< Den konservative tradition  
 

ANMEDELSER

Filosofi, civilisationskritik og skønlitteratur

 
 

Hans-Georg Gadamer: Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. Oversat og med indledning af Arne Jørgensen. Systime. Viborg 2004. ISBN: 87-616-0288-4.

Hans-Georg Gadamers (1900-2002) hovedværk, Wahrheit und Methode, foreligger nu i dansk oversættelse. En gennemlødig og mundret oversættelse med dertil oplysende forord af Arne Jørgensen. Med oversættelsen har det danske publikum fået en lettere adgang til det værk, Sandhed og metode, der siden dets oprindelige udgivelse i 1960 har været prisme for den filosofiske hermeneutik med sin rehabilitering af fordom, autoritet, tradition, ånd og sandhed.

Det er tankevækkende, at et dansk forlag nu binder an med at udgive Sandhed og metode i dansk oversættelse, for Gadamer selv var allerede ved den tyske udgivelse i 1960 i tvivl om, hvorvidt værket var tidssvarende. Var hans »rehabilitering af den traditionshistoriske tænkning« ikke allerede da blevet »overflødig«, og hans værk skrevet »for sent« (s. 484)? Måtte datidens »naive selvfølelse« ikke stritte imod, og datidens filosofiske bevidsthed ikke indrømme sin »egen svaghed« og »lavere rang« (s. 2) i forhold til fortidens store filosoffer såsom Platon, Aristoteles, Leibniz, Kant og Hegel? Hvorfor udkommer værket da på dansk nu? For sent? For tidligt? eller mon i rette tid?

Oversætteren angiver helt klart værkets klassikerstatus som grunden til værkets oversættelse til dansk: »Sandhed og metode er ikke blot det vigtigste bidrag til den filosofiske hermeneutik siden Heideggers Sein und Zeit, men er også et hovedværk i det 20. århundredes filosofi.« (s. vii). Hvad betyder da »klassisk«? Spørgsmålet er vigtigt, både fordi det angår relevansen af Sandhed og metode for os i dag, og fordi det kan danne indgang til en forståelse af værkets indhold. Gadamer svarer selv: »Netop dette betyder ordet klassisk: At varigheden af et værks umiddelbare udsagnskraft i princippet er ubegrænset.« (s. 276). Gadamer nævner i den forbindelse Friedrich Schlegel (1772-1829), der skriver: »Et klassisk skrift må aldrig kunne forstås til bunds. De, som er dannede og danner sig, skal altid ønske at lære mere af det.« Et klassisk værk er altså et værk af en enestående høj kvalitet. Men det er samtidig et værk, der vidner om en gammel tradition, og når læseren går til det klassiske værk, er det med »en bevidsthed om forfald og afstand« mellem læser og værk (s. 275). Gadamer påpeger den græske antik og den senere europæiske åndshistorie som den tradition, han selv forsøger at videreføre, samtidig med at han er fuldt bevidst om det forfald og den afstand, der nu er til den græske antik – i tid og tænkemåde. Det klassiske værks enestående kvalitet består i, at »det siger noget til enhver nutid, som om det var sagt specielt til den« (s. 276). Det klassiske værk er altså evigt nærværende i kraft af sit indholds lødighed, i ét med at betragteren erkender den afstand i tid og kvalitet, der ligger mellem værket og betragterens egen nutid. Tilnærmelse og afstand i samme bevægelse. Gadamer opsummerer dette på følgende måde (s. 277, tekstens egen kursivering): Forståelsen skal ikke så meget tænkes som subjektivitetens handling, men som dette at blive inddraget i en overleveringshændelse [Überlieferungsgeschehen], hvor fortid og nutid bestandigt formidles. Det er dette, der bør komme til sin ret i den hermeneutiske teori, der i alt for høj grad er behersket af ideen om en fremgangsmåde, en metode.

Man bør her notere sig ordet »overleveringshændelse«. Vi er dermed inde ved Gadamers kerneanliggende: Forståelse og altså dermed sandhed er ikke så meget resultatet af det erkendende menneskes aktive og metodiske erkendelsesaktivitet, men sandheden hænder, idet mennesket søger forståelse inden for rammerne af en tradition, i henhold til autoriteter, med fordomme, bundet af historien og fortiden. Forståelse består ikke i, at et klinisk nøgternt erkendende subjekt står over for ét eller andet objekt, et værk, eller en anden menneskelig frembringelse. Forståelse er, når et menneske aktivt sætter sin egen eksistens og forståelsesramme i spil over for et værk, og når menneskets eksistens dermed selv indgår i forståelseshændelsen. Mennesket er ikke fuldt herre over forståelsen – forståelsen sker.

Frontalopgør med oplysningsfilosofien
Gadamers hermeneutik er dermed et frontalopgør med den moderne filosofis grundlægger, René Descartes (1596-1650), hvis hovedværk bar titlen Discours de la méthode, pour bien conduire la raison et chercher la vérité dans les sciences (1637). Descartes nybrud var hans forsøg på at overvinde filosofiske fordomme gennem en »erkendelsesteoretisk grundlæggelse« (s. 227) ud fra antagelsen af, »at en metodisk disciplineret brug af fornuften kan sikre os mod enhver fejltagelse« (s. 264). Denne rationalisme, der er oplysningstidens og naturretstænkningens fundament, går fejl, mener Gadamer, idet den overser sin egen historiske betingethed og sætter fornuften absolut. Rationalismen vil udrydde alle fordomme, men dette forsøg på at sætte sig uden for historien og traditionen er selv udtryk for en fordom. Al forståelse er i sit væsen nemlig fordomsfuld, understreger Gadamer. Sand forståelse er også »virkelig historisk«: »En virkelig historisk tænkning må medtænke sin egen historicitet. […] Opgaven for en sagsrelateret hermeneutik må være at påvise historiens virkelighed i forståelsen selv. Dette kalder jeg virkningshistorie [Wirkungsgeschichte]. Forståelsen er essentielt en virkningshistorisk proces.« (s. 285, tekstens egen kursivering). Det betyder dog netop ikke, at forståelsen derved kan tillade sig at blive tilfældig: Hvis man ønsker at forstå en tekst, er man derimod indstillet på at lade den sige en noget. Derfor må en hermeneutisk skolet bevidsthed på forhånd være modtagelig for tekstens anderledeshed. Men denne modtagelighed forudsætter hverken sagsmæssig »neutralitet« eller sågar selvudslettelse; den indebærer derimod, at ens formeninger og fordomme fremhæves og tilegnes. Det gælder om at være bevidst om sin forudindtagethed, således at teksten viser sig i sin anderledeshed og hermed får mulighed for at spille sin sagsmæssige sandhed ud imod ens egen formening. [s. 256] Det kalder Gadamer for horisontsammensmeltning (Horizontverschmelzung) (s. 291). Men dermed er ikke fuldt forklaret, hvorfor Gadamer udelukker, at der kan opstilles en egentlig metode for hermeneutikken, fordi en sådan »kunstlære« ville være »udtryk for falsk overlegenhed« og »at forholde sig formelt og teknisk til den sandhed, der taler til os i overleveringen.« (s. 3). Det skal nu uddybes i det følgende.

Naturvidenskabelig dominans
Vi har allerede fået en vis indsigt i Gadamers værk og i Gadamers måde at tænke på, men lad os træde tilbage til udgangspunktet. Gadamers hovedanliggende i Sandhed og metode er, som værkets undertitel siger, at give »Grundtræk af en filosofisk hermeneutik«. Gadamers værk er et forsøg på at sætte et bolværk mod »det universelle krav om videnskabelig metodelære« (s. 1), som udspringer af naturvidenskabens fremstormen. Gadamer vil »opsøge den sandhedserfaring, der overskrider den videnskabelige metodelæres kontrolområde, og […] spørge til denne erfarings legitimitet.« (s. 1) Hvad betyder nu det? Det betyder, at Gadamer med sin hermeneutik ønsker at søge ned til betingelserne for såvel åndsvidenskaben som naturvidenskaben og derigennem at indgyde filosofien ny kraft og betydning. »Hermeneutikken har […] videnskabsteoretisk relevans, for så vidt den afdækker sandhedsbetingelser inden for videnskaberne, der ikke ligger i, men forud for forskningens logik,« skriver Gadamer i efterordet til 3. udgave af Sandhed og metode (s. 484, anmelders kursivering).

I dette efterord samt i forordet til 2. udgave svarer Gadamer på en del af den kritik, der fulgte i kølvandet på 1. udgave. Gadamers kritik af naturvidenskaben angår ikke mindst anvendelsen af naturvidenskabelige metoder inden for den fremstormende socialvidenskab: »Hvor usikkert det faktiske grundlag for en rationel beherskelse af samfundslivet end er, så mødes socialvidenskaberne af en alt for stor forventning og tiltro til dem, der så at sige beruser dem og fører dem langt ud over deres grænser.« (s. 486). Det kan her bemærkes, at Gadamer med udgivelsen af sit værk i 1960’erne måtte tænke på den vældige bølge af social ingeniørkunst, der dengang og fortsat i dag skyller ud over verden. Det gjaldt i den vestlige verden, hvor velfærdsstaternes fremvoksen betød ansættelsen af et uhyre antal socialarbejdere og socialingeniører. I de kommunistiske lande i Øst foregik en parallel udvikling, idet man her ville skabe det kommunistiske menneske, og både Vest- og Østlande lod deres socialingeniører eksperimentere frit med ulandenes befolkninger.

Denne naturvidenskabeliggørelse af den menneskelige eksistens advarer Gadamer imod: »Faktisk har absoluteringen af „videnskabens“ ideal en fascinationskraft, der hele tiden medfører den opfattelse, at hermeneutisk refleksion er genstandsløs,« skriver Gadamer videre i efterordet (s. 486). Man kunne her tilføje Søren Kierkegaards (1813-1855) bemærkning fra 1846: »Al Fordærvelse vil tilsidst komme fra Natur-Videnskaberne. […] Men især bliver al saadan Videnskabelighed farlig og fordærvelig, naar den ogsaa vil ind på Aandens Gebeter.« (Pap., VII, 1 A 186, s. 123-124) – Gadamer er her i vidt omfang på linie med Kierkegaard. »Forståelse er selve det menneskelige livs oprindelige væremåde,« skriver Gadamer (s. 248) – og forståelse er »i sidste instans« selvforståelse, men dette glemmer naturvidenskaben, fordi den objektiverer og instrumentaliserer naturen, inklusive den menneskelige natur, der netop er mere end natur, nemlig ånd.

Det drejer sig om intet mindre end det, som Martin Heidegger (1889-1976) i sit ovedværk Sein und Zeit kalder »værensglemsel« (s. 245), nemlig at mennesket isforstår sit eget væsen og sin egentlige måde at være til på. Mennesket isforstår sin til-væren, sin Dasein. At være til er at rkende sin indlejrethed i en erden, hvilket Heidegger kalder »kastethed«, for menneskets Dasein er fra ødselen en væren til døden (Sein zum Tode), hvor mennesket er overladt til at kabe en mening med livet. En menneskeopfattelse, der ikke er fjern fra de tanker, om Friedrich Nietzsche (1844-1900) udfoldede (s. 483). Menneskets sande væren liver da at forstå, nemlig forstå verden og sig selv, og forståelse har hos eidegger »karakter af udkast, dvs. Daseins fremtidighed.« (ibid.) Gadamer nlægger en accentforskydelse i forhold til Heidegger således: »Alligevel må jeg ndrømme, at jeg selv har prioriteret ét moment ved forståelsens universalitet, emlig tilegnelsen af det fortidige og det overleverede.« (Ibid.) Heidegger og adamer er enige om, at forståelsen er et grundlæggende træk ved mennesket, men hvor altså Heideggers menneske har sin forståelse forankret i fremtiden, har Gadamers menneske sin forståelse forankret i fortiden. Nietzsches, Heideggers og Gadamers fælles pointe angående forståelsen bliver tydelig, når man betragter hermeneutikkens historie. Oprindelig var hermeneutik den kunst eller metode, der knyttede sig til udlægning af religiøse udsagn og tekster, ikke mindst Bibelen, og af lovtekster. Dernæst udvidedes hermeneutikken til at omfatte alle andre slags tekster, nemlig lyrik, prosa etc. Dernæst inddrog Wilhelm Dilthey (1833-1910) alle kunstneriske frembringelser og ikke kun tekster som genstand for hermeneutiske overvejelser. Hermeneutikken kom dermed også til at omfatte billedkunst og skulptur med videre. Men med Heidegger blev også mennesket qua fortolker set som del af hermeneutikkens område: »[…] det hermeneutiske problem [får] en universel kontur, ja, udvides med en ny dimension« (s. 251). Hermeneutikken angår nu selve spørgsmålet om den menneskelige eksistens, og hermeneutikkens historie er historien om menneskets søgen ned til forståelsen som menneskets grundvilkår.

Åndsvidenskabens forfald
Naturvidenskaben, særlig udfoldet i social ingeniørkunst, trænger altså åndsvidenskaben i defensiven. Men åndvidenskaben selv er også i forfald indefra, og det skal vi nu beskæftige os med, inden vi perspektiverer og afslutter denne anmeldelse.

Gadamer påpeger tre områder inden for åndsvidenskaben, hvor forfaldet sker, men netop også områder, hvorudfra man kan rehabilitere åndsvidenskaben, fordi der på de tre områder hænder en sandhed, der ikke kan indfanges af naturvidenskaben. De tre områder er kunsten, historien og sproget. Disse tre områder danner skelettet i dispositionen af Sandhed og metode, som Gadamer giver følgende overskrifter: »Første del: Frilæggelse af sandhedsspørgsmålet ved hjælp af kunsterfaringen«, »Anden del: Udvidelse af sandhedsspørgsmålet til forståelsen i åndsvidenskaberne« og »Tredje del: Sproget som ledetråd for hermeneutikkens ontologiske vending«.

Kunst i spil og fest
Den moderne kunst og kunstkritikken er forfaldet til en æsteticering og relativering, der ikke tager hensyn til, at kunsten kan lade en sandhed om verden komme til syne. Gadamer taler om »den æstetiske adskillelse« (ästhetische Unterscheidung) (s. 85ff.): »Idet man ser væk fra alt det, værket har rod i – dets oprindelige livssammenhæng, alle de religiøse eller profane funktioner, det befandt sig i og fik sin betydning fra - bliver det synligt som det „rene kunstværk“.« Den moderne æstetiske bevidsthed opløser »kunstværkets tilhørsforhold til dets verden« (ibid.). Gadamer henviser selv (s. 94ff.) til Kierkegaards tilsvarende kritik af det æstetiske stadiums uholdbarhed, fordi det indebærer ren umiddelbarhed og diskontinuitet og oplevelsessyge.

Denne uholdbare position imødegår Gadamer, idet han giver en indgående analyse af begreberne »spil«/»leg« (Spiel) (s. 101ff.) og »fest« (Fest) (s. 120ff.), hvormed Gadamer bidrager afgørende og nyt til kunstkritikken. Skal åndsvidenskaben i skikkelse af kunstkritikken genvinde sin autoritet, må den altså besinde sig på og anerkende de træk, der er væsentlige ved spil og fest. Spil og fest er karakteriseret ved at skabe en lysning i livet for spillets og festens deltagere. De kan træde ind i denne lysning og opleve at blive rykket ind i spillets og festens egen verden, der samtidig kaster afgørende og sandt lys tilbage over deltagernes eget liv.

Betragtningen af eksempelvis et billede, overværelsen af et teaterstykke eller af en koncert deler samme karakteristika som spillet og festen. Kunst giver tilskueren/deltageren denne erkendelse af egen endelighed og begrænsethed i forhold til tradition og historie, og giver samtidig tilskueren/betragteren et tilhør til sandhedens uendelighed.

Historiens betydning
Gadamers insisteren på fordomme, traditioners og autoriteters betydning for enhver forståelse gælder også den historiske forståelse, og Gadamer kritiserer først oplysningstidens historiesyn for senere at give romantikken og den såkaldte historisme kritik.

Oplysningstiden udfoldede et teleologisk (formålsrettet) historiesyn, altså at menneskehedens historie ligesom trækkes fremad mod større oplysning og frihed for menneskeheden. Men hvordan kunne oplysningstænkerne dog afgøre, om historien gik frem eller tilbage, uden at de derved postulerede at kunne indtage en position uden for historien? Det kunne de da heller ikke, og derfor falder de for Gadamers kritik.

Romantikken vendte oplysningstidens idé 180 grader og søgte med samme dogmatisme tilbage mod den perfekte naturtilstand, ligesom oplysningstiden for sin del var søgt væk fra naturtilstanden og frem mod en oplysning. »I virkeligheden er ideen om, at der findes et hemmelighedsfuldt mørke, hvori der ligger en mytisk, kollektiv bevidsthed, forud for al tænkning, lige så dogmatisk abstrakt som ideen om en tilstand af fuldstændig oplysning eller absolut viden,« skriver Gadamer (s. 261).

Historismen afløste romantikken, og historismen blev repræsenteret ved blandt andre Leopold von Ranke (1795-1886) og Johann Gustav Droysen (1808-1884). Historismens tema »er universalhistorien og ikke den enkelte tekst. For historikeren gælder det om at forstå menneskehedens historie som en sammenhængende helhed,« skriver Gadamer (s. 189). Historismens problem består i, at den vil tolke overleveringerne i lyset af levnenes samtid for dernæst at lade overleveringerne gå op i den universelle historie, universel i tid og sted.

Historismen tolker dermed overleveringerne først relativt i forhold til overleveringernes samtid, dernæst relativt i forhold til menneskehedens samlede historie. Historismen mangler at reflektere over, at den enkelte overlevering i egenskab af at være »et forudgående, historisk livsforhold« må sættes i spil med dens nutidige fortolkere i en forståelseshændelse. Historismen kombinerer svaghederne ved oplysningstidens og romantikkens respektive historiesyn og når ikke frem til erkendelsen af, at hermeneutikken er historieforskningens grundlag.

Gadamer understreger, at historieforskning må være »sand samtale« mellem historiker og overleveringerne. Det vil først og fremmest sige samtale om et sagforhold, og altså ikke samtale med henblik på at afdække sagforholdenes kontekst, nemlig fortidens relative ståsted og horisont. Sagforholdet og sandheden selv må stå i centrum. Når en historiker lader sig hensætte »i den historiske horisont, hvorfra overleveringen taler, vil man misforstå betydningen af det overleveredes indhold« (s. 288), og man opgiver »principielt […] kravet om at finde en sandhed i overleveringen, som er gyldig og forståelig for én selv« (s. 289).

Historikerens opgave er at gå i dialog med historien for at søge at beskrive den sandt. Gadamer modstiller denne opgave til den terapeutiske nedladenhed, der karakteriserer historisk forskning, der blot snakker historien efter munden og ikke tager den alvorligt som historie, der kan tales om i sande og falske udsagn. Man kunne her bemærke, at Gadamer allerede i 1960’erne dermed beskrev den kulturrelativisme og post-modernisme, som senere har plaget den vestlige verden.

Sprogets rolle for forståelsen
Gadamer slutter sit værk med en sprogfilosofi, der sætter de foregående overvejelser om kunsten og historien i rette perspektiv. Hele Sandhed og metodes tredje del er en yderst betydningsfuld gennemgang af udviklingen af begrebet »sprog« i den vestlige tænknings historie. Gadamer ønsker her »at gøre opmærksom på nogle synspunkter, der ligger fjernt fra den moderne sprogfilosofi og sprogvidenskab« (s. 413). Gadamer taler i tredje del om sproget med en sådan inderlighed, at man her uvægerligt henvises til den tyske udgave af Sandhed og metode for at få alle nuancerne med. I tredje del viser det sig, som altid når en tænkning skal forstås til bunds, hvordan oversættelser kun bliver tilnærmelser til de tanker, der selv på originalsproget er uendeligt dybe. Anmelderen tillader sig her at bringe et enkelt tysk citat, der gerne skulle anspore læsere af den danske oversættelse til at give sig i kast med den tyske original også (citeret efter Gesammelte Werke, bd. 1, s. 447, 6. oplag, Tübingen, 1990): Welt haben heißt: sich zur Welt verhalten. Sich zur Welt verhalten erfordert aber, sich von dem von der Welt her Begegnenden so weit freihalten, daß man es vor sich stellen kann, wie es ist. Dieses Können ist ineins Welt-haben und Sprache-haben. Der Begriff der Welt tritt damit in Gegensatz zu dem Begriff der Umwelt, wie sie allem auf der Welt seienden Lebendigen zukommt.

Det hedder på dansk (Sandhed og metode, s. 418, tekstens egen kursivering): At have en verden vil sige: at forholde sig til verden. Men at forholde sig til verden kræver, at man holder sig så meget fri af det, der møder en i verden, at man kan stille det foran sig, som det er. At kunne dette er på en og samme gang at have en verden og at have et sprog. Begrebet verden bliver hermed en modsætning til begrebet omverden, som tilkommer alle levende væsener, der er i verden.

Det er med andre ord menneskets såkaldte sproglighed, der her beskrives. Mennesket er i modsætning til dyr et sprogligt væsen, og menneskets verden på én gang påvirker og påvirkes af sproget. Sproget danner menneskets forståelsesramme, og forståelsesrammen virker tilbage på sproget. Sprog og verden vekselvirker. Det forekommer i lyset af hele det ovenstående i anmeldelsen indlysende, at sprogligheden er fundamental i forståelsen i alle dens aspekter. Hvordan Gadamer udfolder disse tanker, må man selv fordybe sig i ved at gå til teksten selv. Det være hermed anbefalet.

Afslutning
Det er usigeligt glædeligt, at Sandhed og metode nu foreligger på dansk, og Nomos’ læsere anbefales hermed fuldt og helt at studere dette værk. Som oversætter Arne Jørgensen selv fremhæver, er Sandhed og metode ikke et let læst værk, men filosofi er i det hele taget ingenlunde en nem sag – belønningen, når man læser og reflekterer over værket, er imidlertid umådelig.

Sluttelig skal det bemærkes, at selvom nærværende er en anmeldelse af værket og ikke et kulturpolitisk kampskrift, bør værkets filosofiske og i senere instans kulturpolitiske aspekter ikke overses. Gadamer danner i værket et utal af afsatser for videre akademisk fordybelse såvel som for kulturpolitisk kritik af vor samtid. Nærværende anmelder skal også indrømme, at han genlæste værket med en vis vemod over den traditions- og dannelseskløft, der har formet sig mellem os og Gadamer, og den kløft, som Gadamer lader stå klart mellem sig og den græske antik. Men disse traditionskløfter er måske netop det, der gør Sandhed og metode så meget desto mere aktuel for det danske publikum i dag.

- Thomas Tim Jensen

 
 

 
 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg