Søren Kierkegaard: Mængden, pøblen og den enkelte

- Mængden er usandheden! Der er derfor i grunden ingen, der har mere foragt for det at være menneske, end de, der står i spidsen for mængden. Lad én komme til en sådan, et enkelt, ringe, måske fattigt menneske - jo vist; hvad bryder han sig derom? Det er meget for lidt, stolt afviser han ham; der må i det mindste være 100. Og når der er 1000, så bøjer han sig for mængden, bukker og skraber. Feje, ugudelige umenneske, hvilken usandhed! Nej, når et enkelt menneske kommer til én, måske, som man grusomt siger, et stakkels fattigt menneske, så skal man indbyde ham i sin bedste stue, og hvis man har flere stemmer, bruge den kærligste og venligste; dette er sandheden. Når det derimod er en forsamling af 1000 eller flere, hvor sandheden vil blive genstand for ballotation, der skal man gudfrygtigt, stolt knappe sin overfrakke så højt op i halsen som muligt; og er man så uheldig, at der råbes bravo, da skal man (hvis man ikke foretrækker dette, der er det rigtigste, i al stilhed at bede den bøn af Fadervor: frels os fra det Onde) om muligt samle al spydighed i sin skikkelse, og ikke sige som hin til en vis grad vise: skulle jeg have sagt en dumhed?, men endnu bestemtere: jeg må have sagt en dumhed. Dette er sandheden.

- Det som gør min stilling i det offentlige liv mest vanskelig, er, at menneskene slet ikke kan begribe, hvad det er jeg strider med. Det at tage front mod mængden er efter de flestes begreb aldeles nonsens, thi mængden og pluraliteten og publikum, det er jo netop de frelsende magter, hine frihedselskende foreninger fra hvilke frelsen skal udgå - mod konger og paver og embedsmænd, der vil tyrannisere os. Ak, Du lieber Augustin! Se det er følgen af, at man århundreder igennem har kæmpet mod paver og konger og mægtige, og derimod anset folket og mængden for at være det Hellige. Man drømmer ikke om, at verdenshistoriens kategorier slår om, at nu er og bliver mængden den eneste tyran og grundfordærvelsen. - Men dette er naturligvis mængden det ubegribeligste af alt.
Herskesyg er mængden, og mener sig betrygget mod al gengældelse, thi hvor skal man få fat på mængden. - Det hvad vi kalder oppositionen her hjemme, lever endnu i den gamle sludder om, at bekæmpe regeringstyranniet. Når en politibetjent begår den ubetydeligste forseelse, hvorfor han oven i købet bliver straffet af foresatte, så bliver der alarm; men om publikum, mængden, pøbelen, den offentlige mening o.s.v. år efter år afstedkommer de væmmeligste afskyeligheder og misbrug af magten: ja, det tør oppositionen ikke tale om. Enten kan den ikke begribe, at det er afskyeligheder, siden det er oppositionens afgud, der gør det, eller den ser det, men tør ikke påtale det, fordi den er fej. Når en mand nu om stunder udsættes for en lille forurettelse, men vel at mærke af kongen, af en højtstående o.s.v., så har alle sympati med ham, han er martyr. Men når et menneske dag ud og dag ind forhånes, forfølges, mishandles, åndeligt forstået, af mængdens og pøbelens og publikums o.s.v.s dumhed, nysgerrighed, frækhed: så er det aldeles i sin orden, det er ingenting.

- Den dag da pøbelen her i byen slår mig i hatten (og den dag er måske ikke langt borte) den dag har jeg sejret.

- Se dette må siges engang, og sandelig det er en uegennyttig gerning at gøre, og sandelig det er uforsvarligt af de bedre Journalister, som ligger og skrive om det ligegyldigste, at de ikke har mod til at skrive om, hvorledes der arbejdes på en misundelsens og fejhedens og blødagtighedens og pøbelagtighedens demoralisation i Danmark. Jeg ved vel, at faren, som jeg udsætter mig for ved at sige det, ikke er som ellers, og som man endnu stundom vil bilde os ind, at den er: at blive en genstand for regeringens forfølgelse. O, langtfra, netop regeringen og øvrigheden i vort lille Folk forstår mig bedst; og man behøver just ikke at være nogen stor politiker for at se, at overalt i Europa er regeringerne snarere for svækkede end i besiddelse af for megen magt; man behøver just ikke at være nogen stor politiker for at se, hvad der også i Paris blev udtalt af en stor digter: at mængden er den farlige magt i Europa. Nej, faren, jeg udsætter mig for, er en anden, den, som menneskene gyser mest for. Thi den fare at angribe en regering, når man er understøttet af en offentlig mening, den er da ikke stor; men vel den, at udsætte sig for en forvirret og til dels fordærvet offentlig menings efterstræbelser - i et lille folk, hvor man næsten er i færd med at opdrage, ved pressen i det mindste, børnene til at forhåne og bespotte alt, hvad de ikke forstår, som ønskede man at få den spådom opfyldt, med hvilken en af de gamle profeter har truet Israel: Drenge skulle dømme Eder.«

- Indskrift på en grav. Dagspressen er staternes ulykke, »Mængden« det onde i verden. - »Hiin Enkelte«

- Endnu står de fleste med den gamle front mod konge, kejser, konferentsråd i stedet for mod mængden. Alt hvad mængden gør, den rædsomste grusomhed, det er godt, det er Guds vilje. Aldrig er nogen despot i Østerlandet blevet så servilt betjent og smigret af hofkryb, som »mængden« af journalisterne, af alle øjeblikkets mennesker. Og så kan man ikke forstå min lære om den enkelte. Ja, sagen er, man tør ikke.

 

Fra dagbogsoptegnelser 1846-48, her efter A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975 s.111f.,133f.,135, 137, 156). Læs mere om S. Kierkegaard >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg