D. Hume: Samfundets grundlag - de almene regler

De samfundsdyder, vi kalder menneskelighed og god vilje (humanity and benevolence), udøver sin indflydelse umiddelbart gennem en direkte tendens eller et instinkt, som hovedsagligt sigter mod at realisere enkelte mål, som bevæger vore følelser; disse dyder giver sig ikke udtryk i noget skema eller tankesystem, og tager sig heller ikke af, at menneskene handler efter samme mønster og følger hverandres eksempel i betragtning konsekvensen. En far iler sit barn til undsætning ledet af den naturlige samfølelse (sympathy), som får ham til at handle, og som ikke giver ham tid til først at tænke over, hvordan resten af menneskeheden ville føle eller handle under lignende omstændigheder. Et højsindet menneske griber med glæde en anledning til at gøre sin ven en tjeneste, for han føler sig da behersket af velvillige følelser, og han finder ikke på at spørge, om noget andet menneske i universet nogensinde blev ansporet til handling af samme ædle motiver, eller, om de vil gøre sig gældende nogensinde siden. I alle disse tilfælde har menneskets samfundsmæssige følelser for øje et enkelt mål, og søger intet andet end tryghed og lykke for den person, som man elsker og holder i ære. Med dette er de tilfreds; i dette slår de sig til ro. Og siden det gode som følger af deres velgørende indflydelse, i sig selv er komplet og fuldstændig, vil det også vække den moralske følelse af godkendelse uden nogen refleksion over de videre konsekvenser og uden nogen mere omfattende betragtninger, om andre samfundsmedlemmer handler på samme vis. Tværtimod, dersom vor højsindede ven eller klarsynede patriot blev stående alene om at praktisere velgørenhed, så ville dette snarere forøge hans værdi i vore øjne, og give ham berømmelse for noget sjældent og nyt i tillæg til hans andre højere fortjenester.

Det forholder sig ikke ligesådan med de samfundsdyder, vi kalder retfærdighed og troskab (justice and fidelity). De er særdeles nyttige, eller rettere sagt: absolut nødvendige for menneskehedens velfærd. Men de fordele de medfører, er ikke konsekvensen af den enkelte handling isoleret set, men følger af hele det skema eller system, som hele eller størstedelen af samfundet står samlet om.

Almindelig fred og orden følger med retfærdighed eller almen afholdenhed fra indgreb i andres ejendom; men en speciel hensyntagen til en enkelt borgers specielle rettighed kan ofte, isoleret set, medføre skadelige konsekvenser. Resultatet af enkeltstående handlinger står her i mange tilfælde i direkte modsætning til hele systemet af handlinger; det førstnævnte kan ofte være yderst pinefuldt, men systemet som sådant er i højeste grad fordelagtigt. I hænderne på et dårlig menneske er rigdomme som er arv fra forældrene, et instrument som kan anrette stor skade. Arveretten kan i det isolerede tilfælde give sig skadelige udslag. De fordele den medfører for samfundet, kommer udelukkende deraf, at man følger en almen regel; og det er tilstrækkeligt, dersom det giver kompensation for alle de onder og ulemper som skriver sig fra specielle personer og situationer […]

Menneskehedens lykke og velfærd, som har sit udspring i den samfundsdyd vi kalder godgørenhed og alle de egenskaber den indebærer, kan sammenlignes med en mur, som er blevet bygget af mange hænder, men som fremdeles vokser i højde for hver sten, som lægges på den, og tiltager proportionalt med den enkelte arbejders dygtighed og omhu. Når den samme lykke har sit udspring i retfærdighedens dyd, og alle de egenskaber denne dyd indebærer, kan den sammenlignes med bygningen af et hvælv, hvor hver enkelt sten af sig selv ville falde til jorden; og hvor hele bygningsværket holdes på plads bare i kraft af den gensidige støtte og sammensætning af de dele det hænger sammen med. Alle de naturgivne love, som regulerer ejendom, og alle love i samfundet er generelle, og angår udelukkende enkelte væsentlige omstændigheder ved en sag, uden at tage personerne, situationen, og de forbindelser som pågældende person står i i betragtning, eller de specielle konsekvenser, som kan blive følgen af den dom, som fældes på grundlag af disse love, i den specielle sag som foreligger. Uden skrupler fratager de en godhjertet mand al hans ejendom, dersom han har fået den ved en fejl uden retsgyldig grund, for at give dem til en selvisk gnier, som allerede har samlet sig et umådeligt forråd af overflødig rigdom. Samfundsnytten kræver, at ejendom må reguleres ud fra generelle og ubøjelige regler; og selvom disse regler er blevet udformet sådan, at de skal tjene samfundsnyttige formål på bedste måde, er det umuligt for dem at hindre alle enkeltstående ulemper, eller sørge for, at hvert enkelt tilfælde fører til gode konsekvenser. Det er tilstrækkeligt, eftersom hele den etablerede orden eller plan er nødvendig for at opretholde samfundet, og da det gode dermed, i det store og hele, langt vil opveje det onde. Endog kan de generelle love for universet ikke udelukke alt ondt eller alle ulemper i alle sine virkemåder, selvom de er blevet fastlagt af den uendelige visdom.

Enkelte har hævdet, at retfærdigheden har sit ophav i en konvention, som menneskene har indgået, og springer frem af menneskehedens frivillige valg, samtykke eller sammenslutning. Dersom konvention her betyder et løfte, hvilket er den vanligste betydning af ordet, da kan intet være mere absurd end denne påstand. Opfyldelse af løfter er i sig selv noget af det allervigtigste som retfærdighed indebærer, men vi er ikke absolut forpligtet til at holde ord, selv om vi har givet vort ord på, at vi vil holde det. Men dersom man med konvention mener en følelse af fælles interesse, en følelse som ethvert menneske fornemmer i sit eget bryst, som han genkender hos sine medmennesker, og som leder ham i forståelse med andre ind i en almen plan eller et handlingssystem til alles nytte, da må det indrømmes, at i denne betydning har retfærdigheden sit ophav i menneskelige konventioner. For dersom det indrømmes - hvilket utvivlsomt er selvindlysende - at de specielle følger af et specielt udslag af retfærdighed kan være skadelige både for samfundet og for individerne, da giver det sig selv, at enhver, når han ophøjer retfærdigheden, må have hele planen eller systemet for øje, og må regne med, at hans medmennesker enes om at handle på samme vis. Dersom alle hans synspunkter kun er bygget på vurderinger af, hvilke konsekvenser hver enkelt af hans egne handlinger kunne tænkes at få, da ville både hans godgørenhed og menneskelighed og hans egenkærlighed ofte foreskrive ham at handle på en måde, som er meget langt fra at være i pagt med rettens og retfærdighedens strikte regler.

To mænd bruger årene i en båd, i kraft af en fælles konvention i fælles interesse, uden at have afgivet noget løfte eller indgået nogen kontrakt; guld og sølv er på tilsvarende måde gjort til byttemiddel; ligeledes bliver tale og ord og sprog fastlagt i kraft af konvention og alment samtykke. Det som er fordelagtigt for to eller flere personer, dersom alle udfylder sin rolle, men som ikke længer byder på nogen fordel, hvis kun en gør dette, kan ikke opstå på grundlag af noget andet princip. Ellers ville ingen have noget motiv for at indordne sig under et sådant adfærdsmønster. Ordet ”naturlig” bruges vanligvis i så mange betydninger og har et så løst indhold, at det synes hensigtsløst at diskutere om retfærdighed er naturligt eller ikke. Dersom egenkærlighed og godgørenhed er naturligt for mennesket, og dersom fornuft og omtanke også er det, da kan den samme karakteristik knyttes til retfærdighed, orden, troskab, ejendom, samfund. Menneskenes tilbøjelighed og nødvendige behov driver dem til at slutte sig sammen; deres forstand og erfaring siger dem, at denne sammenslutning er umulig der hvor enhver er sin egen herre uden nogen regler og uden at tage noget hensyn til andres ejendom. Retfærdigheden springer frem af disse følelser og refleksioner i forening, så snart vi observerer de samme følelser og refleksioner i andre; derfor har retfærdighedsfølelsen i alle tider, undtagelsesfrit og sikkert, gjort sig gældende i større eller mindre grad hos alle individer i menneskeslægten. Og det som nødvendigvis følger med udøvelsen af de intellektuelle evner hos så skarpsindigt et væsen, det kan med rette betragtes som naturligt. I alle civiliserede folk har man altid bestræbt sig på at fjerne ethvert anstrøg af vilkårlighed og partiskhed fra beføjelser over folks ejendom, og lade domsmagten være bundet af generelle synspunkter og overvejelser med samme gyldighed for alle samfundsmedlemmer. For intet kunne være farligere end, at domstolene fik for vane, om det så bare var i bagatelmæssige sager, at tage hensyn til privat venskab eller uvenskab; og dertil kommer, at når menneskene indbilder sig, at personlig favorisering er den eneste grund til, at en dom gik i modpartens favør, da udvikler de en intens uvilje overfor magistrater og dommere. Når derfor den naturlige menneskeforstand ikke udpeger noget fast samfundsnyttigt princip som kan give grundlag for afgørelse af ejendomskonflikter, opstiller man ofte positive love i dets sted, som retningslinjer for alle retslige afgørelser. Når også disse kommer til kort, hvilket ofte sker, påberåber man sig præcedens; og en tidligere retsafgørelse bliver med rette brugt som et tilstrækkeligt grundlag for en ny afgørelse, selv om den første afgørelse blev truffet uden tilstrækkelig grund. Dersom man mangler direkte love og præcedenser, tager man ofte sådanne ufuldkomne og indirekte til hjælp; og den sag der står strid om, bringes ind under disse i kraft af analogi-ræsonnementer, og sammenligninger, og paralleller, som ofte er mere fantasifulde end reelle. Generelt kan man trygt slå fast, at i denne forstand er juraen forskellig fra alle videnskaber, og i mange af dens mest indviklede spørgsmål kan man egentlig ikke sige, at den ene af parterne har ret eller uret. Dersom den ene sagsøger, påberåber sig en tidligere lov eller præcedens, ved hjælp af en udspekuleret analogi eller sammenligning, så har den anden part ingen vanskeligheder med at finde en analogi eller sammenligning som går i den stik modsatte retning; og det standpunkt dommeren vælger, er ofte mere baseret på smag og fantasi end på solid argumentation. Samfundsnytten er det generelle mål for alle domstole; og også samfundsnytten kræver faste regler for løsning af alle konflikter; men når der foreligger en række næsten lige og indifferente regler, er det bare en ubetydelig tankeforskydning som lader afgørelsen falde ud til den ene parts fordel.

Det bør bemærkes før vi gør os færdige med dette emne, at er først retfærdige love fastlagt i overensstemmelse med det samfundsnyttige, kommer den uret, ulempe og skade som individet rammes af, når disse love krænkes, i høj grad ind i billedet, og er en vigtig årsag til de anklager som rettes mod al uret og uretfærdighed. Ifølge samfundets love er denne frakke, denne hest min, og bør altid forblive min ejendom. Jeg regner med trygt at kunne nyde godt af den; dersom du tager den fra mig, skuffer du mine forventninger, forarger mig dobbelt og fornærmer enhver tilskuer. Det er et offentligt overgreb, i den udstrækning retfærdighedens regler bliver krænket; det anretter privat skade, i den udstrækning individet lider uret. Og skønt denne sidste betragtning ikke kunne tænkes om ikke den første allerede var etableret - for ellers ville skellet mellem mit og dit være ukendt for samfundet -, så kan det ikke være nogen tvivl om, at hensynet til det fælles bedste i høj grad styrkes gennem respekten for det enkelte tilfælde. Folk er tilbøjelig til ikke at se særlig strengt på det som skader samfundet, når det ikke går specielt ud over noget enkelt menneske. Men når den største uret mod fællesskabet også medfører en betydelig uret mod privatpersoner, da er det intet under at en så uretfærdig fremgangsmåde møder den heftigste misbilligelse.



Fra Treatise on Human Nature, Appendix III, 1738-40. Læs mere om D. Hume >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg