Gudmund Schütte: Danernes avledning fra uppsvenskerne

I nyeste Tid er det en yndet Teori blandt svenske Lærde, at Danerne er udgåede fra det svenske Upland. Således F.eks. Birger Nerman, "Härstamma Danerna från Svealand?" ("Fornvännen" 1922), O. v. Friesen, "Röstenen i Bohuslän", Upsala 1924, og E. Wessén, "De nordiska folkstammarna i Beowulf" ("Kungl. Vitt. Hist. Och Antikv. Ak. Handl.", Del 36:2, 1927).

Jeg har søgt at imødegå Teorien i Artiklen "Daner og Eruler" ("Danske Studier" 1927, 65 ff.), men den godtages nu av Regnar Knudsen i Artiklen "Urdansk eller Urtysk?" (Flensb. Avis 3.9.37). Han siger bl.a.: "De historiske Oplysninger af samtidige Forfattere som Goteren Jordanes o. 550 kan ikke forkastes, naar der ikke er særlige grunde dertil, navnlig naar deres Opgivelser støttes af andre Forhold. – Her nævnes Danerne første Gang i Historien; Jordanes fortæller, at de er udgaaet fra Svearne (Svenskerne) eller fra Scandia (Sverige) og har fordrevet Herulerne fra deres Bopladser". Senere taler Regnar Knudsen om "de svenske Daner", der ifølge den svenske Teori først har slået sig ned i Sønderjylland.

Hvad jeg hær vil fremhæve, er det Spørgsmål: Hvad kan man kalde "historiske Oplysninger?" Det tykkes mig, at der ikke tages tilstrækkelig håndfast på dette Spørgsmål, at man mangen Gang er tilbøjelig til at åg ud fra det, man først skulle vise.

Lad mig hær opregne de av forskellige Forskere anførte Hovedstøttegrunde for Danernes Avledning fra Svealand.

1. Jordanes’ Gengivelse av en norsk Hrodulfs Meddelelser til Goterkongen Theoderik den Store. Hrodulf omtaler først "Scandzae cultores", "Scandias Indbyggere", nævner dærnæst Svearna og fortsætter så med at omtale Danerne som "udgåede fra disses Stamme".

2. "Lejrekrøniken", "Script. Min." I, 43-44. "I Upsala var en Konge Ypper med Sønnerne Nori, Østen og Dan. Sidstnævnte sendte Faderen for at herske over Sjælland, Møn, Falster og Låland, der tilsammen kaldtes Videsleth".

3. Gefjonsagnet. Snorre, "Heimskringla" Kap. 5. Gefjon pløjer Sjælland ud av Svealand. På det udpløjede Lands Plads opstår Søen Lögr (Mälaren).

4. Noreen, "Spridda Studier", 11. udtaler, at Danmark ikke kan tydes som "Danernes Mark", da et sådant Navn måtte hedde med genitivisk Type Dana-mörk. Wadstein i "Namnet Danmark" tyder det som "fugtig Grænsemark" og henlægger det til det sydlige Sønderjylland, hvor de fra Svealand udvandrede Daner først tænkes at have bosat sig. Denne Opfattelse godtages af Regnar Knudsen: "I sin oldnordiske Form Danmörk synes Navnet at kunne passe paa en Grænseskov eller et Grænseland nord for Ejder".

Udover de hær opregnede 4 Punkter kan jeg ikke se, at der er fremført nogetsomhelst Argument av virkelig Vægt for Teorien.

Og av de 4 Punkter er der kun et eneste, der har Mulighed for at kunne henregnes til Kategorien "historiske Oplysninger", nemlig No. 1.

Hrodulf var, efter Jordanes’ Ord, Konge i Norge og gæstede Theoderik den Store i Italien. Det er altså muligt, at han fortæller Kongen om en av ham selv oplevet dansk Udvandring fra Svealand.

Men rigtignok kun muligt, ikke indlysende nødvendigt.

Regnar Knudsen siger selv om Danerne: "Jordanes fortæller, at de er udgået fra Svearne (Svenskerne) eller fra Scandia (Sverige)".

De to Alternativer opfattes altså som i Virkeligheden sigende et og det samme. Men dette er jo netop: at gå ud fra det, som først skulde vises.

Hvis nemlig Altern. No. 1 passer, altså "disses Stamme" går på Svearne, taler det unægtelig for en fra Svealand udgået Udvandring, som Hrodulf selv kan have oplevet, altså en historisk Tildragelse.

Men hvis Altern. 2 passer, så har vi ikke noget historisk Vidnesbyrd, men blot et Eksempel på det fælles Urhjemssagn om Folkegruppen Gottjods Avstamning fra "Øen Scandia eller Scandinauia". I så Fald mister vi altså det eneste mulige historiske Støttepunkt for den svenske Teori.

Vidnesbyrd No. 2, om Dans Udvandring fra Upsala, er jo ifølge sin Karakter tydelig Sagn, altså uhistorisk. Jeg gør opmærksom på, at den nordiske Udgave av Urhjemssagnet overalt viser en Tilbøjelighed til at rykke Urhjemmet uhistorisk lang mod Nord. Scandin-auias Legemliggørelse er i Myten Gudinden Skaði, der fremstilles som en Lappekvinde. Nordmændenes Urstamfader Fornjot og Helgelandsjarlernes Urstamfader Sæming hører begge ligeledes hjemme i Lapland. Denne Iagttagelse gør, at Avledningen fra det nordlige Sverige kommer til at stå i et noget tvivlsomt Lys. – Videre er det Værd at lægge mærke til, at "Lejrekrøniken" lader Dan bosætte sig på Sjælland, ikke i Sønderjylland. Sagnet modsiger altså den moderne svenske Teori, at Danerne først skulde have slået sig ned i det sydlige Sønderjylland.

Vidnesbyrd No. 3, Gefjonsagnet, er der endnu mindre Hold i. Eduard Erslev har for længe siden seet, at Henlæggelsen til Mälar-Egnen skyldes en lærd etymologisk Gætning hos Snorre eller hans Hjemmelsmand. Thi Landskabet nordøst for Mälaren hedder Sjöland; det er dette Navn, man har blandet sammen med Sjælland. Iøvrigt siger Snorre, at Vigene i Mälaren svarer nøje til Næssene på Sjælland. Det passer aldeles ikke. Dærimod minder Sjælland i sin Form påfaldende om den vestgötiske Sø Vänern. Det må være hær, at den geografiske Sammenligning er opstået*).

Vidnesbyrd No. 4, de sproglige Slutninger ud fra Navnet Danmark, er der heller ingen Hold i. Noreens Påstand, at et efter Daner opnævnt "Mark" nødvendig måtte hedde med genitivisk konstruktion Dana-mörk, er aldeles vrang. De ældste Lands- og Folkenavne er netop ugenitiviske: Boihaemum, "Bojer-hjem" (Bøhmen), omtalt på Kristi Tid; Guþiuda, "Goterfolk"; Sví-þjoð, "Sveafolk", osv. osv. Og et Land med Navn på "Mark" må ikke nødvendigvis være en "Grænsemark". Den gammelnorske Stamme Chaidiner eller Heiner boer i Heið-mörk, "Hedemarken", og dærmed menes Centralområdet, ikke nogen Grænsemark.

Facit: den svenske Teori bygger på ét Vidnesbyrd, hvis historiske Indebyrd er aldeles usikker, og i øvrigt på Gætværk, hvorav en Del er tydelig Galt.

Hvis Danerne skulde være svenske Uplændinge, måtte det søges sandsynliggjort ved en omhyggelig Påvisning av, at deres etniske Kendemærker peger netop mod Upland. Det har man helt forsømt**), og jeg tror ikke, det vil være muligt at give en sådan Påvisning. Svearne danner Landskabsnavne på hund eller på det saxisk-tyske -hundred, og de ynder det med Saxerne fælles Stednavneled -tuna; Danerne danner Landskabsnavne på –herred og ynder det typisk danske Stednavneled -leif (-lev). Endvidere er Indbyggernavne på -far typiske for Danerne: Sjællands-, Lålands-, Langelands-, Hallands-, Blekinge-, Gullandsfarer; de genfindes hos Anglerne – Lindisfarer – og hos Burgunderne – Burgunda-farer. Nu sad Burgunderne allerede på Kristi Tid inde i Østtyskland, langt fjærnede fra Østersøkysten. De må da have fået den med Danerne fælles Type -far, inden de udvandrede fra Østersøkysten; altsaa har Danerne allerede på Kristi Tid siddet i det sydlige Østersøområde.

Av slige Navneforhold kan man naturligvis ikke slutte særlig meget; men jeg mener blot, at min Iagttagelse er nøjagtig ligeså god som det Grundlag, Wadstein og Wessén og andre svenske Lærde bygger på.
Hvad jeg først og sidst vil understrege, er, at Efterretningerne hos Jordanes aldeles ikke kan tages for gode Varer som grundfæstet historisk Realitet.

Noter.

*) Jfr. min Artikel "Where is Gefion's Lake situated?" ("Acta phil. Scan. dinavica". 1945, S. 306)

**) Jfr. til Oplysning hærom den metodiske Gennemgang av svioniske og danske Nationalmærker i min Håndbog "Our Forefathers, the Gothonic Nations", § 274 og § 260.

Danske Studier 1938. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >

 

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg