Karl Jaspers: Total-planlægningens despoti

Talrige mennesker mener, at en total planlægningsvirksomhed er den eneste redning fra verdens nød. For mange er det blevet så at sige en tankevane, at den totale planlægning utvivlsomt er det bedste. En altomfattende organisering vil overvinde nød og uorden, den vil give os lykken. Det synes som om mennesket ved sine total-utopier for sig selv tilslører det som virkelig sker indenfor den store helhed, for at det skal kunne gøre hvad magten byder, i det snævrere rum som begrænses af de mål mennesket er i stand til at fatte. Men før eller senere må det blive klar over det illusionære ved et sådan forhold. For i disse tilslørede magters tjeneste har det kun arbejdet på sin egen undergang. Det som gav mennesket et bedragerisk indtryk af at være succes, var blot skridt på vejen mod dets ødelæggelse. Det ville ikke se gorgonen i øjnene, men desto mere fuldstændigt kom det i hendes vold.

Det er uhyggeligt at se, hvordan totalplanlægningens bedrageri, som ikke sjældent bæres frem af åbenbar idealisme, fører mennesket gennem dets handlinger skridt for skridt dybere ind i det som det netop ønsker at overvinde, nød, ufrihed, lovløshed. Men dette sker først, hvis den grænse overskrides, hvor meningsfyldt planlægning slår over i ødelæggende planlægning, og hvor den partikulære og i sin helhed bestemte planlægning slår over i total og sin helhed ubestemt planlægning.

Når mennesket tror, at det har oversigt over det hele, i stedet for at indrette sig mod konkrete fattelige mål i verden, så opkaster det sig samtidig til Gud - det mister sit forhold til det transcendente - det tager skyklapper på, som gør, at erfaringen om tingenes ophav og grund går tabt og bliver erstattet af et skin: den rene bevægelse i verden - oprettelsen af den rigtige verdensorden en gang for alle. Det mister evnen til at stræbe opad, fordi det bliver slave under et apparat for terror og despoti - det vender sig fra den tilsyneladende højeste idealisme i menneskelige målsætninger, til den umenneskelige ødsling af menneskeliv, til alles forvandling i et slaveri uden sidestykke. Det fornægter de kræfter som fører mennesket fremad - og når det mislykkes, fortvivler det, i trang til stadig mere nederdrægtige voldshandlinger.

Ingen total plan kan give tilstrækkelig hjælp. Et andet udgangspunkt må komme til syne - et udgangspunkt som muliggøres ud fra mennesket som menneske. Der er brug for en metafysisk funderet grundholdning, som manifesterer sig i et ethos, og som giver retning til alle planer for at ordne verden. Den aldrig udtømmende objektiverbare kontrol som den overordnede samvittighed udøver, må forhindre at viljen til frigørende nyrejsning fører stadig dybere ind i slaveriet. Bevidstheden om helhedens dunkelhed kan føre til spørgsmålet: Er det ikke bedst at afholde sig fra at handle?

Et trivielt svar er dette: Jeg må handle for at leve; at afholde sig fra at handle er en illusion. At handle er i sig selv en faktor i den historiske proces. Udover dette præsenteres vi for disse betænkelige alternativer: Enten total planlægning eller at leve i det vilkårliges snæverhed - enten at få del i den høje erkendelse og værdighed hos det menneske som skaber sin egen lykke, eller at stille sig udenfor i indholdsløs passivitet.

Den totale erkendelse og den totale planlægning, som bygger på denne, fører i praksis til en mærkværdig konsekvens: Man ved, og behøver ikke længere at undersøge og tænke efter. I sin nød bedrager man sig selv: enten for at skaffe sig en falsk vished til grund for sin handling, fordi man er sikker på at være i pagt med det som nødvendigvis må komme, - eller for at give sig selv grund til fortvivlelse, til at opgive møjen og den uendelige tålmodighed i det muliges spillerum - i begge tilfælde undervejs mod forlis i falskhed.

Derimod fraskriver man tankeløst livet i det vilkårliges snæverhed den mening, det giver at kende sig som deltager i historien, som løber uafsluttet gennem tiden - ingen ved hvorhen.

Mod disse alternativer vinder vi frihed gennem forsagelse. Vor viljes sandhed og renhed betinges af indsigten i grænserne for, hvad vi kan vide og gøre.

Fra Vom Ursprung und Ziel der Geschichte, 1949. Læs mere om K. Jaspers >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg