|
Men sikkert er det, at denne konstruktion som en fysisk organisme har brug for et indre og ydre pres fra farer, risici, ja endda for en periode af alvorlig svækkelse, for at kunne samle sine kræfter på ny, kræfter, som har en tendens til at fortabe sig i tusindvis af uvigtige detaljer. [...]
Intellektuelle er glade for det fremmede, ikke for det fremmedes egen skyld, men fordi de hader vores eget og hilser alt velkomment, som ødelægger det. [...]
De fleste bærere af en overbevisning, man i dag møder, kender tilsyneladende kun deres næste som den projektørbeskinnede nabo i et fælles talkshow. [...]
At være højreorienteret, ikke af billig overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgeren, som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv. Denne gennemstrømning har ikke brug for den afskyelige og latterlige maskerade af underdanig efterligning, eller for et greb i posen med fortidens synder. Det drejer sig om en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid. Modsat den venstreorienterede fantasi, som er en parodi på et evangelium, udmaler den højreorienterede intet kommende verdensrige, har ikke behov for en utopi, men stræber efter at genoprette forbindelsen til den lange, ubevægede tid; den er i sit væsen dybdeerindring og for så vidt en religiøs eller protopolitisk initiering. Den er altid og på eksistentiel vis en tabets og ikke en (jordisk) forjættelsens fantasi. Således en digterens fantasi, fra Homer til Hölderlin. Den højreorienterede er i denne udlægning så fjernt fra nynazisten som fodboldelskeren er det fra hooliganen, ja mere endnu: Ødelæggeren inden for hans interessesfære bliver til hans værste og bitterste fjende. [...]
Moderniteten vil ikke blive afsluttet med sine milde postmoderne udløbere, men vil blive afbrudt brat af kulturchokket. Kulturchokket, som ikke rammer de vilde, men som raserer de glemsomme. [...]
Det er lettere at bringe et autoritært regime til fald end at beskytte et liberalt system mod dets egen forrådnelse. Det første er kunstigt, hårdt som krystal og kan slåes i stykker. Det andet er organisk og kan kun uddø. [...]
Fra Anschwellender Bocksgesang (1993) Fuldstændig oversættelse af Tiltagende bukkesang, NOMOS 1:1
|
