< Den konservative tradition  
 

ANMEDELSER

Konservatismeforskning og debat

 
 

Forandre for at bevare? – tanker om konservatisme. Redigeret af Anders Ehlers Dam. Gyldendal. Gylling 2003. ISBN 87-02-01318-5.

Det er tilsyneladende blevet chikt at være konservativ. Flere debattører hævder at indtage et konservativt standpunkt, selvom der ofte ved nærmere eftersyn blot er tale om fodslæbende liberalisme eller antimoderne socialisme. Det ses også sine steder i antologien Forandre for at bevare?, der som det første i rækken af flere værker om konservatisme udkom sidste forår. Som helhed betragtet er bogen dog en udmærket gennemgang af konservatismen eller rettere de mange arter af konservatisme.

Undertitlen viser, at bogen ikke nødvendigvis indeholder »konservative tanker«, men blot tanker om konservatisme og med dette i baghovedet, bliver man nu ikke skuffet over bidragene. Selve titlen viser tillige, at der sættes spørgsmålstegn ved konservatismen. Man venter altså svar på, hvad konservatisme er.

Redaktøren Anders Ehlers Dams indledning er både velskrevet og oplysende; faktisk er indledningen også et selvstændigt bidrag til bogen, hvor det problem berøres, at der i mange år og for så vidt stadig ikke er blevet eller bliver ført konservativ politik: En virkelighedsorienteret kritik af indvandringen hørtes i mange år slet ikke fra de etablerede partier. Ligeledes varetages den kulturelle og litterære arv ikke, og de »grønne værdier« har været overladt til venstrefløjen.

Indledningen tegner desuden et kort og fint portræt af konservatismen i dens mangfoldighed.

Dette er også den skånske professor Göran Dahls mål i ’Konservatisme – en kort historisk skitse’. Eller rettere: Her beskrives den såkaldte værdikonservatisme og ikke den såkaldte strukturelle konservatisme, der blot vil bevare tingenes tilstand uanset hvilken historisk sammenhæng, der tales om; således kaldtes Sovjetunionens benhårde kommunister, der ville vælte Gorbatjov, jo for konservative. Men værdikonservatismen – eller den egentlige konservatisme – kendetegnes jo ved at lægge vægt på fællesskabet (familien og nationen) som organiske størrelser. Værdierne ses altid som konkrete og udviklet i det konkrete fællesskab. Dahl nævner kort de tidlige konservative Edmund Burke og Alexis de Tocqueville, men også andre retninger som fx den reaktionære konservatisme, der forsvarede et stærkt hierarkisk samfund; desuden social-konservatismen, der repræsenteret ved Otto von Bismarck jo mest var et pragmatisk forsøg på at dæmpe social utilfredshed; samt nationalkonservatismen, der hos Dahl forstås som den form for reaktionær konservatisme, der i Tyskland i slutningen af det 19. århundrede voksede frem og blev kendt som völkisch. Desuden nævnes teknokratisk konservatisme og liberal konservatisme samt »det ny højre«, der på mange måder ikke er nyt; til gengæld er det ofte både antiamerikansk og antikapitalistisk. Endelig nævnes de såkaldte »89’ere« altså den generation af tyskere, der oplevede murens fald. Her er tale om en national-konservativ og demokratisk funderet retning. Dahl konkluderer, at konservatismen de mange retninger til trods har nogle grundlæggende fællestræk såsom: Respekt for traditionen; understregningen af menneskelig ufuldkommenhed; synet på samfund som organiske, at de har deres eget liv; autoritet og hierarki som en orden givet af Gud og/eller naturen; retten til egen ejendom. Denne korte gennemgang fra Dahls side er udmærket i sig selv, men hans afsluttende forsøg på at vurdere konservatismen i fremtiden kunne lige så godt have været undværet.

Andre af bidragene hjælper til forståelse af bestemte grene af konservatismen.

Således beskæftiger Adam Holm sig i ’Fornyelse på traditionens grund’ med det interessante fænomen radikal konservatisme. Her er tale om en retning, der ikke blot ville bevare endsige forandre for at bevare, men derimod forandre for at vende tilbage eller for at skabe det gamle i en ny form. Radikaliteten dyrkedes især i de tyske kredse. Herhjemme virkeliggjordes den radikale konservatisme bl.a. af kredsen Det Unge Danmark med bl.a. Alfred Bindslev og Ole Bjørn Kraft. Den danske variant var knap så radikal som den tyske. Det må bemærkes, at der jo for så vidt intet mærkeligt er i, at konservative kan blive radikale, hvis »udviklingen« har bragt tingene så langt fra deres rette udgangspunkt, at det ikke længere giver nogen mening for en konservativ kun at tale om reformer af det bestående.

Hvordan skal en konservativ fx forholde sig til en revolution, der vil sønderslide alle bånd? I Danmark i mellemkrigsårene måtte den for forsvaret og dermed for landet stærkt skadelige venstreradikale indflydelse således få mange – især unge – konservative til at mene, at hele det demokratiske system måtte være galt i udgangspunktet, når det kunne give en lille ekstrem gruppering så uforholdsmæssig stor en indflydelse på landets stilling.

Carsten Bengt-Pedersen skriver i sit bidrag ’Fordomme om konservatismen – konservatismen om fordomme’ om den »traditionelle« konservatisme. Her beskrives – og forsvares – konservatismens godvillige holdning til fordomme både ved henvisning til Burke og Hans-Georg Gadamer. Bidraget er velskrevet og dertil tydeligvis forfattet af en konservativ. Bengt-Pedersen henviser i øvrigt til en kronik i Berlingske Tidende af Nomos’ egen Morten Uhrskov Jensen (www.nomos-dk.dk/midgaard/m-uhrskov.htm). Artiklen afsluttes med to herlige strofer af Johannes V. Jensens digt »Hvor smiler fager«, der ganske rigtigt er udtryk for en konservativ indstilling.

Dette bringer mig videre til et andet bidrag nemlig Kasper Støvrings ’Et frostklima – aspekter af konservativ æstetik’; en æstetik som netop ikke blot er æstetik, men derimod udtryk for en særlig etos. Konservatismen er jo mere end politisk filosofi; det er også en måde at begribe verden på. Det er en åndelig grundindstilling. Hvor det kan være svært at forestille sig liberalistisk kunst, er der derimod rige eksempler på kunstneriske udtryk for konservativ etos. Støvrings bidrag er spændende læsning, som især omhandler Heretica-kredsen, der i efterkrigstiden forsøgte at redde kulturen fra åndløshed og en dertil forbundet krise. Man vendte tilbage til myten som sit sprog. Konservatismens grundlag er også forståelsen af menneskets sammenhæng med dets historie, sprog, vaner, ja, hele kulturgrundlag; menneskets nomos, den sammenhæng det indgår i, og som det ikke kan tænkes uden. Netop begrebet nomos behandles af Henrik Jensen i ’En afgrund af muligheder’. Der er nu ikke kun læseværdige bidrag i antologien. ’Hvor har vi hjemme i den grænseløse tidsalder?’ af Kresten Schultz Jørgensen, beskæftiger sig med konservatismen mellem det nationale og det globale og ender med en formel på en moderne konservatisme, hvor man nok skal anerkende, at folk har behov for en identitet, men hvor denne ikke kan være den nationale. Det antages således at være konservativ pragmatisme, at erkende at globaliseringen og internationaliseringen er kommet for at blive. Muligvis; men så havde man hellere læst et ægte konservativt bidrag, der kunne redegøre for mulighederne for politisk at dæmme op for disse tilstandes skadevirkninger. Dette er således et af de bidrag, hvor man har på fornemmelsen, at forfatteren forsøgsvis indtager et »konservativt« standpunkt, der i virkeligheden blot er et ønske om hverken at være for eller imod »udviklingen«. Et rigtigt konservativt bidrag er derimod Søren Krarups ’Den konservative eksistens’, der måske ikke indeholder meget nyt for dem, der har læst flere af hans bøger, idet både Harald Nielsen og dennes modsætning Georg Brandes atter er hovedpersoner, men teksten er ikke desto mindre – som sædvanligt – velskrevet og fængende. I øvrigt bliver en ting jo ikke mindre rigtig eller interessant af at blive fremdraget i en ny variant. Desuden beskriver Krarup, hvorfor han blev konservativ. Denne personlige beretning er, konkret som den er, ikke uinteressant at få med. Jeg kan i øvrigt ikke nære mig for et lille hjertesuk: At Georg Brandes med sine utopiske sværmerier modstilles den danske virkelighed og den konkrete danskhed er berettiget; men når denne danske virkelighed eksemplificeres ved sønderjydernes kamp for deres danskhed, burde det for skams skyld nævnes, at Brandes utvetydigt og i modstrid med de fleste kulturradikale stod på sønderjydernes side i denne sag og i øvrigt også var stærkt forsvarsvenlig, noget der ellers var en konservativ mærkesag. Billedet bliver måske ikke så kontrast- og dermed virkningsfuldt, hvis dette medtages, men det bliver mere troværdigt.

Der er flere bidrag i bogen bl.a. af Nils Gunder Hansen (’Konservatisme, kirke og kristendom’), Henrik Stampe Lund (’Konservativ fascination – om Botho Strauss’) og Frederik Stjernfelt (’Livet selv – livsfilosofi og konservatisme’) som generelt er læseværdige, hvilket antologien som helhed også er. Blot man altså er forberedt på, at den handler mere om konservatisme end den er konservativ.

- Adam Wagner

 
 

Junge Freiheit. Tysk ugeavis udgivet siden 1986

Som et resultat af socialliberalismens sejrsgang gennem institutioner og medieverden oplever vi i hele Europa en stigende ensretning af den offentlige mening. Forskellene mellem de store politiske partier og de store medier er nu kun at finde på marginalerne, og alt og alle, der træder udenfor, stemples som ekstremister.

Den klassiske oplysende og informerende journalistik er stort set ikke eksisterende længere. Tendensen går derimod klart mod fortolkende og politiserede nyheder.

I Tyskland er situationen også slem, da Tysklands nyere historie giver den politisk korrekte elite endnu flere argumenter for, hvorfor (efter deres mening) konservative, nationale og højreorienterede holdninger skal undertrykkes. Og dog har man i Tyskland de senere år oplevet, at bevægelser, tidsskrifter og aviser uden for det etablerede socialliberale miljø har fået fodfæste. Den førende avis og eneste landsdækkende nationalkonservative avis i Tyskland er ugeavisen Junge Freiheit (JF).

JF udkommer første gang i 1986 på et gymnasium i Freiburg, som resultat af den dengang 19-årige gymnasiast Dieter Steins opgør med de lokale venstreorienterede. I de første år udkommer avisen som en studenteravis, og i 1990 kan JF for første gang købes i kiosker rundt omkring i Tyskland. Tre år senere tages beslutningen om at gøre avisen til en landsdækkende ugeavis, og den 21. januar 1994 udkommer JF for første gang som ugeavis.

Den øvrige presse samt det politiske establishment angriber øjeblikkeligt den »højreorienterede« avis og gøder dermed jorden for det brandattentat, der samme år udføres af venstreekstremister på avisens redaktionslokaler. JF slår igen med en landsdækkende »Appel for pressefrihed«, der får opbakning af prominente folk fra højre- såvel som venstrefløj. I de kommende år udvider avisen med flere erfarne og meget respekterede konservative skribenter og redaktører, der tidligere har arbejdet for de store borgerlige aviser Die Welt og Frankfurter Allgemeine Zeitung (f.eks. Günther Zehm og nu afdøde Carl Gustav Ströhm).

Som en af de få aviser holder JF fast i, at en avis først og fremmest bør oplyse og informere og gøre det sobert. Avisen gør derfor meget ud af at dokumentere fakta og lade alle sider af sagen komme til orde – også de politisk ukorrekte. JF har derudover som målsætning at »arbejde for at bevare den tyske nations kulturelle og åndelige tradition«. Alt dette gør, at JF hurtigt bliver en torn i øjet på den politiske elite og i 1997 nævner den socialdemokratiske delstatsregering i Nordrhein-Westfalen (NRW) i sin forfatningsrapport JF som en avis, der forsøger at intellektualisere det yderste højre (i senere rapporter er JF’s læsere blevet betegnet som »fascister i nålestribet«). Siden har JF ført retssag mod delstatsregeringen i NRW. Som advokat for JF trådte den tidligere chefanklager for Forbundsrepublikken Alexander v. Stahl til. Retssagen har kørt siden.

I 1999 indfører de tyske politikere en reform af det tyske sprog – en reform der er udarbejdet af såkaldte eksperter i sprog. »Eksperterne« argumenterer for, at det tyske sprog skal gøres enklere for børn at lære. De politiske partier samt den tyske medieverden bakker reformen op, men JF bibeholder som den eneste landsdækkende avis i Tyskland den »gamle« retskrivning. Siden har stort set alle de store tyske medier opgivet den nye sprogreform (der i skoler, myndigheder og presse førte til stort kaos – tyske politikere overvejer nu helt at droppe hele reformen).

At avisen skaber fordømmelse blandt den socialliberale elite er der utallige eksempler på. Her skal blot nævnes et par stykker. For nylig lod en af de gamle socialdemokrater Egon Bahr (der fungerede som en af kansler Willy Brandts nærmeste rådgivere) sig interviewe af JF, hvor han blandt andet udtalte sig om det vigtige i, at et folk bekender sig til sin kultur og historie (et emne, der er sprængfarligt i Tyskland – venstreekstremister bruger således ofte sloganet »Nie wieder Deutschland« og »Bomber Harris, do it again!«). I ugen efter interviewet var det politiske Tyskland forarget. Hvordan kunne en anerkendt og respekteret politiker (oven i købet socialdemokrat) lade sig interviewe af højrefløjens avis? Ingen diskuterede, hvad Bahr havde sagt, men alle var forargede over, at han lod sig interviewe af Junge Freiheit. Det tjener til Egon Bahrs ære, at han svarede den opbragte elite: »Jeg har igennem et par måneder læst Junge Freiheit, og det er et intelligent blad. Hvorfor skulle jeg ikke lade mig interviewe!Samme skæbne er overgået primært borgerlige politikere, der har ladet sig interviewe eller selv har skrevet indlæg. Som nævnt prioriterer JF den klassiske journalistik om dokumentation af fakta meget højt. Et eksempel herpå er den såkaldte »Hohmann-sag«. Ved fejringen af den tyske genforening den 3. oktober 2003 holdt det kristdemokratiske medlem af Forbundsdagen Martin Hohmann en tale til borgere og vælgere i sin hjemegn. Hohmann har længe været en torn i øjet på såvel venstrefløj som hos egne partifæller, da han er kendt som en nationalkonservativ politiker. I sin tale tog Hohmann afstand fra den offentlige mening om, at tyskerne skulle være et »Tätervolk«, altså et folk af gerningsmænd (som venstrefløjen ellers prøver at opdrage det tyske folk til at tro på). Hohmann, der i sin tale fordømte Nazi-Tyskland, sagde: At betegne det tyske folk som et folk af gerningsmænd, fordi Hitler kom til magten i Tyskland er lige så absurd, som hvis man betegnede jøderne som et folk af gerningsmænd, fordi de fleste mennesker omkring Lenin var jøder.

Og så var helvedet løs i pressen og i det politiske liv. Ingen medier videreformulerede talen i sin helhed, men de fleste fejlciterede den. Enkelte journalister indrømmede, når de i et interview fik et modspørgsmål af Hohmann om, hvorvidt de havde læst talen: Nej, det havde de nu ikke behøvet, for de vidste jo, hvad folk på hans fløj mente. Alle, der valgte at nævne deres (kritiske) solidaritet med Hohmann, blev stemplet som ekstremister. Hohmann blev smidt ud af partiet og politianmeldt (for fornægtelse af Holocaust og antisemitisme – helt absurde anklager for dem, der har læst hele talen). En topgeneral blev fyret på stedet, fordi han udtrykte sin sympati for talen. Den eneste avis, der forholdt sig sobert til fakta, var Junge Freiheit, der samme uge i sin fulde længe dokumenterede hele talen og desuden bragte interviews med respekterede jødiske historikere, der bekræftede, at Hohmann ikke var antisemit. Uger og måneder efter sagen startede og uden ret megen mediebevågenhed er fakta: Domstolene frikendte Martin Hohmann på alle anklagepunkter, og selv de fleste »eksperter« må erkende at den politiske korrekte elite »gik over stregen« (det ændrer dog ikke så meget for Hohmann – hans politiske karriere er færdig. Så den sejr fik venstrefløjen da).

JF er en journalistisk meget velskrevet avis med en professionel og informerende fremstilling af fakta. Avisen har en dygtig redaktion, og avisens journalister forstår at dække en sag hele vejen rundt. Avisen er især stærk på indlæg omkring tysk indenrigspolitik, kultur, historie og bøger. Men udenlandsstoffet får også god dækning, bl.a. via indlæg fra avisens støtter i udlandet (f.eks. Alain de Benoist, Andreas Mölzer, Pat Buchanan). For at trække en parallel til Danmark kan man kalde JF for en nationalkonservativ og mere velskrevet udgave af Weekendavisen.

JF er et eksempel på, at der er plads til andre medier end de konforme og socialliberale. Kampen har været og er fortsat hård for JF, for man kæmper uden et stort forlag i ryggen og stort set uden annonceindtægter. JF udkommer hver uge i et oplag på 35.000 med stigende tendens. Men selvom prisen kan være høj, ønsker Junge Freiheit-redaktionen og chefredaktør Dieter Stein at bevare avisens uafhængighed og frihed. Hjemmeside: www.jungefreiheit.de

- Thorsten Larsen-Seul

 
 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg