Paul Johnson: Ubarmhjertigt og fuldstændigt. Den eneste måde at svare igen på

Stærke og kompromisløse var de udtalelser, der kom fra de amerikanske (og britiske) ledere som umiddelbart svar på massakren på Manhattan. Men de kan nok føres ud i livet ved snigende eftergivenhed, hvis ikke den offentlige mening insisterer på, at disse ledere holder fast ved deres oprindelige beslutning om at udslette den internationale terrorisme totalt. Når de vestlige regeringer i så høj grad fristes til eftergivenhed, skyldes det først og fremmest, at et angreb på terrorismen i dens rod uundgåeligt medfører en konflikt med verdens næststørste religiøse samfund.

Man hører altid, at islamiske terrorister er helt igennem uortodokse i deres tro på, at deres religion sanktionerer det, de gør, og at den lover øjeblikkelig adgang til himlen for dem, som vi kalder “selvmords-bombemænd”, men som de selv hævder er martyrer for troen. Dette understøttes af den påstand, at Islam i sit inderste væsen er en fredsreligion, og at selve ordet “Islam” betyder “fred”. Men det gør det desværre ikke. Islam betyder “underkastelse”, hvilket er noget helt andet, og en af Islams opgaver på dens mere militante side er at opnå denne underkastelse fra alle, om nødvendigt ved magt.

Islam er en imperialistisk religion, mere end kristendommen nogen sinde har været, og i modsætning til jødedommen. Koranen beskriver i Sura 5, vers 83, det uundgåelige fjendskab mellem muslimer og ikke-muslimer: “Du vil visselig finde, at jøderne og afgudsdyrkerne af alle mennesker er voldsomst i had til de troende”. Sura 9, vers 5, tilføjer: “Dræb da afgudsdyrkerne, hvor I finder dem, og tag dem (til fange) og omring dem og lig på lur efter dem på ethvert sted (der er egnet) for baghold” (Dansk oversættelse af A.S. Madsen, Borgens forlag). Så alle nationer, hvor mægtige de end måtte være være, skal ifølge Koranen bekæmpes, “indtil de slutter sig til Islam”.

Disse kanoniske bud kan ikke bortforklares eller mildnes gennem moderne teologisk eksegese, fordi der ikke eksisterer en sådan videnskab i Islam. I modsætning til kristendommen, der lige siden Reformationen og Modreformationen til stadighed er blevet ajourført og tilpasset skiftende vilkår, og i modsætning til jødedommen, der har gennemgået, hvad der kaldes det 18. århundredes jødiske oplysning, er Islam stadig en religion fra den mørke middelalder. Det 7. århundredes Koran fremføres stadig som Guds uforanderlige ord, der er sande til det mindste bogstav. Traditionel Islam er med andre ord i sit inderste væsen beslægtet med den mest ekstreme form for bibelsk fundamentalisme. Det er rigtigt, at den rummer mange sekter og retninger, helt bortset fra den brede deling mellem Sunnimuslimer, den største del, der er forholdsvis moderate og omfatter hovedparten af de regerende familier i Golfen, og de langt mere ekstreme Shiamuslimer, der dominerer Iran. Men så godt som alle disse retninger er mere militante og kompromisløse end den ortodokse, der i sammenligning med dem er moderat, men efter vore normer yderliggående. Den tror fx. på en teokratisk stat styret efter religiøs lov, der (som i Saudiarabien) tildeler uhyggeligt grusomme straffe af en art, som blev afskaffet i Vesteuropa i den tidlige middelalder.

Derudover er Koranens lære om, at troen eller “underkastelsen” kan, og under passende omstændigheder skal, påtvinges med magt, aldrig blevet tilsidesat. Islams historie har tværtimod i bund og grund været en historie om erobring og generobring. Islams “udbrud” fra Arabien i det 7. århundrede førte hurtigt til erobringen af Nordafrika, invasion og virkelig erobring af Spanien, samt et fremstød ind i Frankrig, der bragte halvmånen helt frem til Paris’ porte. Det kostede et halvt årtusinds kampe at fordrive muslimerne fra Vesteuropa. Korstogene var langtfra et uhyrligt mønster på vestlig imperialisme, som man lærer i de fleste af vore skoler, men slet og ret en episode i en kamp, der har stået på i 1400 år, og de var et af de få eksempler på begivenheder, hvor kristne gik til angreb for at genvinde de “besatte områder” i det hellige land.

Korstogene blev imidlertid årsag til en fatal svækkelse af det græsk-ortodokse byzantiske rige, der havde været den vigtigste barriere mod Islams spredning til det sydøstlige og centrale Europa. Resultatet af Konstantinopels fald og overgivelse til de osmanniske sultaner blev, at Islam blev herrer over hele Balkanområdet og truede med at erobre Wien og rykke ind i hjertet af Europa så sent som i 1680’erne.

Den tusindårige kamp fortsætter på mange forskellige måder. Den seneste tids konflikter i Bosnien og Kosovo var en voldsom reaktion fra de ortodokse kristne i Serbien mod Islams udbredelse i et område, der historisk tilhørte dem, hovedsagelig i kraft af muslimernes højere fødselsrate. I Vesteuropa drejer det sig for en stor del om en demografisk kamp, selv om den rimeligvis når som helst kan tage en mere militant drejning. Muslimer fra Balkanlandene og Nordafrika strømmer i massevis ind over etablerede grænser, ligesom presset fra de østlige stammer blev årsag til det vestlige Romerriges sammenbrud i det 4. og 5. århundrede. Det er umuligt at opregne antallet af muslimer, der trænger ind og bosætter sig i Europa, eftersom de fleste af dem er illegale indvandrere. De kommer til Spanien og Italien i et sådant antal, at begge disse traditionelt katolske lande, hvis den nuværende tendens fortsætter, vil blive overvejende muslimske i løbet af det 21. århundrede.

Vesten står ikke alene over for truslen om islamisk ekspansion. Mens osmannerne rykkede ind i Sydøsteuropa, ødelagde den mogulske invasion i Indien en stor del af landets hinduistiske og buddhistiske civilisation. Muslimernes nylige ødelæggelse af kolossale Buddhastatuer i Afghanistan er en påmindelse om, hvad der i kæmpemålestok skete med templer og helligdomme, da Islam overtog magten. Forfatteren V.S. Naipaul har for nylig påpeget, at ødelæggelserne under den muslimske erobring er hovedårsagen til Indiens forfærdende fattigdom i dag. De historiske kendsgerninger viser faktisk, at muslimsk styre har haft en tendens til både at fremme og fastholde fattigdom. I mellemtiden bliver “underkastelses”-religionen ved med at trænge frem som et magtherredømme, i Afrika i en del af Nigeria og Sudan, og i Asien især i Indonesien, hvor ikke-muslimer får valget mellem omvendelse eller død. Og i alle de lande, hvor islamisk lov indføres, bliver konvertitter – konverteret med eller uden tvang – som vender tilbage til deres tidligere tro, straffet med døden.

Den militante Islams overlevelse og udbredelse i det 20. århundrede kom som en overraskelse. Efter Første Verdenskrig troede mange, at Tyrkiet, hvor Kemal Atatürks regime med magt gennemtvang en sækularisering, ville komme til at danne mønster for fremtiden, og at Islam ville blive reformeret og moderniseret. Selv om sækulariseringen til en vis grad har overlevet i Tyrkiet, har fundamentalismen eller ortodoksien, som den mere rigtigt hedder, i resten af Islam strammet grebet såvel om herskerne som om masserne. Der er i dag 18 overvejende islamiske stater, nogle af den under Koranens lov og alle styret af grupper, der har god grund til at frygte ekstremister.

Som følge heraf er amerikanske taktikere, når de planlægger at udrydde islamisk terrorisme én gang for alle, nødt til at følge en snæver bane. De har militær magt til at gøre, hvad de vil, men de behøver opbakning fra en bred global koalition, helst med militær bistand foruden ord, og allerhelst også fra stater som Pakistan, Jordan, Saudiarabien og Egypten. At få den slags støtte er ikke let, for moderate muslimske herskere er meget mere bange for terroristerne end for amerikanerne, og de frygter for deres eget og deres familiers liv. Faren ligger i, at de vil insistere på en begrænsning af den amerikanske indsats, så den bliver ensbetydende med eftergivenhed, og at dette til gengæld vil dele og svække såvel regeringen som den offentlige mening i USA.

Det er tvingende nødvendigt, at Amerika ikke løber fra sit afgørende militære svar, og at det bliver gennemført ubarmhjertigt og fuldstændigt. Selv om det kun er England, der med garanti vil bakke det Hvide Hus op under alle omstændigheder, er det i det lange løb bedre for Amerika at handle uden en hel masse allierede, ja selv helt alene, end at gå ind på et rodet kompromis dikteret af nervøsitet og fejhed. Det ville være den værste løsning af alle og ville utvivlsomt føre til mere terrorisme endnu flere steder og i stadig større udstrækning. Dette er det ideelle tidspunkt for USA til at bruge al sin fysiske kapacitet til at eliminere en vidt udbredt international terrorisme. Det er en ovenud retfærdig sag, nationen står samlet, lovlydige mænd og kvinder over hele verden holder med Amerika. Et sådant øjeblik kommer måske aldrig igen.

Mod terrorisme brugte den store William Gladstone engang udtrykket: “Civilisationens ressourcer er endnu ikke opbrugt”. Det er sandt også i dag. De ressourcer har Amerika, og nationen – menneskehedens sidste og bedste håb – har en ufravigelig pligt til at bruge dem målbevidst og fuldt ud for at forsvare liv, ejendom og frihed for os alle. Det er det, vi skal huske på, når vi hører fej, tom tale om overgivelse.

 

Fra tidsskriftet National Review 15. oktober 2001 med titlen: ”Relentlessly and Thoroughly”. Læs mere om P. Johnson >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg