Benjamin Disraeli: To former for lighed
Tory-partiet er det nationale parti her i landet; det er det virkelig demokratiske parti i England. Det forsvarer landets institutioner, fordi disse blev grundlagt til alles vel, og fordi de sikrer lighed i borgerrettigheder; uden dem kan ingen styreform være fri, uanset hvad den udgiver sig for at være; og baseret på dette princip er enhver styreform et demokrati, uanset hvordan den i øvrigt er udformet. […]
Dersom vi kaster et overfladisk blik på den engelske forfatnings egenart, vil vi finde, at dette land regeres af en konge og to afgrænsede klasser blandt hans undersåtter; men dersom vi foretager en dybere og mere omfattende undersøgelse - dersom vi betragter ikke bare den politiske forfatning, men landets politiske tilstand - da vil vi i sandhed opdage, at vort samfund fuldt ud er et demokrati, ledet af et statsoverhoved som arver sin værdighed, og ordnet sådan, at de udøvende og lovgivende funktioner varetages af to privilegerede klasser i samfundet, men nationen i sin helhed har, om den er tilstrækkelig kvalificeret, ret til at deltage i udøvelsen af disse funktioner, og deltager da også hele tiden i dem.
Grundlaget for det engelske samfund er lighed. Men her må vi skelne. Der er to former for lighed: der er en lighed som nivellerer og ødelægger, og en lighed som ophøjer og skaber. Det er denne sidste, denne sublime, denne himmelske lighed som er den livgivende kraft i Englands love. Princippet for den første lighed, den lave, jordbundne, galliske og krybende lighed, er at ingen skal være privilegerede; princippet for den engelske lighed er at alle, skal være privilegerede. Vor konges laveste undersåt er således født til store og vigtige privilegier; enhver englænder, hvor små kår han end måtte komme fra, hvad enten han er æslet for ploven eller for væven, er født til den ædleste af al arv, ligheden i borgerlige rettigheder; han er født til frihed, han er født til retfærdighed, og han er født til ejendom. Der er ingen rang han ikke kan stræbe mod; der er ingen herre han har pligt til at tjene; der er ingen dommer som vover at kaste ham i fængsel i strid med loven; og den jord han arbejder på, vil give ham midler til at leve et hæderligt og sømmeligt liv.
Dette er rettigheder og privilegier af lige så stor værdi som dem man finder hos konge, lorder og underhus; og det er visselig kun en nation som fra barnsben af er oplært på denne måde i frihedens principper og praksis, som er i stand til at opretholde sådanne institutioner. Englænderne er i politikken, som de gamle hebræerne i religionen, ”et begunstiget og særpræget folk”. Ligheden er fundamentet, og trindelingen er overbygningen; og den engelske nation er af væsen en nation af klasser, men ikke af kaster. Det er grundlaget for den vidunderlige orden som er karakteristisk for vort samfund; for i England vil enhver mand kende eller finde sin plads; loven har givet hver enkelt en bestemt position; og naturen har et rummeligt frihedsbrev som kan lempe på lovens foranstaltninger. Vor lighed er en sikkerhedsventil for oprørske ånder; vor trindeling giver tryghed for de ydmyge og sagtmodige. De sidstnævnte søger tilflugt i den samfundsorden de tilhører; de førstnævnte søger befrielse ved at løsrive sig fra sin rang.
Den engelske lighed opmuntrer borgeren til at stræbe opefter; den franske lighed pålægger ham at fornedre sig selv. I England indbydes borgeren til at blive genstand for beundring eller respekt; i Frankrig advares han mod at blive genstand for misundelse eller latter. I England har lovene givet borgeren lighed for at han - om han gør sig gældende til det - skal kunne hæve sig over massen. I Frankrig har lovene givet borgeren lighed på betingelse af, at han hindrer sin næste i at komme op. Den engelske lighed forener den enkeltes ambitioner med omsorgen for statens beståen; den franske lighed, som har reduceret borgeren til blot og bart et individ, har nedværdiget staten til at blive et blot og bart samfund. Den engelske lighed leder borgeren ved den forenede og sammenstillede kraft i fornuften og fantasien; den franske lighed, som har forkastet fantasien og gør krav på at være fornuftig, har i virkeligheden kun opløst sig selv i et goldt fantasispind.
Englands forfatning er ikke kun grundlagt på en dyb indsigt i menneskenaturen, men på menneskenaturen sådan som den manifesterer sig i England; det politiske system i Frankrig bunder ikke kun i dyb uvidenhed om menneskenaturen i sin almindelighed, men om den franske menneskenatur i særdeleshed; derfor bliver forfatningen i England stadig stærkere og mere livskraftig, hvor omfattende og voldsomme vore omvæltninger end kan være, men i Frankrig vil de mindste optøjer føre til regeringens fald, og efter et halvt århundredes politiske eksperimenter har et af de mest fornuftbegavede folk i menneskeslægten opnået at miste alle en nations egenskaber og har søgt tilflugt fra anarkiet i et glansløst despoti, som modsiger alle sine egne teorier, og krænker alle principper, som det engang har påstået at kæmpe for.
For at opnå det bedst mulige monarki har den engelske nation grundlagt en trone efter folkets ønske, og for at drage nytte ved trygt aristokrati har den udstyret enkelte lag blandt borgerne med lovgivende funktioner, men hvor højt disse stænder end er privilegeret, så udgør de ingen eksklusiv kaste; lorderne og underhusmedlemmerne i England er nationens betroede tillidsmænd og ikke dens herrer. Et land hvor enhver borger kan komme ind i de lovgivende og endog de udøvende organer, er et demokrati, og et demokrati af ædleste art.
Hverken fjerne tider eller erfaringer fra tider som ligger vor egen nærmere, kan give os noget lignende eksempel på et frit statsstyre, grundlagt på det bredest mulige fundament af folkets rettigheder, men som alligevel forener aristokratisk tryghed og monarkisk bekvemmelighed med demokratisk frihed; Grækenlands forfinede ånd, den stolte romerske sjæl, det feudale Italiens strålende genius mislykkedes alle i at virkeliggøre dette store bygningsværk; lad os derfor med desto større hengivenhed stå vakt om vore forfædres mageløse værk, og med desto dybere følelser af taknemlighed og ærefrygt lovprise den engelske forfatning.
Fra Vindication of the English Constitution, 1835. Læs mere om B. Disraeli > |
