Søren Kierkegaard: Om 1848

- Til sidst bliver hele verdenshistorien vrøvl. Man afskaffer aldeles handling; for så vidt der sker noget er alt begivenhed. Den magt, der er den stærkere handler ikke, ved ikke bestemt hvad den vil, siger det ikke bestemt - med mindre at der er nogen enkelt mand i spidsen, en hero. Nej som abstractum tvinger man in abstracto de svagere til at gøre noget, lidende - og dette bliver begivenheden. Man stormer mod slottet i Paris, en ubestemt folkemængde, som ikke ved hvad den selv vil, uden bestemt tanke. Så flygter kongen - og så er det republik. Vrøvl. Herhjemme rykker en 15.000 mennesker syngende mod slottet. Man har forlangt et ministerium: Hvidt, nej, man har benyttet ganske ubestemte udtryk om at omgive tronen med folkeligsindede mænd; end mindre har man forlangt ansvarlige ministre. Så bliver Frederik VII altereret, gør Hvidt o.s.v. til ministre, til ansvarlige - og folket jubler, det er folkets sejr. Mig synes det er mere til at græde over, over al den umenneskelige fejhed, hvor der ikke findes spor af personligt mod.

- Den franske Republik er en present af skæbnen. Den er grundet på en usandhed, og må så begynde med den usandhed, at man skal bilde hinanden ind, at det var det man ville, Det man havde til hensigt - uagtet man notorisk intet ville, ingen hensigt havde. Dette kunne Tscherning ypperligt forstå i en samtale med mig aftenen i forvejen - næste dag er han selv minister på samme måde, just som jeg sagde om den franske revolution, at den var lig en forlovelse på et bal i et overstadigt øjeblik, hvor man ikke vidste hvad man gjorde.

- I dette øjeblik må der naturligvis ingen opposition være, ingen modstand mod regeringen - og hvorfor? Fordi oppositionen er kommen til regeringen! Leve den menneskelige dumhed! Det kan man kalde frihed.

- Thi nu, i 48, er det da blevet fra grunden gjort åbenbart, hvad de få, der kunne se og skønne, også så, at den forrige tids fejl sandelig ikke var den, at regeringen misbrugte magten, men lige det modsatte, at den ikke vovede at bruge sin magt, kort fejlen var: at der ikke blev regeret.

- Noget vemodigt ligger der for mig deri, at jeg virkelig tror, at de gamle embedsmænd, just fordi det dog er sædeligt opdragne mennesker, der har en forestilling om at lyde, bedre kunne finde sig i at lyde endog et så fantastisk ministerium som vistnok er uden eksempel i Europa, end de unge i at lyde de gamle.

Det er som i en familie, hvor forældrene ikke have kunnet få børnene til at lyde - så siger forældrene: nu vel, så tag I kommandoen og lad os lyde, det går bedre. Og ved forældrenes respekt for hvad det er at lyde, går det virkelig et øjeblik bedre. O, men denne usandhed! Og den må dog til sidst føde en ulykke af sig.

Det er for mig rørende, men det er så, jeg tror virkelig, at hin gamle stolte hersker, der i sandhed er født til at regere og har lært det ved at lyde og tugte sig selv - jeg tror, at Biskop Mynster bedre kan gøre det kunststykke at lyde Monrad - end den unge Monrad nogensinde har kunnet gøre sin skyldighed, at lyde den gamle biskop.

- Min hele betragtning af Danmark gør mit liv uhyggeligt her; der er noget uhyggeligt i at vide og være forvisset om et lands undergang, medens alle jubler ved tanken om en mageløs fremtid.

- Fejlen fra oven var vistnok den, at i det hele taget fra øverst til nederst regeringen igennem var styrken væsentligt verdslig klogskab, hvilket just væsentlig er mangel på styrke; skylden fra neden var den at ville have al regering bort: Straffen - thi syndens måde er altid straffens Maade - straffen er: det der bittrest bliver savnet bliver just: regering. Aldrig som i vort århundrede var vel slægten og de enkelte i den (den bydende - den lydende; den foresatte - den underordnede; læreren - den lærende o.s.v.) således frigjorte fra, om man så vil, alle gener af, at noget står og skal stå ubetinget fast; aldrig følte vel »meningerne« (de mest uensartede, på de forskelligste gebeter) sig således, i »frihed, lighed og broderskab«, ugenerede og lyksaliggjorte under frispasens »til en vis grad«: aldrig vil vel slægten så dybt komme til at sande, at den og hver enkelt i den trænger til, at noget også skal stå stå ubetinget fast.

Fra dagbogsoptegnelser 1848 samt Om min forfattervirksomhed (1851). Her efter A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975 s.137ff., 140, 152, 157, 159f. Læs mere om S. Kierkegaard >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg