E. Burke: Samfundet – et generationernes fællesskab

Samfundet hviler virkelig på en kontrakt. Mindre vigtige kontrakter angående rent lejlighedsvise interesser kan opsiges efter behag; men staten bør ikke betragtes som om den ikke var andet end en overenskomst mellem parthavere i en handel med peber og kaffe, kaliko eller tobak eller en anden underordnet forretning af den art, som man kan indlade sig på for at opnå en lille midlertidig indtægt, og ophæve, når det passer partnerne. Den må betragtes med en ganske anderledes respekt, eftersom den ikke slet og ret er et fællesskab om ting, som blot tjener en midlertidig og forgængelig naturs grove materielle eksistens. Den er et fællesskab om al videnskab og al kunst, om enhver dygtighed og fuldkommenhed. Da målet for et sådant fællesskab ikke kan nås selv gennem mange slægtled, bliver det et fællesskab ikke blot mellem de nulevende, men også med de afdøde og de kommende slægter. Hver enkelt stats kontrakt er kun en paragraf i det stedsevarende samfunds urgamle kontrakt, som sammenknytter den lavere natur med den højere og forbinder den synlige og den usynlige verden efter den fastsatte overenskomst, stadfæstet ved den ukrænkelige ed, som fastholder ethvert fysisk og moralsk væsen, hvert på sin plads. Denne lov er ikke underlagt deres vilje, som ved en forpligtelse, der er over dem og er uendeligt højere, er bundet til at indordne deres vilje under denne lov. Kommunalbestyrelserne i dette universelle kongerige har ingen moralsk ret til efter behag og ud fra deres teorier om en mere eller mindre sandsynlig forbedring helt at løse og sønderrive deres mindre samfunds bånd og opløse det i et asocialt, ukultiveret, usammenhængende virvar af enkelte bestanddele. Kun den yderste tvingende nødvendighed, en nødvendighed, som ikke vælges, men som påtvinger sig, en nødvendighed mere betydningsfuld end rådslagning, og som ikke tillader diskussion eller kræver bevis - kun en sådan kan retfærdiggøre anarkiet som løsning. En sådan nødvendighed er ikke nogen undtagelse fra reglen, eftersom også den er et led i den moralske og fysiske tingenes orden, som man må adlyde frivilligt eller tvungent. Men hvis det, som kun er underkastelse under nødvendigheden, gøres til genstand for valg, er loven brudt, man handler imod naturen, og oprørerne erklæres fredløse, forkastes, landsforvises fra den verden, hvor fornuft, orden, fred og retskaffenhed og frugtbringende anger råder, til dens modsætning galskabens, splidens, lastens, forvirringens og den frugtesløse sorgs verden.

 

Fra Reflections on the Revolution in France, 1790, da. overs. Chr. Truelsen, Tanker om den franske revolution, Ribe 1987, s.97f. Læs mere om E. Burke >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg