nineteenth Century and After, 1941. Læs mere om L. B. Namier >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg