Aristoteles

(384-322 f.Kr.)

I modsætning til Platon forsøgte Aristoteles med sin Statslære (Politika) ikke igennem abstrakt spekulation, men primært v.h.a. empiriske iagttagelser at formidle konkrete oplysninger om, hvorledes forskellige eksisterende stater i virkeligheden fungerede for derigennem at forstå statens opgaver og mål. Aristoteles anså mennesket for "et politisk dyr", der ganske naturligt tilhørte bystaten og derfor kun kunne blive lykkeligt ved som moralsk fornuftsvæsen politisk at arbejde for højere mål inden for denne bystats rammer. Som Platon gik Aristoteles ud fra, at staten byggede på en nødvendig og naturlig arbejdsdeling, eftersom mennesker af naturen var meget forskelligt udrustede m.h.t. åndelige og fysiske forudsætninger. Der måtte derfor eksistere en vis naturlig orden og herskabsforhold mennesker imellem, hvilket kom til udtryk i samfundenes institutioner samt i det økonomiske liv, hvor retten til privat ejendom, der virkede befordrende på statens drivkraft og dynamik, skulle opretholdes. Aristoteles mente heller ikke som Platon, at det nødvendigvis kun var en elite, der burde have ansvaret for staten, men alle frie borgere - dog på forskellige niveauer. I denne forbindelse var en omhyggelig opdragelse, karakterdannelse og uddannelse dog uomgængelig således, at de nødvendige vaner og moralsk mådehold samt de forskellige evner skulle kunne udfolde sig. På den baggrund kunne frie borgere tildeles en begrænset valgfrihed udfra idealet: lige ret for de mennesker, der af naturen er ligestillede. Størst indflydelse måtte tilkomme de dannede eller "gode". Et sådant åndsaristokratisk samfund var begrundet "i naturen", men lod sig dog ikke uden videre realisere.

Samfundets forfatningen kunne på forsvarlig vis enten være monarkisk, aristokratisk eller demokratisk (egl. politeia - forfatningsbaseret flertalsstyre) - alt efter hvor bred en kreds, der forestod statsstyringen. Hvor bred eller snæver en kreds, der styrede, var dog ikke det moralsk afgørende. Den konkrete styreform og dets procedure kunne variere alt efter de enkelte samfunds vilkår og kontekst - naturforhold, klima, de givne sociale og økonomiske strukturer etc. Det afgørende var derimod om styret havde almenvellet og ikke egen-, parti- eller gruppeinteresser for øje. Havde de styrende kun snævre egeninteresser for øje, udviklede der sig, som Platon ligeledes havde påpeget, perverterede afarter af hver af de ovennævnte "gode" styreformer, nemlig: tyranni (despotisk enkeltperson, der kun søger at udvide og fastholde egen magt), oligarki (et klikestyre baseret på et fåtal af rige), ochlokrati (egl. demokratia forstået som pøbelvælde eller fattigmandsdiktatur). Af grundtyperne oligarki og pøbelvælde opstillede Aristoteles endvidere fire varianter alt efter hvor slet eller radikal styreformen var. Det atheniensiske demokrati lå i den værste og mest udartede kategori af pøbelvælde. Den mest moderate form for demokrati kunne siges at være en forfatningsblanding svarende til et repræsentativt demokrati. Tilbage til persongalleri >

 


Tekster af Aristoteles:

Under forberedelse
 

 


Bibliografi (udvalgte titler):

Statslære (ca. 330 f.kr.)
Da. v. W. Norvin og P. Fuglsang, Kbh. (1946/1997).

Athenernes statsforfatning (ca. 330 f. Kr.)
Da. v. G. Mondrup, Athenæernes Statsforfatning, Kbh. (1938)

 

 

 

Nomos modtager gerne relevante tekster af eller indlæg om ovennævnte forfatter

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg